Lars Hedegaard og Thilo Sarrazin, april 2013, © Snaphanen.dk

Når samfundet går i opløsning, er der altid nogen, som tjener på det

Af Lars Hedegaard

Christian Skaug fra Document.dk refererer en kronik i Die Welt af den tyske journalist Frank Lübberding.
Masseindvandringen og klimapolitikken er ved at underminere velstanden.

”Folk i alle delstater”, skriver Lübberding, ”er ved at miste troen på fremtiden. Krisen rammer kernesektorerne i den tyske industrimodel med diversificeret kvalitetsproduktion: bilindustrien, den kemiske industri, den elektriske industri, maskinindustrien, da verdens største leverandør af værkstedsudstyr ikke klarer sig bedre. Andre sektorer som byggeri og detailhandel trækkes med i denne malstrøm.”

Kun to industrier trives, nemlig NGO’er og det offentlige bureaukrati. “Alle bestræbelser på at reducere bureaukratiet modsvares af mere bureaukrati”, skriver Lübberding.

”På alle regeringsniveauer er der kommissærer og rådgivende udvalg til alle tænkelige problemer. Alt fra ligestilling mellem kønnene til antidiskrimination og queer-spørgsmål. Samtidig vokser de statslige organisationer (fejlagtigt kaldet NGO’er, Non-Governmental Organisations, men de burde egentlig hedde GO’er), som ikke ved noget om noget som helst emne. …. Velfærdsstaten er således blevet en karikatur af den interventionistiske stat. Den beskytter ikke længere folk mod livets grundlæggende risici som arbejdsløshed, sygdom, ulykker, alderdom og pleje, men tjener til at … støtte det tætte netværk af aktivister.”

Markedsøkonomiens selvkorrigerende evne er væk. ”Politikerne har gjort købet af en bil eller et varmesystem til en religionskrig. Det er ikke længere salgstal, der afgør, om en fremtidsteknologi er en succes eller en fiasko, men ideologer, der skændes om, hvad de tror, den er.”

Tilbage står kun de grupper, hvis fordele er større end omkostningerne ved radikale forandringer: ”Interessegrupper omfatter ikke kun dem, der tjener godt på migrationspolitik, klimapolitik eller energipolitik. De omfatter også selve det politiske system og alle de apparater – den offentlige sektor og NGO’erne – som omgiver det.”

”Så længe den politiske vægt af alle dem, der snylter på samfundets forfald, repræsenterer mere magt, end det er muligt at bryde, på trods af at de ikke udgør et flertal af befolkningen, vil der ikke ske nogen kursændring”, skriver Lübberding.

Tyskland: Stabil kurs er vigtigst, selv når man er på vej mod en katastrofe