HĂ„kon Arvidsson, der nyligt har vĂŠret ude i SvD og fordĂžmme det danske valg, sagde i 2003 dette til Weekendavisen:
http://dansk-svensk.blogspot.com/2003_09_01_dansk-svensk_archive.html
»Der er ikke meget forskel pĂ„ Danmark og Sverige, men pĂ„ dette ene punkt er der: Danmark ligner nĂŠrmest Italien med hensyn til troen pĂ„ politikere – her gĂ„r man nĂŠsten ud fra, at politikere lyver. SĂ„dan er det ikke i Sverige.
Den politiske klasse og den politiske konsensus om en bestemt samfundsversion nyder massiv opbakning. OgsÄ i befolkningen. Netop derfor er det sÄ svÊrt at vÊre udenfor.
I Sverige har man ikke et Dansk Folkeparti, der kan vinde fodfĂŠste i parlamentet – vi havde Ă©t, der forsĂžgte, og de blev mĂždt af en enig, afvisende front af det politiske establishment. I Sverige er der ingen ventiler, intet tilholdssted for de fĂ„, der Ăžnsker noget radikalt anderledes. De er helt alene og presses ud i det ekstreme, fordi de ekskluderes fuldstĂŠndig af samfundet.«
Jeg ved ikke hvad han analyserer, men virkeligheden er det ikke. Politikerforagten – ja, hadet og volden i Sverige, er rigeligt dokumenteret. Senest i et timelangt program i Uppdrag Granskning, SVT, hvor lokalpolitikere klagede sig over de dramtiske trusler de mĂ„tte tage imodmed jĂŠvne mellemrum. Det er blevet svĂŠrt at fĂ„ folk til at gĂ„ ind i politik. Og statsminster Persson er efterhĂ„nden ikke til at fĂ„ Ăžje pĂ„ for lutter sikkerhedsfolk.
At myrde ministre er vel ogsĂ„ en slags “politikerforagt”.
Og sÄ er det veldokumenteret at danskerne i det store hele er over gennemsnitligt tilfredse med deres politikere. Hvilken verden lever Arvidsson i, og hvorfor kan han skrive i svenske aviser, nÄr hans meningsmodstandere ikke kan ? Jo, han er ligesom en cigaretautomat: der kommer det ud af den man ber om.
