Turn, turn, turn, Prædikerens Bog, kapitel tre:

A time to be born, a time to die
A time to plant, a time to reap
A time to kill, a time to heal
A time to laugh, a time to weep

Inden “nykomlinge”, der har været igennem den danske folkeskoles…..nå ja, kaster sig over Koranen – en bog der ville have  været inderligt ligegyldig, havde det ikke været for tingenes tilstand og det Radikale Venstre & co. Så læs Højsangen, Job´s Bog og Prædikerens bog, bare for at få en fornemmelse af det litterære og menneskelige niveau, som sjældent modsvares af det man kan høre  i radioen, når den forvoksede kordreng domprovsten,  messer fra Københavns Domkirke. (hør også deres Dylan – My Back Pages og  Mr. Tambourine Man.)

Don’t mention the jihad: En sitcom uden ende

Ikke blot vi har bemærket modviljen mod at beskæftige sig med Mumbai-terroristernes bevæggrunde. Her blot nogle pluk fra indlæg der fokuserer på den forkrampede virkelighedsfornægtelse, hvor det mest absurde eksempel måske er CNN-intervieren der troskyldigt spørger “Now why would an extremist group target a Jewish house of worship?”. Jeg kaldte for nylig den tid vi lever i for et ‘interregnum’. Måske det eneste man med sikkerhed kan fastslå er at virkeligheden ikke kan fortrænges på ubegrænset tid, men også vil komme og banke på hos de journalister der lige nu finder det mest bekvemt at svigte de professionelle idealer (LFPC).

[…] The Western mainstream media refuse to take the barbarians at their word lest they be accused of “racism” or “Islamophobia.” For example, in a recent issue of the New York Times‘ front page coverage of the Mumbai massacre, the reporters do not describe the terrorists as “Islamic terrorists.” Instead, they refer to them as “Pakistani-based militants,” “militants,” “gunmen, (five or six times)” “attackers,” and “suspects.” They quote President Bush who referred to them as “killers.” They quote the head of India’s National Security Guards who called them “terrorists.” Once or twice they mention India’s “vulnerability to terrorism” but they do not join Islam, Islamism, or fundamentalist Islam to terrorism. […] Phyllis Chesler: Mumbai Massacre: Everyone’s Fault?

Watching and reading the last 5 days of reports of the Mumbai attacks was an Alice in Wonderland experience. Even after an Islamic terrorist group took credit, TV anchors and reporters assiduously avoided the term Islamic terrorist. They must have consulted with the Thesaurus for the Politically Correct to determine that the word “gunmen” would not offend any jihadist. The real truth is that there is war against the West and the Jews by Islamic jihadists.

On Wednesday, even though everyone knew by then that the perpetrators were jihadists, CNN constantly referred to the terrorists as “extremists”-with no modifier. Hell, they could have been the Basque ETA or the ultra right wing U.S. militia. Then a CNN anchor asked his guest with totally innocence, “Now why would an extremist group target a Jewish house of worship?” Because, my dear politically correct anchor, it was an Islamist terrorist group. […] Steve Emerson: They’re winning

There was a photograph that appeared in many of the British papers, taken by a Reuters man and captioned by the news agency as follows: “A suspected gunman walks outside the premises of the Chhatrapati Shivaji Terminus or Victoria Terminus railway station.” The photo of the “suspected gunman” showed a man holding a gun. We don’t know much about him – he might be Muslim or Episcopalian, he might be an impoverished uneducated victim of Western colonialist economic oppression or a former vice-president of Lehman Brothers embarking on an exciting midlife career change – but one thing we ought to be able to say for certain is that a man pointing a gun is not a “suspected gunman” but a gunman. “This kind of silly political correctness infects reporters and news services worldwide,” wrote John Hinderaker of Powerline. “They think they’re being scrupulous – the man hasn’t been convicted of being a gunman yet! – when, in fact, they’re just being foolish. But the irrational conviction that nothing can be known unless it has been determined by a court and jury isn’t just silly, it’s dangerous.” Mark Steyn: Whodunit!?

Offend a Radical – Urinate in a Footbath

Nu er disse rituelle fodbade på offentlige toiletter vist ikke kommet til Danmark endnu, så at gengive denne historie er næppe opfordring til hate crimes. Højst interessant er det at se hvor denne ‘strålende’ opfordring kommer fra. Via Gates of Vienna (LFPC):

As a staunch supporter of the Constitution, which expressly states, “Congress shall make no law respecting an establishment of religion…,” I am embarrassed by many of my countrymen who are bending over backwards to accommodate radical Muslims by installing religious ritualistic devices in public places. As a Muslim, I am embarrassed, as well, by many of my co-religionists who attempt to impose their radical religious agenda on American society by installing the same ritualistic devices in these same public places.  As an American Muslim, I am personally offended when I read about footbaths on public property, i.e., municipal airports, state colleges, etc. I think that the best way to combat these blatant Constitutional violations is by turning the aforementioned footbaths into urinals. […]

I am asking every American patriot to place this (see image) or similar note above every footbath located on public property, then take a picture and email it to us at INFO at REFORMISLAM.ORG.

Khalim Massoud, President Muslims Against Sharia,   Offend a Radical – Urinate in a Footbath

Mumbai 2008, Europa ….. ?

I de snart tre år jeg har skrevet diverse kommentarer og indlæg bl. a. her og på Uriasposten, har der været en markant tendens som jeg vist endnu ikke har set nogle undtagelser fra: Jeg opstiller gerne nogle stærkt pessimistiske fremtidsscenarier med udgangspunkt i nogle oplysninger jeg henviser til. Nu er pessimisme selv sagt ikke en ønskelig tilstand, så når jeg bruger denne form er det lige så meget for at udfordre mere vidende skribenter – samt vores opponenter i debatten – til at falsificere scenariet eller opstille lige så plausible, men optimistiske scenarier.

Her er det jeg mener at huske at tendensen er helt entydig: Ingen har taget udfordringen op, og hvad angår de venstreorienterede, kulturradikale, Gutmenschen, selvgode moralister eller regulære trolls m/u personlighedsforstyrrelser, har deres respons været en ren falliterklæring – de glider af, de sniksnakker, de skælder ud, eller de stikker af fra diskussionen. Det er uendeligt let for vores side at præsentere dokumentation for vores tilgang. Hvis de andre er ikke blot så sikre på selv at have ret, men endog mener sig berettigede til at svine os til med alskens beskyldninger, hvorfor kommer de så ikke med noget moddokumentation der forholder sig til de samme fænomener? Svaret blæser i vinden.

Her er nogle veldokumenterede strategier og hensigter fra ledende jihadister som giver anledning til et nyt scenarie: Vi har netop set dette udspille sig i Mumbai. Hvilke gode grunde er der til at det samme næppe kommer til at udspille sig her ad åre, og hvorfor skal vi svines til for at give udtryk for bekymring og for ønsker om assertive stramninger for vores alles sikkerheds skyld? Svaret på dette vil også blæse i vinden (LFPC).

[…] 9/11 did not lead to an “infidel” retreat. On the contrary, the “Great Satan” hit back, destroying the structures created in Afghanistan to sustain global terror. That persuaded some al Qaeda leaders that a new strategy was needed. […] Three years later, another theoretician of Jihad, Sheikh Abu-Bakr Naji, proposed his new strategy. This suggests that low intensity war be extended to anywhere in the world with a significant Muslim presence. India, where Muslims account for more than 15 per cent of the population, and Bombay, where 25 per cent of the population is Muslim, are prime candidates for testing that theory.

Naji’s theories are spelled out in his book ‘Edarat al-Wahsh’ (Governance in the Wilderness). The idea is to render places not under “proper Islamic rule” into wildernesses in which no one is safe. The “infidel” and the “impious Muslim”, leaving their homes every morning, should be unsure whether they would return in the evening.

Naji recommends kidnappings, the holding of hostages, the use of women and children as human shields, exhibition beheadings, suicide bombings and countless gestures that make normal life impossible for the “infidel” and “impious Muslims”.

Whoever organised the “Invasion of Bombay” must have read Naji with care. For the operation amounted to smorgasbord of terror tactics served at the same banquet. Seizure of territory, holding of hostages, suicide attacks, regular military assaults, and exhibition killing were on show for more than 48 hours. […]

This was a bad week for opponents of Islamic terror. India, Pakistan and other governments concerned should do nothing to make it worse. [mine fremhævelser, LFPC] Amir Taheri: Mumbai attacks: Jihadists see “invasion” as a triumph

[Sheikh Abu-Bakr Naji er en hyggelig fætter. Man kan få syn for sagn i hans bog The Management of Savagery, der kan downloades som PDF fra Harvard University. Desværre kan de nok ikke læse den hos PET, da den er fuld af de ord som de ikke vil tage i deres mund. En rendyrket krigsmanual, som dog ikke vil ændre på det herskende paradigme: Det er debattonen der gør dem mopsede og stridslystne]

Political party founded to defend Christian Europe

A newly converted Christian, Magdi Cristiano Allam, 56, has set up a political party to defend Christianity against secularism and moral relativism. An Egyptian-born writer who was baptised by Pope Benedict XVI last Easter after converting to Christianity from Islam has announced that he has founded a political party to “defend Christian Europe” which would field candidates in next June’s European elections. Times online

Adskillelsens politik

af Morten Uhrskov Jensen

I næste nummer af Nomos er der en længere anmeldelse af Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens bog “Adskillelsens politik“, forfattet af undertegnede. Bogen kan med væsentlige forbehold anbefales. Forfatterne forsøger en tredje position midt imellem Tøger Seidenfaden og Nomos, og det er altså ikke nogen helt nem opgave. Nedenstående er afslutningen på min anmeldelse.

Kristendom

Når islam ikke kan skelnes fra kristendom (eller fra noget som helst andet religiøst fænomen for den sags skyld), kan kristendom selvsagt ikke skelnes fra islam. Stjernfelt skriver på s.230, at »hvis den grasserende religiøse genortodoksificering i både islam og kristendom har baggrund i en reaktion mod den liberale rettighedskultur…ja, så er multikulturalismen jo som aktør en del af problemet«. Det er bestemt en overvejelse værd, hvor meget kristendommen på det symbolske plan skal spille i menneskers daglige gøren og laden, men igen er det unuanceret ud i det groteske at sammenstille de to fænomener, som var de ens. Måtte jeg sagtmodigt anbefale forfatterne f.eks. at opsøge hjemmesiden www.thereligionofpeace.com, og de vil dér finde en opgørelse over, hvor mange terrorangreb der er blevet udført i islams navn siden den 11. september 2001. Forfatterne vil modsvarende få vanskeligheder med at finde oplysninger om tilsvarende forbrydelser begået i kristendommens navn. Der var for en del år siden i USA en abortmodstander, der skød og dræbte en abortlæge. Forbryderen blev behørigt og retmæssigt straffet. Derudover tvivler jeg på, at Stjernfelt og Eriksen kan finde eksempler, der på nogen måde kan retfærdiggøre deres hævdelse af paritet imellem islam og kristendom, når det kommer til viljen til at bruge vold. At der så på nogle områder finder en eller anden grad af »genkristning« sted, vil jeg ikke bestride, men det er blot nærliggende at se en sådan »vækkelse« som først og fremmest affødt af truslen fra islam og ikke som en »grasserende genortodoksificering i både islam og kristendom«.

På s.373f citerer forfatterne fra Gamle Testamente for at vise, at også andre skrifter end Koranen indeholder barbariske bud om den rette handlemåde. Da forfatterne (på s.374) når frem til Det nye Testamente, må de imidlertid lade sig nøje med en lignelse, »der kan tolkes som en legitimation for inkvisition mod de, der forsager Jesus Kristus«. Problemet er blot, at der skal opbydes mere end almindelig god vilje for at lade lignelsen om Vintræet fra Johannesevangeliet blive til en blodtørstig fordring om mord på anderledes tænkende. Med risiko for at blive kaldt perfid vil jeg hævde, at Stjernfelt og Eriksen har været rigtig kede af ikke at kunne finde noget mere hårdtslående materiale i Nye Testamente. Forfatternes aversion mod alt, der hedder religion, illustreres allertydeligst her, hvor man som læser forbløffes over, at Stjernfelt og Eriksen åbenbart selv mener, at de har sat alle ikke-rationalisterne på plads.

Et par mellemspil under bæltestedet

Sagligt set springer kæden helt af for forfatterne, når de på s.281 sammenstiller Asmaa Abdol-Hamid og Søren Krarup. Det hedder her, at »Man sidder indimellem tilbage med det indtryk, at ingen af dem synes at spille rent ud med, hvad de dybest set går ind for som deres respektive politiske mål – hvor omfattende en politisk rolle deres to »kulturer« skal ende med at spille«. Kan forfatterne godtgøre med ét eneste eksempel, at Søren Krarup har sat spørgsmålstegn ved den demokratiske styreform i Danmark? Kan forfatterne omvendt være et sekund i tvivl om, at Asmaa Abdol-Hamid ved ikke længere at ville give mænd hånden utvetydigt har inddelt menneskene i de rene og de urene, i de rigtige og de forkerte mennesker?

Helt tilsvarende kalder forfatterne forfatter og journalist Helle Merete Brix og islamisten Omar Bakri Muhammad for »homologe« (af samme slags) partnere. Den første har i skrift og tale advokeret for en sekulær og demokratisk samfundsorden, mens den anden for nogle år siden udtalte, at islams sorte fane ville komme til at veje over Downing Street. Den første er fortaler for retsstaten, den anden for teokratiet. Jeg fristes til at opfordre Stjernfelt og Eriksen til at læse på lektien.

Om hvem det er, der tror på skæbnen

I mit sidste punkt vil jeg vende tilbage til det med aktørerne contra strukturerne. Der er ingen tvivl om, at jeg hælder en hel del til det strukturelle, når vi taler om kulturens betydning. Modsat mener Stjernfelt og Eriksen, at kulturer er i høj grad plastiske, og at menneskers handlinger bestemmes af snart sagt alt muligt andet end kulturen. Når det kommer til at forstå den udvikling, som den vestlige verden gennemløber i disse år, er det imidlertid Stjernfelt og Eriksen, der bliver fatalister, så det forslår. Intetsteds på de mange sider gør forfatterne sig nogen tanker om de konsekvenser, som især en række europæiske lande har måttet erfare som følge af ikke mindst den muslimske indvandring gennem de seneste årtier. Konsekvenser som grov og hastigt stigende kriminalitet, religiøs fanatisme helt overvejende udøvet af muslimer samt en tiltagende fremmedgørelse af de dårligst stillede europæere i kraft af segregeringen af deres lokalsamfund lades aldeles ufortalt af Stjernfelt og Eriksen. Det er, som om det ikke vedrører dem, som om der blot er tale om krusninger på en overflade, forfatterne derfor ikke finder det værd at bruge deres tid på.

Hvis man som jeg mener, at de europæiske lande er på en potentiel katastrofekurs, og at udstikkelsen af denne kurs har bund i forkerte politiske beslutninger, så frigøres et potentiale for politisk handling og for en erkendelse af, at der kan føres en anderledes politik. Så bliver det pludselig muligt helt eller næsten at standse indvandringen fra tredjeverdenslande/muslimske lande til Europa, og så begynder de ansvarlige politikere (med et garanteret meget stort vælgerflertal bag sig) at formulere en assimilationspolitik i forhold til de indvandrere, der allerede er kommet til Europa, og den opsplitning af kontinentet mellem indbyrdes stridende kulturer på de samme territorier, som vil være en stensikker følge af at lade stå til, vil blive bragt til standsning.

Det er således ikke uden munterhed, at jeg kan slutte af med at fastslå (Adskillelsens politiks ubetvivlelige kvaliteter til trods), at Stjernfelt og Eriksen på et helt afgørende område – i høj grad også i forhold til deres egen oplysningsposition – bliver lige præcis så deterministiske, som de ellers har gjort sig så store anstrengelser for at vise, at alle de andre er.

AF MORTEN UHRSKOV JENSEN Se eller gense Morten Urhskov om bogen “Et delt Folk” fra september 2008, (video © Snaphanen)