Man ser at publikum i Rusland er bevæget over at høre Vladimir Horowitz under perestrojka i 1986. Hjemme i Rusland for første gang i 60 år.  Det var Horowitz der sagde: “Der er tre slags pianister: Jøder, homoseksuelle og dårlige pianister”. Han tilhørte ikke den sidste kategori.Denne optagelse må være fra Leningrad:

Sharia: Når menneskelig natur forsvinder fra ligningen

Marisol Seibold kommer på Jihad Watch med nogle kloge betragtninger om en journalists selvpålagte blindhed, og om illusionen om den strenge, men Allah-udstukne harmoni man forestiller sig vil herske i det globale kalifat. Hertil blot at tilføje, at erkendelsen af menneskets natur som kæppen i hjulet på et utopisk samfund formentlig er langt mere udbredt i vestlig kultur, hvor kommunisme og nazisme til overflod har vist at snarere end harmoni, ender utopien i interne stridigheder, udrensninger og massemord. Nåh ja, den multikulturelle utopi mangler lige at blive henregnet til disse forsøg på paradisbygning, men processen er jo i gang med stadigt mere drakoniske tiltag mod den racisme der popper op alle steder. Men islam har beklageligvis stadig en urealiseret illusion som stærkt motiverende faktor (LFPC).

There are two distinct, but converging forces at work that make the answer “yes.”

The first is the despotism inherent in Sharia, or Islamic law. A kinder, gentler Sharia remains a theoretical construct of apologists and revisionist historians; it would require a syncretism of Sharia with the values found in a Western liberal democracy — a system Sharia is intended to subvert and replace. In short, the values that would purportedly “save” it are the values it seeks to destroy: Those include equal rights for men, women, believers and non-believers, and above all, the right of citizens to change their government. Even to change an Islamic government to a non-Islamic one.

In a related vein, the second factor is the Achilles’ heel of even the most benign theocracy with the best intentions one could dream up, let alone a regime based on Sharia: Power corrupts. By nature, a theocracy — a government by clerics charged with implementing purportedly divine will and the “ideal” design of society — does not lend itself to limitations on power, separation of powers, or any official restraint beyond platitudes on a printed page. Hence, accountability to the populace is lost, and government itself is permeated with the arrogance of presuming it not only knows best, but has a divinely granted right and duty to keep the cheeky commoners in line. […] CNN journalist asks: “‘Punished mercilessly’ – Is this Islam?”

En anden amerikansk tragedie: The Beales of Grey Gardens

Jeg ved ikke helt hvorfor, men historier om amerikanske celebrities der bukker under for såre menneskelige svagheder har en særlig fascination. Måske fordi USA netop er landet hvor enhver med talent i princippet kan nå toppen sætter det menneskeligheden i ekstra relief når det går galt. Jeg er sikker på at findes en psykiatrisk diagnose der beskriver Edith Beale og datteren, ligeledes med navnet Edith, eller Edie. De mangler i fatal grad evnen til at handle rationelt i egen interesse, og trækker i den periode som filmen her skildrer fra 1930’erne til 1970’erne hinanden ned i et ufatteligt armod og svineri. Det starter ellers så godt med den priviligerede opvækst i familien med nære slægtsbånd til Jacqueline Bouvier, senere Kennedy. Filmen her, der netop har haft premiere på amerikanske HBO og Canal+ i Europa, anbefales på det varmeste. Skuespillet af især Jessica Lange som moderen, og Drew Barrymore som datteren Edie, bør udløse en Oscar. Det er skræmmende, bizart, og i denne scene med en morbid humor. Pressen har i 1971 fået nys om at Jackie Onassis’ slægtninge lever i dyb armod, hvilket får den tabte tante til at opsøge dem for at tilbyde hjælp. Se den, se den (LFPC).

Frihed, det billige skidt

Jeg har ikke andet end en fornemmelse at bygge dette på, men jeg vil påstå at tanken om frihed som noget dyrebart der kan mistes er fremmed for de fleste danskere i dag, i hvert fald for de yngre. Fænomener der synes at bekræfte påstanden er automatreaktionen der vrænger af ytringsfrihed som ‘frihed til at håne andres tro’, eller den udbredte forestilling om en femte kolonne af nedrige ‘højreekstremister’ der arbejder i det skjulte for at indføre den korporative og folkemorderiske stat, hvis de da ikke ligger på lur på gader og stræder for at overfalde indvandrere og ‘aktivister’ på venstrefløjen. Dette handler ikke om frygt for at miste friheden, men snarere om behovet for et fikspunkt for alverdens ondskab der ikke længere finder udbredelse gennem begreber som arvesynd. Modviljen mod at acceptere synd som et grundvilkår for den enkelte gør det derfor besnærende let at sende ondskaben ud i ørkenen ved at identificere den med vores egen kultur, eller med karikerede forestillinger om allestedsnærværende højreekstremister eller nederdrægtig racisme der hele tiden arbejder for at ødelægge harmonien. Den enkelte kan så bruge disse forestillinger til afladskøb ved at vise særlig ihærdig afstandstagen fra deres angivelige manifestationer. Men dette er selvfølgelig også luftig, uverificérbar spekulation fra min side.

Men pointen er altså, at disse forestillinger som medierne excellerer i at stadfæste, står i grel modsætning til den minimale opmærksomhed der tildeles reelle trusler mod friheden med udspring i EU, i en aggressiv religiøs/ideologisk hybrid, i OIC, eller i FN. Jeg mener at dette viser at der er noget rivravruskende galt med værdsættelsen af frihed. Baron Bodissey har på Gates of Vienna et interessant længere essay om demokrati i et historisk, og absolut amerikansk, perspektiv. Hele essayet anbefales, men her blot et lille uddrag (LFPC).

[…] A peaceful and prosperous civil society is a rare gift. Those who have only recently attained it are more likely to understand how precious it is, to safeguard it and be ready to defend it.

But peace and prosperity induce somnolence and amnesia. The current state of affairs comes to seem natural and normal. It is taken for granted, instead of being known for the fortunate anomaly that it actually is. We are living in a brief golden interlude of history: the normal state of human affairs is one of brutality, bloodshed, and barbarism. It will be all too easy to return to the old patterns as our vigilance wanes.

The democratic state begins with liberty as its ideal, the base on which all the other social and political structures grow. Peace and prosperity are the natural consequences of success in this endeavor, yet their accustomed presence induces a desire for security and a lack of conflict.

Eventually the warm cocoon of the omnipotent and omnipresent State becomes preferable to liberty itself.

The current political degradation of the United States could not have occurred fifty or sixty years ago. Back then children were still required to take civics classes and study the Constitution with a close attention to detail. The common responsibilities of a citizen of the Republic were better understood by the average citizen.

But the decline of education and the atomization and degradation of popular culture have eroded the average person’s ability to understand the nature of self-government. The idea of the federal government as a parental protector and bountiful source of life’s treasures is too entrenched to remove.

“Aha!” you say, “I know the reason for that — it’s a result of the rise of Socialism and the success of the Frankfurt School, which has entrenched itself throughout the major institutions of the West.”

And indeed this is true. Without the pernicious siren lure of Socialism, the body politic would not have been so easily and thoroughly corrupted.[…] Converting Manna to Gall

Mona Sahlin og klassehadet

Den svenske opposition interviewes. Sahlin er helt oprømt i postkomunister og miljøpartisters selskab. Forstår hun selv hvad hun siger og hvad med den “klasse”, hun selvtilhører – for at tale med Iskassons  “Den politiska Adeln” ?

MS: “Men får jag bara säga så här… Jag förstår frågan, jag gör det, och jag vill verkligen att vi som tjänar mycket – och jag tjänar mycket – ska vara med och bidra mer. Men är det bara om man tjänar väldigt lite som man förstår eller själv har varit i en situation att man drivs av en klasskänsla och ett klasshat? Det där stör mig något oerhört.”

MS: “Jag vet moderater som tjänar väldigt lite men inte fattar ett smack av klassfrågan.”

MS: “Men vänta lite. Jag försvarar inte. Jag förstår den moraliska upprördheten, men man diskuterar som om allt handlar om pengar. Att den enda drivkraften en politiker har, det enda vi låter påverka oss, det enda som förändrar vårt sätt att tänka i själ och hjärta, det är pengarna. Allt har blivit om pengar och jag vill bara tillbaks till att de flesta av oss oavsett vad vi tjänar idag har drivits av miljö eller klasshat som ligger kvar väldigt djupt.” Interview: ”Vi måste lyckas tillsammans”, Mona Sahlin: “Vi har drivits av klasshat”