en bil til sommerhumør.  (foto Snaphanen, klik)

Et positivt fremtidsscenarie – kontrafaktuel fiktion

Fremtiden er selvfølgelig ikke formet endnu – inshallah – så hvorvidt El Inglés’ seneste stykke polemisk fremtidshistorie fra et Storbritannien og Europa nogle få årtier nede ad vejen rent faktisk er kontrafaktuelt, er det for tidligt at sige. Men rent undtagelsesvis bringer Gates of Vienna en for denne forfatter usædvanligt fortrøstningsfuld fremskrivning af islam i Europa anno 2022. Der er nogle knaster på vejen, der var lige et statskup i Holland i 2018, og nogle optøjer i Frankrig der truede med at eskalere, men afskalning fra islam i form af frafald og ægte reform, bringer alligevel udviklingen på rette vej. Og så er det lige – er der nogen der tiltror dette scenarie nogen sandsynlighed for at blive virkeligt? Essayet er det første i en ny række, og jeg har stærkt på fornemmelsen, at forfatteren har en helt anden pointe end blot og bar sommeroptimisme. At få apologeterne og de islamofile til at opstille bud på en gunstig udvikling, andet end noget med klicheerne om at ‘åbne sig for verden’ og ‘ikke at spotte og håne andres tro’, er tilsyneladende umuligt, så vi må selv producere de optimistiske scenarier for dem, og skyde dem ned bagefter. Som altid er El Inglés værd at læse – hvis man ellers finder den umiddelbare fremtid interessant og relevant (LFPC).

[…] Though it was a development hard to discern at the time, it is now clear that certain important trends were already well underway vis-à-vis Islam in Britain. A profound bifurcation had commenced within the UK Muslim community, and the gap would become ever more entrenched with time. A theologically unruly segment of Muslim Britain, consisting of ‘cultural’ Muslims, ex-Muslims, ‘reform’ Muslims, and others, became increasingly identifiable as having decided that its version of Islam and/or vestigial sense of loyalty to ‘Islamic’ culture was functionally compatible with UK society, law and culture, as they currently existed. Exactly what interpretative knots certain sections of this community had tied themselves up in to arrive at this conclusion was a legitimate question, but the existence of the phenomenon itself was not in doubt towards the end of the 2010s.

In another positive development, the revamped immigration laws not only resulted in a great reduction in the exogenous growth of the UK Muslim population, but helped slow endogenous growth too. It had long been observed by concerned parties that the average number of children born to Muslim women in the UK was largely a function of when and how they had come to the UK. Second-generation Muslim women, bred and born in the UK, though still above the national average in this regard, tended to have significant fewer children than first-generation Muslim women, who tended to be ferried across from the Indian sub-continent as the wives of men they barely knew. As the previously constant influx of non-British Muslims fell drastically, Muslim family sizes started to converge on the national norm, thereby cutting endogenous Muslim population growth. […] A Crystal Ball for Britain: Part 1

Birthe Rønn Hornbech – ind og ud af virkeligheden

Jeg er ikke helt sikker på hvor præcist Birthe Rønn Hornbech lige nu befinder sig på sin forunderlige odyssé gennem livet, og om hun p.t. befinder sig inde i virkelighedens trygge, kortlagte vande, eller bare har gjort en lille afstikker fra fabelvæsenernes verden. Er hun hjemme igen, kan man desværre nok ikke håbe på medbragte billeder fra mobilkameraet af disse væsener, men denne anmeldelse af Hans Magnus Enzenbergers Skrækkens mænd finder hende noget nærmere den virkelighed hun engang forholdt sig frygtløst til – og dog: Ligesom man ofte ser udtrykket ‘islamister’ brugt som et figenblad der skal afværge beskyldninger om dæmonisering (hvem er de ikke-islamistiske muslimske gejstlige vi kan overlade vores fremtid til?), således forsøger BRH her i anmeldelsen at opstille et skel mellem islams “retslærde” (de slemme) og “religiøse ledere som sådan” (vores abrahamiske brødre i ånden, forstår man).

Nu er det så, at jeg pokkers gerne vil have udpeget nogle af disse “religiøse ledere som sådan”, hvis religion altså ikke har politiske og samfundsmæssige konsekvenser for os kuffar. Eks-narkodømte Abdul Wahid Pedersen, der forsvarer stening og siger dette er påbudt af Allah? Abu Laban? Yusuf al-Qaradawi, der i højeste grad må siges at være en “religiøs leder som sådan”, og som forsvarer selvmordsterrorisme og drab på homoseksuelle?

Bemærk også, at hun bruger tricket med at stille sig på godhedens side ved at tage afstand fra at “lægge alle muslimer for had”, hvilket i sig selv er prisværdigt, men aldeles indholdsløst, når hun ikke kommer med den mindste antydning af operationelle procedurer og screeningsprocesser – indbefattet konsekvenser for de der tester negativt – for at udskille de farlige, og derved sikre vores egen fremtid.

Birthe Rønn Hornbech bluffer. Hun postulerer et skel hun ikke kan udpege, fordi hun ikke har modet til at se sin livsløgn i øjnene. “Retslærde” er bare et nyt buzzword, et nyt figenblad (LFPC).

DEN LILLE BOG ER uhyggelig læsning, men det er værd at bemærke, at dogmet om Koranen som vidensmonopol hidrører fra de retslærde og altså ikke fra religiøse ledere som sådan. Religionen er blevet til politisk ideologi . Det er helt afgørende for sameksistensen med muslimer i Vesten, herunder i Danmark, at den enkelte muslim ikke identificeres med de rædsler, som radikaliserede politiske islamister spreder.

Ligesom alle kristne ikke kan være ansvarlige for fortidens ugerninger i Europa, er det helt urimeligt og en dødsensfarlig eksklusion at lægge alle muslimer i Vesten for had. Desværre er der en tendens til i disse år at lægge al religionsudøvelse for had. ISLAMISME: Når religion bliver til politisk ideologi (Information 4.7.2008)

800 for billigste ståplads

er at stramme den. Det er en koncert for kvindelige fhv.  S-ministre og Bryssel-korrespondenter, men lydprøven lød helt ok ude på Gothersgade, hvor mange  legede “Manden på Risten”. Selve koncerten nyder mange  gratis  fra plænen i Kongens Have i den lune aften.  (foto Snaphanen, klik !)

DR:  »Det stille, samtykkende medløberi«

Henrik Gade Jensen skriver om DR’s venstredrejning, der nu er erkendt af tidligere DR-boss Lisbeth Knudsen i Berlingske interview [..]

Lisbeth Knudsen overser, at DR har virket som en kontrær bastion i opgøret med det totalitære tankegods, som har floreret i Danmark siden 1968. I mange kontroversielle samfundsspørgsmål har DR fulgt en venstresnoet tidsånd og ikke været sin opgave voksen som vagthund og kritisk instans. At DR her ikke adskiller sig markant fra TV2 eller de øvrige mediers journalister undskylder ikke, at DR og især mange P1’s programmer, venligt sagt, har virket som sendrægtige og dorske overfor tidens kritiske spørgsmål.

For hvis vi i dag ser tilbage på de sidste årtiers kritiske opgør, f.eks. om kommunismen og venstredrejningen, er de i høj grad sket på avisernes debatsider, mens den journalistiske professionsklasse har været tavs og ofte endog kontrær. Der er vist endnu ikke skrevet en journalistisk artikel om, hvad SF’eren Anne Grethe Holmsgaard lavede i Mellemøsten i sin militante ungdom. Ole Sohn er heller ikke blevet interviewet af en journalist om, hvad han snakkede med sine kommunistkollegaer om til paraden til DDR’s 40-års jubilæum i Øst-Berlin i oktober 1989. Uden læserbreve og blogs vidste offentligheden intet. Måske skyldes det vanetænkning, måske ønsket om konsensus, men det er jo også et svigt.

Der ligger et interessant forskningsprojekt i at prøve at destillere de sidste års offentlige debat og se, hvad der skyldtes de officielle vagthunde, journaliststanden, og hvad der skyldes offentlighedens mavericks, de frie debattører. Hvis man tog de sidste tyve års aviser og delte dem op i to bunker: de journalistisk skrevne artikler og så debatsiderne, så giver de ret forskellige beskrivelser af det samme samfund. Tænk på indvandringsdebatten, hvor der vel var et timelag på 20 år, før journaliststanden opdagede, at der også kunne være problemer at berette om. Mens læserbrevene fra folkedybet havde skrevet om det hele tiden.Lisbeth Knudsen erkender i interviewet, at DR adopterede den socialdemokratiske samfundsmodel:

“Danmarks Radio har haft en tendens til at være systembevarende i forhold til den socialdemokratiske velfærdsmodel. Men man kan ikke sige, at der sad en venstresnoet mafia, som ønskede at dreje historier i en bestemt retning. […] Nyhedsjournalistikkens automatreaktion er jo at finde de kritiske. Det betyder så også, at når der kommer en borgerlig regering og et systemskifte som i 2001, så bliver journalistikken samfundsbevarende i gammeldags socialdemokratisk forstand.”

På mig virker det lidt som volapyk, at DR’s journaliststand, som samtidig forstår sig som offentlighedens vagthunde, skal reagere på VK-regeringen ved at blive systembevarende og socialdemokratisk. Men det er jo en korrekt beskrivelse, som Lisbeth Knudsen giver. Og skamfuldt at det kan registreres som et faktum uden større opstandelse.Og selvom der ikke var nogen mafia eller centralkomite i DR, så er diskursivt medløberi, verbal opportunisme og ideologisk vanetænkning ikke ligefrem noget at prale med endsige undskylde.

180 Grader: Mediemafia eller journalistiske dovendyr. Nu vi er  ved DR og Gade Jensen, (der har skrevet om Powell i 2006)  så fik jeg aldrig svar fra DR 2 om ikke det var en idé at sende  BBC´s fremragende, instruktive dokumentar fra marts 2008 om Enoch Powell. Det var det så ikke.

Iran : Dødsstraf for “internet-forbrydelser”  – inkl. blogging

MPs on Wednesday voted to discuss as a priority the draft bill which seeks to “toughen punishment for harming mental security in society,” the ISNA news agency said.The text lists a wide range of crimes such rape and armed robbery for which the death penalty is already applicable. The crime of apostasy (the act of leaving a religion, in this case Islam) is also already punishable by death.

However, the draft bill also includes “establishing weblogs and sites promoting corruption, prostitution and apostasy”, which is a new addition to crimes punishable by death. Those convicted of these crimes “should be punished as “mohareb’ (enemy of God) and “corrupt on the earth’,” the text says. Under Iranian law the standard punishments for these two crimes are “hanging, amputation of the right hand and then the left foot as well as exile.”

Iran mulls death penalty for Internet crimes . Om én af grundene til islams bundløse tilbageståenhed, der er afsat til uvidende  danskere  som et civilisatorisk fremskridt, skrev Birthe Rønn Hornbech igår:

“Det er værd at bemærke, at et af svarene ligger i påvisningen af, at islamiske retslærde i 400 år har saboteret indførelse af trykkepressen, idet det er et grundlæggende dogme, at der ikke må eksistere nogen anden bog ved siden af Koranen. Først med 300 års forsinkelse blev der produceret bøger med arabisk skrift. Dogmet har betydet, at de arabiske lande har været holdt nede i et enormt vidensunderskud og manglende infrastruktur.”

Om geder, fatwaer og lignende

Helle Merete Brix

Tilvandret racisme: »Fuck hjem til Grønland, det er vores Gellerup«

Stenet  ud af deres hjem i Gellerup af somaliere. Mon de kommer til at figurere i Morten Kjærums  næste rapport, eller er de bare racister af sociale grunde?  Hvor svært  kan det være at finde dem, og  bede dem “fucke hjem til Mogadishu” . 1-0 til det nye herrefolk i Århus:

Boligforening magtesløs over for voldelige unge arabere, der overfalder lejere. Det er blevet for meget for et større antal grønlændere i ­Gellerupparken. I flere år har de ­været udsat for racistisk betonet forfølgelse fra arabiske og somaliske beboere. Nu har en gruppe grønlændere måttet flygte.

»Jeg kunne ikke længere klare at være skydeskive. Det var et psykisk pres. Men jeg er vred over, at det var os, der måtte ud. Det var jo dem, der angreb os,« siger Johanne Christiansen. »Det er frygtelig mangel på ­respekt.«

Hun blev sammen med de andre akut hjulpet af kommunen til at flytte. Grønlændere i Gellerup bliver nemlig stenet, overfaldet og forhånet. Beboerne fra den nordligste del af Rigsfællesskabet trykker sig mestendels i deres lejligheder, fordi de er bange for at gå ud. De er fredløse og jaget vildt i området. Tidligere mødte de hinanden ved biblioteket eller foran Netto på Sigridsvej. Der var desuden en tradition for grønlænderfodbold om søndagen. Men de vedvarende angreb med sten har standset aktiviteterne.

Også festligholdelsen af grønlændernes nationaldag 21. juni blev afbrudt af stenkast. Arrangementet fandt sted på festpladsen ved Gellerupbadet. De senere år har professionelle vagter måttet holde orden, for at fejringen kunne gennemføres.

Overfald
Johanne Christiansen fortæller, at de fleste grønlændere i Gellerup har været udsat for ubehageligheder. En ven blev overfaldet og bestjålet lige uden for hendes dør. En anden fik voldsomme skader i ansigtet efter angreb. En tredje blev sparket i ryggen af unge, der kørte forbi på knallert. En fjerde turde ikke være alene hjemme, fordi hun blev chikaneret af unge arabere, som overfaldt hende der og kastede sten mod hendes ruder.

Råb på gaden som; »Fuck hjem til Grønland, det er vores Gellerup«, er helt almindelige, ligesom det er normalt, at arabiske unge skyder fyrværkeri efter dem.

Johanne Christansens er ikke i tvivl om, at araberne i Gellerup udøver racisme mod grønlændere.

»De går målrettet efter os som gruppe. Jeg har prøvet at fortælle, at vi er danskere og født til statsborgerskab. Det forstår de ikke,« siger 47-årige Johanne Christiansen, der er HK-uddannet og nåede at bo i Gellerup i 16 år.

»Mit hjerte banker stadig vildt, når jeg møder unge arabere. Men her, hvor jeg bor nu, gør de mig ikke noget. Det skal jeg lige vænne mig til. Jeg er meget glad for mit nye sted og tager aldrig mere til Gellerup igen.«

Direktør i Brabrand Boligforening, Torben Overgaard, fordømmer overfaldene på Grønlændere.

»Det kan vi ikke leve med. Men vi har intet kunne gøre. For at forvalte boligloven må vi konkret kende overfaldsmændenes identitet. Og det gør vi ikke i disse sager, hvor henvendelserne ikke indeholder navn eller bopæl på gerningsmænd,« siger Torben Overgaard, der ser problemet sådan:

»Hvis grønlændere, der drikker meget, bor et sted, hvor der primært bor muslimer, som ikke godtager alkohol, så vil der opstå konflikter.«

Grønlændere fordrevet efter racistiske overfald og hvad mon med  grønlændere der ikke drikker meget alkohol ?

se også “Grønlændere i Gjellerup: “Araberne udøver ren og skær racisme mod os.” – 2007.  Kommunens informationskampagne om Grønland på arabisk i 2007, har haft samme effekt som et stik fra en malariamyg, men det er  skolelærersjælens første indfald : “Intet en smule pædagogik ikke kan ordne”. De århusianske kommunepædagoger lærte en lektie, men blev de klogere?