En læser observerede denne lille mærkat på el-skabe og genbrugscontainere i det eksklusive hjørne af Gentofte, ikke langt fra Tøger Seidenfadens bopæl. Nu ved vi ikke om redaktøren har en interessant dobbeltnatur, og klæber disse ting op i ly af natten. Det kan da være heltids-“islamofobers” værk.Oprindeligt et tysk mærke til at propagere for at smide sit affald i de dertil opsatte affaldsspande. Kommunisterne lavede det om til at man skulle smide hagekorset/nazismen ud. Nazisterne lavede så en anti-kommunistisk version. Dette er så den danske whiskey-bælte version. – Ved Svanemøllen Station har en læser fotograferet denne med sin mobiltelefon, men der er jo kun ambassader og gamle grosserer-enker med lilla hår i nærheden. De har så mange sære ting for deroppe nordpå.

Cæsars hustru må smide burkaen

Et dilemma der sagtens kan få afgørende konsekvenser for verdens fremtid: Hvor stuerene skal mulige samarbejdspartnere være for at kunne deltage i en koalition mod en totalitær trussel der på afgørende måde overgår alt hvad før er set – fordi dens frontsoldater faktisk tror på belønning i en hinsides Playboy Club? Hvis denne trussel angår alle andre end ideologiens troende, kan man så lægge alle andre uoverensstemmelser på hylden i den større sags tjeneste? At vi stadig i 2010 flitter rundt uden nævneværdig opbakning fra andre partier end Dansk Folkeparti siger en hel del om at frygten for at blive smittet af folk der måske ikke er helt fine i kanten – eller hvis partirødder engang har været noget suspekte. Nu er dilemmaet brudt ud i lys lue igen i USA: Advokaten Martin Mawyers udtalelser i 1997 om homoseksuelle risikerer at ødelægge Geert Wilders’ platform, hvis sidstnævnte bliver set i selskab med advokaten. Robert Spencer og Pamela Geller har formentlig valgt den klogeste, dvs. den forsigtigste, løsning. Det er et ubehageligt vilkår som der ikke umiddelbart vil ske nogen udvikling med hensyn til. At Mawyers ord står i grel modsætning til folk hvis ideologi påbyder dem at piske eller stene homoseksuelle tæller ikke på nuværende tidspunkt (LFPC).

It has come to our attention today that Martin Mawyer, who had been scheduled to appear with us at the premiere of Islam Rising in Los Angeles on May 1, has had attributed to him a series of offensive anti-gay statements made in 1997. While we don’t expect to agree on all issues with those with whom we collaborate on anti-jihad efforts, we do not wish to give the impression that we endorse, agree with, or approve of in any way the statements attributed to Mr. Mawyer. Nor do we wish to give the impression that Geert Wilders or the Freedom Defense Initiative approves of such statements. […]

In order, then, to avoid creating any false impressions about our agenda and goals, or those of Geert Wilders, we have decided to cancel the event in Los Angeles on May 1. A Statement from Pamela Geller and Robert Spencer of the Freedom Defense Initiative

Gik sløret fra VU’s øjne?

Seks pæne og meget veluddannede unge mænd, der går eller har gået på universitet eller handelshøjskole. Det var, hvad der mødte medlemmerne af Venstres Ungdom, der mandag aften troppede op til debatmøde i Århus med repræsentanter fra Hizb-ut-Tahrir”. Jeg har mødt mange personer med ekstreme holdninger, men det her var det vildeste, jeg har hørt. De var godt nok langt ude,” fortæller VU formand Jens Husted.

“Det er først, når man snakker med antidemokrater, at man for alvor får øjnene op for, at vi skal værne om demokratiet, og den bedste måde at bekæmpe udemokratiske holdninger er ved at få dem frem i lyset. Fri debat er nu engang ekstremismens værste fjende.” VU om Hizb-ut-Tahrir møde: De var godt nok langt ude.

Trendy kvindeindpakning

Jeg ved ikke hvor meget navnet Voice of America siger yngre generationer uden rødder i Den Kolde Krigs umisforståelige fronter mellem frihed og tyranni. Som det er tilfældet for så mange institutioner eller forhenværende udenrigsministre fra den tid, er symbolværdien falmet. Men måske navnet Voice of America alligevel er passende: USA er jo ikke det samme land – Præsident Obama rækker ud og rækker ud i en uendelighed efter fjender der ikke ønsker fred, Irans præsident modtages med fuld honnør på et prestigefyldt universitet, og på universiteter det ganske land over hersker en lammende politisk korrekthed og et had til landets historie. Historien her er skåret over en skabelon vi er bekendt med til ulidelighed – tørklædet forbindes gerne med undertrykkelse, men smarte, fremadstormende muslimske kvinder bruger den islamiske kvindeindpakning på deres helt egen måde. Et enkelt afsnit fra denne beskæmmende artikel er fuldt tilstrækkeligt (LFPC).

[…] Boussana is part of a new generation of educated, vocal and socially active women who are beginning to brand their European and Muslim identities through style. They layer dresses over pants, wrap headscarves into bandanas, match hooded kaftans with high-heeled boots. […] European Muslims Reconcile Cultures through Fashion

UK: Landet med slør for øjnene, og foden på vej i afgrunden

Med love og regler – rigtig, rigtig mange – skal det multikulturelle land bygges. Harmonien synes altid at fortone sig i horisonten, se bare her hvor et nævenyttigt konservativt parlamentsmedlem fik det strikse britiske politis opmærksomhed at føle efter en bemærkning som måske kun en Zenia Stampe herhjemme ville ulejlige ordensmagten med (LFPC).

An MP was investigated by police for inciting racial hatred over controversial comments about the burkha following complaints from a human rights association. Conservative MP Philip Hollobone said wearing the garment was the religious equivalent of ‘going round with a paper bag over your head’. During a parliamentary debate last month he urged the House of Commons to ‘seriously consider’ banning the garment.

Now it has emerged police received a complaint about the Kettering MP a few days after his comments from the Northamptonshire Rights and Equality Council (NREC). Officers rang Mr Hollobone to say a complaint had been made but the Crown Prosecution Service dropped the case a few days later as there were no grounds for prosecution. […] MP quizzed by police after saying ‘wearing burkha was like having paper bag over your head’

Lars Vilks og Weekendavisens idyller

Henrik Wivel tegner et alt for rosenrødt billede af det officielle Sveriges behandling af kunstneren og Muhammed-tegneren Lars Vilks. Reelt er han udsat for Berufsverbot. [yrkesförbjud]

Af Uwe Max Jensen, Billed- og performancekunstner samt journalist

I Weekendavisens leder skriver kulturredaktør Henrik Wivel om den svenske kunstner Lars Vilks, der har tegnet religionsstifteren Muhammed som en hund. Henrik Wivel mener, at både Sverige og Danmark har meget at takke Lars Vilks for. Jeg er enig. Men når Henrik Wivel skriver, at »statsminister Fredrik Reinfeldt og den øvrige politiske og kulturelle offentlighed stod dengang (i efteråret 2007, da Vilks-sagen begyndte i Sverige, red.) og står i dag fast på ytringsfriheden og på de kunstneriske og demokratiske rettigheder,« tegner Henrik Wivel desværre et alt for rosenrødt billede af situationen i Sverige.

Sandheden er, at det officielle Sverige – og her tænkes ikke alene på sikkerhedstjenesten Säpo, der for nylig ikke fandt anledning til at orientere Lars Vilks om drabsplanerne rettet mod ham (Vilks hørte det fra en ven) – i flere omgange har svigtet Lars Vilks. I efteråret 2007, kort tid efter at balladen om Lars Vilks’ Muhammed-tegninger var brudt ud i lys lue i Sverige, skulle Lars Vilks udstille på Eslöv Biennalen i Skåne. Han ville udstille en skulptur af drivtømmer, der skulle fungere som en art ambassade for Vilks’ fiktive stat Ladonia på Kullens kyst. Det blev ikke til noget.

Eslöv Biennalen var organiseret således, at der i toppen af biennalens organisation var både en kunstnerisk ansvarlig kurator – billedkunstneren og skribenten Fredrik Axwik – samt Eslöv Kommunes kulturchef Eva Hallberg. Sidstnævnte kulturchef nedlagde forbud mod Lars Vilks’ deltagelse i biennalen. Eslöv Kommune blev senere dømt til at betale Lars Vilks en erstatning, da udelukkelsen var uretmæssig.

Udelukkelsen af Lars Vilks betød i øvrigt, at der blev en ledig plads på biennalen. Den blev undertegnede tilbudt. Jeg havde ikke umiddelbart nogen interesse i at overtage en plads fra en kollega, som var blevet udelukket, men da Lars Vilks ikke havde noget imod, at jeg overtog hans plads på biennalen, og da jeg samtidig fik løfte om, at jeg kunne lave et værk til Eslöv Biennalen, hvor jeg forholdt mig konkret til den politiske udelukkelse af Lars Vilks fra biennalen, valgte jeg at deltage med værket »Erased Muhammed«.

I forbindelse med mit værk fik jeg overdraget en af Lars Vilks’ Muhammed-tegninger, som jeg bearbejdede med et viskelæder. Det hvide stykke papir, der fremkom efter arbejdet med viskelæderet, blev således mit bidrag til Eslöv Biennalen 2007. Mit værk var en parafrase over Robert Rauschenbergs mesterværk Erased de Kooning Drawing fra 1953, hvor Rauschenberg på tilsvarende vis viskede en af de Koonings tegninger ud og bagefter udstillede det hvide papir som et selvstændigt værk.

Ved at lade Muhammed forsvinde fra Lars Vilks’ tegning ved hjælp af viskelæderet skabte jeg qua det hvide papir et værk, hvor alle referencer findes uden for det konkrete værk. Samtidig fjernede jeg ved min gestus det problematiske aspekt ved Lars Vilks’ tegninger – nemlig gengivelsen af Muhammed – men i samme bevægelse accentuerede det formelt tomme værk Lars Vilks’ fravær fra Eslöv Biennalen. Denne effekt blev forstærket, da det hvide papir var mit eneste bidrag til biennalen. Jeg overtog endvidere Lars Vilks’ oprindelige udstillingsplads – et rum på 100 kvadratmeter med seks meter til loftet (hvor det indrammede hvide papir var den eneste genstand) – for at understrege Lars Vilks’ fravær fra biennalen yderligere.

Den udviskede Muhammed-tegning på Eslöv Biennalen kunne endvidere tolkes som et symbol på den religionskritik, der er mulig i fremtiden, hvis religiøse fundamentalister – hånd i hånd med pragmatiske politikere (som i Eslöv Kommune) – får held til at nedbryde ytringsfriheden og dens iboende mulighed for religionskritik.

At Lars Vilks, som Henrik Wivel fremfører, er en stor humorist og en munter mand, fandt jeg ud af, da jeg modtog tegningen, som jeg havde sat mig for at viske ud. Det viste sig nemlig, at Lars Vilks havde trykket særdeles hårdt med blyanten mod papiret. Jeg kunne godt fjerne grafitten, men selve aftrykket blev siddende i papiret. Så Lars Vilks’ tegning af Muhammed som en rondellhund (rundkørselhund, red.) blev altså siddende i papiret som relief. Dermed gik det hverken værre eller bedre end, at de kommunale politikere med kulturchefen i spidsen, der ikke ville have Lars Vilks med på biennalen til trods for, at han ikke ønskede at følge op på sine Muhammed-tegninger, i stedet fik en af de famøse tegninger udstillet i byens kulturhus. Det blev i øvrigt regnet for så kontroversielt, at det lokale dagblad først anmeldte udstillingen, da den var lukket.

Desværre er det ikke den eneste gang, at det officielle Sverige har lagt hindringer i vejen for Lars Vilks og kunstnerens mulighed for at arbejde og udstille. Der er flere eksempler, men de lader sig af pladshensyn ikke oprulle her. Det mest grelle eksempel fortjener imidlertid at blive fremhævet.

I efteråret 2008 havde Kalmar Konstmuseum programsat en stor retrospektiv udstilling med Lars Vilks i anledning af kunstnerens 60 års dag. Udstillingen var på plads og godkendt af museets kunstfaglige ledelse og af kunstmuseets chef Clas Börjesson, men den (politiske) bestyrelse for museet med landshövding Sven Lindgren valgte at tryne museets kunstfaglige ledelse og nedlægge forbud. På dansk ville man betegne bestyrelsens beslutning som Berufsverbot. Over for svensk presse begrundede Sven Lindgren bestyrelsens beslutning med, at Lars Vilks ikke havde den fornødne kunstneriske kvalitet til at blive vist på det nyåbnede museum i Kalmar.

Landshövdingens forklaring hang imidlertid dårligt sammen med, at undertegnede, der har en noget mindre imponerende udstillingsliste, end Lars Vilks er i besiddelse af og ikke som Vilks har været professor ved et kunstakademi, havde udstillet på Kalmar Konstmuseum få måneder tidligere.

I danske medier bliver det ofte fremstillet, som om svenskerne har klaret deres udgave af Muhammed-krisen med bravur. Dette forhold skyldes imidlertid en grundlæggende mangel på viden om tingenes rette sammenhæng.

Weekendavisen, 19.03.2010, Debat: Kunst: Udvisket Muhammed (ikke online – med forfatterens tilladelse)