Det har min fulde  sympati. Men der er to, der kan “stoppe noget”.  Staten og én selv. Hvem skal gøre det  og hvordan ? Vel ikke  bare ved  at flytte  grønlænderne væk fra de somaliske  Übermenschen  ? De, der på egen hånd har skabt et af verdens mest suveræne og vellykkede  samfund. og nu genskaber en replika i Gellerup. En smule  som genskabelsen af Disneyland i  Marne-dalen, bare lidt mindre “inkluderende”. Deres idéelle bestræbelser er gået verden rundt på engelsk. se fotos.

A nameless group is up and showing support for Greenlanders
A nameless resistance group has taken responsibility for the action. There were banners hung up along the motorway in Denmark saying “stop Islamic racism” and “stop Islamic racism, long live Greenland.” Mohammed has also been hanged on lamposts around the country with signs hung around his neck with inscriptions like “pedophile highwayman.”  SIOE

“Die-hard Elmquist” : “Jeg har ikke læst bogen, men jeg mener det samme som i 1983”

“To thine own self be true, and it must follow, as the night the day,Thou canst not then be false to any man.Farewell; my blessing season this in thee!”

Normalt  er jeg ikke begejstret for  ældre herrer i bar røv, hverken legemligt eller  åndeligt,  men i dette tilfælde  havde  jeg det vældig sjovt med den Radikale nestor. Uhrskov har studeret emnet fuldtids  i seks måneder, Elmquist har fortrængt det i 25 år.    Morten Uhrskov på Nomosblog:

Hen imod slutningen af vores diskussion følte Bjørn Elmquist (Elmquist føler i det hele taget meget. Det er vel en kompensation for den kendsgerning, at han ikke har noget behov for at sætte sig ind i tingene) så trang til at give et eksempel på et land, der havde gjort det meget bedre end Danmark, når det gjaldt om at forstå, at muslimsk indvandring er en velsignelse. Af alle mulige faldt hans valg på Sverige. Hvis en underkæbe kan ramme gulvet, så må min have gjort det der. Men den var god nok. I Sverige, fortalte Elmquist, holdt de standarden. Der var selvfølgelig problemer, men de talte om dem, underforstået i en god tone. Den danske debat var derimod provinsiel, og det var jo trist, syntes Elmquist. Jeg anførte, at der i Sverige begås fem gange så mange voldtægter som i Danmark (forskellen i befolkningsstørrelse er selvsagt indregnet), at antallet af grove overfald er rystende højt, og at ghettoerne, f.eks. Rosengården i Malmø får Vollsmose til at blegne. Bjørn Elmquists svar på disse fakta var følgende: »Jeg må fastholde mit synspunkt«.

Efter denne frivillige udstilling af sin evne til at klare sig i en debat om udlændingepolitik var Bjørn Elmquist nødt til at fremføre, at Dansk Folkeparti betalte mig løn i seks måneder, så jeg havde mulighed for at færdiggøre arbejdet med bogen om den danske udlændingepolitik i perioden 1983 til 2008. Elmquist mente (han medgav, at han ikke havde læst bogen), at bogen var et bestillingsarbejde med nogle bestemte konklusioner, der skulle afspejle, at netop Dansk Folkeparti havde betalt min løn i en periode. Jeg tror ikke, Bjørn Elmquist nogensinde vil læse min bog om den danske udlændingepolitik.

Uriasposten har uploadet alle  ni bevaringsværige minutter på You Tube:Morten Uhrskov i Deadline mod Bjørn Elmquist. Man kan ikke vide, hvor længe den får lov at ligge, så hent den med  You Tube downloader.

Se nu her, svenske journalister

hvor  stærkt det går, når  presse og politi samarbejder. ER I medskyldige, eller er i medskyldige ikke? Der gik to døgn. Man kunne  spørge svenske ofre, de der endnu er i live.

En anholdt for mordforsøg i rugbyklub
En eftersøgt knivstikker skjulte sig i et skab, da politiet i dag trængte ind i en lejlighed i Københavns NV-kvarter. Den 23-årige sigtes som en af gerningsmændene til det blodige knivstikkeri i en rugbyklub på Amager, hvor tre blev kvæstet. Han har været på flugt siden den 22. maj, hvor han stak af fra en retssag i Københavns Byret. Det var politiets offentliggørelse i tirsdags af overvågningsfotos fra Amager, som førte til identifikationen af den 23-årige.   En anholdt for mordforsøg i rugbyklub

Systematisk chikane af kvinder

Hvordan behandler en kultur de “ikke stærkeste” – gamle, syge, fattige, dyr, børn kvinder ? Hvis skidt, fortjener den kun at blive  foragtet og bekæmpet, som den sygdom den er.  En dansk luksusblogger, der  bare  skriver for mentalhygiejnens skyld, kan godt få lidt skyldfølelser overfor de,  der skriver i Egypten, Iran, Kina Burma, for ren overlevelse. Man husker de  kvindelige, egyptiske bloggere i 2006 The Eid sexual  harrasment,  Mass sexual assault in downtown Cairo. Evig skam over dem, der har introduceret dette barbari i mit land. Og  har ødelagt England , Belgien , Holland og Sverige.

Almost half of Egyptian women are sexually harassed on a daily basis with more than half of Egyptian men admitting lewd behaviour, the Egyptian Centre for Women’s Rights has said.The group polled 2,020 people – including men and foreign women – in Cairo, and the centre’s director, Nihad Abul Qomsan, said that the figures showed harassment was on the rise.

Of those surveyed, 83 per cent of Egyptian women and 98 per cent of foreign women said they had been harassed at some point, while 46 per cent of Egyptian women and 52 per cent of foreign women said they were harassed daily.

Most women said they were harassed in the street or on public transport, with harassment defined as “any unwelcome behaviour of a sexual nature which makes women feel uneasy and gives them a feeling of insecurity”.

Abul Qomsan said that almost two-thirds of Egyptian men – 62 per cent – admitted harassing women, including those wearing Islamic headscarves.

“This shows that the belief that harassment is linked to women who wear indecent clothing is false,” she said, condemning the fact that in the deeply religious country women often feel responsible despite being victims. Nine.msm . En relativ nænsom Al Jazzeera  reportage

Pigen skal dø

Interview. Den tyrkiske forfatter Ayse Onal har forsket i æresdrab og interviewet en række mænd, der er dømt for at have slået deres kone, søster eller mor ihjel. Alene i Bradford forsvinder 200 piger med mellemøstlig baggrund hvert år.

Af PETER GRØNLUND

»Jeg stod midt imellem min egen stolthed og min søster. Jeg var nødt til at vælge en af dem. Enten ville min stolthed blive ødelagt, eller også måtte jeg ødelægge min søster. Der var ikke andre muligheder.« Sådan siger en af de mænd, som den tyrkiske forfatter og journalist Ayse Onal har interviewet i den kontroversielle bog Honour Killing med undertitlen Stories of men who killed, der netop er udkommet.

Honour Killing er et dybdegående forsøg på at komme helt tæt på de kulturelle og religiøse baggrunde for det, der i Vesten lidt fejlagtigt kaldes æresdrab. Ayse Onal, der til daglig bor i Istanbul, har forsket i problemet og brugt flere år på arbejdet med bogen, der består af ti interviews med mænd, der er dømt for at have slået deres kone, søster eller mor ihjel.

I gennem mange år har Onal skrevet og rapporteret om den politiske og religiøse situation i Tyrkiet og i Mellemøsten. Det arbejde er hun blevet hædret for med flere priser, både i hjemlandet og internationalt. Men ikke i alle kredse er hendes arbejde værdsat. Ekstremistiske islamister har flere gange truet med at dræbe hende, hun har siddet i fængsel, og i 1994 blev hun skudt efter at have skrevet en artikel, der antydede, at den tyrkiske regering var involveret i organiseret kriminalitet.

Arbejdet med Honour Killing har heller ikke været helt nemt. Bare det at få tilladelse fra det tyrkiske justitsministerium til overhovedet at tale med de fængslede mænd tog mere end et år, og ventetiden er nok ikke helt tilfældig, for tilsyneladende er den kritiske journalist stadigvæk hverken glemt eller tilgivet. I hvert fald ville ingen tyrkiske forlag udgive bogen, da den var færdigskrevet.

»Jeg ville da selvfølgelig gerne have, at min bog også skulle udkomme i Tyrkiet, men forlagene mente ikke, den vil blive læst, så derfor har de alle sammen afslået den,« svarer Ayse Onal på spørgsmålet om, hvorfor det var det engelske forlag Saqi, der udgav bogen og ikke et tyrkisk forlag.

Ayse Onal er ikke den første, der tager æresdrab op. Der findes både bøger og talrige artikler om emnet, men som regel er fokus rettet mod konsekvenserne af det. Honour Killing går tæt på de bevæggrunde, der førte til, at de interviewede mænd slog et familiemedlem ihjel.

Et fællestræk ved alle de dømte mænd er, at de op til drabstidspunktet har været under et kolossalt pres fra deres omgivelser; familien og folk omkring dem. De dræbte piger har alle det til fælles, at de er vokset op uden almindelige rettigheder og i en overvåget hverdag, hvor selv den mindste ting kunne tolkes som et anslag mod familiens ære og stolthed.

– Det kan være svært at forstå, at nogen vil slå deres datter eller kone ihjel, fordi de måske finder et ukendt nummer på hendes mobiltelefon eller noget andet, der kan virke som en bagatel. Hvordan definerer de interviewede mænd begrebet ære?

»Der eksisterer en misforståelse omkring begrebet æresdrab. Specielt i Europa. Æresdrab har faktisk slet ikke noget med ære at gøre. Drabene har at gøre med det arabiske ord iffet, som betyder kvinders seksuelle moral. Grunden til, at det bliver kaldt æresdrab, er, at ordet ære er den oversættelse, der kommer nærmest begrebet iffet. Men det er faktisk to vidt forskellige ting. En kvinde kan lyve, stjæle og snyde i skat, uden at det overhovedet går ud over denne form for moral, som iffet-begrebet dækker over, men at gå med en kort nederdel for eksempel bliver betragtet som noget seksuelt og dermed et problem.«

Ifølge Ayse Onal er 74 procent af alle kurdiske kvinder i Tyrkiet overbevist om, at de vil blive dræbt, hvis de er deres mand utro. Men et flygtigt rygte om, at en kvinde er set i selskab med en anden mand, kan være nok til at skabe grobund for sladder og bagtalelse i nabolaget og dermed også udløse familiens vrede i en sådan grad, at det ender med et drab – og skikken er tilsyneladende dybt rodfæstet i visse samfundsgrupper. I bogens afsnit om det tyrkiske par Ismail og Remziye, der ikke havde familiernes accept af deres forhold og derfor flygtede ud af landet, siger Ismail, at hvis hans søster havde gjort det samme, som de selv gjorde, ville han have dræbt hende.

– Hvordan var det at tale med de her mænd? Var der noget, der overraskede dig ved dem?

»Alt i alt mødtes jeg med 50 mænd, der er dømt for at have dræbt deres kone, søster eller mor, men det var kun de 16, der ville interviewes, og kun 10 ud af de 16 interviews havde substans nok til, at jeg kunne bruge dem. De seks, jeg måtte kassere, havde overhovedet ikke gjort sig nogen overvejelser om, hvad de havde gjort. Blandt dem, jeg kunne bruge, blev jeg specielt berørt af Murat, der har dræbt sin mor, og Battal, der har dræbt sin søster. Den smerte, de bar rundt på, gjorde, at de gerne ville fortælle deres historie, så andre måske kan blive forhindret i at gøre det samme, som de selv har gjort. Det gjorde et stort indtryk på mig. Jeg vil ikke sige, jeg blev overrasket over noget, men det var generelt meget trist at tale med dem alle sammen, og så var der selvfølgelig også dem, der ikke fortrød noget som helst, men tværtimod bare var glade for det, de havde gjort.«

– En af de interviewede mænd kalder dig en morder, fordi, som han formulerer det, du forsøger at dræbe en kultur og en tradition.

»Jeg tror ikke, han mente mig som person, men mere mig som repræsentant for et sæt værdier, han ikke bryder sig om. Folk som ham har brug for en fjende. De mener, at piger ændrer sig, fordi de tillægger sig ‘vores‘ måde at leve på. Det er kun kort tid siden, at premiereministeren her i Tyrkiet sagde, at amoralsk opførsel kommer fra Vesten. Det er en anden måde at sige det samme på, nemlig at en kultur og en tradition er ved at blive ødelagt. De ønsker ikke forandring, og de har brug for et fjendebillede.«

De interviewede mænd kommer fra forskellige mellemøstlige lande, nogle boede i landsbyer, andre i storbyer, og andre igen var emigreret til Europa, men alle har muslimsk baggrund – og generelt har de vestlige medier da også haft en tendens til at koble æresdrab sammen med islam. Ayse Onal mener, det er en alt for simpel sammenkobling.

»Jeg tror ikke, der findes en Gud, uanset hvilken religion man tilhører, der ville befale sådan nogle unødvendige dødsfald, som æresdrab er. Men muslimer har i dette tilfælde et problem. For det første, at ingen af de autoriteter, der har en stemme i den muslimske verden, taler imod æresdrab. De fleste æresdrab begås i islams navn, og når de religiøse ledere ikke tager problemet op, tolkes stilheden som en accept eller ligefrem en tilskyndelse. For det andet: I Tyrkiet siger 65 procent af befolkningen, at de hellere adlyder islams love end landets politiske love, så hvis de religiøse ledere tog problemet op, kunne de faktisk være med til at stoppe det.

– Hvis de religiøse ledere kunne være med til at ændre befolkningens værdier, men ikke gør det, er det så, fordi de er bange for, at det vil udfordre deres magt?

»Det er lige præcis det, der er problemet. De religiøse ledere bruger ikke deres magt til at ændre de kulturelle koder og forkerte opfattelser af kvinders rettigheder, fordi de er bange for at miste deres magt over masserne.«

– Hvis man skal se på grunden til den her form for drab, er det så i virkeligheden mere et spørgsmål om intolerance end religion?

»Sekulære mennesker i Tyrkiet mener ofte, at æresdrab er et problem, der oprindeligt stammer fra de kurdiske områder i Mellemøsten, og når man ser geografisk på, hvor der sker flest æresdrab, kan der faktisk være noget om det. Men i Palæstina, som er det land, der har det største antal æresdrab overhovedet, er der ingen kurdere. Jeg mener, det primært er religionen, der motiverer drabsmændene, ikke fordi islam tillader det, men fordi de religiøse ledere forholder sig passive over for problemet.«

Æresrelaterede forbrydelser har for længst spredt sig fra isolerede landsbyer i Mellemøsten til hele verden, også de moderne storbyer i den arabiske verden. Ifølge Ayse Onal fordi tilflytterne og emigranterne stædigt holder fast i deres traditioner, men også fordi fordomme og rygter gør det umuligt for dem at integrere sig. I forordet til bogen skriver den engelske menneskerettighedsaktivist Joan Smith, at alene i byen Bradford forsvinder 200 teenage-piger med mellemøstlig baggrund hvert år. Som regel efter en ferie i forældrenes eller bedsteforældrenes hjemland.

Men officielt begås der »kun« 12 æresdrab i England hvert år. Om de forsvundne piger bliver tvangsgift, er sendt på varig »genopdragelse« eller er blevet dræbt, er der ingen, der har forsket i, men politiet har for nylig erkendt, at der nok begås væsentligt flere æresdrab end det officielle tal. Onal mener, at problemet er generelt; medier og myndigheder overalt i Europa har kun kendskab til en meget lille del af de drab, der finder sted.

– Kan det overhovedet lade sig gøre at standse de her drab på piger og kvinder og for den sags skyld også tvangsægteskaber, som jo er en del af samme problem?

»Der er kun en måde at løse det på, sådan som jeg ser det. Et lands love må ikke være ordrer, og de må ikke bygge på forældede traditioner og religiøse regler, men de skal derimod være en kultur, som befolkningen har lyst til at leve efter. I Tyrkiet er der efterhånden ret hårde straffe for at begå et æresdrab, men det har ingen effekt på antallet af drab. Det er folks kulturelle værdier og koder, der skal ændres.«

Peter Grønlund er freelance-journalist. Weekendavisen

“Islam, this absurd theology of an immoral Bedouin, is a rotten corpse which poisons our lives”

Hvis der alene i Bradford forsvinder 200 piger af mellemøstlig oprindelse om året, hvor mange mon der så forsvinder internt i muslimske lande hvor der absolut ingen hjælp er at få? To kristne piger i Pakistan kidnappet og tvangskonverteret til denne moralsk udfordrede beduins absurde teologi, nu måske med udsigt til at blive handelsvarer. Alt sammen med den lokale domstols godkendelse. Her lades alt håb ude. Via Jihad Watch (LFPC):

Islamabad (AsiaNews) – District judge Mian Muhammad Naeem, of the section of Muzaffargarh, has ruled that the two Christian sisters “have converted in a legitimate manner to Islam”, and for this reason they cannot be “restored to their family of origin”. Setting aside the request from their father to regain custody of his daughters, the judge also admitted the “validity” of the marriage of the girls to two Muslims.

Saba Younas, aged 13, and her sister Anila [aged 10] were kidnapped last June 26 in the village of Chowk Munda, in the province of Punjab, where they had gone to visit their uncle, Khalid Raheel. […] Kidnapped Christian girls, judge ratifies marriage and conversion