Jeg tilegner denne lille oversættelse fra Die Welt til tyskprofessor Per Øhrgaard, der i den forgangne uge sagde til Politiken:
»Jeg synes, at asylpolitikken og Dansk Folkepartis position viser, at danskerne er blevet bange for verden. Vi vil godt have globaliseringen som en ensrettet gade, men vi vil helst ikke have, at den kommer til os«.
Blandt fjender
I mange tyske bydele vover politiet sig knapt ind, fordi de straks bliver angrebet. Et besøg i “et farlig sted” i Ruhr-området:
Endnu et par skridt over Viehofer Strasse, og en usynlig grænse er overskredet. Den er usynlig, der er ingen advarsel om den på Essens bykort . Bagved grænsen gælder andre love. Ved Viehofer begynder “de farlige steder “. Sådan kalder det lokale politi, den nordlige del af det centrale Essen. De “farlige steder” omfatter 35-40 gader. De lokale embedsmænd kommer kun i store grupper med politieskorte, når de skal inspicere “kulturforeninger”, snackboder, mobiltelefonbutikker og internetcafeer. De er forsigtige og høflige, som om de betræder udenlandsk territorium.
I den nordlige del af Essen er forbrydelse dagens orden. Parkeringsovertrædelser, narkotikasalg, hæleri, slagsmål , sort arbejde. “Det er ikke acceptabelt, at dette er et juridisk tomrum”, sagde lederen af Essen vigtigste station, politichef Dietmar Jensen, i april 2007. Derfor er området af Nordrhein-Westfalens myndigheder udnævnt til “farligt sted”. Siden da er strengere justits indført. “Men hvis vi løsner grebet, taber vi området igen”.
“Problemer med vold mod politifolk er i de seneste år øget. Politiet skal i tiltagende grad koncentrere sig om egen sikkerhed,” formanden for den føderale politi union (BNP), Konrad Freiberg. “Hvis politifolk skal foretage en indsats, ved de ikke længere om de kommer godt fra det”.
Unge som selv kalder sig “arabere”, kender ingen grænser og respekt mere. Otte-årige foreslår forbipasserende kvinder samleje, smider fyldte vand balloner mod butikskunder på gaden går over for rødt lys og fremprovokerer trafikpropper. Hele tiden søger de konflikter, også når der er en patruljevogn i nærheden. ”Dette er vores gade”, siger de.
Die Welt: Unter Feinden – koncentreret uddrag af artiklen, min oversættelse. Øhrgaard må jo mene, at politiet i Essen lider af en slags “etnocentrisk fobi” . Læs resten !
“Fler poliser som är kvinnor och invandrare”
Jeg så godt læserbrevet i papiravisen i sidste uge. Og jeg kender forresten Nilsson som en pålidelig og vidende mand, der kunne skrive gode kronikker, hvis Sydsvenskan var interesseret i den slags. Det er de ikke.
För att få fler poliser som är kvinnor och invandrare har rapporten “Framtidens polisutbildning (SOU 2008:39)”, av bland andra rikspolischefen Bengt Svenson och Säpochefen Anders Danielsson, föreslagit att i stort sett samtliga fysiska och psykiska krav för att bli polis ska slopas. På sidorna 15 och 16 skriver rapporten följande:
“Vissa av de krav som gäller i dag vid antagningen till polisutbildningen kan emellertid slopas. Hit hör de nuvarande kraven på svenskt medborgarskap, de fysiska kraven (styrka, kondition, simning), de personliga egenskaperna (lämpligheten för polisyrket) och svenskprovet. Genom att ta bort dessa krav bör skapas större förutsättningar att rekrytera kvinnor och personer med utländsk bakgrund”.
Jag ser rapportens förslag att slopa dessa krav som ett hån mot alla poliser som har haft just dessa krav när de antogs till polisutbildningen.
Paul Nilsson” “Ett hån mot alla poliser – se mere på den fortrinlige blog “Muslimska Friskolan”
“Monokulturel sommerferie”
Ingen der færdes i København i disse sommedage, har undlagt at bemærke at herrer i pyjamas, ægte ørkenbeduiner* og damer udklædt til omvendt sækkevæddeløb, er betydeligt færre end til daglig. Et slag på tasken – en formindskning med 60-70 %. Da jeg ikke har melding om at de er i Hornbæk, Skagen eller Blåvand, må man tro at de er hjemme i de lande de er flygtet fra, for at tjekke om de stadig er uvenner med de indfødte magthavere. Det er nok også nu, de går og bider negle i Undenrigsministeriet for, om Hamas skulle benytte sommeren til en rask offensiv mod Israel, at Pakistan bliver ramt af jordskælv, eller at Tyrkiet bryder sammen i tørklædestridigheder. Hvor mange evakueringer af danske pasholdere der skal til, før der er folketingsflertal for at be dem blive derhjemme og få pensionen tilsendt fra Vestager og Østergaard, med venlig hilsen og tak for besøget – det er ikke godt at vide. Det forlyder at politiet har en velundt rolig tid. (* foto: før ferien, kraftig zoom, © Snaphanen )
En utilsigtet indrømmelse
Britiske Channel 4 viser en dokumentar om Koranen – trods en relativt beskeden procentandel i samfundet giver muslimerne af en aller anden grund anledning til betydeligt større opmærksomhed – og som forventeligt afføder den et hylekor af forargelse fra de implicerede parter. Det må de selv ligge og rode med. Hvad der derimod er tankevækkende er den upåtalte indrømmelse af vi vantros mindreværd, og vores status af fjender der skal bekæmpes. Når vi siger dette, er vi islamofober som overser at islam er mange forskellige ting – når en shia-muslimsk leder siger det samme, er det taget for givet, og bare registreret i en bisætning. Verden anno 2008 (LFPC).
One of those who signed the letter to Channel 4 was Yusuf al-Khoei, grandson of Grand Ayatollah Sayyid Abul-Qassim al-Khoei, spiritual leader for much of the Shia world until his death in 1992. He told the Guardian: “The film-maker depicted Shia Islam as a foreign belief system that has no place in Islam. It promoted the idea that Shias, as well as Wahhabis, are extremists. It even featured one academic, Taj Hargey from Oxford, referring to Shias as sinners. There are already people who think of us as kaffirs [infidels], and a primetime documentary airing these opinions will only inflame that view and provide justification for sectarian hatred and violence.” [min fremhævelse, LFPC] Misleading and defamatory: Channel 4 accused over documentary on Qur’an
Alt imens, i et parallelt univers: “Det officielle Danmarks etablering af et parallelsamfund”
Måske er det ikke fair at fremdrage Ole Espersen fra historiens glemsel. Ligesom Bjørn Elmquist og Jørgen Poulsen kunne man for Espersens vedkommende tale om et syndrom karakteriseret ved rigid antiautoritet, altså et begreb af typen ‘oxymoron’, et selvnegerende udtryk. Rigiditet associeres jo netop med autoritære holdninger, men dets mindre velbeskrevne modsætning har overtaget mange af fjendens karaktertræk – bare med modsat fortegn. Disse institutioner i den danske debat er måske så rundet af en anden tid, at de ikke retfærdiggør fremhævelse for andet end spot og hån for adspredelsens skyld. Når jeg alligevel, her i agurketiden, holder Espersen ud mellem to fingre for Snaphanens læsere, er det fordi han godt her kan ses bekræfte nogle formodninger jeg længe har haft: At vores modstandere på venstre- og kulturradikale fløj allerede nu er ved at komponere en alternativ forklaring på det sammenbrud for multikulturalismen som bliver vanskeligere og vanskeligere at ignorere – en slags dolkestødslegende, hvor onde, uanstændige gammeldanskere ved deres afvisning og manglende forståelse for at vi lever i en globaliseret verden har kuldsejlet de ellers så smukke visioner.
Vi er ved at opbygge et parallelsamfund, bygget på en forskelsbehandling, som vil føre til alt andet end ‘sammenhængskraft’.