I to You Tube dele.60 % (!) af indvandrerpigerne mellem 13 og 19 år  i Stockholm krænkes og trues. Mange har mistet livet (se balkongflickor.) “Staten kan gøre vældig meget”. Hvor meget mon ? Man må have mig undskyldt, at jeg mindes om Edward Luttwak´s opskrift på ligestilling og en nogenlunde civilliseret behandling af kvinder i Afghanistan: “Placér en mariner i enhver lerhytte. Hver gang en mand banker sin kone, skyder marineren manden”, sværere er det ikke. Nu afsættes store mængder mandetimer og pengemidler for at ændre stammementalitet, som kan blive svære at sætte i noget rimeligt forhold til udbyttet. Lovgivning og indblanding  i private forhold, der i det gamle Sverige regulerede sig selv.

Stalin, Muhammed og Politiken

Trykkefrihedsselskabet har genoptrykt 1000 eksemplarer af Kurt Westergaards berømte Muhammed-tegning for at skaffe penge til selskabets virke. Genoptrykkene sælger som varmt brød, og Trykkefrihedsselskabet regner med inden længe at kunne melde alt udsolgt. Politiken har derfor spurgt rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Mikkel Bogh om genoptrykkene af Westergaards tegning kan blive et samlerobjekt (“Bomben i turbanen storsælger i udlandet”, 17. april 2009).Rektor Mikkel Boghs svar:
“Alt, hvad der får så stor presseomtale, har en stor chance for at blive et samlerobjekt. Se bare på Stalins pelshuer eller nogle af Hitlers ejendele.”

Uwe Max Jensen,  Kunstrektorens platte kommentar,Bomben i turbanen storsælger i udlandet: Trykkefrihedsselskabet har solgt halvdelen af et særtryk af Kurt Westergaards Muhammedtegning på en uge

»Den mjuka linjen fungerar inte«

Efter ytterligare stenkastning på Rosengård igår kväll har brandmännen fått nog.Vi mår psykiskt dåligt och var väldigt nära att sjukskriva oss kollektivt, säger Ulf Wahlström, styrkeledare på station Jägersro, till Sveriges Radio Malmö. Enligt Ulf Wahlström har den mjuka linjen spelat ut sin roll.”Dialog hjälper inte längre. Vi kan stå och snacka med dem ena stunden och allt verkar bra, men när vi vänder ryggen till skär de sönder slangarna för oss.”

Brandmän nära sjukskriva sig, Måttet är rågat för brandmännen, Stökigt vid brand på Rosengård, Brand vid Pauliskolan i morse. Hvad er mon den ikke-bløde linje ? Brandmændene synes at tro, der findes en anden løsning end at lade dele af Rosengård brænde ned: “Nej, nu är det upp till politikerna och tjänstemännen. Det måste till hårdare tag, men ingenting verkar hända.” Pædagoger og psykologer har ellers fundet på noget nyt ,for som man ved  blir man pyroman, asocial og kriminel hvis man ikke får opmærksomhed hele tiden, det kender enhver:

I ett nytt tv-program ska unga kriminella få känna på fängelselivet under tolv dygn. Tanken är att upplevelsen bakom lås och bom ska kunna bli en vändpunkt. Enligt Sydsvenskan letar produktionsbolaget just nu efter potentiella deltagare i Malmö.

Der er noget der hedder “konsekvenspædagogik”. I Rosengårds tilfælde kunne den se således ud: Nu brænder I bare løs, de  der bliver  hjemløse bliver  genhuset – i deres hjemlande. Det ville være “hårdare tag”, og det ville givetvis bryde den onde cirkel øjeblikkeligt. Ghettoernes terror koster allerede liv. Dette er bare en anden måde at udtrykke det, at problemet ikke kan løses med de midler vi har til rådighed, det er kronisk. Brandmændene i Jägersro må være sig selv nærmest, søge sig et andet arbejde og ophøre med at rage  politikernes  kastanjer ud af ilden for dem. Så at sige. Lad Weimar Reepalu & co. forhandle deres Hudna selv.

The Price Tag of Modern Liberalism

Pointerne og observationerne i David Solways artikel er velkendt stof, men fremført så skarpt og vittigt at den fortjener at blive læst i sin helhed på Frontpagemag.com (LFPC).

[…] For militant Islam, the West is ripe for the plucking. Whether we are dealing with the sly, insinuating eloquence of Tariq Ramadan, whose project is the gradual permeation of Islamic culture into the center of the Western public space, or the agonistic declamations of Dyab Abu Jahjah, who defines assimilation as “cultural rape,” the difference is the same: the message is that of Islamic supremacy.

Countries like Holland, England, Belgium, France and eventually Canada will find themselves paying in tax dollars and social turbulence, if not in blood, for their political inertia, ethnic patronage, civic permissiveness, electoral calculations and the usual multicultural chestnuts. This is the price tag of modern liberalism, which the precient American political thinker James Burnham, in his 1964 Suicide of the West, defined as “a philosophy of consolation [that] permits Western civilization to be reconciled to dissolution.”

As Burnham writes, “liberalism proposes a set of pale and bloodless abstractions…no one is willing to sacrifice and die for”; as a result, it “cannot come to terms with power, in particular with force, the most direct expression of power.” Liberalism imagines a “new and better world” where “the soul may take refuge from the prosaic, unpleasant world of space and time” and where “the abandonment of a million of one’s own countrymen and the capitulation to a band of ferocious terrorists become transformed into what is called ‘liberation’.” Liberalism, Burnham concludes, “is the ideology of Western suicide.” And yet it remains part of the diet of Western thinking, a hydrogenated doctrine that is inherently lethal and enjoys a long shelf life.

Kenneth Minogue, in his classic study The Liberal Mind, published four years after Burnham’s volume, has stringently interrogated the liberal dynamic. If it is not actuated by a “passion for truth,” it threatens to produce precisely what it reprehends, “violent social opposition,” “political repression” and “the myths and illusions which sustain powerful institutions and corporations.” Liberalism, he contends, is “prone to subject its view of the way things are to a hopeful picture of the way it would be nice for things to be.” It is at the mercy of a variety of crippling hallucinations, including “the belief in a rational harmony, the illusion of ultimate agreement, and, perhaps most central of all, the idea that will and desire can ultimately be sovereign in human affairs, that things will eventually pan out the way we want them to.”

Untutored liberalism is the pixie dust of the rational mind. The utopian prepossession and especially the swooning reveries of the can’t-we-all-get-along crowd, wedded to the concept of moral, cognitive and cultural relativism, are very difficult to eradicate unless we recall, as Minogue reminds us, that there is no one “so repentant as a sorcerer’s apprentice who suddenly realizes his experiments in sorcery may be the death of him.” He may wake up in time to rethink himself-or be swept away by his own broom. The same applies to “whole nations [that] may be similarly deluded.”

The worst offenders are our card-carrying “intellectuals” and their political masters, those whom Oriana Fallaci befittingly caricatured as “cicadas” chirping their two-note melody: resilement from their own existing culture, justification and embrace of the Other. Chief among the latter we find leaders like Britain’s Gordon Brown and President Obama, two men who are earnestly doing Islam’s wet work. With regard to the former, the list is so long we can derive an approximate sense of infinity from it. I will mention only two notable offenders here. […] David Solway: The Price Tag of Modern Liberalism