“Kan du förklara vad ni gör här?” Den fhv. statsminister Magdalena Andersson ilede til mordstedet, og mødte den dræbtes søster. Det skulle hun ikke have gjort.

Når civilcourage belønnes med en kugle i hovedet, dør hele samfundet

Af: Jelena Bonner

Mikael Janick (39) var ude at cykle med sin 12-årige søn. De var på vej til svømmehallen. Men de nåede aldrig frem. Ved en fodgængertunnel i Skärholmen begik Mikael den fatale fejl at konfrontere en gruppe unge mennesker. I stedet for at tage i svømmehallen med sin far, måtte sønnen ringe 112 efter at have set sin far blive skudt i hovedet og dø.

Nu er det sket igen. En svensk mand og familiefar er blevet brutalt myrdet af én eneste grund: Han udviste civilcourage.

For et par dage siden var det to år siden, at Fredrik Andersson blev skudt ihjel i Delta Gym i Stockholm. Fredrik forsøgte at forhindre et mord, da han blev offer for en kugle, der var tiltænkt en anden. To svenske mænd, der er opdraget til at sige fra, når nogen gør noget forkert, og som er overbeviste om, at det er vigtigt at gribe ind, når det er nødvendigt. To svenske mænd, som ønskede at være gode rollemodeller for deres børn og for andre. To svenske mænd, som udviste netop den personlighed og drivkraft, som vi betragter som ideel, og som fremhæves af priser som “Svenske Helte“.

Men Fredrik og Mikael fik ingen titel, ingen prispenge og ingen mediedækning. I stedet fik de hver en kugle i hovedet.

Fredrik Anderssons morder, den dengang 17-årige armenier Frunze Saghatelyan, blev til sidst idømt fire års ungdomsfængsel og blev belønnet med svensk statsborgerskab i processen. Vi ved ikke, hvem der myrdede Mikael på dette tidspunkt. Måske får vi det aldrig at vide. Måske vil personen aldrig blive straffet, hvis det er muligt at betragte et par års ungdomsfængsel som “straf” for at have myrdet et uskyldigt medmenneske. Det vil fremtiden vise.

Men vi ved, at evnen og viljen til at udvise civilcourage – noget, der engang nærmest blev betragtet som en borgerpligt – snart vil høre fortiden til. For hvem tør gribe ind for at stoppe et overfald eller en voldtægt, eller bare bede nogen om at fjerne deres mudrede sko fra sædet i metroen, hvis risikoen for at blive belønnet med en kugle i hovedet eller en kniv i maven er overhængende? Sandsynligvis ingen uden udprægede selvmordstendenser.

Da jeg var barn, var der tanter med total kontrol i hver anden trappeopgang. Gud hjælpe det barn, der opførte sig dårligt, de råbte fra et vindue “Jeg skal tale med mor og far om det her”. Vi lærte hurtigt at opføre os som mennesker og at skamme os, når vi ikke gjorde det. Til sidst, da vi voksede op, kom dagen, hvor vi indså, at vi var blevet arvtagere til disse tanter. Mange af os har derfor afbrudt mobning i skolegården, stoppet butikstyve i ICA-butikken og set testosteronfyldte teenagedrenge i øjnene og erklæret, at “det gør du ikke mere!”.

Og hvorfor? Jo, fordi vi har lært, at det er sådan, det skal gøres. Vi ved, at vi har brug for voksne, der kan sige fra. For det er sådan, man opdrager yngre generationer til at blive gode samfundsborgere, og det er enhver persons forbandede pligt at gribe ind, når noget går galt.

Indtil nu.

Der er børn og unge i det nye Sverige, som ikke er tilfredse med at plukke æbler, stjæle deres klassekammerats hue eller klatte ejakulerende penisser på skolens toilet. Børnene i det nye Sverige tager imod mordordrer via TikTok og tøver ikke med at sætte en kugle i panden på et uskyldigt medmenneske – også selv om det er foran hans børn.

Reaktionerne på onsdagens mord strømmer nu ind. Statsminister Ulf Kristersson kalder mordet “helt forfærdeligt”, SD’s partileder Jimmie Åkesson siger, at det er på tide at “erklære fuld krig” mod bandekriminelle, og KD’s Ebba Busch skriver på Facebook, at “den nytteløse vold må stoppe”. Mest pinlig af alle var dog Magdalena Andersson, som så tragedien som en PR-mulighed og i går tog til Skärholmen for at posere for mediekameraerne – blot for at blive skældt ud af den myrdedes pårørende.

– “Vi var også til din debat, da Adrianas mor spurgte, hvad du ville gøre ved volden,” siger Mikael Janicks søster til Magdalena Andersson.

– Efter debatten, da kameraerne døde… “Du kom ikke igennem til hende. Du undskyldte ikke og viste ingen følelser. Hvornår var det? Det er et år siden, vi stillede spørgsmålet. Og nu er min bror død. Men kameraerne er vigtigere, så jeg vil lade dig være i fred.

Magdalena Anderssons svar?

– Det ville være godt, hvis du måske kunne slukke [kameraerne] …

De pårørendes vrede og skuffelse er forståelig. Politikere, medier og andre magthavere har brugt et halvt århundrede på at forsøge at skabe en multikulturel utopi. Men det eneste, de er lykkedes med, er at forvandle nationen Sverige fra et homogent, trygt velfærdssamfund til et splittet og opløst gangstermekka. Denne gang var det Mikael Janick og hans familie, der høstede frugterne af denne politik. Hvem er den næste? Det kan være hvem som helst af os.

Vi ved nu, at alt for mange af os ikke vil overleve mødet med det nye Sverige, som magthaverne har skabt. Men vi kan forbedre chancerne for at se vores børn vokse op ved at forblive tavse, konstant kigge væk, aldrig gribe ind. Alt sammen ud fra princippet om hellere dig end mig. Det forstår vi nu.

Men konsekvensen af at tie for at overleve er et endnu mere voldeligt samfund, hvor kriminelle kan bevæge sig endnu mere frit, og hvor fremtidige generationer ikke lærer at vide, hvad de skal gøre af voksne med mod og moralsk rygrad.

Den barske virkelighed er, at det ikke kun er os, vores familiemedlemmer og vores venner, der bliver ofre for dødelig vold, når kuglerne flyver. Civilcourage ånder i øjeblikket sit sidste åndedrag i Moder Sveas arme – og når det ikke længere er hos os, dør vores samfund.