Lars Hedegaards oplæg fra konference i går aftes på Christiansborg. Foto: Per Vestergaard Johansen, Facebook.

Halal og den islamiske strategi

Det er lidt usikkert, hvad Koranen i grunden vil tillade muslimer at spise. I Sura 2, vers 173 står der: ”Han [altså Allah] forbyder jer kun selvdøde dyr, blod og svinekød samt det, hvorover der er udtalt en andens navn end Guds.”

Hvad skal det betyde, at man ikke må spise blod? Ret beset må man vel så slet ikke spise kød, fordi der jo altid vil være rester af blodet i kødet. Og hvorfor ser vi så, at alt muligt andet også skal halalgodkendes – fra kosmetik til cornflakes?

Ikke fordi den slags spørgsmål burde vedkomme os, der ikke vil have med islam at gøre. Hvis folk vil leve efter forskruede regler, som er opfundet af selvbestaltede hellige mænd, må det være deres egen sag. Vi kan på ingen måde være forpligtet til at respektere deres kostregler i danske institutioner. Hvis muslimer ikke vil spise den mad, der bliver sat på bordet, må de tage madpakker med hjemmefra eller bestille noget ude i byen. Det kan ikke være rimeligt, som vi har set eksempler på, at offentlige institutioner skal omlægge menuen for at behage mennesker, som uinviteret er kommet til landet, og som forlanger, at vi skal indrette os efter deres ønsker.

Hvis forretninger vil at sælge produkter, der appellerer til halalsegmentet, må de jo gøre det, men så må betingelsen være, at der højt og tydeligt på pakningen bliver gjort opmærksom på, at varen er fremstillet i overensstemmelse med retningslinjer fra lokale eller internationale islamiske organisationer.

Ingen skal være tvunget til at købe halal-certificeret mad eller andre varer og dermed uforvarende komme til at støtte en sag, som man ikke går ind for eller er direkte modstander af. I dette tilfælde altså betale for at fremme islams magtovertagelse.

Jeg kender ikke størrelsen af de indtægter, som islamiske propagandaorganisationer kradser ind vednat tage sig betalt for halal-certificering, men de må være betydelige, når så mange firmaer betaler for at blive halalgodkendt, og når halalprodukter er til salg i ethvert supermarked.

Det må være en lovgivningsopgave at beskytte danskerne mod at blive tvunget til at betale til islams verdensprojekt, og det kræver i det mindste, at det tydeligt markeres, hvad man køber.

Det forudsætter igen, at politikerne begynder at interessere sig for sagen, og her kniber det åbenbart gevaldigt. Halal-certificering er simpelthen ikke et politiske emne, som partierne (de fleste af dem) vil diskutere. Og medierne mener for det meste, at det hele er noget pjat, som kun fanatikere og højreekstremister kan gå op i. Men hvorfor er det egentlig sådan?

Jeg tror, svaret er, at vi betragter islam og islams konkrete manifestationer ud fra et helt forkert udgangspunkt. Vi ser på islam ud fra vores eget vestlige udgangspunkt, som jo er, at mennesker er forskellige og har ret til at være det.

Nogle kvinder går med hat, andre går uden hat. Nogen spiser kød, andre er vegetarer eller veganere. Nogen spiser brokkoli, andre kan ikke fordrage det. Nogen foretrækker at køre i bil, andre vil hellere tage cyklen osv. Smag og behag veksler, og det er vel ikke noget at tage sig af? Sådan vil en almindelig dansker være tilbøjelig til at se på sagen, og gør han ikke det, er der noget galt med ham, synes vi.

Men hele indgangsvinklen, som er, at vi skal betragte islams manifestestationer, f.eks. kvindetildækning, mændenes lange sorte skæg og løsthængende pyjamas og pludderbukser og naturligvis de særegne spiseregler, som om de var vestlige fænomener, er forfejlet.

I virkeligheden er vores tilgang udtryk for vestligt overmod. Vi kan ikke for alvor forestille os, at der kan være mennesker, som ikke dybest set deler vores opfattelse af det gode liv og det gode samfund. Og selv om vi bedyrer det modsatte og prædiker multikultur og alle kulturers ligeværd, så tror vi ikke rigtigt på det. Når de fremmede har været i landet i nogle generationer, vil de nødvendigvis slutte op om ytrigsfriheden, menneskenes frie valg, demokratiet og ligestillingen mellem kønnene. Det er os ubegribeligt, at der findes mennesker, som slet ikke vil vide af friheden, demokratiet og ligestillingen, men foretrækker at leve livet og indrette samfundet efter nogle regler, der opstod i meget fjerne egne for meget længe siden.

Den rigtige tilgang til islams manifestationer er naturligvis at se dem ud fra islams synspunkt, og ikke vores. Det spørgsmål, vi må stille os, er: Hvilken funktion tjener fænomener som halal, kvindelig tildækning og seksualleregler i islams projekt?

Derfor må vi først gøre os klart, hvad det projekt går ud på, og det er tydeligt i islams hellige skrifter, som de rettroende betragter som retningsgivende for hele deres opførsel, og som er selve meningen med deres tilværelse.

I korthed går projektet ud på at føre hellig krig med alle formålstjenlige midler, indtil Allahs ideologi hersker i hele verden. Og alle de særlige regler og forordninger er midler til at nå dette mål.

Tager vi halalreglerne, så kan de beskrives som kampskridt – som en af måderne at føre krig på. Ligesom også de andre muslimske kulturelle særkrav. Jihad, som vi ofte oversætter som ”hellig krig”, behøver ikke at blive ført med våben eller andre voldelige midler og indebærer måske ikke engang noget, som vi kan genkende som militære sammenstød. Der er masser af måder at føre jihad på, og voldsmetoder er måske ikke engang de mest effektive. Det er langt bedre at føre krigen på en sådan måde, at de vantro, der skal undertvinges, slet ikke bemærker, at de er under angreb.

Det er f.eks. tilfældet i Danmark, hvor politikerne, pressen, præsterne og eksperterne endnu ikke har lugtet lunten. De har stadig den opfattelse, at alle problemer med indvandring skyldes, at vi – altså danskerne – ikke har gjort nok for at integrere de fremmede. De har slet ikke overvejet den mulighed, at muslimske tilvandrere aldeles ikke er kommet for at blive integreret, men for at dominere, for at underlægge Danmark Allahs og hans profets herredømme.

De ved stort set ingen ting om islam eller om islams virkningshistorie og har derfor ikke bemærket, at det ikke noget sted eller på noget tidspunkt de seneste 1400 år er lykkedes nogen at integrere en muslimsk befolkning. Når den når en vis størrelse, opstår der alle steder en kamp om magten over territoriet. Det betyder i praksis, at den vantro stat afstår visse områder – vi kalder dem ghettoer – til til fremmede erobrere og kolonister, som indfører deres eget politiske system og deres egen retsorden.

Så længe det ikke er gået op for danskerne, hvad der går for sig, kan de muslimske ledere stille og roligt praktisere en salamitaktik, der går ud på at fravriste de vantro en række tilsyneladende ligegyldige eller perifere indrømmelser – accepten af kønsopdeling, kvindelig tildækning, accept af kvindelige muslimers ret til ikke at give hånd, virksomheders accept af at betale for halal-certificering, store virksomheder, der bøjer sig for muslimske særkrav, og meget andet.

Vi mærker det næsten ikke, men hver gang vi bøjer os for de muslimske særkrav, forærer vi atter en bid af Danmarks frihed til kræfter, der vil afskaffe friheden og underkue os.

Hvad får de muslimske ledere, imamer, missionsselskaber, kulturforeninger mv. ud af at insistere på halal? For det første vinder de en oplagt sejr ved at tvinge de indfødte til at acceptere regler, som de aldrig har haft mulighed for at tage stilling til. Når vi går i supermarkedet, aner vi ikke, hvad der er halal og hvad der ikke er. De muslimske ledere får oven i købet os til at betale for deres besynderlige ordninger. Dertil kommer, at skellet mellem halal og ikke-halal (islam kaldes det: haram) ikke bare går mellem ren og uren mad og andre produkter, men mellem rene og urene mennesker. Muslimerne er det rene herrefolk, mens danskerne og andre vesterlændinge, der holder fast i deres spisevaner og andre traditioner, bliver urene – nogen som muslimer er i deres gode ret til at se ned på og forfølge, hvor det er muligt.

I 1400 år er det trods enkelte forsøg ikke noget sted lykkedes at normalisere, civilisere eller formilde islam, der står for præcis det samme erobringsprojekt som på profetens tid. Det er langt fra alle muslimer, der aktivt bidrager til projektet, men det er ikke dem, der lægger kursen og styrer ummaen, den muslimske nation.

Skal vi nogen sinde sætte et effektivt forsvar ind, må vi bekæmpe islams ydre manifestationer – opdelingen i rent og urent, mellem rene og urene mennesker, mellem mænd og kvinder. Vi må insistere på, at her i landet skal man ikke bare tilslutte sig den demokratiske orden og respektere grundloven. Indvandrere må også acceptere, at Danmark er danskernes land. Og at her hersker dansk kultur og danske skikke. De fremmede skal i hvert fald ikke komme og påtvinge os en kultur, der har forkrøblet hvert eneste samfund, hvor den har vundet indpas.
Det er i det lys vi skal se kampen mod halal.