1) man kan bestille en kebab 2) man kan sige: “Hej, hvad hedder du ? 3) man kan blive leder af et institut i Mellemøsten 4) Man kan læse Koranen på originalsproget. Sveriges samhandel med arabisktalende lande (hvilket bare betyder at arabisk også er officielt sprog, ikke at det tales og forstås), er så diminutiv at den ikke er til at få øje på. De påståede 250 mio taler endda forskellige dialekter. Det ville være nyttigere at lære grøndlandsk. I et mediemæssigt normalt land, ville man skrive et læserbrev imod så åbenlyst urimelig en artikel, men et sådant læserbrev tager svenske “aviser” ikke imod. Men man kan spå at arabisk vældigt anvendeligt i Sverige. I SÄPO.
Svenska elever lär sig arabiska som b-språk
Marhaba! Mak ismak? Den frasen har 15 elever på Bernadottegymnasiet lärt sig. De är först i Sverige med att läsa arabiska som B-språk.
– Mimmi, kan du läsa det här? frågar Muhammed Ashur Mustafa.
– B, säger Mimmi, och får sin lärare att le stolt.Gruppen är den första och kanske enda i Sverige att läsa arabiska som modernt språk, eller B-språk som det tidigare hette. Med runt 250 miljoner arabisktalande i världen kommer kunskaperna att vara till stor nytta. – Arabiska är unikt, helt annorlunda. Jag har läst spanska och tyska innan och det här är en helt annan grej. Jag vill jobba som officer, och då är det väldigt bra att kunna arabiska, säger Kenny Grip, 18.
– Det bor ju många araber här. Kul att kunna beställa en kebab på arabiska, säger Mimmi Grafström, 17. Vad frasen betyder? “Hej! Vad heter du?”
Siewert Öholm »Människor och Islam«
(Öholm mangeårig “TV-profil”, som det hedder)
Är islam SR:s enda religion?
Jag erkänner som det är. De så kallade livsåskådningsprogrammen i Sveriges Radio ger mig ingen ro. Alltför sällan ger de ens någon riktig behållning. [..]
Jag lyssnar ofta med nyfikenhet på prestigeprogrammet från Livsåskådningsredaktionen. Man kallar programmet ”Människor och tro”. Återigen finns det anledning att påpeka att redaktionen har missuppfattat ämnet. Programmet skall naturligtvis etableras och erkännas under namnet ”Människor och islam” . När jag lite ironiskt föreslog detta redan för ett par år sedan, trodde jag att vi skulle få igång ett samtal mellan publik och stora mäktiga Radiobolaget. Men icke! Självgodheten lät meddela att man visst sänt inslag även om kristna religionsyttringar.Men låt oss ta programmet den 9:e november. Av fem inslag handlade fyra om Islam. (audio) – begynder efter 2 min.
Först sände man ett inslag om konflikterna i Pakistan. Det var ett lite omarbetat material som jag redan hört i ekot. Lite senare berättade man om en eventuell(!) konflikt kring ett moskébygge i Umeå för att senare ta upp muslimerna i Danmark och hur de skulle klara valrörelsen där. Som för att demonstrera uppfinningsrikedom i ämnesvalet fick publiken sedan en rapport om hur muslimer i London kan rösta fram stans snyggaste moské. Proffsiga inslag av skickliga reportrar, men trots allt lite vid sidan av religionens huvudfåra både i Sverige och world-wide.
Ett inslag hade anknytning till kristen tro. Men det får betraktas som ett antiinslag för att berätta hur korrumperade amerikanska tv-evangelister är. Alltid får det någon att konvertera till Islam. […]
Är islam SR:s enda religion? (indlsaget med Asmaa – “en skarp og dygtig politiker” og om Danmark begynder min. 37:10. Udsendelse klarede sandelig også at gøre glimrende reklame for Yvonne Ridley´s Islam Channel. (se også Islamofobi-konference i Bella Centret – Jørgen Bæk Simonsen i godt selskab…)
Skytte: Nyheter i tv som en ond dröm
Sveriges Television använder tittarnas licenspengar för att finansiera en till synes ändlös reklamkampanj med innebörden att SVT är friare och bättre än alla andra tv-kanaler. Jag utesluter inte att det kan vara sant. Men samtidigt vill jag stillsamt påpeka att utbudet i SVT numera inte sällan påminner om en journalistisk härdsmälta. SvD
»Terrordomme kan øge radikalisering«
siger Anja Dahlgaard Nielsen i Kristeligt Dagblad. Øger voldsdomme volden ? (Magnus Ranstorp siger modsat, at dommene kan afskrække, men sådan er det jo med eksperter. ). En ond cirkel, men hvilke valg har vi ? Spørgsmålet er hvad man skal stille op med folk, hvis sårede følelser (“for sjov”) fabrikerer bomber så potente, at de kan dræbe tusinder? Tale pænere til dem? Kæle deres offermytolgi med hårene ? Der er selvfølgelig kun én farbar vej – håndfast at lade dem forstå, at apirerende massemordere ikke skal gøre sig nogen forhåbninger om forståelse for deres hensigter. Den onde cirkel falder lige så meget tilbage på de politikere, der oprindeligt skabte den. Hvad forslår de mon for at råde bod på deres fadæse? Sende flere penge?
Terrorbekæmpningen er blevet effektiv, ( SR og venner har givet PET hænderne fulde)men der vil uvægerligt slippe en bombe igennem engang imellem. Det kan man lige så godt indse. Men er evt. fremkaldelse af sårede følelser en grund til ikke at minimere antallet af “vellykkede” terrohandlinger ?
I Samme tråd er Lone Nørgaards artikel i Information: Der er kun én kur mod selvmedlidenhed og uduelighed, og det er at tage sig sammen:
Ikke diskrimination men mangel på forudsætninger
Af: Lone Nørgaard
Unge af anden etnisk herkomst bør spare på offerretorikken og i stedet dygtiggøre sig
Naser Alsehli skriver 19. november: “Debatten der år efter år drejer sig om integration har stadig et fokus et andet sted end på de unges kundskaber, kompetencer og medborgerskab i det danske samfund. Det handler mere om hvad disse unge nydanskere – som er født og opvokset her – har af navn og hudfarve (-) Hvordan kan det ellers være, at en ung pige på 18 år med anden etnisk baggrund ved navn Aisha valgte at forlade skolen efter at have oplevet at hendes skolevejleder med et langt foredrag knuste hendes drømme om at blive læge ved at sige:’Danmark har ikke brug for indvandrere der kun bliver læger.'”Jeg forstår ganske enkelt ikke citatet…..
Hvis størsteparten af indvandrerne rent faktisk havde de nødvendige forudsætninger for at kunne blive læger, som der er mangel på, ville det være fantastisk, så citatet er meningsløst. Men når studie- og skolevejledere gang på gang oplever, at unge nydanskere gerne vil være advokater, læger og ingeniører, til trods for at de ikke mestrer helt basale færdigheder, så er man nødt til at skyde deres drømme ned. Og foreslå jobs som f.eks social- og sundhedsassistent, pædagog, buschauffør og håndværker. Det gælder for nydanskere – og det gælder for gammeldanskere.Indvandrere og udlændinge kan som hovedregel kun siges at være ofre for diskrimination, hvis diskrimination defineres på den måde, at en indvandrer/udlænding skal have jobbet, selv om hun/han ikke er lige så godt kvalificeret som sine konkurrenter. F.eks. pga af manglende (præcis) sprogbeherskelse. For sprogbeherskelse er i sig selv en kvalifikation – vel at mærke hvis der er efterspørgsel på det pågældende sprog, og i Danmark vil der nok lidt endnu være efterspørgsel på dansk.
Hvad er det for unge?
Når etniske unge udtaler, at de ikke kan få et arbejde, ikke føler sig som ligeværdige borgere, og derfor ikke føler sig forpligtede til at yde noget i samfundet, så vil jeg svare med et spørgsmål: Hvorfor føler de unge sig sat uden for samfundet? Hvad er det for nogle unge, der hævder ikke at kunne få et arbejde, hvis de har de nødvendige kvalifikationer til at bestride jobbet? Og er den bedste kandidat i ansøgerfeltet? Lad mig citere fra Karen Jespersen bog Til støtte for Fatima – indvandrernes omstilling til Danmark:
“Mange af de unge mangler de helt grundlæggende forudsætninger for at gennemføre en uddannelse. Næsten halvdelen læser så dårligt dansk, at de ikke umiddelbart kan leve op til kravene på ungdoms- og erhvervsuddannelserne. ” (s. 96)
Den karakteristik kan jeg skrive under på ud fra egne erfaringer. Diskrimination kan finde sted, indrømmet, men min modpåstand er, at den er langt sjældnere, end hvad der hævdes. I et land, hvor selv akademikere går arbejdsløse, viser diskrimination sig at være meget langt nede på forklaringslisten over, hvorfor indvandrere føler sig sat uden for samfundet. For årsagerne er i al deres banalitet at finde i komplekset: Manglende skolekundskaber og manglende læsning af, lytning til og brug af dansk, fastholdelse af forældrenes modersmål, manglende kontakt med danskere og følgelig med danske normer og dansk adfærd, ghettoisering og uddannelsesfremmede miljøer.
Sagt lidt anderledes: Spar på offerretorikken og brug i stedet tiden til at læse aviser, bøger og i det hele taget dygtiggøre sig.
Lone Nørgaard er cand. mag. (foto Snaphanen)
