14
apr
Seneste opdatering: 15/4-17 kl. 1514
7 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Nu har jeg hørt Matthæuspassionen fra SR 2 i dag, og så vil jeg ikke skulke helt fra påsken for første gang i mange år. Men jeg vil også spille Odetta, en af Bob Dylans helt tidlige inspirationer. Hun kvitterede med en LP i 1965 kun med Dylan-sange. Hendes Masters of War er som at høre sangen for første gang, så fjernt fra Dylans snerrende udgave.

Det er som en majestætisk spiritual, der siger overbærende til os: “Jeg ved godt dette er en protestsang af en ung mand, der ikke vil acceptere vilkårerne, men jeg ved også, at krig er menneskets evige lod.” Det er den modsigelse, hun bibringer sangen, som den helt unge Dylan ikke har. Lidelsen og accepten. Den er også indbygget i indspilningen, kontrasten mellem hendes stemme og det rastløse guitarakkompagnement. Det er også påsken, og som I ved, mener jeg Europa allerede har brygget på sine næste krige i fire årtier. Odetta hørte jeg også i svensk radio, naturligvis.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?