13-årig kriminel indvandrer uden for pædagogisk rækkevidde
Virkeligheden trænger sig på i hele det indvandringsramte Vesteuropa – således også i Tyskland hvor man nu diskuterer om den kriminelle lavalder skal sænkes fra 14 til 12 år. Et andet hedt diskussionsemne i Tyskland er om forældre til kriminelle mindreårige også skal kan kunne straffes for deres børns ret kriminelle opførsel. Det er svært at få øje på nogen ny oplysningstid med milde straffe i nærmeste fremtid.
Eksemplificering
Når man tænker på til hvilke yderligheder Brå.se går for at vildlede og udlægge røgslør, når det drejer sig om forbrydelse og etnicitet, kan man formentlig blive klogere ved bare at se på konkrete eksempler. At dømme efter navnene på Sveriges 27 mest eftersøgte mordere, voldsmænd og narkotikasmuglere, er tendensen tydelig. Efter navnene at dømme er tre helsvenske, en norsk, en dansk, en finne og en mulig hollænder. Resten – tyve – er fra indvandrerlandene, ikke mindst Balkan og Afrika. Se navnene på Aftonbladets bildspel. AB mener ikke så overraskende, at de har det tilfælles at de er mænd (!)
Mördare och andra brottslingar håller sig undan rättvisan
Mördare, bedragare, knarksmugglare och rånare. Vissa har rymt från fängelset – andra är efterlysta för att ställas inför rätta. Alla är de på flykt undan rättvisan.
Aftonbladet har granskat efterlysta brottslingar som dömts eller misstänkts för brott som ger över fyra års fängelse.
De jagas av polis
Det flygtige fællesskab
Ali Alfoneh:
Under et høflighedsbesøg fandt jeg forleden et par bind om Afghanistans autoritære reformator, Kong Amanullah (r. 1919-1929), de bedste værker fra samtidig iransk afghanologi samt en række andre værker af interesse for mit arbejde. Overraskelsen var imidlertid stor, da jeg så offentlige bibliotekers stempler på flere af bøgerne. Direkte adspurgt, hvorfor bøger fra danske samlinger er at finde i min iransk/danske landsmands private samling, fik jeg følgende svar: ”Hr. Alfoneh! Vore landsmænd er nedrige tyve! Jeg måtte komme dem i forkøbet for at redde bøgerne og gemme dem et sikkert sted. Man ved aldrig hvornår man får brug for dem!”
– Min iransk/danske landsmands svar fik mig til at tænke tilbage på den første tid, jeg tilbragte i Danmark og alt, hvad der forbløffede mig ved landet. Jeg husker at have undret mig over, at danskerne, tilsyneladende uden synlig politi-tilstedeværelse, holdt sig for gode til at smide skrald på gaden. Forbløffet var jeg også over, at blomster i offentlige parkanlæg fik lov til at pryde haverne uden, at de besøgende plyndrede dem. Frisk i erindringen har jeg endnu skovlbevæbnede iranske gartnere som nidkært vogter over den persiske rosenhave og snerrer ad de besøgende! Selv i dag bliver jeg overrasket over det regnfulde Danmarks bevidsthed om drikkevandets værdi som en knap ressource, mens iranerne i 40 graders varme og med udsigt til tørke og vandrationering fylder swimmingpoolen og vasker bilen. Læg dertil min undren over skattesystemet og det solidariske velfærdssystem, der fungerer trods sort arbejde og skattely.
Anmeldelse af Live From Jordan: Letters Home From My Journey Through the Middle East And Other Parts of the Arab World, Sappho
et par egne fælleskabsobservationer: enhver der ha kørt i bil i Europa, har bemærket at mængden af affald, der flyder overalt, stiger jo sydligere man kommer. Eller Mellemøsten: husene vender ryggen mod gaden og ind mod en gård. Relativt synes den sociale kapital meget højere i dele af sydøstasien, bedømt efter sådanne detaljer.
Landsforræddere
“Kritikken af Kasem Said Ahmeds krav om fatwaer har været forholdsvis lavmælt og spagfærdig – muligvis fordi mange politikere ikke ser kravet i det store perspektiv, som det fortjener. Kravet er et udtryk for, at personer i det muslimske miljø i Danmark ikke accepterer dansk lov. Det er en potentiel bombe under det danske samfund, fordi de pågældende dermed heller ikke vil rette sig efter lovgivningen. Uden lov og ret i et samfund, vil samfundet ikke kunne eksistere. Derfor burde politikernes afstandtagen til Kasem Said Ahmeds ønske om fatwaer mod Jyllands Posten og Pia Kjærsgaard have været entydige og klare – og uden forsonende træk.”
Kan man bebrejde en hund at den gør? Eller en hane at den galer? Her må det siges, hvad Peter Skaarup ikke rigtig kan tillade sig : de egentlige skurke her befinder sig naturligvis et helt andet sted, end hos salafisterne på Dortheavej. Ikke mindst i Folketinget. Det kan ikke bortforklares. Befolkningen ved det, og skurkene kan kun håbe på at glemslens nåde vil sænke sig. Det tror jeg er et forfængeligt håb.
Pia´s Ugebrev
Semi-modernitet, kommentar
Se engang på billedet her.
Besiddelse af en mobiltelefon frigør til bevægelighed i rum, faciliterer tilgængelighed for andre samt opnåelse af kontakt og ny viden. Men bevæggrundene for at iføre en kvinde hidjab er derimod afsondrethed, begrænsning af kvindens bevægelighed samt ønsket om utilgængelighed. Er der så en modsætning mellem at være islamist med et ideal om at leve i et socialt system som på Mohammeds tid og anvende en mobiltelefon ? Næ, for muslimer gør gerne som indvandrere brug af de vantros frie tankers frembringelser (teknik,sociallove,uddannelsessystem,kvindehuse osv.) man skal jo bare omgås tingene på den rette islamiske måde og presse resten af det danske samfund til at følge efter. Dvs at kvinden ikke frit kan bestemme hvem hun ringer til, og at fx danske retsafgørelser der går en imod ikke tildeles respekt og autoritet, og der istedet bestilles fatwaer fra Mellemøsten.
Kirsten Damgaard kulturpsykolog (foto Snaphanen,)