Ögonvittnet Claes, 54, om upploppet i Hallsberg: „Sverige håller på att rämna‟ Rämna betyder ‚gå i stykker, revne, splitres.‛ Såkaldte ‚nyankomne‛ gik amok på hinanden, politiet og den midtsvenske by Hallsberg. SVT redigerede bort, at de råbte „jalla‟, da det kunne medvirke til at identificere dem som fremmede. „Etikken‟ tilsiger SVT, de skal skåne folk mod sig selv.

Det er samtalen mellem de midaldrende svenskere i bilen, man skal lytte til. Både det de siger, og den uudtalte understrøm i samtalen, der nu findes overalt i Sverige lige under overfladen. Hver dag.

Vi kender det allesammen. Bliver vi ramt af sygdom eller ulykke, afsøger vores tanker alle hjørner af situationen for, hvor slem den kan blive. Vi kender det fra politikken og fra kunsten: Panik- og katastrofeberedskabet. Let vakt af bagateller som ‚galna ko sjukan‛, mere akut under en Cuba-krise, hvor hele verden holdt vejret i dødsangst. Se Erland Josephssons i Tarkovskij eller Dirk Bogardes i Visconti. Det er også den vibrerende stemning i ‚ångestscentralen‛ Malmø, som Thomas Nydahl kalder sin fødeby. „Utrygheden,‟ som det populært hedder, stikker meget dybere end small talk, den er nede og røre ved fundamentet.

Der står Sverige og tipper mellem den store og den lille angst.

Hvad vil de ske? Vil vi slå hinanden ihjel, må vi flygte? Hvad med vores børn? „We might be witnessing the end of society as we know it,‟ siger Göran Adamson i dokumentaren nedenfor. Det er tapetet bag de forholdvis enkle replikker, der udveksles i bilen i Hallstahammer. Vender de sig til politikken, er der ikke andet end håbløshed at hente. Det vil ende med vold, – altså mere vold end allerede -og det varer ikke mange år.

Enhver politiker der ikke kan høre det, burde være smidt ud af politik for længe siden med stemplet ‚livsfarlig‛ i nakken. Slå ørerne ud, eller brug høretelefoner!

Sverige reagerer, som matriarkatet plejer: Kyrka anordnar ljusmässa i Hallsberg efter stenkastning. De vil vride hænder, til krigen er en realitet.