9
nov
Seneste opdatering: 14/11-18 kl. 0338
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!
Del...

Den politiske optimismes grundsubstans er glemslen

På søndag markeres afslutningen af Første Verdenskrig mange steder i Danmark, på Kastellet og i Sønderjylland, for 30.000 sønderjyder var tvunget til at deltage på tysk side samtidigt som deres landsmænd i Vestjylland kunne høre kanonerne tordne i Skagerak fra historiens største søslag, The Battle of Jutland. (1916)

20 millioner døde

Det handlede om, hvorvidt den tyske højsøflåde kunne stikke til søs og afskære forsyningslinjerne, eller ej. Det kunne den ikke, og det afgjorde krigen, selvom skyttegravsmyrderierne fortsatte to år endnu. Derfor var Jyllands-slaget en succes trods det blandede udfald, hvor langt flere englændere end tyskere omkom. Den tyske flåde blev i havn resten af krigen.

40 millioner døde og Europa har ikke haft nogen ægte selvtillid siden. Hvad vi ser optræde på scenen, er amatørteater. Det er marionetter, der med et smil vil lægge resten af kontinentet i graven, og erklære det som en sejr. Østeuropæerne stritter stadig imod.

Krigen var skæbnesvanger for Europa, og sammen med fortsættelseskrigen, Anden Verdenskrig, har den på godt og ondt været formativ for alt, hvad vi er i dag. Vi er mentalt dannede af de to krige, og Sverige på det mest katastrofale til trods for, at det slet ikke deltog. Det benyttede anledningen til at afskaffe sig selv, en dødslængsel der forekommer selv tyskere og franskmænd fremmedartet. Historikeren Lars Hedegaard skriver:

Havde det ikke været for Første Verdenskrig, var vi blevet forskånet for det bolsjevikiske tyranni, der endte med at brede sig til halvdelen af Europa. Nazismen og fascismen ville ikke være kommet til magten i Italien og Tyskland. Holocaust ville ikke have fundet sted. Anden Verdenskrig var ikke brudt ud, og der var ikke faldet atombomber over Hiroshima og Nagasaki. Den Kolde Krig var vi blevet sparet for.

Smertepunktet Verdun

Jeg er selv vokset op med den, og har besøgt dens epicenter, Verdun, allerede som barn og seks gange siden. Jeg kan ikke frigøre mig fra stedet. (Smertepunktet og Den hellige vej: Landet uden ledelse.) Først 60 år efter begyndte der at vokse træer på højdedragene nordøst for Verdun, men man må stadig ikke færdes der for uekploderede granater. Jordbunden er koparret som månens overflade.

Verdun er et europæisk smertepunkt som Omaha Beach, Pointe du Hoc,  Auschwitz, Neuengamme, Treblinka eller ghettoen i Warszawa.

Din lille varme hånd så fast i min

Verdun (romersk: Verodunum) er de mest blodgennemblødte ti kvadratkilometer jord i hele Europas historie. Stalingrad  er ikke i nærheden. Kohl og Mittrand ved Douamont i 1984, en af de ti landbyer i området, der blev jævnet med jorden. Verdun trak lange spor i fransk mentalitet, ikke kun fordi, det meste af den franske hær var igennem, hvor tyskerne beholdt de samme nedslidte soldater, der skulle blive ved med at hamre på Vestfrontens stærkest befæstede sektor.

Erich von Falkenhayn var generalen bag den tanke, at Frankrig kunne knækkes på den måde. Men Ils ne passeront pas, sagde Petain, og de kom ikke igennem, men forblødte. Endnu i 70 erne havde Paris’ metro sæder reserverede til krigsinvalider. Prisen for at holde Verdun var ufattelig høj. Hvis man tror, at livet er en foræring, har man ikke været der. En million faldt på et område mindre end ti gange ti kilometer.

 Verdun slog tanken om Europa ihjel. Og fødte den knækkede europæer

Verdun slog tanken om Europa ihjel. På få kvadratkilometer døde en million sodater. Kohl og Mitterand havde en anelse om det i 1984, men de var jo politikere, der skulle love en ny fremtid. Den er så ankommet. Den nye fremtid er en ny krig, men  aldrig den, vi havde troet den ville blive.

Aistair Horne. The Price of Glory: Verdun 1916

Prisen var maksimalt høj, selvom den elskede general Philippe Petain kom og lykkedes med at minimere blodsudgydelserne. Tropperne ved Verdun elskede ham, fordi han ikke lod dem dø nyttesløst, som andre generaler havde gjort indtil tropperne var på oprørets rand.

Den lille mand, Mitterand, tog mange år senere den store i hånden for at afværge kommende ulykker. Forgæves. Ny politik er nye ulykker.

Jeg har været i Verdun seks gange, denne nordfranske provinsby, hvor ingen kommer uden at have et særligt ærinde, og Aistair Hornes The Price of Glory: Verdun 1916 gør den mere nærværende for hver gang, jeg er der. Der  er ikke noget sted, der bevæger mig mere.

Der burde måske være, men jeg har aldrig villet se Auschwitz, jeg ved hvad det er, det er nok. Når jeg er i Verdun, er forestillingsevnen og erindringen rigelig. Jeg lægger uvægerligt vejen fra Ardennerne forbi. Måske er det en tvangshandling. Måske er det min fars skyld.

 Verdun virker beroligende. Hvor kom vi alt for nær på alle ting.

Man kan mindre og mindre færdes uberørt på slagmarken efter at have læst den, for man går på vejene, hvor skovene endnu ikke er udvoksede hundrede år efter slagteriet. Verdun er et møde med det, hver og en helst vil fortrænge.

Markerne ovenfor byen er som psykoanalyse, vil vi vide det eller ej? Vi må ikke gå der, for der er stadig ueksploderede grantater hundrede år efter, skovene er ikke vokset fuldt ud endnu.

Vi kører op til opbevaringen af tusindvis af knogler, Ossuaire de Douaumont. Her ligger de tusinder sprængt til ingenting uden navn. De anonyme der uden at vide det, ofrede sig for os, og vi ved ikke rigtig hvad.

Har vi i sinde at forstå Den Store Krig?  EU foregiver, at nationerne var grunden, derfor opløser de dem. Men hvis EU tager fejl, og blot installerer nye krige, hvilket unægtelig synes, at være tilfældet? Skal alt bare være en gentagelse af den  samme tragedie? På en måde, virker Verdun beroligende, man ved, at intet mareridt kan blive værre. Kun de mareridt vi glemmer,  er vi dømt til at gentage.

Vi er småbørn uden forældre, vi er forudbestemt til nye katastrofer

Jeg er også opvokset med Nordahl Griegs “De Unge Døde”, der parrer Shelley, Keats og Byron med skyttegravsdigterne Brooke, Sorley og Owen.

Hvis vi ikke kender verdenskrigens betydning, ved vi ikke hvem vi selv er. Vi bliver til spædbørn uden forældre, der skal brænde og skolde os og falde ned fra høje steder. Dette har været Sveriges forbandelse, ikke at have erfaret smerten og tragedien indenfor rimelig erindring.

Den svenske optimismes grundsubstans er glemslen tilsat nogle dele fortrængning og ugidelighed. Landet er lukket inde i en psykologisk tidslomme, der gør den sårbar over for alt det, lommen ikke rummer. Alt skal opleves på nyt igen som efter en altomfattende amnesi eller kunstigt induceret narkose.

“De fredsskadede”

De politikere, vi vælger, er i færd med at slå kontinentet uigenkaldeligt ihjel. De kalder det noget andet – ligesom ‘koncentrationslejr’ er det 20. århundredes eufemisme –  men vi behøver kun at kaste et blik på vores omverden for at indse, hvad det er, de gør ved vores umiddelbare liv.

Hvorfor kan de ikke se det? Idyl har gjort dem blinde. “Fredsskadet” er ordet. Se Söndagskrönika: Sverige är fredsskadat (2013). At være uerfaren om fortiden, bliver nutidens forbandelse, hvilket i særlig grad synes at blive Europas glemsel af sine erfaringer med islam i over tusind år.

“Der stod en hest med samme hvide hår, som vore arme unger engang får”

Vi har glemt dem, derfor er vi dømt til at genopleve dem. Islam er – udelukkende på grund af os selv – blevet til et genkommende mareridt. Nu har vi givet mareridtet til vores ‘arme unger’, som Frank Jæger siger.

Islam er den kommende krig, vi uafvidende har pådraget dem. De hvis hår ikke er hvidt endnu. Lieutenant-Colonel John McCrae:In Flanders Fields.

Kasper Støvring kommer ind på det meste i sit helt centrale interview nedenfor. Han er en af de meget få, med det helt store overblik. Henrik Jensen skriver  kronikken i dag: 100 år senere: Første Verdenskrigs fortsatte aktualitet.

Den strenge hvide sol en sløret regn

Musikken der spilles på Remembrance Day:  Elgar – Nimrod fra “Enigma Variations”


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


Leave a Comment