Da Helle Merete Brix nævnte Robert Redeker forleden i sin tale til Vilks, satte jeg mig for at spore de seneste livstegn. De er ikke voldsomt opmuntrende. Her fra 28 juni:
Robert Redeker, the professor of philosophy who was threatened with death for having written an opinion page in Le Figaro in which he criticized Islam, indicated on Tuesday that nine months after the publication of the text he is still living “a life of a political refugee in my own country.”
“I have passed to the other side of an ordinary life. This is a life of a political refugee in my own country”, the teacher confided to a Parisian daily before citing the restrictions he faces on a daily basis.For him, this situation arising from the death threats that assailed him after the publication of his article in Le Figaro “forces him to be careful when he goes out, to keep his home address secret, (…) to be suspicious.”
Redeker, 53, added that he had to “bury his father like a thief”, marry off his daughter “under police surveillance” and move and buy a new house in the Toulouse region.
Hvor meget er Hirsi Ali´s liv værd ?
Venstre gav hende sin Frihedspris i 2004. Den tid nærmer sig hvor Venstre kan vise at de mener deres støtte til det frie ord alvorligt. Financier hendes beskyttelse, tilbyd hende asyl. Forær hende Flakfortet.
How Much is Her Life Worth?
How much is her life worth, according to Minister Balin’s budget? How does he calculate this? These are politically sensitive questions, questions that former British Prime Minister Margaret Thatcher never asked when it came to the life of Salman Rushdie, wherever he happened to be.
‘We Are Making Fools of Ourselves in the Eyes of the World’ via Document.no
Qureshis religionskrig
At oppositionen ikke har kapacitet til at finde samfundsrelevante sager at kæmpe for, er et trist faktum. Den efterhånden glemte SF-politiker Kamal Qureshi har forsøgt at gøre sig bemærket i medierne i forbindelse med Folketingets åbning. Han ønsker at afskaffe den traditionsrige fælles gudstjeneste, der hører til Folketingets åbning. »Det sender et helt forkert signal, at befolkningen kan se landets ministre sidde på forreste række og deltage i en religiøs handling. I dag er en festdag for folkestyret, og der passer en religiøs ceremoni ikke ind,« siger SFs Kamal Qureshi og fortsætter: »Det skal ikke være en del af det officielle program. Jeg deltager ikke selv, men vi markerer dagen med et glas vin i SFs gruppe«. Kamal Qureshis forsøg på at være fuldkommen verdslig slår dog fejl. Han har åbenbart glemt, at Danmarks vensrefløj i disse dage netop beskytter religionen og religiøse symboler, eller rettere islamiske symboler og særkrav. Det er næppe nødvendigt at nævne Asmaas kandidatur hos Enhedslisten eller venstrefløjens deltagelse i diverse demonstrationer side om side med Hizbollah. Gad vidst, hvilke signaler disse aktiviteter sender til befolkningen. Måske er disse signaler hverken forkerte eller religiøse efter Kamal Qureshis opfattelse.
Robert Spencer om “Islam is Peace” kampagnen i England…….
og hvordan man bekæmper “islamofobi”
Dokumentar: Bloody Cartoons af Karsten Kjær
DR sender filmen på søndag d. 7 kl. 22. Kulturpsykolog Kirsten Damgaard var til forvisning i DR byen. Cinemateket viser den også. Et klip her fra filmen med bla. Kurt Westergaard. Man tænker – nu var det måske på tide vi sparede nogle kræfter til den næste Muhammedkrise, for den kommer ligeså stensikkert som Seidenfaden vil sige at også den er vores egen skyld.
Mærkværdigvis negligerer filmen optakten til Jyllandspostens udspil, nemlig forfatteren Kåre Bluitgens vanskeligheder med at få en tegner til at illustrere en børnebog, hvilket kom Jyllandsposten for øre og avisen derfor besluttede at se om der går en rød tråd – et blodspor ? – gennem truslerne mod Salman Rushdie og danske tegneres frygt for at udføre en almindelig arbejdsopgave. Avisen stillede derfor opgaven “Tegn Mohammed som du ser ham” til en hel organisation af tegnere, hvoraf flere ikke tog imod udfordringen netop af frygt.
Filmen viser meget flot hvorledes flere islamiske lærde og muslimske ledere end ikke har set tegningerne før de oplever profeten krænket, og går i gang med at opildne masserne, som fx Yussuf Al-Qaradawi ,der jævnligt prædiker på tv kanalen Al-Jazeera : ”Vi er ikke æsler ! Vi er løver og vi brøler ! ” En ledende demonstrant fra Teheran ( shia-landet der ganske pludseligt forbød billeder af Mohammed i solidaritet med sunni-muslimer, der er parentes bemærket jo regner shia-muslimer for kættere ) udbrød måbende da han fik tegningerne forevist : ”Det er jo latterligt at det skulle være Mohammed. Det ligner jo en sikh ! ”om tegningen med bomben pakket ind i turban med den islamiske trosbekendelse påtrykt.
Nogle af tegningernes koblen mellem islam og vold, gjorde religiøse lærde og andre muslimer meget vrede, og de opildnede derfor til vold, hvilket så avlede en masse vold og slet ikke den påståede store fredelighed og tolerance som islam hævdes at besidde. Men ved nærmere eftertanke har jeg aldrig hørt en muslimsk lærd hævde at ideologiens fredelighed og tolerance skulle være internaliseret i muslimerne selv. Filmen viser tydeligt denne inkonsekvens, men desværre får filmen ikke helt får samlet de tråde hvoraf det tydeligt fremgår, at den frembragte trussselssituation i februar 2006 med nye ambassadeafbrændinger dagligt i hovedtræk var orkestreret af Det Muslimske Broderskab.
Filmens instruktør finder ikke på at spørge hvorfor 12 ambassadører fra lande hvor store dele af befolkningerne er muslimer, en job-position der almindeligvis repræsenterer anliggender stat og stat imellem, kan og vil påtage sig dialog med en statsminister om millioner af individers følelser af krænkethed i et personligt anliggende ? Som noget nyt forstår vi, at for ikke-moderate muslimer er det egentlig afbildninger af alle profeter, også Abraham og Jesus, der volder problemer, og så må Vesten siges at være grundigt på den, for der hænger vel rundt regnet en Kristus-figur i hver anden kirke.
Filmen demonstrerer ganske udmærket holdningen I- må- ikke, men- vi- må godt, der er fremherskende hos ikke så få muslimer, der kræver respekt : Anders Fogh Rasmussens optræder nemlig som tegnet hund ( Lars Vilks – you are way behind ) og skydeskive i Mellemøsten.
Filmen er en række på 10 film i projektet ”Why Democracy ? ” der vil blive vist i mere end 200 lande. Mon en eller flere af de andre film overhovedet vil pege på den essentielle problematik bag Muhammed- krisen : nemlig det forhold, at visse folk i Mellemøsten og tilflyttere til Europa med stigende intensitet og voldelighed kræver islamisk politisk ideologi (pakket ind som religion ) efterkommet i et folkestyret Vesten ? Denne ny rædsels-æra begyndte med fatwaen mod Salman Rushdie.
Kirsten Damgaard, kulturpsykolog
(Karsten Kjær var den ene af to journalister der mødte op til Islamisk Trossamfunds tyndt besatte pressekonference på Hotel Marriot i maj sidste år – noget af en skuffelse for Abu Laban, den saudiske kulturminister og Yvonne Ridley. Og så var JP´s repræsentant endda bare praktikant) Og Kirsten Damgaard var der og skrev om det i JP. (foto KD og Ridley: Snaphanen)
