30
sep
Seneste opdatering: 30/9-18 kl. 1443
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!
Del...

Af Uwe Max Jensen

Det er ikke sådan, at jeg sidder og græder. Men tårerne presser sig på. Og udenfor har himlens porte åbnet sig, og regnen pisker ned over Nordjylland.

Kim Larsen er død.

Det måtte jo ske. Og det er ikke helt til at forstå.

Den første plade, jeg købte selv og for mine egne penge, var Kim Larsens Midt om natten. Sammen med U2 ‘s War. Jeg har altid lidt af vægelsind og kunne ikke vælge mellem de to plader, så jeg endte med at få begge to med hjem.

Pladekøbet var også startskuddet til et mere end tiårigt misbrug af vinyl. Det misbrug blev ført lukket ned med en kold tyrker i 1995, da vi fik vores datter, og pengene i stedet for på musik blev brugt på bleer og babymos. I dag står LP’erne i kælderen hos min mor og far og samler støv, når man ser bort fra de plader, som min lillesøster igennem årene har listet over i sin egen samling.

Det er ikke sådan, at jeg har skamhørt Kim Larsen. Jeg er for ung til Gasolin’, og Kim Larsen blev hurtigt uncool for en ung mand i 1980’erne. Men jeg har hørt ham flere gange live i tidens løb. Både som journalist, som en del af publikum og en enkelt gang som vagt, hvor der gudhjælpemig opstod slagsmål blandt nogen bedagede herrer, der syntes for gamle til at kaste sig ud i den slags. Måske siger det noget om Kim Larsen. Han fik alle på banen. Også de, der med fordel kunne være blevet hjemme. 🙂

Der kunne nemt gå fadøl i en Kim Larsen-koncert. Både i konkret og metaforisk betydning. Der er noget ved især den senere musiks karakter, der har et på godt og ondt folkeligt og schlageragtigt præg, der balancerer lige på kanten af musikalsk kitsch. Men i 2011 hørte jeg en af de sjældne udendørs nattekoncerter med Kim Larsen. Det er som om, at musik bliver lidt mere alvorligt, når det spilles uden generende dagslys, og det klædte Kim Larsen.

Linkin Park var hovednavn på det års Skive Festival og havde lige givet koncert. Det var den koncert, min datter og jeg var på Skive for at se. Men efter Linkin Park spillede Kim Larsen. Der havde naturligvis været mange til hovednavnet, men da Kim Larsen skulle på, trak hele pladsen sammen foran den store scene.

Min datter kunne ikke forstå det. Hun kendte Linkin Park, men Kim Larsen havde hun ikke rigtig noget forhold til. Jeg svarede: Men det er jo kongen. Og det blev en majestætisk optræden, hvor Kim Larsen spillede store dele af sit bagkatalog suppleret med enkelte bagateller af nye numre. Til sidst sagde han: Jeg kan ikke stå her og spille hits hele natten. Hvorefter bandet gik i gang med Midt om natten. En genial todelt sang.

Jeg har været til mange koncerter. Det meste er øllebrød, og det er man nødt til at tage med i jagten på det sublime. Den her nat med Kim Larsen var en af de sjældne gange, hvor det hele gik op i en højere enhed. Min datter blev aldrig Kim Larsen-fan. Men hun mærkede tilstedeværelsen af en kunstner på toppen af sin formåen.

Det er ikke kun en person, der er død. Det er en æra, der er slut. Kim Larsen er sandsynligvis den sidste musiker, der har kunnet favne og samle Danmark. Tiden er en anden nu og bliver det endnu mere fremover. Jeg tror ikke, at vi kommer til at se en samlende figur som Kim Larsen igen. De tider bliver endegyldigt stedt til hvile med ham.

Åh manãna, håber vi får i morgen med, synger Kim Larsen i Midt om natten.

I morgen skal vi leve videre uden Kim Larsen. Og Danmark bliver en lille smule fattigere.

Æret være Kim Larsens minde.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


Leave a Comment