Medhat Khattab nærer måske lidt flyvske og urealistiske forestillinger  om , hvad  danske domstole beskæftiger sig  med. Personligt er jeg tilfreds, hvis danske politikere  har  et “samfundssyn” – deres  menneskesyn kan de diskutere på en aftenskole med  Georg Metz og Tøger Seidenfaden.

Medlem af Svendborg Byråd, Medhat Khattab (Ny Alliance) anmelder nu medlem af Folketinget, Jesper Langballe (DF) til politiet.

Medhat Khattab mener, at Jesper Langballes forslag om at tvangsfjerne børn i asylcentre fra deres forældre og bortadoptere dem til danske familier bringer afviste asylansøgeres liv i fare. [..]

Medhat Khattab er rystet over det menneskesyn, der ligger bag Langballes forslag.

– Jeg vil ikke blive overrasket, hvis hans næste forslag bliver, at forældrene skal i gaskamrene, siger Medhat Khattab.

Politimesteren i Nordsjællandskredsen modtog anmeldelsen mandag eftermiddag.

Fynsk politiker politianmelder Langballe

Sejrherren Krarup (V) sender Enhedslisten til tælling

se Monokultur

Hvorfor er det lige……. 

at kunstenere er venstreorienterede ? For såvidt de altså  overhovedet er  orienterede:

Kunsten at være venstreorienteret: Hører der en bestemt politisk overbevisning til dette at være kunstner? Eller er danske kunstnere i virkeligheden blevet statsbærende, selv om de går rundt og betragter sig selv om avantgarde og anderledes?

At være eller ikke være – avantgarde. Det er spørgsmålet.
Med jævne mellemrum optræder danske kunstnere, forfattere, filmfolk, skuespillere, i samlet flok, og det kan se ud, som om de har det samme politiske udgangspunkt – til venstre for midten. Deres position er opposition. De er imod den borgerlige regering, Irak-krigen og tonen i den danske udlændingedebat.
Men er det sandt, at kunsten altid politisk set ligger til venstre for midten, og hvis den gør – hvorfor så?
»Det er et historisk fænomen,« mener forfatteren Carsten Jensen, der dels har en fortid som kritiker, dels er aktiv i samfundsdebatten.
»Kunsten har i det 20. århundrede set sig selv som avantgarde, som banebrydende og grænseoverskridende. Og dér har venstrefløjen været den naturlige alliancepartner, fordi den også betragtede sig selv som avantgarde og i opposition til det bestående som budbringer for fremtiden, mens højrefløjen ville bevare. Kunstnerne har ladet sig inspirere af dem, de anså for avantgarde-tænkere, og det var jo Freud og Marx. Dem, der lagde en bombe under hele fundamentet for det borgerlige samfund, kunne kunstnerne identificere sig med.

I dag er de fleste kunstnere venstreorienterede af vane. De slæber rundt på noget ufordøjet gods, som de ikke har taget nogen som helst konfrontation med. Engang betød dét at være venstreorienteret et brud med traditionen. I dag betyder det blot at videreføre traditionen.«
Kommentatoren Claes Kastholm Hansen har som formand for Litteraturudvalget under Kunstrådet haft kunstnerne tæt inde på livet.
»At kunstnere er venstreorienterede er egentlig en myte. Af nyere dato. Sandt er det, at de kunstnere, der optræder med politiske synspunkter, altid er venstreorienterede – eller noget i den retning. Men det er jo de færreste, der har brug for den fælles identitet, der ligger i dette at udsende kollektive politiske signaler, så det er kun et mindretal, vi hører fra. Claes Kastholm punkterer også myten om kunstneren som progressiv samfundskritiker.

»Den er falsk. Kunstneren er blevet statens tjener, og den stigende klientgørelse giver sig udtryk i et helt afgørende fællestræk ved de holdninger, en dansk kunstner kan indtage. Du vil aldrig se en kunstner protestere mod, at staten udvider sit territorium, tværtimod.
Kunstneren er blevet afhængig af staten og lever af, at statens domæne bliver større og større. Kunsten kæmper for større budgetter,« siger han.

Se JESPER STEIN LARSEN og NIELS LILLELUND  i Jyllandsposten, mandag

 Eufemismer

må være et fag svenske journalister lærer særskilt, ligesom man tidligere havde retorik på universiteterne. Newspeak er deres modersmål. Adskillige  års daglig læsning af Sydsvenskan, har givet mig den tydelige fornemmelse at antallet alvorlige  ulykker i Malmø/ Skåne er meget højere end i København-Frederiksberg.  Det var overskriften “Efter fastan kommer fartfylld fest” der endlig fik mig til at lede efter  tallene. Den handler ikke om trafik, men overskriften ville have  passet “utomordentligt bra”, hvis den havde gjort det. Min  fornemmelse  holdt  stik- de brager sammen for at godt ord.

Personskade, Skåne Län 2006:  4.073

Personskade Malmø kommune: 1.101

60 dræbte i Skåne Län i 2006, heraf 9 i Malmø Kommune

Personskade København / Frederiksberg 2006: 590

dræbte : 19

altså  langt, langt  flere  personskader i Malmø/Skåne end i København. Og for at man nu ikke skal undre sig over hvorfor, så begynd her – mænd  fra  mellemøsten forårsager mere  end tre (3) gange så mange  ulykker som indfødte svenskere. “De er tre  gange  mere  ulykkesramte” som svenske  aviser udtrykker det. Man skulle ellers  nok mene det var ofrene  for deres kørsel, der blev  “ramt”.

(Malmø: 273.000 indbyggere. Skåne Län  1.1 mio,  København Frederiksberg  571.000, hele  hovedstadsregionen  1.7 mio indbg.) se udførlige  tabeller SIKA.SE , tabel 2 , exell og på  Danmarks  Statistik)

Også det seneste døgn har haft de sædvanlige, adskillige alvorlige bilulykker – her – her- her – her og her. At  antallet dræbte på landsplan i hhv. Danmark og Sverige, står nogenlunde i forhold  til befolkningstallene, må Sverige  nok takke  sine  lange  øde  vejstrækninger for. Her kan man kun kollidere med en elg eller et træ.