Håkon Arvidsson, der nyligt har været ude i SvD og fordømme det danske valg, sagde i 2003 dette til Weekendavisen:

http://dansk-svensk.blogspot.com/2003_09_01_dansk-svensk_archive.html

»Der er ikke meget forskel på Danmark og Sverige, men på dette ene punkt er der: Danmark ligner nærmest Italien med hensyn til troen på politikere – her går man næsten ud fra, at politikere lyver. Sådan er det ikke i Sverige.
Den politiske klasse og den politiske konsensus om en bestemt samfundsversion nyder massiv opbakning. Også i befolkningen. Netop derfor er det så svært at være udenfor.

I Sverige har man ikke et Dansk Folkeparti, der kan vinde fodfæste i parlamentet – vi havde ét, der forsøgte, og de blev mødt af en enig, afvisende front af det politiske establishment. I Sverige er der ingen ventiler, intet tilholdssted for de få, der ønsker noget radikalt anderledes. De er helt alene og presses ud i det ekstreme, fordi de ekskluderes fuldstændig af samfundet.«

Jeg ved ikke hvad han analyserer, men virkeligheden er det ikke. Politikerforagten – ja, hadet og volden i Sverige, er rigeligt dokumenteret. Senest i et timelangt program i Uppdrag Granskning, SVT, hvor lokalpolitikere klagede sig over de dramtiske trusler de måtte tage imodmed jævne mellemrum. Det er blevet svært at få folk til at gå ind i politik. Og statsminster Persson er efterhånden ikke til at få øje på for lutter sikkerhedsfolk.
At myrde ministre er vel også en slags “politikerforagt”.
Og så er det veldokumenteret at danskerne i det store hele er over gennemsnitligt tilfredse med deres politikere. Hvilken verden lever Arvidsson i, og hvorfor kan han skrive i svenske aviser, når hans meningsmodstandere ikke kan ? Jo, han er ligesom en cigaretautomat: der kommer det ud af den man ber om.