Jeg tilegner  denne lille oversættelse fra Die Welt til tyskprofessor Per Øhrgaard, der  i den forgangne  uge sagde  til Politiken:

»Jeg synes, at asylpolitikken og Dansk Folkepartis position viser, at danskerne er blevet bange for verden. Vi vil godt have globaliseringen som en ensrettet gade, men vi vil helst ikke have, at den kommer til os«.

Blandt  fjender

I mange tyske bydele vover politiet sig knapt ind, fordi de straks bliver angrebet. Et besøg i “et  farlig sted” i Ruhr-området:

Endnu et par  skridt over  Viehofer Strasse, og en usynlig grænse er overskredet. Den er usynlig, der er  ingen advarsel om den på Essens bykort . Bagved grænsen gælder andre love.  Ved  Viehofer begynder “de farlige steder “. Sådan kalder det lokale politi, den nordlige del af det centrale Essen.  De “farlige steder” omfatter 35-40 gader. De lokale   embedsmænd kommer  kun i store grupper med politieskorte, når de  skal inspicere “kulturforeninger”, snackboder, mobiltelefonbutikker og internetcafeer.  De er  forsigtige  og høflige, som om de betræder  udenlandsk territorium.

I den nordlige del af  Essen er  forbrydelse  dagens orden. Parkeringsovertrædelser, narkotikasalg, hæleri, slagsmål , sort arbejde. “Det er ikke  acceptabelt, at dette er et juridisk tomrum”, sagde lederen af Essen vigtigste station, politichef Dietmar Jensen, i april 2007. Derfor er området af Nordrhein-Westfalens myndigheder udnævnt til  “farligt sted”. Siden da er strengere justits indført. “Men hvis vi løsner  grebet, taber vi området igen”.

“Problemer med vold mod politifolk er i de seneste år øget. Politiet skal i tiltagende grad  koncentrere sig om egen sikkerhed,”  formanden for den føderale politi union (BNP), Konrad Freiberg. “Hvis politifolk skal foretage en indsats, ved  de ikke  længere om de kommer godt fra det”.
Unge som selv kalder sig “arabere”, kender ingen grænser og respekt  mere.  Otte-årige  foreslår forbipasserende kvinder   samleje, smider fyldte vand balloner mod butikskunder på gaden går over for rødt lys og fremprovokerer trafikpropper. Hele tiden søger de  konflikter, også når  der er en patruljevogn i nærheden.  ”Dette er vores gade”, siger de.

Die Welt: Unter Feinden – koncentreret  uddrag  af artiklen, min oversættelse. Øhrgaard må jo mene, at politiet i Essen lider af en slags “etnocentrisk fobi” .  Læs resten !

“Fler poliser som är kvinnor och invandrare”

Jeg så godt læserbrevet i papiravisen i sidste uge. Og jeg kender forresten Nilsson som en pålidelig og vidende mand, der kunne skrive gode kronikker, hvis Sydsvenskan var interesseret i den slags. Det er de ikke.

För att få fler poliser som är kvinnor och invandrare har rapporten “Framtidens polisutbildning (SOU 2008:39)”, av bland andra rikspolischefen Bengt Svenson och Säpochefen Anders Danielsson, föreslagit att i stort sett samtliga fysiska och psykiska krav för att bli polis ska slopas. På sidorna 15 och 16 skriver rapporten följande:

“Vissa av de krav som gäller i dag vid antagningen till polisutbildningen kan emellertid slopas. Hit hör de nuvarande kraven på svenskt medborgarskap, de fysiska kraven (styrka, kondition, simning), de personliga egenskaperna (lämpligheten för polisyrket) och svenskprovet. Genom att ta bort dessa krav bör skapas större förutsättningar att rekrytera kvinnor och personer med utländsk bakgrund”.

Jag ser rapportens förslag att slopa dessa krav som ett hån mot alla poliser som har haft just dessa krav när de antogs till polisutbildningen.

Paul Nilsson” “Ett hån mot alla poliser – se mere på den fortrinlige blog “Muslimska Friskolan”

“Monokulturel sommerferie”

Ingen der færdes i København i disse sommedage, har undlagt at bemærke at herrer i pyjamas, ægte ørkenbeduiner* og damer udklædt til omvendt sækkevæddeløb, er betydeligt færre end til daglig. Et slag på tasken – en formindskning med 60-70 %. Da jeg ikke har melding om at de er i Hornbæk, Skagen eller Blåvand, må man tro at de er hjemme i de lande de er flygtet fra, for at tjekke om de stadig er uvenner med de indfødte magthavere. Det er nok også nu, de går og bider negle i Undenrigsministeriet for, om Hamas skulle benytte sommeren til en rask offensiv mod Israel, at Pakistan bliver ramt af jordskælv, eller at Tyrkiet bryder sammen i tørklædestridigheder. Hvor mange evakueringer af danske pasholdere der skal til, før der er folketingsflertal for at be dem blive derhjemme og få pensionen tilsendt fra Vestager og Østergaard, med venlig hilsen og tak for besøget – det er ikke godt at vide. Det forlyder at politiet har en velundt rolig tid. (* foto: før ferien, kraftig zoom, © Snaphanen )

En utilsigtet indrømmelse

Britiske Channel 4 viser en dokumentar om Koranen – trods en relativt beskeden procentandel i samfundet giver muslimerne af en aller anden grund anledning til betydeligt større opmærksomhed – og som forventeligt afføder den et hylekor af forargelse fra de implicerede parter. Det må de selv ligge og rode med. Hvad der derimod er tankevækkende er den upåtalte indrømmelse af vi vantros mindreværd, og vores status af fjender der skal bekæmpes. Når vi siger dette, er vi islamofober som overser at islam er mange forskellige ting – når en shia-muslimsk leder siger det samme, er det taget for givet, og bare registreret i en bisætning. Verden anno 2008 (LFPC).

One of those who signed the letter to Channel 4 was Yusuf al-Khoei, grandson of Grand Ayatollah Sayyid Abul-Qassim al-Khoei, spiritual leader for much of the Shia world until his death in 1992. He told the Guardian: “The film-maker depicted Shia Islam as a foreign belief system that has no place in Islam. It promoted the idea that Shias, as well as Wahhabis, are extremists. It even featured one academic, Taj Hargey from Oxford, referring to Shias as sinners. There are already people who think of us as kaffirs [infidels], and a primetime documentary airing these opinions will only inflame that view and provide justification for sectarian hatred and violence.” [min fremhævelse, LFPC] Misleading and defamatory: Channel 4 accused over documentary on Qur’an

Alt imens, i et parallelt univers: “Det officielle Danmarks etablering af et parallelsamfund”

Måske er det ikke fair at fremdrage Ole Espersen fra historiens glemsel. Ligesom Bjørn Elmquist og Jørgen Poulsen kunne man for Espersens vedkommende tale om et syndrom karakteriseret ved rigid antiautoritet, altså et begreb af typen ‘oxymoron’, et selvnegerende udtryk. Rigiditet associeres jo netop med autoritære holdninger, men dets mindre velbeskrevne modsætning har overtaget mange af fjendens karaktertræk – bare med modsat fortegn. Disse institutioner i den danske debat er måske så rundet af en anden tid, at de ikke retfærdiggør fremhævelse for andet end spot og hån for adspredelsens skyld. Når jeg alligevel, her i agurketiden, holder Espersen ud mellem to fingre for Snaphanens læsere, er det fordi han godt her kan ses bekræfte nogle formodninger jeg længe har haft: At vores modstandere på venstre- og kulturradikale fløj allerede nu er ved at komponere en alternativ forklaring på det sammenbrud for multikulturalismen som bliver vanskeligere og vanskeligere at ignorere – en slags dolkestødslegende, hvor onde, uanstændige gammeldanskere ved deres afvisning og manglende forståelse for at vi lever i en globaliseret verden har kuldsejlet de ellers så smukke visioner.

Vi er ved at opbygge et parallelsamfund, bygget på en forskelsbehandling, som vil føre til alt andet end ‘sammenhængskraft’.

Dannelsen af et parallelsamfund med henblik på indvandreres og flygtninges forhold møder generel modstand. […]

… at vi ‘danskere’ i de senere år i fred og ro har etableret, hvad der kun kan kaldes et parallelsamfund for de mange udlændinge, der befinder sig her i landet, eller som måske, efter at være blevet danske statsborgere, fortsat bærer udenlandsk klingende og naturligvis især muslimske navne.

Det er ikke overraskende, at det ikke fører til samme frygt, når det er vores egne behov, vi tror, vi søger dækket, og ikke andres behov for at lade dem – på visse områder – følge deres skik og brug. Vi er så også villige til at acceptere, hvad der jo i højere grad er en udskubningseffekt end sammenhængskraft.

Dette parallelsamfund er ikke bygget i løbet af en måned eller et år. Det er opstået ved en række forskellige initiativer taget og vedtaget i adskillige år – initiativer, der alle nok må føles negativt af de berørte. Og ikke positivt således som et parallelsamfund indført af dem selv måtte antages at gøre. […]

Når vi nu er ved Folketinget: Det er ikke længe siden, at flere folketingsmedlemmer, valgt på Grønland af et af vore folketingspartier, blev omtalt i en stærkt nedladende tone: »De er lige kommet ned fra indlandsisen, og så tror de at…«. Man mener, at de ikke burde stemme i sager, der ikke direkte vedrører Grønland. Man kunne næppe tænke sig medlemmer fra det sydlige Danmark behandlet på samme måde, selv om de måske kom fra et afgrænset geografisk område. De pågældende grønlandske medlemmer fik parallelsamfundet at føle. Men de har jo også en anden etnisk baggrund end den sædvanlige. […]

Megen snilde udfoldes af det danske folketing for at så tvivl om de fremmedes loyalitet og lovlydighed. De afkræves troskabs- og loyalitetserklæringer i stigende omfang. […]

Vist for første gang har man i Folketinget i fuld alvor diskuteret, hvad man ville gøre, hvis en suppleant blev indkaldt, og den pågældende mødte op med en bestemt påklædning. […] Jeg har meget bevidst sparet læserne for en omtale af, at vi nu også vil fastsætte regler om tilladelig påklædning for parallelsamfundets medlemmer. Kriteriet for, om man tilhører det ene eller det andet, er oftest, om man har dansk eller fremmed statsborgerskab […] {mine fremhævelser, LFPC]Ole Espersen: Det danske parallelsamfund

I et parallelt univers, hvor tørklæder bare er “påklædning”, og “de pågældende grønlandske medlemmer fik parallelsamfundet at føle” ikke har med den etniske fordrivelse fra Gellerup at gøre (Espersen har højst tænkeligt slet ikke hørt om dette) (LFPC).