Ingen ordrige kommentarer idag. Her er alligevel  et sprog, de fleste af os kun taler  nødtørftigt. Leonard Bernstein, München, 1990.  Se hvordan har gør sig parat til det mirakel, der skal ske.”Hør, hør, hør Mozart”, skrev Kierkegaard.

Daniel Pipes : »Venstrefløjens allliance med islam«

‘Hvorfor så dannelsen af det, som David Horowitz kalder for den venstrefløjs-islamistiske “uhellige alliance”? Af fire hovedårsager.

For det første, som den engelske politiker George Galloway forklarer: “Den progressive bevægelse rundt om i verden og muslimerne har de samme fjender,” nemlig den vestlige civilisation i almindelighed og USA, Storbritannien og Israel i særdeleshed, plus jøder, troende kristne og internationale kapitalister. I Iran, ifølge den politiske kommentator i Teheran Saeed Leylaz, “tillod regeringen praktisk talt venstrefløjen at operere indtil for fem år siden, så de kunne konfrontere de religiøst frisindede.”

Lyt til deres udskiftelige ordvalg: Harold Pinter beskriver Amerika som “et land styret af en hoben kriminelle sindssyge,” og Osama bin Laden kalder landet “uretfærdigt, kriminelt og tyrannisk.” Noam Chomsky betegner Amerika som en “førende terroriststat,” og Hafiz Hussain Ahmed, pakistansk politisk leder, bedømmer den til at være “den største terroriststat.” Disse fællestræk er nok til at overbevise de to sider om at skubbe deres mange forskelle til side til fordel for et samarbejde.     Den islamistisk-venstreorienteret allierede trussel (Pinter fik Nobelprisen i litteratur af det svenske kleresi i 2005)

(foto © Snaphanen)

A Swiss “Extremist” Against Islamic Law

“Explain the minaret ban,” I asked.

I was sitting in the side room of a house, overlooking a flat plot somewhat larger than the trampoline outside. Beyond that trampoline, still visible in the evening light, rose the Swiss Alps. Across the table, Oskar Freysinger sat poised to address my query over some cups of espresso, speaking as a local leader of the Swiss People’s Party.  Diana West, Townhall

»Idealisme  uden grænser«

Fra det nye nummer af Sappho plukker  vi de to artikler om aktuelle Morten Uhrskov Jensen.  Men læs  også Helle Merete Brix, Thue Kjærhus og Kahttam Jasim og Uwe Max Jensen. Interview:

Det er svært at forklare, hvorfor Europas politiske klasse har bragt os ud i det indvandringsmorads, vi nu er havnet i, mener Morten Uhrskov Jensen. Men det har noget at gøre med Oplysningstidens radikalt nye billede af mennesket som en tom tavle, hvorpå velmenende politikere bare skulle skrive noget godt

Af Lars Hedegaard

Det kommer ingenlunde bag på historikeren Morten Uhrskov Jensen – forfatteren til det anmelderroste værk Et delt folk: Dansk udlændingepolitik 1983-2008 – at Folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen nu atter blander sig særdeles aktivt i udmøntningen af dansk udlændingepolitik. Det er sket efter at Berlingske Tidende har kunnet afsløre, at Udlændingeservice har administreret i overensstemmelse med det danske folketings intentioner og efter bogstaven i 24-årsreglen og tilknytningskravet – og ikke efter EUs og EF-domstolens krav om, at reglen om arbejdskraftens fri bevægelighed skal anvendes til at fremme indvandringen fra bl.a. Mellemøsten mest muligt.

En gammel drøm
Som reaktion på Udlændingeservices manglende orientering om, hvordan man omgår ånd og bogstav i den danske lovgivning, har Gammeltoft-Hansen øjeblikkeligt bebudet en undersøgelse. Hermed griber hovedarkitekten bag 1980ernes og 1990ernes masseindvandring atter ind i begivenhedsforløbet. Han har tydeligvis ikke opgivet den drøm, som han allerede i sin daværende egenskab af formand for Dansk Flygtningehjælp fremlagde under et foredrag i Juridisk Forening den 28. september 1981. Her gik han ind for en “humanitær” og “liberal” reform af udlændingeretten, der indebar, at “regler bør udformes på den gunstigste måde for enkeltindividerne, hvilket her vil sige udlændingene, dem der berøres direkte af udlændingelovgivningen. … Sigtepunktet er stadig dette: Hvor langt kan man komme i retning af et regelsystem, som mest muligt imødekommer de direkte berørtes behov og ønsker?” (citeret hos Uhrskov, s. 32).

Som Gammeltoft-Hansen beviste med den udlændingelov, som han selv skrev og fik gennemtrumfet i 1983, kom han ganske langt med at varetage “enkeltindividernes” behov – idet han åbenbart ikke regnede danskerne for “enkeltindivider” med “behov og ønsker”, som det var værd at tage hensyn til. Men det betyder ikke, at masseindvandringen ikke har haft konsekvenser for danskerne.

– Hvad siger du til den statistik, som Ritzau kunne offentliggøre har i juli måned, der viste, at 19 pct. af de indsatte i danske fængsler er muslimer?

“Tallet overrasker mig ikke. Vi har vel at gøre med en befolkning, der udgør 4,5 pct. Hvis man kikker på unge indsatte i sikrede institutioner, viser det sig, at flygtninge og indvandrere og deres efterkommere fra tredjeverdenslande er fem gange så kriminelle som deres befolkningsandel skulle tilsige. Og ser man alene på efterkommere af flygtninge, er de ti gange så kriminelle. Jeg kender ikke andre tal, der specifikt gælder muslimer, men jeg er ikke tvivl om, at de er groft overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken.”

Bennedsens exit
“Det var først i 1994, at der kom kriminalitetsstatistikker opdelt på oprindelsesland, og de har siden da vist det samme entydige billede. Indtil disse tal kom frem, måtte vi ikke få noget at vide, Det betød bl.a., at Ole Espersen i Folketinget kunne påstå, at indvandrernes kriminalitet generelt var lavere end danskernes. Det samme gjaldt socialdemokraten Dorte Bennedsen, som op gennem 80erne og begyndelsen af 90erne forlangte, at der kom tal og fakta på bordet, så man kunne afkræfte påstandene om indvandrernes overkriminalitet. Så fik vi tallene, og siden hørte vi ikke mere til Dorte Bennedsen.”

“Vi har efterhånden fået så mange tal, at det nu står klart, at de fleste muslimer i Danmark tilhører socialgruppe 5. Det er lige før, vi skulle opfinde en særlig socialgruppe 6 for dem. Vi har i hvert fald tal nok til, at vi i dag kan se, at vi står over for – lad os kalde dem meget, meget store udfordringer.”

Morten Uhrskov henviser også til en netop offentliggjort undersøgelse af herboende muslimers vilje til at gifte sig uden for muslimernes kreds. “Så vidt jeg husker – tallet blev offentliggjort i en kronik i Politiken – svarede 95 pct. blankt nej til en sådan mulighed.”

“Vi har behov for flere kvalitative og kvantitative undersøgelser, der kan belyse muslimers holdninger til samfundet. Det er en fatal mangel. Antisemitismen er formentlig overordentlig udbredt.”

“Vi burde også meget mere specifikt undersøge, hvad grupper af indvandrere og efterkommere koster f.eks. de sociale systemer og sundhedsvæsenet.”

“Hvis tingene ellers fungerede rimeligt i den bedste af alle verdener, så ville jeg ikke ønske at lave den slags undersøgelser, Men sådan er det jo ikke. Som landet ligger, må det være rationelt at undersøge indvandringens virkninger, for det må jo danne basis for den politik, vi fører i fremtiden.”

“Med racisme har det i hvert fald intet at gøre. Hele denne diskussion drejer sig jo ikke om hudfarve, men handler om kultur.”

Universiteterne har svigtet
Morten Uhrskov mener i øvrigt, at universitetsverdenen selv burde have iværksat sådanne undersøgelser. I betragtning af, at sociologer skal undersøge konfliktfelter i samfundet, er det forbløffende, så få undersøgelser, der egentlig er lavet.

– Gjorde Danmarks førende forskningsinstitution, når det gælder islam, nemlig Carsten Niebuhr Afdelingen ved Københavns Universitet, ikke opmærksom på, hvilke problemer, vi kunne forvente som resultat af masseindvandringen? Det var trods alt dem, der havde det som job at vide besked?

“Det må jeg sige nej til. Jeg er intet sted stødt på noget sådant. Det er jo påfaldende hvor lang tid, der gik, inden danske politikere fik øje på andet end det økonomiske aspekt af indvandringen – hvis man ser bort fra Mogens Glistrups rablende udtalelser om “muhammedanere”. Det gælder også Fremskridtspartiet indtil langt op i 1990erne. Det kulturelle og religiøse interesserede dem ikke.”

“Og i den forbindelse har det været et problem, at universiteterne udelukkende har haft en antropologisk tilgang til religionen, som altså betyder, at alt ligger til fri fortolkning, afhængigt af hvilke personer, man har med at gøre. Heroverfor kunne man have ønsket sig, at der også havde været plads til en essentialistisk holdning til islam, som havde fastholdt, at religionen altså har en kerne, og at der ikke er uendelige muligheder for at fortolke den – eller, som Jørgen Bæk Simonsen og andre hævder, at islam egentlig slet ikke findes. Men desværre har universiteterne ikke haft plads til begge tilgange.”

“Specielt i lyset af de stramninger, der skete i 2002, er det faktisk påfaldende, at universiteterne i voksende omfang skrider ud i retning af ikke at være til nogen hjælp for befolkningen, men gør alt til fri fortolkning. Det er mit indtryk, at man i stigende grad låser sig fast i en position, hvor man nægter at undersøge de kerner af religionen eller de adfærdsmønstre, der kendetegner mange muslimer.”

Islams essens
-Hvilke kerner skulle det være?

“Den første er vel fuldstændig klassisk: Islam er en lovreligion i modsætning til kristendommen, for man kan ikke bygge noget politisk program på Det Nye Testamente. Det andet er den fundamentale ulighedstænkning, der karakteriserer islam, som betyder, at ikke-muslimer har en anden værdi.”

– I sin bog While Europe Slept – og som Trykkefrihedsselskabets Bibliotek i øvrigt snart udgiver i dansk oversættelse – gør Bruce Bawer opmærksom på den skat, der hedder jizya, som muslimer mener sig berettiget til at opkræve af de vantro, og hvis de ikke magter at udskrive den, mener de sig berettiget til at få den ind ad andre veje – gennem kriminalitet eller ved at tage sig betalt gennem sociale ydelser?

“Jeg ved ikke, hvor godt unge muslimske mænd mellem 15 og 25, som er dem, der begår en stor del af kriminaliteten, er inde i Koranens tænkning. Jeg tror derimod, at de er vokset op med en kultur, der ser verden som fundamentalt ulige, og hvor de i kraft af at være muslimer har en højere status end andre. Men det betyder jo, at de marginaliserer sig selv, da de ikke vil deltage i samfundet på lige fod med os andre, og det kan betyde, at de tyr til kriminalitet. Nicolaj Sennels har jo netop påpeget, at det er meget vanskeligt at gøre noget ved f.eks. voldsdømte muslimers adfærd, fordi de ikke kan angre eller se, at der er sket noget galt. De har jo bare gjort det, de havde lov til.”

På vej mod et sammenbrud?
– Men tror du ikke i virkeligheden, at det kan ende med at blive de økonomiske aspekter af indvandringer, der vil fremtvinge en ændring? Vi har i Danmark verdens højeste skattetryk, der er fuld beskæftigelse, statens indtægter bliver ved med at vokse. Alligevel kan vi snart ikke åbne en avis uden at skulle læse om grumme nedskæringer på det ene offentlige område efter det andet. Hvad går pengene mon til? Det må vi åbenbart ikke få at vide.

“Det tal, jeg har set, viser, at den årlige nettoudgift til indvandringen fra den tredje verden er ca. 30 milliarder, men jeg er ikke sikker på, at det er denne udgift, der vil få korthuset til at ramle. Prøv at se på Sverige. Her er der ingen tvivl om, at deres velfærdsstat bliver ringere og ringere på grund af de enorme udgifter til indvandringen, men det har jo ikke medført nogen væsentlig holdningsændring. Den menneskelige tilpasningsevne er betydelig, og hvis forringelserne blot kommer gradvis, vænner man sig ofte til dem.”

“Det gælder ikke bare på det økonomiske område. Tal fra Sverige viser, at de anmeldte voldtægter overstiger 4.700 om året. I Danmark er det tilsvarende tal ca. 570, selv om den svenske befolkning kun er ca. dobbelt så stor. Der er altså ingen tvivl om, at det svenske tal er grotesk højt, og det må skyldes den muslimske indvandring. Men får det konsekvenser?”

Forrykt
– Hvordan kan det gå til, at den politiske klasse overhovedet ikke synes at have fået øje på problemerne?

“Det er ret forrykt. Jeg læste for nylig en rapport fra 2003 bestilt af den tidligere kommissionsformand i EU Romano Prodi. Den var bl.a. lavet af Tariq Ramadan, der har været så flink at foreslå et moratorium for stening af kvinder, og Umberto Eco. Den var hårrejsende. For at bane vej for den masseindvandring, som rapportørerne fandt ønskelig, anbefalede de direkte en massiv meningspåvirkning af europæerne, bl.a. ved at revidere skolebøgerne, omskole underviserne o.lign.”

– Kan du som historiker pege på en lignende begivenhedsrække, hvor den politiske klasse – af pænhed, selvindbildning eller hvad årsagen nu måtte være – har ført samfund ud i lignende problemer uden at være tvunget til det?

“Det bliver svært. Jeg tror faktisk, at vi i Europa står over for et nyt fænomen i forbindelse med den måde, vi opfatter os selv. Ifølge EUs ledere har Europa jo nærmest ikke nogen kultur, der er værd at beholde, og under alle omstændigheder mener de, at den let kan smeltes sammen med en arabisk kultur.”

“Hvis jeg overhovedet skulle relatere til noget, må det blive Det Radikale Venstre. Siden partiets stiftelse i 1905 har det på det værdipolitiske område altid stået på et meget ekstremt synspunkt, uden at de nogen sinde har kunnet se, at noget var galt. Det gjaldt først forsvarspolitikken. Så ville de ikke være medlem af NATO, selv om det var ret indlysende, at Vesteuropa stod over for en trussel fra kommunismen. Til gengæld plejede de omgang med Bondepartiet i DDR. Så kom fodnoteperioden, hvor man ofte glemmer, at de Radikale var mindst lige så ansvarlige som Socialdemokraterne. Det sidste bliver så indvandringen. Hele partiets politik er båret af en enorm idealisme, hvor man mener at kunne ophæve alt, hvad befolkningen traditionelt har betragtet som afgørende.”

“Hvis jeg skal inddrage det lange perspektiv, så er en af de alvorligste konsekvenser af Oplysningstiden, at man fuldstændig bryder med den tidligere forståelse af mennesket. Nu gik man over til at betragte mennesket som inderligt godt. Som en blank tavle, hvorpå der bare skulle skrives gode ting. Der var glimrende tænkere i Oplysningstiden, men på dette område leverede de en arv, der har dannet grundlaget for den vanvittige indvandringspolitik, vi har ført i disse år.”

Michael Jalving : Fra humanisme til realisme

Ny bog om dansk udlændingepolitik gennem 25 år leverer overbevisende dokumentation for 80er og 90er-humanismens forsøg på at afvikle Danmark som suveræn nation. Det lykkedes heldigvis ikke helt

Det er noget af en mobbedreng, adjunkt i historie på Ordrup Gymnasium og redaktør af tidsskriftet Nomos Morten Uhrskov Jensen smider i strandkurven. Hans nærmest minutiøse gennemgang af dansk udlændingepolitik gennem de seneste 25 år under titlen Et delt folk lander tungt og er dømt til at dele læserne i pro et contra.

Uanset hvad man måtte mene om forfatterens konklusioner – jeg mener, de er solide – er det umuligt ikke at respektere den stædige arbejdsindsats, det har krævet at samle de mange politiske udsagn, begivenheder og initiativer, som er blevet udlændingepolitikken til del i de forløbne år, og Uhrskov leverer dokumentation for alle pengene. Måske endda for meget, men det skal jeg vende tilbage til.

Forfald eller relativ succes?
Beretningen om Danmarks grænser eller snarere mangel på samme ligner ved første øjekast en klassisk forfaldshistorie. En forholdsvis lille gruppe humanistisk indstillede aktører – med tidligere chef i Dansk Flygtningehjælp og Folketingets senere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen samt en udsøgt skare af danske politikere fra flere partier med Socialdemokratiet i spidsen – formåede på ganske kort tid at vinde momentum og formøble den danske befolknings kontrol med, hvem der måtte opholde sig på dansk territorium ved at opnå hegemoni over, hvad man, fortrinsvis i den politiske klasse, måtte tænke og sige offentligt om indvandring og flygtninge. Og så lavede de en ny udlændingelov i 1983.

Den indebar, at flygtningebegrebet blev udvidet, sådan at det også automatisk inkluderede asylansøgere, og at der blev indføjet en række retskrav, bl.a. på familiesammenføring, i stedet for de mere pragmatiske, skønsmæssige afgørelser, som hidtil havde været reglen. Forfatteren konkluderer således:

”Det var altså i meget høj grad fortalerne for udlændinges retssikkerhed – på bekostning af statens mulighed for at regulere en eventuel tilstrømning af udlændinge til Danmark – der kom til at stå som sejrende i perioden op til og umiddelbart efter loven af 1983.”

Hvad enten dette anses for en god eller dårlig udvikling, var resultatet en eksplosiv indvandring til Danmark fra konfliktområder i det meste af verden, en eksplosion, som kun meget få – bortset fra Fremskridtspartiet – dengang forstod karakteren af.

Som beretningen tager form, forstår man imidlertid, at der ikke var tale om et fuldstændigt kollaps. Et i befolkningen tavst flertal eller mindretal, det kan diskuteres, holdt stand og forstod at bringe deres utilfredshed til torvs, ikke mindst takket være den altid udskældte ”racist”, ”fascist” og ”nazist” Søren Krarup, sådan at den nye, lempelige og i historisk forstand ekstremt liberale udlændingepolitik mødte stadig mere modstand for med folketingsvalget i 2001 at falde sammen som et korthus.

Jeg er godt klar over, at dette resumé til forveksling ligner det, som Dansk Folkeparti har taget patent på, men det er i hovedtræk bogens narrativ samt i mine øjne et korrekt historisk vue. Morten Uhrskov Jensens beretning bliver dermed til en noget mere positivt ladet historie, i hvert fald i hans optik. Forfaldet blev bremset, kurven knækket og humanismen afløst af en langt sundere realisme.

Og så alligevel ikke helt. For humanismen er sandt at sige genopstået i forbindelse med Muhammedkrisen, debatten om asylcentrene, administrative udvisninger, tørklæder og andet godt. Hvorfor det da også symptomatisk i Weekendavisens anmeldelse af bogen lyder: ”Farvel til foregangslandet”.

Det sidste er naturligvis rigtigt, om end det kan opfattes både negativt og positivt. Udlændingepolitikken har, som bogen viser krystalklart, i den grad kløvet befolkningen i to dele. Den ene for humanisme, den anden for realisme. Og sådan er det stadig, ganske enkelt fordi vi her er inde og røre ved selve statsmagtens elementarpartikler i form af konflikten mellem ven og fjende.

Savner syntese
Det hører dog også med til historien, at bogen i kraft af sin kronologiske opbygning bliver en smule blind overfor læsernes almindelige hensyn til tid, og forfatteren synes at ville have det hele med, revl og krat. Når man for 117. gang har hørt Socialdemokratiets Svend Auken eller Ole Espersen, de Radikales Bernhard Baunsgaard, SFs Ebba Strange eller Venstres Bjørn Elmquist citeret for, at politik handler om anstændighed og humanisme, så har man passeret brækgrænsen.

Visse steder nærmer genren sig referat, mens analysen udebliver, og jeg savner en klarere syntese, der kunne have været skåret over konflikten mellem det liberale og konservative hegemoni, som afløser hinanden i udlændingepolitikken med pendulfart. En klarere syntese ville også have medført en skarpere indholdsfortegnelse end den impressionistisk-journalistiske af slagsen, vi får.

En mere væsentlig indvending mod bogen er, at forfatteren synes at have en ringe fornemmelse for, at den danske misere netop består i en lempelig udlændingepolitik kombineret med en hjertensgod velfærdsstat, der præmierer alle, der opholder sig i landet, uanset hvad de bidrager med, eller hvordan de i øvrigt opfører sig.

Indvandring er ikke nødvendigvis et problem i sig selv, og kan under gunstige vilkår fremme et lands kulturelle dynamik, patriotisme og overlevelsesevne, sådan som USA er præmieeksemplet på. Problemet opstår først for alvor, når indvandring bliver til massiv indvandring og ledsages af en socialt pacificerende overførelsesøkonomi, som i en vis forstand garanterer kulturel ghettodannelse og glidende islamisering. Det er gift for almenvellet og i denne anmelders øjne just, hvad der er sket i Danmark indtil for nylig.

Disse kritiske bemærkninger til trods er der tale om en akademisk redelig, historisk informativ og politisk tankevækkende fremstilling af 25 års hed debat om et meget centralt emne i ethvert lands politiske situation og eksistens. Det er personer som Morten Uhrskov Jensen, der minder os om, at samtidshistorien kan noget, som hurtigere og mere overfladiske medier og mennesker ikke kan: bringe overblik og tegne de lange linjer bag en aktuel problemstilling. Det gør ”Et delt folk” til karakteren 12, som det jo hedder i dag.

Uhrskov: Foto © Snaphanen

Morten Uhrskov Jensen: ”Et delt folk.
Dansk udlændingepolitik 1983-2008”, Forlaget Lysias, 612 sider, 248 kr.