Brian Mikkelsen har fået ny spindoktor, tidligere journalist på dagbladet Information og politisk redaktør på Ekstra Bladet Sandy French. Nu er det vistnok i denne sfære ikke en givet ting at den person der ansættes for at sætte ministeren i det bedst mulige lys nødvendigvis er en af hans vælgere, eller for den sags skyld er at finde på samme fløj. Dette kan måske endda være en fordel, fordi den pågældende kan blive en sparringpartner som forstår hvad der motiverer og former ministerens modstandere. Man er professionel, og yder en professionel, loyal indsats så længe ansættelsesforholdet varer.

Sådan lever og ånder et velfungerende demokrati hvor parlamentsmedlemmerne ikke geråder i slagsmål, eller (som i Storbritannien) bræger som får når en modstander er på talerstolen. Ligeledes er et konsensusdemokrati også karakteriseret ved til stadighed at acceptere stuerenheden af folk der måske i en ikke så fjern fortid har levet og virket i politisk ekstremistiske miljøer med demokratiets omstyrtelse på dagsordenen, og åbenlyst har sværmet for massemordere som Che Guevara. Dette er en luksus vi kan tillade os: Politisk ekstremisme betragtes som et blandt mange livsstilsvalg i et samfund rundet af moderniteten – vel at mærke bare ekstremismen er til venstre side af spektret. Og folk forandrer sig jo vitterligt. Man er ung og våd bag ørerne, fuld af idealisme med tro på radikale løsninger på alle verdens problemer. Lad nu bare de unge flirte med Baader-Meinhof eller Che Guevara.

Jo, jo, jo. Alle disse obligatoriske, og måske her lidt karikerede, sandheder skal egentlig bare tjene til at understrege, at valget af Sandy French et stykke af vejen kan være en klog beslutning, og at en konservativ (for så vidt som de Konservative er dette i dag) ministers spindoktor ikke behøver at være en nikkedukke. Men – kigger man på fr. Frenchs skrivearbejder for de nævnte dagblade, og her taler vi om artikler fra dette årtusinde, tegner der sig unægteligt et billede af en person med en dagsorden, et valg af vinkler, og et ordvalg der burde have fået Brian Mikkelsen til, måske ikke ligefrem at kontakte PET, så i det mindste at overveje i stedet at ansætte en person med et ståsted bare lidt nærmere den politiske mainstream.

Bladrer man i Sandy Frenchs historik på Infomedia må man konkludere, at hvis hun er ‘blevet klogere med alderen’, er dette sket på rekordtid. Artiklerne handler om ‘krigen mod Irak’, den onde borgerlige regering, lobhudling af SF og den øvrige venstrefløj, onde, onde, onde Dansk Folkeparti, og en dragning efter at finde ofrene, virkelige og spindoktorerede, for dette onde samfund som burde have fået Politiken til at headhunte hende for længe siden. De kritiske spørgsmål til eksperterne (typisk en eufemisme for en der bekræfter journalistens egne synspunkter) glimrer ved deres fravær. Vi befinder os i et mentalt univers hvor Dansk Folkeparti er “højreekstremistisk”, og nu arbejder denne person altså for den regering hvis eksistens afhænger af dette “højreekstremistiske” parti. Hvad har bevæget Brian Mikkelsen til dette valg, og var det egentlig et klogt valg? (LFPC).

Et flydende fængsel med plads til 500 fanger, genåbning af en nedlagt asyl-lejr og en helt ekstraordinær benådning af kriminelle dømt for økonomisk kriminalitet, færdselsforseelser og småtyveri. Det er nogle af de mere kontroversielle forslag, som justitsministeren Lene Espersen (K) netop nu overvejer for at løse de kaotiske forhold i fængslerne. […] Det er Dansk Folkeparti, der kan tænde eller slukke justitsministerens håb om en hurtig afslutning på problemerne med de overfyldte fængsler. […] Rasmus Lindboe og Sandy French: K overvejer flydende fængsler [Information 12.5.2003]

Brian har bøffet i den. Det er konklusionen i regeringen, efter at kulturminister Brian Mikkelsen (K) er blevet afsløret i at have sendt en mail til Danmarks Radios daværende bestyrelsesformand, hvor han klynker over stationens hårde behandling af regeringen – men mere alvorligt refererer han udenrigsminister Per Stig Møller (K) for at ønske DR privatiseret i stedet for TV2. […] Jan Kjærgaard og Sandy French: Står til røvfuld [EB 17.3.2007]

[…] Efter overfaldet på Pia Kjærsgaard på Nørrebro i København er Krarups fascination af den blonde partileder tydelig, da han skriver i Ekstra Bladet: »I denne situation, som i et historisk perspektiv må kaldes for en national katastrofesituation, er der en gæv, ukuelig pige som har sat sig for at give det undertrykte folk mund og mæle og hævde dets ret til eget land. Hun hedder Pia Kjærsgaard.«

[…] Mikkel Thorup [venstreradikal forsker, LFPC] tvivler på, om Søren Krarup overhovedet er tilhænger af et parlamentarisk demokrati: »Jeg er ikke sikker på, om Søren Krarup i virkeligheden ikke ville foretrække en form for folkeudpeget leder og ellers lade forretningsministerier tage sig af resten. Han har gennem det meste af sit forfatterskab konsekvent kritiseret principperne bag det parlamentariske demokrati,« siger han. […] [min kursivering, LFPC] Sandy French: Politikeren, der nægter at være det [Information 11.2.2004]

[…] De to kvindelige journalister har præsteret en af de mest ensidige og glorificerende biografier, der længe er set. Og det er ikke positivt. Slet ikke. For når man har kæmpet sig igennem de næsten 400 sider, så sidder man tilbage med en fornemmelse af, at man er blevet snydt og holdt for nar. French og Højbjerg har åbenbart begge et tæt forhold til Ritt. Den ene har arbejdet for hende, og den anden er bare lige så forgabt i ikonet Ritt, som den første. Derfor begår de alle de fejl og synder, som man kan. […] Kasper Hyllested: Mette Højbjerg og Sandy French: Ritt. En biografi

Nye regler for statsborgerskab bryder med FN- konvention, mener forsker fra Institut for Menneskerettigheder. Dansk Flygtningenævn er bekymret for regeringens linje. […] Mikael Børsting og Sandy French: Statsborgerskabsaftale i strid med FN-konvention

Rigspolitiet offentliggør i dag en stor rapport om bekæmpelse af bandekriminalitet. Men bander er ikke bare noget negativt, hævder sociolog […] Et af de tydeligste træk ved denne gruppe unge er den udprægede brug af maskulinitet. Det handler om at signalere styrke, og lederen af gruppen vil altid ære ham, der har bevist, at han ikke er bange for noget, og som i sit udtryk og form er mest maskulin. »Den form gør det ikke nemmere for de unge at indgå fornuftigt i samfundet. Men det er alligevel vores opgave at række ud efter dem, og det gør man altså ikke bedst ved en smal politimæssig indsats,« siger Sune Qvotrup Jensen. Sandy French: Bander – en positiv subkultur [Information 12.3.2003]

Den flok korrespondenter, som tv-stationerne har sendt ud for at dække krigen mod Irak, leverer intetsigende indslag uden troværdighed, fastslår professor […] Rasmus Lindboe og Sandy French: Udsendte vrøvlehoveder [Information 2.4.2003]

Endelig var Sandy French kvinden bag avisanden om den onde forening “No Muslims” – som i virkelighedens verden var det akademiske, konservative tidsskrift Nomos, et oldgræsk begreb, der bla.  betyder “lov, orden, sædvaner, skik og brug.”

Så er det tid til at finde pakken med Kleenex frem

Der findes en helt særlig genre i de danske mainstrammedier med kun få år på bagen: En terrormistænkt muslim får taletid i avisen. Der er et billede af ham hvor han ser stærkt bekymret ud. Artiklen fokuserer på omstændighederne omkring hans anholdelse – at det skete tidligt om morgenen, at han og hans familie var skræmte fordi de ikke forstod hvad der foregik, om politiets aggressive adfærd over for ham, om hvordan han og andre mistænkte er ganske almindelige mennesker, om hvorfor han endelig ikke kan vende hjem til det land hvor han hører hjemme. Artiklen opstiller et billede af den svage part, offeret, der er fanget i et spind af anklager fra et Kafka’sk juridisk system. Der fokuseres på procedurefejl fra myndighedernes side, og vi skal altså vælge  at tro på hans ord, fremfor tre minstre, deres embedsmænd og PET?  Kritiske spørgsmål til manden stilles ikke. Og artiklerne er sædvanligvis skrevet af kvindelige journalister. Jeg siger det bare som det er (LFPC).

‘Klokken er 4.30 om morgenen den 12. februar i en lejlighed i Gellerup, Århus. Familien Chafra sover stadig, da tuneseren Slim Chafra vågner ved larm i opgangen. “Pludselig kommer mange mennesker ind i gangen, de er i civil, og de råber. Jeg ser kun øjne, da de lægger mig på gulvet og sætter en pistol til mit hoved. Jeg spørger, hvad der sker? En mand siger, at jeg er mistænkt, og at jeg ikke skal sige noget. Min kone er i chok, hun kan intet sige, fordi hun græder. Mit barn er som en lille fugl, der ryster. Manden har sat sit knæ i min ryg og pistolen mod mit hoved. Han viser mig et papir og spørger, om jeg ved, hvad det er? Jeg siger nej, så siger han: ‘Du skal udvises om fire timer. Så du skal sige farvel til din familie nu’.” […]

I 2001 får Slim Chafra opholdstilladelse i Danmark. Fem år senere gifter han sig med den 19-årige Anna. Sammen har de i dag en søn på to år. I tiden op til anholdelsen er Anna ved at gøre sin 10. klasse færdig, mens Slim Chafra, der har gået på sprogskole og arbejdet som rengøringsassistent, går ledig. Både Slim Chafra og Anna beder fem gange om dagen, og Slim siger selv, at de er ‘almindelige muslimer’.[…]

Han beskriver Karim som en ganske almindelig ung mand, der elsker alle former for sport, men især kampsport. En interesse, der har vakt PET’s opmærksomhed. De mener, planen var, at Karim skulle dræbe Kurt Westergaard med de bare næver, mens Slim Chafra skulle være hjernen bag mordplanerne. […]

“Karim har det svært lige nu. Han har ingen penge, og han har et tunesisk pas, så han kan ikke arbejde,” siger Slim Chafra. […] “Det er hårdt, at de har en lov med mit navn. Alle taler om ham der terroristen,” siger Slim Chafra.[…] Julie Hjerl Hansen og Louise Voller: ‘De har en lov med mit navn på’

Gigant moské i Marseille

A grand mosque measuring 2500 square meters, for 4000 persons, a Koranic school for 120 students, a restaurant accommodating 230, a library for 150 persons, an underground parking for 250 vehicles: the former stockyards will be converted into the largest Islamic site of the city and will spread out over 6500 square meters and will hold in all up to 8000 persons. The Mecca of Bouches-du-Rhône!  La Provence via Gallia Watch

“Bråk uppstod”

På tolv år har situationen inte förändrats beträffande demokratin i Sverige. Det var i augusti 1997 som fyra unga sverigedemokrater, på väg från ett torgmöte, överfölls av ett 30-tal maskerade personer med tillhyggen. De misshandlades grovt.I DN blev sedan rubriken “Bråk uppstod”.

I februari 2009 överfölls en ensam nationaldemokrat – Vavra Suk, redaktör för ND-tidningen “Nationell Idag” – på väg från ett torgmöte av ett 30-tal AFA-figurer med tillhyggen. Han misshandlades grovt. I TV-nyheterna sedan inte ett ord om det inträffade. Jan Milld, BGF

Få dage efter indtraf dette. Man kan mene om SD hvad man vil, men den konsekvente og stort set fortiede vold, der er anvendt mod dem, – et fuldstændigt lovligt og demokratisk sindet part –  er en skændsel for svensk folkestyre. (Man ser  her Almquist i torvdebat, hvad der må vær få dage før overfaldet: Erik Almqvist (SD) mot Maria Ferm (MP) 1/4)

Erik Almqvist utsatt för mordförsök av vänsterextrema knivmän

Efter ett medlemsmöte med Sverigedemokratisk Ungdom (SDU) i Stockholm i lördags kväll blev ordförande för SDU, Erik Almqvist, tillsammans med en annan medlem i SDU jagad av två knivbeväpnade män. Den vänsterextrema organisationen “Revolutionära Fronten” har sedan dess tagit på sig dådet, som SDU menar är att betrakta som ett allvarligt hot mot demokratin och mot ungdomars rätt till samhällsengagemang.

Almqvist och den andra medlemmen undkom genom att fly in på en kundtoalett på en restaurang och låsa om sig. Trots det gav gärningsmännen inte upp utan bankade på dörren och skrek mordhot. Även restaurangpersonal mordhotades med kniv.

SDU har dröjt med att gå ut med denna händelse i media, då vi varit en av gärningsmännens identitet på spåren. Vi har nu lyckats identifera honom och avser återkomma med mer information om både gärningsmännen och de nätverk de ingår i. Redan nu kan vi säga så mycket som att den mest drivande av gärningsmännen är aktiv syndikalist boendes i Malmö-området, han studerar i Lund och tränar kampsport i Malmöområdet “Rosengård”. Gärningsmannen har bl a varit delaktig, tillsammans med Ung Vänster, med att försöka sabotera SDU:s torgmöten i Malmö i höstas (något som uppmuntrades av Vänsterpartiet centralt).

Lördagens händelser bör sättas i ett större sammanhang. Den senaste tiden har vänsterextrema grupper, inte sällan med uppbackning av organisationer som SSU och Ung Vänster, trappat upp hoten och våldet mot sverigedemokrater i allmänhet och Sverigedemokratisk Ungdom i synnerhet.

Under det senaste halvåret har Erik Almqvist blivit utsatt för ett antal hot, misshandel och överfall (med bl a flaskor, käppar, stenar och nu även knivar). För ett par veckor sedan träffades Almqvist av en stor sten då han talade på ett torgmöte på Norrmalmstorg. Almqvist har även fått sitt trapphus vandaliserat med fönsterkrossning och målade hot, hela sin ytterdörr igenlimmad och han har blivit utsatt för såväl stenkastning som ägg-, och burkkastning, spottloskande mm på torgmöten i samtliga Sveriges tre största städer. Allt detta under det senaste halvåret.

Även vanliga medlemmar i SDU har i allt högre grad blivit utsatta för hot den senaste tiden. I slutet av januari blev en ung SDU:are slagen blodig av vänsterextremister i Stockholm under ett torgmöte och i söndags hotades och förföljdes en ung SDU:are i Malmö.

Sett i sitt sammanhang är lördagens knivattack en del av en tendens där den svenska vänstern i allt högre utsträckning använder sig av hot och våld för att tysta och skrämma meningsmotståndare, såväl vanliga medborgare som förtroendevalda politiker. Vad detta i förlängningen får för konsekvenser för demokratin är svårt att säga idag, men om utvecklingen fortsätter i nuvarande riktning kommer det med största sannolikhet leda till att våldsmakt i framtiden blir ett viktigt instrument för att kunna verka politiskt och engagera sig i samhällsfrågor.

SDU:s ordförande Erik Almqvist kommenterar:

– Sverigedemokratisk Ungdom vill stoppa och vända utvecklingen mot allt mer och grövre politiskt våld och därför uppmanar vi nu Sveriges övriga ungdomsförbund att ta problemet på allvar. Vi vänder oss särskilt till SSU och Ung Vänster och menar att det är dags för dem att bekänna färg. Det är hög tid att man slutar samarbeta med våldsvänstern för att motverka oss och istället svarar på våra debattinbjudningar för att bemöta våra argument med sina egna.

– Självklart är jag skärrad över lördagens knivöverfall, men händelsen påminner mig samtidigt om hur viktigt det är att mitt förbund och jag fortsätter kampen för demokratiska värden. Den odemokratiska vänstern har redan fått ett alltför starkt inflytande i vitala delar av samhället och det är nu upp till oss sverigedemokrater att mota dem tillbaka till förmån för demokratiska värderingar och ideal, avslutar Erik Almqvist.  SDU