Svenske mediers diskretion er total. De nævner ikke med ét ord, at han udstiller sine tegninger i Schweiz. Terrorisér en svensk journalist. Det er taknemmeligt. Mindre i Norge :

Utstillingen i Sveits åpnet i helgen, men kunsthallen har valgt å holde en lav profil for å unngå demonstrasjoner. Bildene henger ikke på veggen, men vises diskret frem i en ringperm, som er merket med advarselen: “Dette utstillingsbidraget kan såre dine religiøse følelser eller overbevisning.” Det er ikke bare muslimer som kan bli såret av utstillingen. Etter at en muslim spurte Vilks om hvorfor man ikke også kunne angripe jødene tegnet han Moses som hund. I tillegg kan publikum finne en tegning av Jesus som en elefant.
Til tross for at bildene er kjent for de fleste, har de aldri blitt stilt ut. Tegningene var opprinnelig ment for en utstilling i Värmland sommeren 2007, men ble fjernet like før utstillingen åpnet på grunn av frykt for sikkerheten. Siden har Lars Vilks forsøkt å stille ut bildene både i Norge og Sverige, uten hell.
Stiller ut Muhammed-karikaturer , Kunsthalle Luzern, katalog

Revolution på Aftonbladet

20 till 25 svartklädda pojkar och unga män, med invandrarbakgrund.

– Nån skrek ”jävla svennehora” åt mig. Jag svarade ”håll käften”.

Hon slogs ner – av 20 killar- gem en kopi ! . (Af uransagelige grunde  er originalartiklerne på LT ikke  tilgængelige  pt.)

Sov trygt: Håndgranater og maskinpistoler er “mellem grupperne”

Nu har vi over nogle dage set forsikringer fra vagthavende politifolk om at denne eller hin voldsepisode intet som helst havde med krigen mellem rockerne og indvandrerbanderne at gøre, det var nogle helt andre ikke nærmere præciserede mennesker det drejede sig om. Folk der bor der, kontra folk udefra, f. eks. Det kender vi jo alle. Man bliver lidt sur på dem der bor der, og så smider man en håndgranat og kortslutter vejbelysningen, ikke sandt. Nu lyder der noget klarere meldinger – der er faktisk en konfrontation mellem rockerne (dem der bor her) og indvandrerbanderne (dem der kommer udefra). Fra de seneste dages nedtoning til, nu, denne erkendelse. Et lille paradigmeskift. Jeg har ikke noget at have det i, men jeg har en vis fornemmelse af at dette skift er kommet som følge af at der er givet grønt lys et sted højere oppe fra. Man ville først sondere terrænet for at se om man kunne tie konflikten ned. Nu er det så besluttet at tage tyren ved hornene. Men bemærk, at man er omhyggelig med ordvalget – der er ikke tale om “krig”. Jeg kan altså ikke frigøre mig for en mistanke om at disse udmeldinger og ordvalget her afspejler grundige overvejelser – nogle i hierarkiet er ved at gøre grønne grise i hoserne af skræk for perspektiverne i dette.

[…] [Politidirektør Jørgen Ilum, Østjyllands Politi] afholder sig fra at kalde opgørene mellem rockere og indvandrere for en krig, men fastslår, at Østjyllands Politi i øjeblikket gør alt for at få et overblik over gruppernes gøren og laden.

»Hvis der skulle være optræk til yderligere sammenstød, vil vi være på forkant med tingene.«[…]

Grupperne bruger hårdhændede metoder for at afskrække konkurrenterne på narkomarkedet. Håndgranater, maskinpistoler og beboelseskvarterer er en farlig cocktail, men Jørgen Ilum forsikrer, at århusianerne kan være ganske trygge.

»Hvis der skulle ske mere, så vil det være hændelser, der indebærer aktion fra en gruppering over for en anden. Det er ikke noget borgerne behøver at frygte. Det er noget, der foregår mellem de grupperne,« siger han. [mine fremhævelser, LFPC] Politi: Grupper kæmper om narkomarked

Med andre ord, ikke noget som et par ørepropper ikke kan klare. Sov blot trygt videre (LFPC).

Vores lille ø i et ocean af uvidenhed

At opdage blogosfæren efter Motoon var en redningsplanke for mig. Uden den ville jeg sikkert have haft et helt andet ståsted i debatten i dag; måske ville jeg, alene ud fra mediernes udeladelser, være blevet lullet ind i en falsk følelse af tryghed, en illusion om samfundets grundlæggende stabilitet i de kommende årtier. Jeg ved det ikke. Men at opdage denne verden af ressourcer og ligesindede, når man nu i det daglige ingen som helst mulighed har for at diskutere emnerne her, har været en øjenåbner. Det er vel de allerfærreste af os der har nogen egentlig dybtgående viden om fredens religion, jeg har i hvert fald ikke, men det tager ikke lang tids læsning at lære at kunne opstille problematikken uendeligt mere nuanceret og kvalificeret end flertallet af journalister kan, og at kunne gennemskue manipulationen og udeladelserne hos den faste stab af indkaldte eksperter i mainstreammedierne.

Men man skal alligevel være påpasselig med ikke at tage for meget baggrundsviden for givet. Jeg har talt med ellers velinformerede folk der ikke vidste hvem Ayaan Hirsi Ali eller Geert Wilders var. Baron Bodissey på Gates of Vienna har en interessant parallel til denne problematik set fra hans amerikanske ståsted. Både i USA og i Europa er den helt store hurdle overhovedet at få etableret vores dagsorden og almenviden i massemedierne. Det er derfor jeg tit hævder, at noget egentligt gennembrud først kommer på den anden side af ragnarok, når virkeligheden ikke længere kan fortrænges. Baronen siger noget tilsvarende efter at have truffet nogle slægtninge (LFPC):

[…] “So you don’t think much of Barack Hussein Obama, huh?” I asked her.

“Is ‘Hussein’ really his middle name?” she asked in astonishment.
– – – – – – – – –
“Yes, indeed. Barack Hussein.”

“Is he named after his father?”

“Well, it’s from his father’s side. The Arab side of the family.”

“Are you serious?”

“Sure! You really didn’t know?”

“It’s the first I’ve heard about it.” […]

My relatives are not stupid people. They’re regular folks, but they’re not dumb. Some are college-educated; some aren’t.

But they aren’t intellectuals, and they’re not voracious readers like Dymphna and I are. They get their political information from a quick glance at the front page of The Baltimore Sun, or from the TV – CNN and ABC News, maybe, but not from C-SPAN or the talking-head shows, and not from the internet.

Running a Counterjihad blog keeps me fairly well-informed. It also allows me to swim in an information pool with a lot of other fish that share the same environment. But it’s important to remember that this is a very small pool.

Most people have no idea about what you and I take for granted. The Koran, the hadith, the sunna, the Caliphate, the Muslim Brotherhood, the Project, the imminent Islamization of Europe, the extensive corruption of American governmental and academic institutions by Saudi money, the looming demographic disaster, the upcoming collapse of the welfare state in all Western societies – they have no idea what these issues are about. I might as well be speaking Patagonian when I bring such topics up.

The Left owns the means of communication in the West. This is why John McCain, David Cameron, Fredrik Reinfeldt, and Nicolas Sarkozy are the best we can hope for. The Gramscians control the media, so these pitiful lukewarm namby-pamby imitations of conservatives are our only choice. They’re the absolute limit when it comes to electable conservative leaders, and they fall laughably short of being good enough. The fact that they are better than Barack Obama, Gordon Brown, Mona Sahlin, and Jacques Chirac is scant comfort. When the crunch comes, they’ll be scarcely more help than their leftist counterparts.

Seven years on, and nothing much has changed. Nothing can change as long as the media are in the hands of the enemy.

I first broached this theme two years ago, and there is still no way around it: without a significant Counterjihad voice in the mass media, there is almost no hope that anything substantial can be done. The entire system will simply have to collapse of its own weight. Only after it comes crashing down can change occur. We’ve Got Our Work Cut Out for Us