7
sep
Seneste opdatering: 7/9-17 kl. 1520
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!
Del...

Listen to “Ingrid och Conrad #109 – med Karl-Olov Arnstberg och Gunnar Sandelin” on Spreaker.

Hvad er en “andenhåndsdissident?”

Sorgen över journalismens död. Hur vaknade Gunnar? … och KOA? När det hette “zigenare”. Hur gammalt är kunskapsföraktet? De tre stegen. “Andrahandsdissidenterna”? Har debattklimatet förändrats? Hur har Sverige förändrats i siffror? En tredjedel… Vaddå? Badkaret utan propp. Migrationsverkets senaste siffror! Männen – det svaga könet. Kvinnans rösträtt.

Varför de mörka krafterna kommer att segra

Arturo Perez-Reverte. – Por qué van a ganar los malos. (2006) Översättning: Stig Carlsson

Jag har i min hand ett foto från den muslimska horisonten. Två ungdomar med palestinaschalar höjer ett plakat: Europa är cancern, islam är svaret. De här ungdomarna befinner sig i London. De bor mitt i cancern, kanske därför att på andra platser är det omöjligt att förena arbete, hälsa, religionsfrihet och friheten att hävda idéer, som inte sammanfaller med Statens officiella lära.

Det avslöjande fotot handlar inte om att förvästliga den hälsosamma islam, utan om att islamisera det sjuka Europa. Allt annat är krumbukter. En del europeiska ledares tjuv och rackarspel och andras underlåtenhet och ett fåtals karaktärsfasthet förändrar inte situationen. Inte heller framtiden. I Europa kan en fårskalle titulera sin pjäs Jag skiter i Gud och folket protesterar i frihet framför teatern och en domstol kan, om den väcker talan, avgöra fallet. Det stämmer, att i andra tider brände man i Europa människor av sådana här orsaker. Men inkvisitionens bål slocknade – även om någon biskop ännu beklagar det – när Voltaire skrev: “Jag delar inte dina åsikter, men jag är beredd att dö för din rätt att uttrycka dem.”

För att vara tydlig så tror jag, att allianser mellan civilisationer är en idiotisk bluff och att de dessutom är omöjliga.

Islam och Västerlandet kommer aldrig att förenas. De skulle kunna samexistera med försiktighet och tolerans och med ett utbyte av människor och idéer i en ömsesidig påverkan lika oundviklig som nödvändig. Men de som talar om integration och interkulturell sammansmältning vet inte vad de talar om. Den som känner den muslimska världen – en del av oss har rest genom den ett tjugotal år – förstår att islam är oförenlig med ordet framsteg, som vi förstår det i Västerlandet.

En separation mellan kyrkan och staten är otänkbar, medan i Europa kristendomen och dess prästerskap motvilligt gav efter för upplysningens idéer om medborgarnas frihet. Islam kontrolleras järnhårt av sina egna och avstår inte från att bestämma över alla enskilda aspekter av de troendes personliga liv och även icke troendes, om det är möjligt. Ingenting av mänskliga rättigheter, som vi uppfattar dem och inget av individuell frihet, Sharia står över andra lagar. Detta gör den sociala pressen enorm. Det som den säger är fundamentalt.Grannarnas, kvarterets och omgivningens åsikter. Och det mest skrämmande: man måste inte bara vara en god muslim, man måste också visa det.

Vad beträffar Västerlandet handlar det inte längre om en gammal latent konflikt mellan två motsatta världsuppfattningar. Miljoner muslimer kom till Europa i sökandet efter ett bättre liv. De finns här och de kommer att stanna och flera kommer. Men trots den goda viljan hos de flesta, och en välvillig inställning hos många européer, som tar emot, så finns det omöjliga frågor, enormt svåra anpassningar, kulturella, sociala och religiösa föreställningar, som aldrig kan förlika sig med ett styrelseskick med radikala friheter. Tal om ömsesidig respekt är vilseledande.

Bör jag respektera de som straffar äktenskapsbrott eller homosexuella. Västerlandet är demokratiskt. Islam är det inte. Inte ens kommunismen lyckades tränga in i den. Den har bevarat sig stark och oslagbar som en klippa. “Vi kommer att använda er demokrati för att förstöra er demokrati,” sa Omar Bin Bakri, en av islams viktigaste radikala ideologer.

Västerlandet är svagt och omoraliskt och vi tänker att spränga dem med deras egna motsägelser. Inför detta är alltid den enda defensiva taktiken fasthet och klarspråk, när man vill försvara sig. Ni kommer hit, lev och arbeta. OK. Men kalla inte min dotter hora – inte heller din – för att de har kort kjol. Stena inte min hustru – inte heller din. Då leker du med elden. Här respekterar du våra regler, annars kan du dra åt helvete. Tidigare gjorde los Reyes Catolicos (Ferdinand och Isabella) det som var brukligt för den tiden. Den som inte fogar sig, ut. Idag är detta inte möjligt. Lyckligtvis för friheten, som kanske kommer att ödelägga oss och olyckligtvis för det motsägelsefulla och fega Europa, dömt av Historien till en obeveklig bana. Gå till biblioteket och läs, dumhuvud. Bara de starka segrar och överlever. Detta helt oavsett vad många pratmakare fantiserar om. Därför kommer pojkarna med plakatet i London och deras kusiner på den andra sidan att segra. Och de vet det. De har tro, de är hungriga, de är desperata, de har djävlar anamma. Skickligt har de genomskådat oss. De känner cancern. För dem räcker det att iaktta råttornas räddhågsna leenden,när de vill komma på god fot med bödeln.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


ɱØяñιηg$ʇðя ©™

Posted: 8 september 2017 - 00:56 - Svar

Voltaire har aldrig skrivit det där. Det var en Evelyn Beatrice Hall som myntade uttrycket 1905. Hon ansåg att det låg helt i linje med vad Voltaire skulle kunnat ha skrivit. Ett mer korrekt Voltaire-citat är: Om man vill veta vilka det är som verkligen bestämmer så skall man ta reda på vilka man inte får kritisera.

Allan Hansen

Posted: 8 september 2017 - 22:10 - Svar

” Teologen betragter synd først fremmest som en forbrydelse imod Gud, mens moralfilosoffen
betragter synd som modsætningen til fornuften,,.
– Thomas Aquinas: Summa teologica.

Filosoffen og forfatter Francois Marie deVoltaire(1694-1778) førte et kaotisk liv, selv om han som oplysningstidens erklærede fyrste var en lysets og klarhedens mand.
Det starter allerede med hans fødsel. De lærde kan stadig ikke ens om, hvornår og hvor han blev født, og om hans far også virkelig var hans far. Forvirringen slutter ikke med det. Da hans amme mor ikke anså ham for levedygtig, døber hun ham selv i hast, og det kræver senere hen en del besværg at få forrettet den regulære dåb.
Man ser: allerede i spædbarnsalderen har Voltaire bryderier med den himmel, som han ligger i strid med hele sin levetid.
Han lever ikke kun i permanent strid med himlens repræsentanter, gejstligheden, men også med det jordiske styres repræsentanter, som i alt for høj grad indordner sig under kirken.

I lang tid er han ude af stand til at slå sig ned i ro og fred, og han har forbud mod at opholde sig i Paris.
Man kaster ham af og til i Bastillen, hvor han dog har det privilegium at spise med ved fængseldirektørens bord.
Man bagtaler og bandlyser ham, man forbyder og brænder hans skrifter. Man kalder hans værker dumdristige, irreligiøse, skandaløse, man anklager ham for at være ondsindet og frivol, man advarer mod ham som en smittende gift.
En teologiprofessor går endog i rette med forsynet over, at det har tilladt at et sådan menneske har set dagens lys. Men Voltaire trøster sig ved at tænke på, at det ikke kun er hans personlige skæbne, der forårsager alle disse genvordigheder, men ,, at også filosofien, så snart den dukker op, er udsat for forfølgelser”. Mange af hans værker udgives anonymt, og hvis det kommer frem, hvem der har forfattet dem, ser han sig nødsaget til at benægte forfatterskabet.

Det gør han også uden samvittighedskvaler. ,, Man må lyve som en djævel.” Men han gør endnu mere for at skjule sine egentlige hensigter, bekender sig til sin katolske tro og endog indtager sakramentet. Men han er og bliver tvetydig. Og han indrømmer da også sin svaghed: ,, Jeg vil da gerne gå til bekendelse; men jeg vil ikke være martyr.
Også Voltaires privat liv er kaotisk.. Hans spidse pen bliver skæbnesvanger for ham. Han lægger sig ud med alverden. Selv den preussiske konge, der beundrer ham og inviterer ham til Postdam, men han forlader kongen efter lutter misforståelser og intriger, og han er ikke helt uskyldig selv.

Der er også hele tiden forvirrede kærlighedshistorier: med markiser, med skuespillerinder, med venners hustruer, med artige borgerdøtter, med demimonder, til sidst endda med hans egen niece. Voltaire giver denne hedonistisk leven¨de en teologisk begrundelse: ,, Gud har sat os i verden, for at vi skal more os. Alt andet er plat og forfærdeligt og ynkværdig.”
Den slags fornøjelser kræver naturligvis penge, og dem skorter det længe på.
Selv om Voltaire har en velhavende far, lægger han ud med at stifte gæld, og der går nogen tid, før han får skrabet en solid formue sammen. Det sker ganske vist ikke med helt fine midler, men mod slutningen af sit liv er han blevet en rig mand: med et slot, et par landsteder og en stab af tjenestefolk på 160 personer. ( således er han samtidgie kapitalist ).

Den gamle Voltaire skriver: ,,Jeg har vænnet mig til kroppens og sjælens uorden.”

Men hans berømmelse stiger trods al denne forvirring. Han bliver kontinentets berømteste mand på det åndelige område. Han er Europas åndelige hersker i næsten en menneskealder.
Selv i vor tid bedømmer en filosof som Dilthey ham som ,,det mest levende blandt mennesker” .
Han står i personlig eller skriftlig forbindelse med Gud og alverden, nok mere med verden end med Gud, da han mener, at Gud ikke kan være objekt for direkte tiltale.
Flere end 20.000 breve er bevaret i dag. Der findes næsten ikke noget problem af betydning, som Voltaire ikke har ytret sig meningsfuldt eller i det mindste inspirerende om i sine breve og i utallige værker. Hertil kommer hans dramaer, der hele tiden blev modarbejdet og forbudt og alligevel opført til publikums store begejstring. Hans romaner udkommer i utallige oplag. Goethe kan derfor sige om ham: ,,Alt, hvad der på strålende vis opfylder verden viden om med talenter og evner, har han ejet og dermed udstrakt sin berømmelse over den hele jord.”

På det åndelige område er Voltaire liv én uafbrudt kamp. Hvad han kæmper for, er tænkningsfrihed, tolerance, fornuft , frihed, menneskenes lykke, afskaffelsen af uretfærdighed og undertrykkelse. Kort sagt: det er oplysningstidens idealer, forstået ikke blot som teori, men som praksis ,, Lad os, om muligt, bringe et svagt lys ind i denne fejltagelsens nat, som verden er nedsunket i.” Nietzsche kalder ham for ,,menneskehedens største
befrier” i den henseende.
Voltaiers hovedemodstander er kirken. Han bliver aldrig træt af at afsløre den kristne læres mærkværdigheder ,, de hellige løgnes farlige billede, som Jorden er opfyldt af”. Kirken viser i stedet for en fornuftig Gud ,,et monstrum, som vi må hade”. Gud ,,skabte verden og druknede den da, ikke for at frembringe en renere slægt, men for at befolke den med røvere og tyranner.

Og efter at han havde druknet fædrene, døde han for deres børns skyld, ganske vist uden anerkendelse, og straffede hundrede folkeslag på grund af uvidenhed om hans død på korset, som han dog selv havde holdt dem i”. ,,Denne hersker, som ejer det, som vi kalder retfærdighed, til overflod, denne fader, som elsker sine børn så uendeligt, denne almægtige skal have skabt væsener i sit billed for straks efter at lede dem i fristelse gennem en ond ånd og lade dem bukke under for fristelsen, for at lade væsener dø, som han havde skabt udødelige, for at overøse deres efterkommere med ulykke og forbrydelser? Og det er ikke engang den mest oprørende selvmodsigelse til vor svage fornuft. Hvordan kan Gud, som senere frelser menneskeslægten gennem sin eneste søns død eller retter, da han jo selv bliver menneske og dør for menneskene, gennem sin egen død, da prisgive næsten den ganske menneskeslægt, for hvem han døde, til evige pinslers og rædsler? Betragter man denne lære som filosofi, så er den sandt nok uhyrlig, afskylig. Den gør Gud til ondskaben selv.”

Dette er blot to eksempler blandt mange. Voltaire prøvede at afsløre hele den kristne lære som ren overtro. Den har, som han ser det, hersket gennem hele kirkens historie.
,,Overtroen, opstået i hedensk tid og overtaget af jødedommen, har fra begyndelsen forpestet den kristne kirke. ,, Den er latterlig og afskyvækkende – den argeste fjende af den rene tilbedelse, som vi skylder den højeste væsen”. Derfor ,,er tiden kommet, hvor overtroens uhyre skal lægges i lænker”.
Voltaire mener, at fanatismen (islam) er endnu mere skadelig og farlig.
Den føre uundgåeligt til ,,blodtørstig lidenskab – den opfordrer til forbrydelse – der er helvedets blændværk. Voltaire påstår ,,at ethvert fornuftigt menneske, ethvert godsindet menneske må anskue den kristne sekt med afsky”. Til slut går han så vidt, at han – ikke uden en vis fanatisme – under skriver hvert af sine breve med kampråbet ,, Écrasez I´infáme, knus det modbydelige!
I den sammenhæng kalder han sig selv den ,,store revolutionære”.

Voltaires selvbevidsthed bygger på tilliden til, at det en dag skal blive muligt at komme nutidens onde til livs ,,Kristendommen vil blive fornuftigere, følgelig også mindre forfølgelseshungrende”.
Voltaire er overbevist om, at denne fremtidsvision ikke er nogen fjern utopi: ,,En ny generation, som afskyr fanatismen, er i sin vorden. En gang vil filosofferne indtage de førende pladser. Fornuftens rige forberedes allerede.” Voltaire skriver således: ,,Tænk på, at det allerhøjstes
evige visdom med egen hånd har indprentet den naturlige religion i dit inderste hjerte.”
Heri har gudstanken sin rod; den ud går fra ,,følelsen” og fra den ,,naturlige logik”. Mennesket evner altså fra naturens hånd at erkende Gud. Men hvad kan mennesket ifølge Voltaire begribe og udsige om Gud?

Det første er, at det er muligt for mennesket at få sikker erkendelse om, at der findes et sådan højere væsen. Voltaire laver endda en slags gudsbevis: ,,Der findes noget, altså findes der noget evigt, thi intet kommer ud af intetheden. ,, Denne tanke er en sikret sandhed, som vor ånd kan fæste lid til”. Det er imidlertid muligt at få yderligere indsigt i Guds eksistens; de besidder ganske vist ikke absolut, men dog næsten fuldkommen vished. ,,Hvert værk som lader os erkende middel og formål, vidner om skaberen; altså tyder verdensaltet, sammensat af kræfter og midler, som alle har et formål, på en almægtig, altvidende ophavsmand. Det er en sandsynlighed, der kan tilægges den største vished. ,,Dette gudebevis ser Voltaire bekræftet i Newtons opdagelser, for ,, de mange altid uforanderlige love tyder på en lovgiver”. Fornuften gør det således muligt at nå til et rent gudsbegreb. ,, Gud er det nødvendige væsen, den i naturen udbredte intelligens, den store ånd i det store univers. ,, Derudover kan han også med nogenlunde sikkerhed tilskrives enhed og evighed.

I denne sammenhæng opfinder Voltaire et gudsbevis, som ingen har udtænkt før ham. ,,Jeg undrer mig over, at man blandt mange tilbagelagte beviser for Gud eksistens endnu ikke er kommet på at anføre fornøjelsen som bevis; fornøjelsen er noget guddommeligt, og jeg er af den formening, at enhver, som drikker en god tokayer, som kysser en smuk kvinde, med ét ord, som har behagelige føleser, må erkende et velgørende højeste væsen.”
Sådanne argumenter, fremført af den sunde menneskeforstand får de ,,metafysiske spidsfindigheder” , sådan som de er overleveret fra historien, til at blegne for Voltaire, ,,Metafysikken er tvivlens gebet og sjælens roman.” I metafysikken drager vi næsten kun slutninger om sandsynligheder; vi svømmer alle i et hav, hvis bredder vi aldrig har set. ,, Vi svømmer i et uvishedens hav, og det nød til at være sådan, al den stund vi kun er dyr, omtrent femenhalv fod høje og med en hjerne på cirka fire kubiktommer.”

Det er i denne sammenhæng, at Voltaire udtaler de berømte ord: Hvis Gud ikke eksisterede, måtte man opfinde ham.”

Historien består næsten kun af bloddryppende scener; den er en ,, elendighedens og grumsomhedens kloark, en næsten uafbrudt kæde af genvordigheder – en hob af forbrydelser og dumheder”. Verden er ikke, som Leibniz ønskede det, den bedste af alle tænklige verdener; den er ,, den værste af alle jordkloder”. – Lykken er kun en drøm, og smerten alene er reel; i 80 år har jeg følt det og ved ikke andet end at affinde mig med det og sige til mig selv, at myggene er til for at blive ædt af edderkopperne, ligesom menneskene af bekymring: Denne verden er en jammerdal”
,, Spørgsmålet om godt og ondt er og bliver et kaos, som ikke kan udredes af en ærlig forsker”.
(er det gode godt fordi gud vil – eller vil gud det gode fordi det er godt?)
Skepticisme triumferer til slut over fornuftens viden. ,, Alt omkring jer, alt i jer er en gåde, hvis løsning ikke er mennesket givet.” Tilbage bliver kun en håbløs resignation.

,, Rot jer sammen, I filosoffer! Så tilvejebringe I loven og bliver herre over nationen.”
Men så gribes han atter af bekymring. ,,Alt svinder bort, omsider svinder man selv bort for at opsøge intetheden.” Kun filosofien som stiller besindelse kan hjælpe.
,, Jeg forbereder mig temmelig filosofisk på den store rejse – for filosofien er god for noget; den trøster og medfører sjælens ro”. Men det kræver beslutsomhed at begive sig ind i filosofien.

,, Man skal også vove noget. Filosofien er værd, at man har mod.”

Herre giv os blot mere fornuft.

Leave a Comment