Selvom jeg kun var 22 da Glistrup bragede ind på scenen, kunne jeg godt se der var noget uhjælpeligt infantilt ved ham. Han var vokset skævt. Noget var overudviklet, det meste andet underudviklet. Han faldt udenfor det psykologiske normalspektrum. Det underlige var, at så mange ikke kunne se det og stadig ikke kan, men det siger nok mest om folks dømmeskraft i al almindelighed.
Når det i EB hedder “‘Glistrup var en stor politiker’, må jeg le råt og hjerteløst. Glistrup savnede stort set enhver af de kvaliteter, der er nødvendige for bare at være en almindelig rugbrøds-politiker. Han havde hverken fornemmelse for samarbejde, det politiske spil eller følelse for hvad der rørte sig i befolkningen. Derfor savnede han også enhver kvalitet, en populist må have.
Når man nu er et juridisk geni, men ellers håbløs på alle andre områder – han kunne ikke køre bil, trods kørekort, ikke koge et æg uden at det brændte på, at han ikke kunne ramme én ren tone i en sang, han var sindbilledet på en personlighed blottet for gehør, – så peger det hen imod at han var en højtfungerende autist, altså Aspergers Syndrom, hvad der ikke er noget degraderende i.
Man kan være et udmærket menneske for det, det var Albert Einstein også. Men så sandt som politik handler om det almene, så var det omtrent det sidste Glistrup skulle have kastet sig over. Kun er karriere som operasanger kunne vel mislykkes mere eklatant for ham, så falsk som han sang. Glistrup ville ikke det han kunne, og kunne ikke det han ville.
Han må i enestående grad have manglet personer i sin nærhed, der kunne beskytte ham mod sig selv og forhindre ham i at lægge sit liv, sin forretning, sit parti øde med megalomane fantasier om egne evner. Hvis han overhovedet kunne beskyttes. Han var ikke nogen “modig mand”, for han manglede tvivlens og frygtens nådegave, og hvis han overhovedet var martyr, var han det som et offer for sig selv. Men kedelig, det var han ikke, og det er, hvad de fleste politikere er.
Hvordan nogle kunne “hade og afsky” ham, er mig ubegribeligt. Hvordan kan man hade et forvokset barn, der er en fange af sin skæbne ? Søren Krarup, der mødte ham flere gange, kalder ham ‘elskelig.’ Set udefra var Glistrup snarere en tragisk figur, en hjælpeløs Don Quijote. Han bekæmpede staten, og staten vandt naturligvis.
Det sidste man kan spørge sig er: Glistrup var med til at sætte gang i kritikken af indvandringen, men jeg hælder til, at han satte den igang på den forkerte fod og skadede sagen mere end han gavnede den. En mand der udtaler sig sådan her, er givetvis ikke den bedste at spille på hold med:
– Självklart är jag rasist. Det är alla goda danskar. Antingen är man rasist eller också är man landsförrädare, sa han då. (Berlingske 1999 via Expressen)
En ønskemodstander for enhver anstændighed. Når Politiken skriver “Mogens Glistrup blev en af de politikere, der har haft størst betydning for den politiske udvikling“, er det skudt helt ved siden af. Farverig og indflydelsesrig er ikke det samme.
Han greb netop ikke sit øjeblik, fordi han ikke kunne, han formøblede alt og mere til, og det er altså ikke nok for eftertiden at Glistrup lærte Kjærsgaard lektien om, hvordan politik ikke skal drives.
Glistrup forblev en kuriøs parentes. Han kom selv til at sørge for det, det stod i kortene fra begyndelsen. (Der er masser af nekrologer at læse, de er behørigt venlige og ordentlige, som de jo også bør være. Dette er jo ikke en avis, så den er lidt anderledes.)
Hvordan gik det så med “integrationen” i Värnamo ?
(Smålandsk by, 18.400 indbyggere). Ikke noget videre, som man kan se. Der søges kommunale penge til dette :
Var elfte kommuninvånare i Värnamo kommun är från Bosnien. Många av dem börjar bli gamla och det är lätt att de blir isolerade. För att bryta isoleringen vill bosniska föreningen öppna dagcentral och en vårdavdelning med bosnisk personal. Fler än 600 bosnier i Värnamo är över 65 år……..Föreningen vill skapa en slags dagcentral för äldre. Redan idag finns ett bibliotek med 450 böcker på bosniska, filmer osv. Men målet är framförallt att träffas och prata…..Men bosniska föreningen anser också att det finns behov av en vårdavdelning med 12 – 16 platser, där personalen ska vara bosnisk. Det ska också serveras bosnisk mat, för det är svårt för äldre att äta ordentligt om inte maten är välbekant säger Sead Maslan. Nu vill de ha projektbidrag för att komma igång, för bosniska föreningen är redo. SR.SE
Kort sagt – det gik stort set slet ikke. SR påstår at “de har glemt deres svenske sprog”. Det lyder ganske lidt troværdigt. Måske dette var en idé ? Ditt islamiska vårdföretag. I den pakistanske enklave i København, er “integrationen” heller ikke imponerende. Selvudråbte talspersoner som Bashy Qureshi og Rushy Rashid skammer sig, men når der alene i Punjab forekommer 1000 sådanne mord om året (Amnesty), så må det jo ske med visse mellemrum, så de skulle egentlig skamme sig hele tiden. Det ses at de nugældende hårde danske straffe for barbariet, har fået deres landsmænd til at lægge drabene ud i entreprise i hjemlandet. Det er dog altid noget, at det ikke myrderiet foregår i relativ uforstyrrethed, som fra svenske altane . En pakistansk taxa-chauffør demonstrerer, at det eneste danske ved ham, er hans pas:
De fleste af chaufførerne kommer fra det samme område i Pakistan, som svigerfamilien til den dræbte. En fortæller, at den myrdede Tahira Tabassums mand også kører taxa, men at de ikke har set ham et stykke tid. Chaufførerne taler om ‘dem’ og ‘os’. – Når I ikke vil afskaffe jeres ytringsfrihed, så skal vi vel heller ikke afskaffe vores love, siger én. EB 2.7.2008
“The civilization that forever dodges maturity will never live to a ripe old age”
Diana West afdækker sammenhænge mellem fænomener der vel taget hver for sig er velkendte hos de kulturkritikere vi her, såvel som andre blogs med samme udgangspunkt, gerne refererer til. Måske hendes budskab er for kompromisløst for de fleste af os; jeg vil gerne tilstå at høre til dem der altid har sat en dyd i at “define[ ] [myself] by an eternally youthful pliance and infinite openness”, og det er ikke noget man sådan kaster af sig i en fremskreden alder. Spørgsmålet er vel, om ikke netop “openness” er det som f. eks. forhærdede kulturradikale selv har brug for, når de nu er stivnet i rigid selvgodhed og dyrkelse af kønne idealer? (West skelner dog nok her mellem at søge målrettet tilbage til gamle dyder, kontra flagrende søgen efter nye kicks og impulser.) I den grå virkelighed må man således selv prøve at navigere mellem afvisning at værdirelativismen, samtidig med at man stadig kobler af med rockmusik og generel åbenhed for nye impulser. Fremragende øjenåbnende interview, som bør læses i sin helhed. Her kun nogle uddrag (LFPC):
(foto: Diana West i København, juni 2008, © Snaphanen)