13
aug
Seneste opdatering: 14/8-18 kl. 1520
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

af Henrik M. Jensen

Forfatteren V.S. Naipaul er død.

Han voksede op på vestindiske Trinidad som barn af ostindiske forældre og boede siden 1950 i England, hvor han slog igennem som romanforfatter. Han rejste meget og med sin baggrund i både indisk og europæisk kultur havde han et skarpt blik for de kulturer, han kom i kontakt med, og det manifesterede sig i adskillige rejsebøger fra bl.a. Karibien og Afrika.

Hans store romaner, der i 2001 gav ham nobelprisen, nævnes i alle nekrologerne, så lad mig derfor gøre opmærksom på en nok så vigtig del af hans forfatterskab: De to reportagebøger fra den muslimske verden: “Among Believers” (Blandt rettroende, Hekla 1982) og “Beyond Belief” (Ikke til at tro, Gyldendal 1999).

Den muslimske imperialisme

Disse bøger er baseret på to rejser i 1980 og 1997 til fire ikke-arabiske lande, Iran, Pakistan, Indonesien og Malaysia, og Naipauls formål var at undersøge, hvorledes kulturer, der ikke oprindeligt var muslimske var blevet påvirket af den arabiske ideologi, som de var blevet påtvunget.

Iran var i 1980 meget aktuel pga. Khomeinys magtovertagelse året før, og for Naipaul personlig var især Pakistan og Indonesien interessante, fordi deres kultur var hinduistisk, den samme resom Naipaul var vokset op med.

Og det er med særlig stor smerte han kan iagttage, hvordan hinduismen i hans forældres hjemland blev og bliver trængt tilbage og erstattet af en arabisk monokultur i de områder af Hindustan, der i 1947 blev til Pakistan.

Et par citater fra “Beyond Belief”:

“Araberne var alle tiders dygtigste imperialister. Det at blive besejret af dem er i de troendes bevidsthed stadig det samme som at blive frelst.”

“I de pakistanske skolebøger jeg så, begynder historien med Arabien og islam…. Før Muhammed er der mørke, slaveri, udbytning. Efter Muhammed er der lys…”

Og så kaster han et blik på Pakistan i 1997:

“Politiske partier er forbudte. Kun 15% af befolkningen kan læse og skrive, og fundamentalisterne kvæler universiteterne. Der er ingen industri, ingen videnskab, økonomien er afhængig af de beløb, arbejderne i det fremmede sender hjem.”

Og han hævder, at den arabiske-muslimske imperialisme er den værste, der har eksisteret, for den har fjernet et hvert spor af de besejrede folks oprindelige kultur og fået dem til at antage erobrerens.

Fortiden udraderes

Genbesøget i 1997 var en deprimerende oplevelse, fordi islamiseringen i de fire lande var blevet værre.

“Måske sker de store omvendelser af nationer eller kulturer som i Indonesien, når folk ikke har nogle ideer om sig selv og ingen midler til at forstå eller genfinde deres fortid. Grusomheden i den islamiske fundamentalisme er, at den tildeler ét folk – araberne, profetens oprindelige folk – en fortid, hellige steder og pilgrimsmål. De omvendte folk må give afkald på deres egen fortid, og af dem fordres kun den rene tro. Islam er underkastelse og den mest kompromisløse form for imperialisme.”

“Arabisk tro, sprog, navne – måske har der aldrig været nogen imperialisme som islam og arabernes. Gallerne kunne efter 500 års romersk regering bevare deres gamle guder og deres tro var ikke død, den lå lige under den romerske overflade. Men islam søger som en trosartikel at udradere fortiden. I sidste ende ærer de troende kun Arabien, de har intet at vende tilbage til.”

Organiseret masseudvandring: De appellerede til de fremmede civilisationers idealer, som de fornægtede derhjemme

Han har også et skarpt blik for den asylindustri, som allerede i 70’erne havde udviklet sig i Pakistan.

“Ganske som revisorer der studerer skattelove, studerede Pakistans manpower-export-sagkyndige immigrationslovene i alverdens stater og spillede hasard med deres emigrationsbataljoner i skarp indbyrdes konkurrence: Besøgsvisa og muligheden for forlængelse og omgåelse (de fleste europæiske lande); muligheden for at eftersende pårørende (England); studentervisa der kunne konverteres til arbejdstilladelse (Canada og USA); mulighed for politisk asyl (Østrig og Vest-Berlin); ingen visumtvang (Finland). De rejste med store fly, der var fyldt helt op, Karachis lufthavn var udstyret til at klare denne emigranttrafik. Nogle kom igennem, andre blev sendt tilbage..

I udlandet søgte emigranterne tilflugt hos borgerrettighedsorganisationer , De søgte beskyttelse under lovene i de lande, flyene havde bragt dem til. De eller deres repræsentanter sagde de rigtige ting om forskellen mellem fattige og rige lande, Syd og Nord. De talte om racediskriminationens forbrydelse og menneskenes broderskab. De appellerede til de fremmede civilisationers idealer, som de fornægtede derhjemme.” (Fra “Bland de rettroende” s. 111)

Bemærk at dette er skrevet i 1980!! – dengang næsten ingen europæiske intellektuelle havde opdaget problemerne med muslimsk indvandring – og hvis de havde, ikke turde tale om det af angst for at blive beskyldt for ‘racisme’, noget som Naipaul med sin indiske baggrund naturligvis var hævet over.

Hans to bøger om den islamiske imperialisme er, på trods af at de er skrevet i sidste århundrede, stadig højaktuelle og værd at læse.

Se også

Theodore Dalrymple: A Master of Clarity. V.S. Naipaul, 1932–2018.

Facebook Comments


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Deltag i debatten...

avatar
  Subscribe  
Notify of