Se bla. I 2050 er 4 af 10 af verdens børn afrikanske og »Vi forbløder i humanisternes opslidningskrig«

„The chrash of the EU is not a matter of ‚if‛, but of ‚when‛

Der er mange grunde til europæernes utilfredshed med EU, men migrationen kommer først og sidst. At EU ikke overholder sin del af Schengen-aftalen, men kalder sin taxi-virksomhed på Middelhavet for ‚grænsebevogtning‛, ligger i midt kernen af det problem.

Derfor kan det godt undre, at ikke én journalist eller EU begejstret politiker, har skrevet denne artikel for allerede tre år siden: Aner Jean-Claude Juncker ikke, at han kan ødelægge EU?

Jean-Claude Juncker er 63, og har været i politik hele sit liv. Han ser  mindst ti år ældre ud, så politik er ikke sundt for helbreddet selvom man tjener anseelige millionbeløb. Jeg tænker også kun på, hvordan jeg undslipper i tide og i live.

Hvad er der galt med en mand, der slet ikke kan læse situationen og selvdestruerer? Måske er det netop, at han aldrig har været uden for snæver politik, og simpelthen er blevet miljøskadet og irrationel. Han er i al fald havnet på en post, der langt overgår hans nuværende, politiske evner. Han er blevet farlig for sig selv, EU og andre, og ingen andre end østeuropæerne synes endnu at ville intervenere med andet end midlertidige grænsekontroller, der er ren ønsketænkning for fremtiden.

Hvis EU falder fra hinanden i år,vil de hovedskyldige være Juncker og EU Kommissionen, ikke Wilders, le Pen og Farage, og jeg ville græde tørre tårer, og jeg var endda med til at stemme os ind i -72. Det er jeg virkelig ikke stolt af, men enhver har været ung og dum. De unge ved det bare ikke.

Det er naturens uorden, som f.eks. den ungradikale Victor Boysen skulle notere sig. Klogskab ved de 23 år, kan være at holde sin mund. Det gjorde jeg selv, og jeg anbefaler det. Jeg beskæftigede mig ikke med politik, før jeg var 50 af den enkle grund, at jeg ikke havde noget væsentligt at bidrage med trods det, at jeg var belæst og havde været verden rundt mange gange.

Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle beskæftige mig med politik, jeg var vant til, at den passede sig selv, hvilket forekommer mig at være målet med den: At borgerne er fri til at beskæftige sig med noget andet. At disse bliver stadig mere politiserede, er et sygdomstegn man skal lytte til.

Men det var inden ideologiske, fantaster og dårer invaderede politikken og begyndte at sælge mit land til lavestbydende. Nu er det en hjertesag at stoppe dem, og tiden er ikke med mig. Det haster mere end det gjorde i år 2000. Vi har skullet kæmpe for vores land i 33 år, og det er en politisk skandale der kun befordrer had til politikerne. Fremturer de, vil nogen gå fysisk til angreb på dem. Det bør de forberede sig på. Hvis ikke danskerne går til angreb på deres klienter, som i Canada, vil de angribe politikerne fysisk på et tidspunkt. Test det kontroltab, hvis I vover!

„Sverige passerat sitt Stalingrad‟

Jeg har en ven i Gøteborg, der siger om sit land: „Du skal forestille dig Sverige som en supertanker på 350.000 tons. Omkring 1980 slukker vi motorerne, og der er stadig fremdrift til årtier, men en dag stopper den.‟

Jeg skrev om offentligt dette for næsten tyve år siden. Nu nærmer Sverige sig det fatale tidspunkt, hvor den brede middelklasse rejser sig mod politikerne. Da vil mangen en politisk amatør blive fejet af banen. At være svensk politiker er ingen guldrandet fremtid mere. Reinfeldt gjorde det rigtige. At forlade svensk politik nu, er det kloge træk at gøre for den gennemsnitlige idiot, der har gjort sig medskyldig i den nuværende og kommende situation.

Det kunne alt sammen være undgået hvis ikke demokratiets politikere havde været en skræmmende samling amatører. Min tillid til dem er komplet forsvundet, og jeg ser ikke den dag for mig, hvor den kommer tilbage. Disse demokratier tilhører ikke længere mig. Spreder min indstilling sig, er Weimar kommet tilbage. Hvor der før var tempereret mistillid, er der nu kun foragt. Patrik Engellau skriver:

Saken är att fler och fler människor tycks ha börjat misströsta om Sveriges möjligheter att ta sig ur kriserna på ordnat sätt. De talar om systemkollaps. Det är det jag undrar över. Vad är systemkollaps och hur går det till?

Jag kan dock tänka mig två olika – det finns säkert ytterligare åtskilliga – modeller för kollaps, dels Titanics undergång, dels Nazitysklands nederlag i andra världskriget. De är helt olika. Det första sammanbrottet kom verkligen som en blixt från en klar himmel, en oförutsedd olycka helt enkelt. Det andra, däremot, måste ett ökande antal tyskar, särskilt inom krigsmakten, ha förutsett åtminstone sedan Stalingrad år 1943. Om jag får renodla och förenkla: tyskarna fortsatte att strida i två år efter det att de borde fatta att de hade förlorat. Hur gick den där processen till fram till de sista veckorna när Hitler satt ensam i bunkern och delade ut krigsorder till arméer som inte fanns och beordrade fram nya kanoner från fabriker som redan bombats sönder och samman?

Håll i dig nu, men jag tror Sverige passerat sitt Stalingrad och det värsta är att jag numera inte längre är ensam om denna uppfattning utan i ett sällskap som hela tiden tycks växa och gör det allt svårare för mig att övertyga mig själv om att jag bara är paranoid.

Varför tror jag Sverige passerat en vändpunkt? Två saker. HUR GÅR NEDERLAG TILL?