Partilederen og Riksdagsmedlemmet Jimmie Åkesson var heller ikke inviteret i år. Halvdanskeren Mikael Wiehe skrev forleden et kilometerlangt hyldstdigt til massmorderen Fidel Castro i Aftonbladet-Kultur. Man kan lære et par ting af det.

Kommunismens lange march gennem institutionerne har været en total succes i Sverige. Selv de borgerlige er ophørt med at være borgerlige for længe siden, – i 70 erne i følge Roland Huntford – og hylder kommunistiske ideer som “globalisering, mångkultur og den såkaldte ‘genusvetenskap’, der lige så lidt er en videnskab som marxismen.

Det er en politisk doktrin, som i alle kommunistiske regimer. Staten betaler, alle skal adlyde tanken. Vi har det ikke i Norge, Danmark og Finland, kun i en afbleget version. Vi har borgerlige demokratier, hvad Sverige ikke har haft siden 1968. Ikke at de er specielt fiffige, de er bare mindre vanvittige. Bildt, Bo Lundgren og Reinfeldt, det mener ingen vel alvorligt?

Se f.eks.Annie Lööf og hendes latterlige Centerpatiet, det tidligere bondeparti. Alle har været tilhængere af en maksimalindvandring, der vil gøre svenskere til et mindretal i Sverige i løbet af få årtier, måske allerede om ti år. Man kan ikke forudse, hvad der sker. Vil meget velbevæbnede svenskere gå til modstand mod en fjendtlig overtagelse af deres land, eller vil  de opgive al modstand på forhånd? I 2016 kan vi ikke vide det. Vi ved kun, at de sidste 40 års politik fra samtlige partier, vil føre til krig før eller senere, og formentlig inden en generation.

Kommunismen tabte, men den sejrede totalt i Sverige ligesom i Nordkorea og Kina i forskellige svært forklarlige variationer. At partier som eks. kommunisten Gudrun Schymans FI ikke er nogen rigtig succes, skyldes kun at konkurrencen er alt for stor. Alle bejler til de samme ideer, som vil ødelægge landet, som de  ødelagde DDR og Sovjet.

Svenske AFA’er, som er hypervoldelige, er i virkeligheden ikke system-oppositionelle. De er magtens brunskjorter. De er financierede og ideologisk understøtede af den. Det finder man ingen andre steder i Europa.

Sverigedemokraterne er ikke inviteret med i det selskab, hvilket de bør være stolte af. Den svenske nomenklatura er en sekt i Europas udkant, der lever videre selvom guden er død. Ligesom japanske soldater på Borneo, der i 1970 ikke havde opdaget, at WW2 var forbi. Mikael Wiehe er en ideologisk soldat fra forrige krig, der er kommet til højbords i et grotesk regime, der ikke har set, at tiden rinder ud.

Der sidder han så og ligner Kim Jong-un, en alderdom man kun kan få i et sekterisk samfund. Hans trøst må være: Hjernedøde 18-årige på pop-festivalerne hepper videre, han er et ikon ligesom Castro for alle dem, der er bedragede og aldrig har tænkt en tanke. Nu sidder han der i Malmø, i en by der er ramlet økonomisk og socialt sammen over almindelige svenskere, og har tjent kassen. Hvilken dybt foragtelig apparatchik, Mikael Wihe er.

Hvor skidt det er gået med han hjemby, kan man se her RÄTTSSTATEN ABDIKERAR FRÅN SITT VÅLDSMONOPOL  og se apropos