” Jag älskar Sverige, men om tjugo år är Sverige som Libanon”

Videoen med den kristne svensk-libanser Paul Geara er halvandet år gammel, men det er en af de vigtigste, der er lavet de sidste 5-10 år. Derfor må den have en reprise. Jeg skønner, tiden er mere moden for den nu, skønt den først er rigtig moden om ti år, når den svenske krise er brændende og akut nok. I 2028 er det meste for sent. Jeg var i Beirut i 1969. jeg kender det forsvundne land, han taler om.

Sveriges harakiri

For præcis ti år siden, kom en artikel af en svensk officer mærkeligt nok udenom censuren, og blev publiceret: Sveriges väg mot katastrof. Udlændinge tror gerne, at Sverige er et fungerende demokrati. Med mindre de har testet det selv, ved de ikke, at det er med stærke indskrækninger. Formelt er det ekstremt demokratisk, men med en stærkt indskrænket ytringsfrihed, var det i praksis uden demokratites første kendetegn – ytringsfrihed. Artiklen fra 2008 sammenligner også Sverige med Libanon, hvor officeren havde tjent som FN soldat. Artiklen har været forsvundet fra AB, der åbenbart ikke kan blive enig med sig selv, om den nu også går an.

Selvom jeg havde disse bange anelser for femten år siden, tegner der sig nu et langt klarere billede af den flertrinsraket, der vil sende Sverige ud i sin første krig i 200 år. Jeg mener, alle faktorer er synlige og tilstede i dag, alligevel ser det umuligt ud at forhindre det. Mange er rationelle i det stille, som denne familie, der har forladt landet efter omhyggelige overvejelser, men det overordnede billede af Sverige fra dag til dag, er  fatalisme og de første ansatser til panik.

Monarkiflugt: 2018 er et skæbnevalg

Kun en diktatorisk kriseregering nu, ville kunne styre Sverige fri af katastrofen. Valget til september er altså er skæbnevalg, det er den sidste hypotetiske chance for demokratiet, at gribe ind. Den er lille og, intet tyder på, at demokratiet kan afværge de problemer, det selv har skabt. Til gengæld kan svenskerne være effektive, når de sætter sig noget for. Det var de med ødelæggelsen af landet. Langt dygtigere end nogen ydre omstændigheder tilsagde.

Krigen vil blive udløst af disse komponenter: Islam i Sverige vokser til først en og så to millioner, dens politiske ambitioner vil vokse i samme takt eller hurtigere. Retssamfundet bryder sammen (hvilket turde være tydeligt allerede idag.) Endelig vil velfærdssamfundet bryde sammen, Sveriges lånemuligheder i udlandet vil løbe ud (også det er ganske tydeligt i dag.) Det bliver en selvmordscirkel.

Faktorerne vil forstærke hinanden indbyrdes i en ond cirkel: Lovløsheden vil få flere til at emigrere, det vil underminere skattegrundlaget, hvilket vil øge lovløsheden og volden, som igen vil øge udvandringen. Fra dagens 50 000 vil den stige eksponentielt indtil grænserne, som udvandrerfamilien forudser, vil blive lukket indefra som i et DDR. Politikerne vil opdage, at ‘monarkiflugt’ gør alle deres problemer værre.

 “Missnöjet kommer snart att övergå i handling”

Millioner af klienter vil mangle det allermest basale. Den herskende klasse vil være at finde på en fjern tropeø, hvor de forklarer katastrofen med svenskernes ‘provinsielle racisme’, og den vil ligesom Hitler gjorde i sit testamente, ikke mene at det var et folk, der var dem værdigt. “Det har fortjent at gå under.” Det vil være sådan, den undskylder sin forbrydelse.

Som sagt mener jeg, hele dette scenarie er plantet allerede, det skal blot stå og simre nogle år, det vil udspille sig, kun tidstabellen og enkelte tilfældigheder synes at stå til diskussion. Den kan forhindres, men ingen vil bruge de midler, der kræves. “Problemer erkendes først, når de ikke mere kan løses.” Mit gæt ville være tyve år plus/minus.

Truslen på liv og helbred vil sætte ustoppelige kræfter i bevægelse

Man skriver, som Lars Hedegaard, dystopier for at advare. Advarsler kommer for Sveriges vedkommende nu i 2018 kommer meget, meget sent. Eftersom befolkningen ikke gennemskuer disse ting, kan de ikke vælge rationelle politikere. Derfor vil det være den nøgne nød, der sætter dem i bevægelse. Truslen på liv og helbred vil sætte ustoppelige kræfter i bevægelse.

Når jeg skrev dette i 2005, var forståelsen minimal, for at udtrykke det pænt. Jeg gider ikke remse alt det op, jeg er blevet  kaldt. Sandheden er, at jeg tidligere end de fleste identificerede kanariefuglen i guldminen, fordi jeg kendte Sverige så godt. I dag er disse tanker ikke sjældne, og om ti år er de akutte.

Trivialiteter: Vold, nød, krigshandlinger, kupforsøg, kriser og mæglingsforsøg

Hvad fremtiden derfor byder på, er en slags trivialiteter: Vold og økonomisk nød, krigshandlinger, kupforsøg, regeringskriser og mæglingsforsøg, meget som i Libanon. Jeg har, som Mauricio Rojas sagde forleden, ingen som helst fornøjelse ud af at have haft ret i dette siden 2002.

Noget andet er, at jeg kommer til at forlade Sveriges skæbne inden den går i opfyldelse, fordi mit liv ikke er langt nok. Med den fart, det politiske liv har, er et enkelt liv alt, alt for lidt. At ville forebygge problemer så tidligt som jeg, kan kun skyldes at jeg er et særligt rastløst gemyt. Er det interessant at gennemleve den, når man har set den? Det må enhver afgøre med sig selv.

Villy Sørensen siger, at sproget ofte er klogere end vi selv er. Derfor bruger jeg tit etymological.online. Nogle gange er vi selv, klogere end vi er. Måske er det, når vi er sprog nok, måske er det en ubevidst klogskab. At jeg aldrig er gået ind i politik, betragter jeg som et resultat af dette. Det er en sund arv, som ikke er min fortjeneste.

Professor Arnstberg skriver i Farligt och fattigt:

Redan nu är Sverige ett farligt land men vänta bara hur det blir när skatterna inte räcker till för att försörja alla oanställningsbara människor. Det kommer att bli ett helvete, och det kommer både att förvärras och skyndas på av att många skattebetalare helt enkelt lämnar landet.

Massinvandringen kommer att trasa sönder välfärdssamhället. Det finns inga som helst tvivel om detta. Den slapphet, flathet och feghet som har präglat invandringspolitiken kostar. Så oavsett hur mycket politikerna vill upprätthålla svenskarnas systemberoende, så kommer detta att falla. Det är först då vi kan få se ett folkligt uppror. Brottsligheten är inte nog, inte otryggheten heller. Folket är tåligt och litar på politikerna och det välfärdsindustriella komplexet in i det sista. Men när detta väl kollapsar likt en koloss på lerfötter, så kommer missnöjet snart att övergå i handling.