Swiss nationalists are forcing a popular vote on whether to ban the construction of Muslim minarets — a proposal that, if approved, could clash with Switzerland’s constitutionally protected right to freedom of religion. The Interior Ministry said it received a petition Tuesday for a referendum on the issue with more than the required 100,000 signatures. It was submitted by members of the nationalist Swiss People’s Party and the fringe Federal Democratic Union, which say they are acting to fight the spread of political Islam. They argue the minaret symbolizes a bid for political and religious power rather than just a religious sign.

People’s Party lawmaker Walter Wobmann : “Many recognize in this a further step in the creeping Islamization of Switzerland,” he said. Opponents of a construction ban said it would violate religious freedom, and Foreign Minister Micheline Calmy-Rey has warned it would lead to a security risk for Switzerland by sparking Muslim anger. AP

Plans to ban minarets in Switzerland (France 24 på engelsk):

Det er der meget delte meninger om, men sådan er loven nu i Schweiz, når man kan samle 100.000 underskrifter for en afstemning. FN´s Doudou Diene mener det er “krybende antiislamisme” og Englands Politiken, The Guardian bruger denne overskrift i en reportage: Islamophobia: Swiss far right seeks vote on minarets ban. Folkeinitiativet mod minaretbyggeri går til værks med germansk grundighed i deres argumentation (på tysk). Man aner flere frontalkollisioner ved et evt. “ja” til forbud: FN, EU, Europarådet og Morten Kjærum, vil sanke glødende kul over schweizernes version af demokrati og muslimske lande vil bande, svovle, bojkotte og true.

Tayyip Erdogan: “The mosques are our barracks, the domes our helmets, the minarets our bayonets and the faithful our soldiers”

“Terrorism is just one tactic being used by Islamic extremists in their effort to force their way of life on the rest of the world”

Den indiske indvandrer Vijay Kumar stiller op til USA´s kongress for Tennesee:

The main focus of my campaign is the War on Terror. What so many politicians do not seem to realize is that our struggle is against more than just “terror.” Terrorism is simply a method, not an end itself. Terrorism is just one tactic being used by Islamic extremists in their effort to force their way of life on the rest of the world. Ultimately, then, this is a struggle over whether the nations of this world will be ruled under Sharia law or not. As Omar Ahmad, founder of the Council on American-Islamic Relations, said: “Islam isn’t in America to be equal to any other faith, but to become dominant.” Frontpage Mag

Nyt voldtægtsmønster i Sverige

Jeg får først kigget på BRÅ rapporten en af dagene (det er vist denne, men siden er umulig at finde rundt på – hvorfor linker DN ikke ?) , men umidelbart falder små 20 % gruppevoldtægter i øjnene, den stærkt stigende røde linje. En svær grafik at sælge i sød, politisk sovs.

“Helgens anmälningar motsvarar ganska väl slutsatserna i en rapport från Brottsförebyggande rådet, Brå, som nyligen publicerades. Där är trenden tydlig: antalet polisanmälningar om våldtäkt mot kvinnor över 15 år* har mer än fördubblats sedan mitten av 90-talet. År 1995 anmäldes 1.449 försök eller fullbordade våldtäkter. År 2006 kom det in 3.074 anmälningar.”

DN og Metro : Allt fler våldtäkter skjer utomhus (* 1200 under 15 år er ikke med i tallene). Se også Voldtægt, Sverige, årsstatistik 2007.

Godhedens pris – fange med 14 år + udvisningsdom får lov til at stikke af under moderens begravelse

Der er et mønster her – der var den sårede drabsmand fra Café Rust som vennerne kom og hentede for næsen af vagterne på hospitalet – der har været flere tilfælde af let forudsigelige, førmoderne optøjer i retssalene begået af familie og venner på tilhørerpladserne, som alligevel ikke blev forudset, endsige forhindret, og hvor der i i hvert fald et tilfælde ikke blev rejst tiltale mod nogen, fordi man havde så pokkers svært ved at identificere dem bagefter. Muslimer har frit kunnet svine kvindelige anklagere og dommere til uden de konsekvenser dette selvsagt ville have medført for danske lovovertrædere.

Mønsteret er, at der udvises ekstrem påpasselighed med udøvelse af vantro autoritet over for de velkendte hysteriske, voldelige og opfarende temperamenter. Man foretrækker at lade en storforbryder som denne Mohammed stikke af, frem for at udløse optøjer der kunne eskalere ud af kontrol. Indsættelse af troværdig bevogtning ved en begravelse har været et no-no man ikke har turdet risikere. Om dette er noget der er decideret besluttet oppefra i hierarkiet, eller det bare er tillært berøringsangst, er det ikke til at sige for udenforstående. Jeg mistænker stærkt den første forklaring. Men tendensen er ikke til at tage fejl af. Et lille skridt henimod dhimmituden, en lille afhændelse af vores land (LFPC).

En 30-årig mand, der er idømt 14 års fængsel og udvisning for bestandigt for narkokriminalitet, benyttede i aften sin mors begravelse til at stikke af. Hassan Mohammad El-Souki var eskorteret til begravelsen på den muslimske gravplads på Brøndbyøstervej i Brøndby af fire betjente.Men andre deltagere i begravelsen pressede sig mellem betjentene og den 30-årige, som derefter kunne stikke af. […]

Hassan Mohammed El-Souki blev i december under store sikkerhedsforanstaltninger i Københavns Byret dømt for at være den drivende kraft bag en af største indsmuglinger af kokain herhjemme. Han ankede på stedet dommen til Østre Landsret. Stak af fra mors begravelse

Den svenske skoles storhed og fald

Jeg ved ikke så meget om den. Lærere kan få tæsk og nervesammenbrud af elever og også damefrisører og automekanikere går i “enhedsgymnasiet”. Jeg skal vare mig for at mene noget om den danske. Jeg har ikke haft kontakt med den, siden man gik i skole om lørdagen, fik tæsk og lærte tysk, svensk, fransk og latin og hvordan man bruger de personlige pronominer, “hans”, “hendes”, “sin.” Gruppearbejde var en by i Sverige.

I själva verket hade Sverige vid mitten av 1960-talet, genom den våldsamt debatterade reformpolitiken, antagligen världens då bästa skola. Kanske den bästa genom tiderna. Sedan började utan större debatt en annan utveckling, vars slutpunkt vi – förhoppningsvis – för tillfället upplever. […]

De antiintellektuella strömningarna noterade dock en framgång 1957 då Ragnar Edenman blev utbildningsminister. Året efter deklarerade han i en intervju att: “Det måste vara skolans primära uppgift att göra barnen till så lyckliga människor som möjligt.” Hur man lär ut lycka meddelades dock inte. Inte heller varför skolan mer än andra samhällsinstitutioner hade ansvar för lyckan. Därnäst kom “att göra barnen till små medborgare genom att bibringa dem demokratiska värderingar”. Det skulle framför allt ske genom att “bekämpa social högfärd”. I tredje hand kom undervisningen, men den skulle främst syfta till “att ge barnet vissa färdigheter så att det lämnar skolan med lust att förkovra sig i fortsättningen”. Citatet slutar: “I sista hand kommer de direkta minneskunskaperna. Barnen bör ha lärt sig läsa, skriva och räkna och de bör ha fått en viss orientering i olika ämnen.” Bildningen skulle således nu komma i sista hand, sedan skolan fått andra uppgifter. […]

Vid sin [Edensmans] avgång 1967 kunde han lämna den i arv till sina efterträdare, och den antogs under stor enighet två år senare som LGr 69. I inledningen kastades målen om, så att skolan främst skulle arbeta med personlighetsutveckling “samt därvid meddela eleverna kunskaper och färdigheter”. Notera “därvid”! När jag själv gick lärarhögskola de här åren ansågs det nödvändigt att tala om att vi faktiskt fick meddela kunskaper medan vi gjorde ungdomarna till bättre människor. Läxor förbjöds. Betygen inskränktes till de sista åren. Ett par veckotimmar gavs åt “fritt valt arbete” som kunde bestå av precis vadsomhelst. Kursplanerna i olika ämnen flyttades till särskilda bilagor. Ambitionerna sänktes kraftigt samtidigt som alla skrivningar blev mycket vaga.

Socialister trodde att eleverna blev socialt medvetna och kritiskt tänkande genom mindre fokus på kunskaper. Liberaler fick sitt i och med att barn skulle “välja” religion och livsåskådning, samlivsform och inställning till droger. Göran Hägg: Svenska skolans uppgång och fall,Axess