Under henvisning til ikke at ville støde religiøse grupper, nægter Världskulturmuseet i Gøteborg at vise Elisabeth Olsson Wallins ustilling “Jerusalem” om “forfølgelsen af homoseksuelle i de store religioner.” Hun har hidtil pænt har holdt sig fra at beskæftige sig med islam, men denne gang  klappede I-fælden for hende. Det er ikke et år siden at Världskulturmuséet i Gøteborg lod imamen Abd al Haqq Kielan (tidligere Leif Karlsson) forhåndscensurere Hirsi Alis film Submission på deres udstilling om ytringsfrihed: Yttrandefrihet – var går gränsen? Der er ingen der nævner “the I-word”, men det er naturligvis det det drejer sig om, uanset hvad PK´ iterne skriver på Newsmill. Der kommer ingen pinsekirkepastorer og forfølger det pussilanime museums medarbejdere. Mon ikke Peter Skogh er under indtryk af de 345 skudepisoder der sidste år kom ind til länskommunikationscentralen i Göteborg?  Der bor nogle vældigt ubehagelige typer, en museumsmand skal holde sig gode venner med. Skulle jeg afvise hendes fotos, ville det være fordi de er så smældfed, corny agitprop. Kan ikke døje sådan nogle regisserede programfotos.(Världskulturmuséet viker ner sig för frikyrkopastorerna, Rädslan för hot och våld styr kulturchefernas beslut.)

Israelsk ‘brutalitet’ kontra ‘svaghed’

Heller ikke dette oplyser mainstreammedierne om: Den israelske bording af jihad-flotillen tolkes ud fra helt forskellige forudsætninger i hhv. den vestlige og den muslimske verden. Fælles fodslaw finder man i påstanden om israelsk brutalitet mod muslimer, hvor denne hos os tolkes ud fra en forestilling om universelle værdier og alle menneskers ligeværd, jfr. Den Gyldne Regel, mens muslimer finder bekræftelse for troen på jødernes evige ondskab – mod muslimer. Måske man skulle opfinde udtrykket ‘Den Grønne Regel’?

Helt upåagtet her i Vesten er derimod muslimske mediers kultivering af skadefro over de få minutter hvor IDF-soldater var i jihadisternes vold. Nogle øjeblikke der blev flittigt fotograferet og udstillet på bl. a. tyrkiske Hürriyets hjemmeside. Memo til anstændige vesterlændinge: I den del af verden er svaghed foragtet, og billederne tjener således et yderligere formål ved siden af påstanden om brutalitet (LFPC).

There are three narratives of the first minutes of the raid on the Mavi Marmara: one by Israel, one by the leaders of the flotilla when speaking in English, and a third one – by the people who support the flotilla when speaking in non-Western languages.

The Turkish newspaper that published the pictures of the IDF soldiers today does not use the meme of ruthless IDF soldiers shooting from the helicopter and murdering civilians within seconds of landing on deck – nor do the pictures support that narrative in the least. Rather, they prove Israel’s version of events completely. Yet the Turkish press, as we had seen Friday from some of the Arabic press, instead say how weak and ineffectual the IDF soldiers were, all but mocking them for not using lethal force initially.

The newspaper notes, with glee, the fear in the soldiers’ faces captured in the photos. It discusses how the brave “humanitarians” fought the mighty IDF with sacks of onions. The article calls the soldiers “amateurish” and “incompetent.” To the supporters of the IHH and its partners, the IDF’s reticence in using lethal force is a clear sign of weakness, not a sign of caring about human life. […] English: “IDF ruthless!” Turkish/Arabic: “IDF crybabies!”