Undrager sig en dækkende beskrivelse. Åldringsrån er blevet et almindeligt kendt begreb i Sverige. Alene i Gøteborg over 20 om måneden:

“Vi er indesluttede, indadvendte og intolerante”

Hver sjette dansker skjuler sin nationalitet på rejsen. Vi skammer os og er bange.»30-40 procent af danskerne bryder sig ikke om den stramme udlændingepolitik og udenrigspolitikken. En del skammer sig, og den følelse bliver bestyrket, når man rejser til udlandet, hvor man bliver konfronteret med spørgsmål om dansk politik, hvis man skilter med sin nationalitet.«

»Diskussionen bevæger sig hurtigt over i, hvorfor vi er indesluttede, indadvendte og intolerante. Men man gider ikke diskutere, når man er på ferie. Derfor undlader man at nævne, at man er dansk.«Samtidig sidder optøjerne under Muhammed-krisen stadig i frisk erindring hos en del danskere, vurderer Uffe Østergaard.Øv, jeg er fra Danmark,»Jeg ville nok sige, jeg var fra Sverige«

Hvem er bare bange og hvem skammer sig ? Danske kunstnere og journalister ? Vi er  i hvert fald rigtig intolerante overfor  de stakkels Radikale. Nu er de på størrelse  med Enhedslisten, 2.5 %. Vi skulle skamme os over så megen ondskab overfor gode mennesker. Jeg talte svensk for at skjule mig, da jeg var i Malmø i januar, men det var kun fordi jeg ikke taler arabisk og serbokroatisk og fordi Stortorget sydede af   had og vold.

Undvigemanøvrer

Jeg får undertiden en fornemmelse af at ‘noget’ syder og bobler i den offentlige bevidsthed, eller hvad nu den kollektive sfære vi alle tapper fra og bidrager til skal betegnes. Måske er det blot tilfældige sammenfald af begivenheder i verden der giver en illusion af dynamik, eller der er måske rent faktisk tale om en bevægelse henimod – ja, hvad? Et paradigmeskift? Reaktionerne på det meget omtalte Sjakalmanifest fra HA giver mig sådan en følelse. Ud over ordvalget i dets navn indeholder det vel ikke noget som ikke er blevet sagt i årevis udenfor de stuerenes rækker, men måske er det timingen eller afsenderen der gør en forskel. Manifestet har sat et eller andet i gang. Interessant er det at se de selvpåført blindes snoen sig udenom at forholde sig til det rent faktuelle i manifestet. Nogle undvigemanøvrer har år på bagen, så som formuleringen af problemet med forkerte termer: “Race”. Megafons og Politikens rundspørge forleden blev gengivet som “danskerne frygter raceuroligheder”. Har de virkelig spurgt med dette ordvalg? Frygter danskerne gadeslagsmål med tamiler, viernamesere eller adoptivbørn fra Indien og Korea? Det er så dumt, det er så pinligt, det er så Politiken.

Bedre bliver det ikke når Kristeligt Dagblad, en af de mere enfoldige aviser, gengiver denne terminologi i en historie fra Storbritannien. “Race” er om muligt endnu mere udvandet et begreb i den angelsaksiske verden, og KD labber det op. Hvorvidt der virkelig planlægges den omtalte slags attentat fra rabiate briter kan vi af gode grunde ikke vide. Der er næppe tale om bare varm luft. Men tilbage står stadig spørgsmålet om hvorfor et sådan angreb skulle kunne føre til uroligheder, når nu angrebet 7/7 mod den britiske nation ikke førte til noget tilsvarende fra britisk side. Denne asymmetri er sigende og interessant, og bliver derfor, ikke overraskende, overset af den kristelige reporter. Journalisten kunne ved samme lejlighed have prøvet at google tekststrengen “backlash against Muslims”, og derved opdage at den “frygt” han kolporterer er ren rygmarvsreaktion og offerrollemassage – man ‘frygter’ i lange baner et overgreb der aldrig kommer. Denne manglende kritiske perspektivering underbygger desværre den til ulidelighed postulerede offerrolle (LFPC).

Britisk politi optrapper overvågningen af højreekstremistiske grupper, som de mistænker for at ville opildne til racemæssigt had. Britiske politichefer og muslimske grupper er bekymrede over en stigning i antallet af angreb, der er begået af højreekstremistiske grupper. […]

– Jeg frygter, at de planlægger noget spektakulært, at de vil gennemføre et angreb, der vil føre til tab af menneskeliv, sagde Sawyer. […]

Mohammed Abu Kalam, der er talsmand for Det Muslimske Sikkerhedsforum, der samarbejder med politiet for at beskytte muslimer, sagde, at muslimerne er meget bekymrede over den voksende ultrahøjreorienterede ekstremisme og en række nylige angreb mod moskéer og islamiske centre. Briter frygter racevold fra det ekstreme højre

Forlægger-bombere  dømt

A fanatic who once paraded his baby in an ‘I love Al Qaeda’ hat was yesterday jailed for firebombing the home of the publisher of a novel about Mohammed.Sentencing Ali Beheshti, 41, and two accomplices to four and a half years, Mrs Justice Rafferty told them: ‘If you choose to live in this country, you live by its rules.’ ‘There is no such thing as “a la carte citizenship” and, in your case, there is no such thing as “a la carte obedience” to the law.’

Beheshti, a follower of hate cleric Abu Hamza, poured diesel through the letterbox of Martin Rynja’s £2.5million house and set it alight to ‘punish’ him for agreeing to release The Jewel of Medina, a fictional account of the Prophet’s child bride. Beheshti achieved notoriety three years ago at a protest against Danish cartoons of Mohammed when he was photographed with his 18-month-old daughter, Farisa, whom he had dressed in a pink bonnet celebrating Al Qaeda. Beheshti, who has a previous conviction for the attempted murder of his father, described her to reporters as the youngest member of the network. Muslim extremists jailed for arson attack on Mohammed book publisher’s home

Lad nu motivanalyserne ligge og lyt
Af Lene Kattrup

TIDLIGERE overrabbiner Bent Melchior sagde i interviewet i Kristeligt Dagblad den 23. juni, at Dansk Folkeparti ikke er antisemitisk. Men han brugte ordet fremmedhad i forbindelse med partiets vælgere og alle andre, der ønsker indvandringen til Danmark begrænset. Han foretog en kollektiv og noget hård motivanalyse på sin politiske modpart og undveg det saglige i debatten, hvor vi overordnet set har to meget forskellige fløje. Den ene fløj, som Melchior tilhører, finder, at vi skal tage imod flere indvandrere end nu – også fra ikke-vestlige lande. Denne fløjs tilhængere vurderer, at vi har råd til det både økonomisk set samt i forhold til påvirkningen på integration, kriminalitet, sammenhængskraft i samfundet med videre. De mener desuden, at vi menneskeligt set ikke kan være andet bekendt, og de synes også, at vi skal lade de afviste irakere blive.

Over for dem står den anden fløj, der også finder, at vi i forhold til hensynet til disse fremmede, som er søgt hertil på flugt fra krig, sygdom eller fattigdom, og som man gerne ville hjælpe, må foretage en afvejning af hensynet til den oprindelige befolkning og sit land. Men her kommer de til det modsatte resultat, for de vurderer, at en for stor indvandring samt en mislykket integration af ikke-vestlige indvandrere udgør hovedårsagen til, at der nu er områder i vores byer, der er usikre at færdes i, især for kvinder, hvorfor de ønsker at begrænse strømmen.

DENNE FLØJ mener også, at en yderligere åbning kan betyde trusler for demokratiet på sigt på grund af parallelsamfund, ghettoområder samt en stigning i antallet af borgere, der ikke fuldt ud respekterer religionsfriheden og ytringsfriheden, selvom vi blandt andet i vores skoler forsøger at indprente dem disse værdier. En del mener også, at udgifterne afledt af indvandringen fra ikke-vestlige lande belaster landets offentlige kasser så hårdt, at det er en væsentlig del af årsagen til, at sundhedsvæsenet, ældreplejen og skolerne mangler penge i disse år. De konkluderer, at man derfor bør føre en stram politik, hvor man begrænser indvandringen, men i stedet yder hjælp i nærområderne, hvor meget tyder på, at man kan hjælpe langt flere mennesker for de samme penge. Dette er i store træk de to fløjes position. Begge standpunkter må være legitime. Men vedrørende motivationen. Melchiors fløj er drevet af gode motiver som en optimistisk tro på fremtiden, på det skal nok gå, på barmhjertighed og en vurdering af, at det har vi da råd til, udgifterne er jo finansieret af den fælles kasse. Den anden fløj er drevet af en mere eller mindre realistisk bekymring for fremtiden, som, hvis de har ret, kan betyde, at der en dag ikke vil være råd til ret meget, da den danske stats kasser så vil være tomme, samt at vores velordnede danske samfund begynder at gå op i kanterne, det vil sige, vi vil se endnu mere kriminalitet, mindre tillid til hinanden, mindre sammenhængskraft, mindre ligestilling og så videre.

KUN FREMTIDEN vil vise, hvilken fløj der får ret, men det er ved at være trættende at høre, at det er had, der driver den ene fløj. Der kan være enkelte personer, bevares, der har dette motiv, men det er lidt groft at skære over en kam, som Melchior gjorde i interviewet, når det dominerende motiv er en dybfølt bekymring, uanset om den så er berettiget eller ej. Omvendt kan beskyldningen mod Melchiors fløj så være, at de er dybt naive, men det lyder dog pænere og mindre anklagende end ordet had. Man vil hellere beskyldes for at være naiv end hadefuld. Det ville være befordrende, hvis vi i stedet for motivanalyser holdt os til sagen i denne spændende debat om størrelsen på indvandringen af personer med en ikke-vestlig baggrund i de kommende år samt konsekvenserne for det danske samfund. Vi kunne starte med et krav til regeringen om at opgøre de samlede kommunale og statslige udgifter til den aktuelle og den i fremtiden påtænkte førte indvandringspolitik på området samt de forventede konsekvenser for landet. Så ville vi få et bedre beslutningsgrundlag.  Kristeligt Dagblad 06.07.2009 med forfatterens tilladelse