Der er ikke meget tilbage af Löfven og Reinfeldts terorier om indvandringens nødvendighed for arbejdsmarkedet efter denne. I Sverige fabler S og M om at skabe 200.000 ‘enkle jobs’, som 3 verdensindvandrere kan udfylde. I en tid hvor de forsvinder lige så hurtigt som dug for solen, vil det tidligere højteknologiske Sverige være som Brasilien: Gadefejere, skopudsere og elevatorførere. I en tid hvor selv bus- og taxichauffører bliver overflødige, og kassedamer. Hvor opbevarer svenske politikere hovedet? Inom kort kan det saknas 200 000 ”enkla” jobb. Jobb som inte kommer att skapas.

Asle Toje: Den Skandinaviske Ruin

Mere om national opløsning og sammenhold fra Weekendavisen 30 december i udpluk

En ny underklasse

Indvandringen til Skandinavien har været kolossal. Norge kan tjene som eksempel. I 1970 var 1,3 procent af den norske befolkning af udenlandsk oprindelse. I 2016 var tallet 15 procent. Udviklingen har været endnu mere dramatisk i Sverige, hvor indvandrerbefolkningen er taget til med omkring en million i løbet af en snes år, og mange af de nye medborgere er lavtuddannede fra lavtillidssamfund. En postnational urban elite og en national velfærdsstat på jagt efter klienter fandt sammen og fostrede en fortsat masseindvandring. Eliterne var enige med hinanden i antagelsen om, at dette forhold ville være uproblematisk for verdens mest veluddannede og tillidsfulde samfund.

Men det var problematisk. Alle skandinaviske lande har et foruroligende sammenfald mellem etnicitet og kulturelt og religiøst tilhørsforhold på den ene side og socioøkonomisk status på den anden. Sat på spidsen, hvor ting står klarest, har vi importeret en ny underklasse. Lige så foruroligende var det, at tegnene på, at denberømte skandinaviske tillid var i færd med at svækkes, var mest dramatiske i Sverige. [..]

Mange indvandrere tager kun i begrænset omfang den skandinaviske kultur og densnormer til sig. En del af dem – især muslimer – forventer, at samfundet skal tilpasse sig deres kulturelle særegenheder. Jonathan Haidt påpeger, at når indvandrere ivrigt tager deres nye hjemlands skikke, sprog og værdier til sig, fortæller det lokalbefolkningen, at deres nation er værdifuld, attraktiv og god. Det synes at være særligt vigtigt for skandinaverne, som er meget stolte af deres samfund.

»Men når et land har historisk høje niveauer af indvandring fra lande med en meget anderledes moral og uden nogen stærk og vellykket assimileringspolitik, så vil der så godt som sikkert komme en modreaktion.« De tre skandinaviske lande var ens til forveksling op igennem meget af 1900-tallet. Så kom bruddet. I dag er Sverige og Danmark modpoler. I Sverige forsøgte kosmopolitterne at fordrive nationalisterne fra debatten og havde i høj grad held med det. Aldrig før i Skandinaviens historie har vi set så megen intolerance i tolerancens navn. Claes G. Ryn opsummerer udviklingen i artiklen »Sveriges kulturradikala experiment« : Mordraten røg i vejret, det samme gjorde voldtægtstallene, og staten fik økonomiske problemer. Alle varselstegn blev ignoreret. Sverigedemokraterna var de eneste modstandere af eksperimentet og blev gjort til politiske pariaer.

I Danmark var udviklingen en anden. Her var det nationalisterne, som gik sejrende ud af striden. Kulturkampen startede med Anders Fogh Rasmussen og ændrede på få ården danske debat så meget, at Carsten Jensen måtte til norske og svenske aviser for at få sin afsmag på tryk. Alle partier konkurrerede om at signalere en barsk indvandringspolitik, hvilket førte til en endnu hårdere tone, da de ikke magtede at levere som lovet. […]

Vor tids kulturkamp

Meget tyder på, at vi er på vej ind i en ny kulturkamp. I Sverige vil den blive smertefuld, hvilket vil glæde danskere og nordmænd på samme måde, som banneret i Stockholms lufthavn glæder svenske hjerter. Hvis kosmopolitterne vinder, vil resultatet formentlig blive et nyt klassesamfund, denne gang efter etno-religiøse delelinjer. Hvis nationalisterne vinder, vil en mere egalitær orden være mulig. Nationen, som vil skulle bygges op, vil være en anden, for indvandringen er blot en del af en bredere og uafvendelig udvikling, som allerede har forandret, hvem vi er. Vi kan ikke vende tilbage til, hvor vi kom fra. Det eneste, vi kan gøre, er at gå hen til vores skandinaviskeruin, kikke ind og lade os fylde med vemod eller afsmag og så gå tilbage til bilen. Fremtiden ligger forude.

Artiklen er til en afveksling online, fortæller en norsk læser mig: Den skandinaviske ruin