Den store fremgang for Sverigedemokraterna kommer netop nu, fordi de vælgere, der længe har haft lyst til at stemme på partiet, nu ikke længere i samme grad som tidligere behøver at frygte at spilde deres stemme, hvis de gør det. [..]

Men i år er det parti, som måske vil blive allermest omtalt, når stemmerne er talt op på valgaftenen, slet ikke repræsenteret i Almedalen. Det er nemlig kun partilederne fra de partier, der i forvejen er repræsenteret i Riksdagen, der får lov til at tale. Derfor er formanden for Sverigedemokraterna – som bedst kan sammenlignes med Dansk Folkeparti herhjemme – ikke på talerlisten, selv om partiet ifølge de nyeste meningsmålinger står til en fordobling af sit stemmetal. Fra 2,9% af stemmerne ved valget i 2006 til 5-6% i dag. Og partiet er snarere undervurderet end overvurderet i meningsmålingerne, eftersom mange svenskere ikke vil fortælle, at de vil stemme på Sverigedemokraterna, når de bliver ringet op af en interviewer fra et af menings målingsinstitutterne. Så partiet kan let blive endnu større på valgdagen, end tallene tyder på i dag.

Men hvorfor går Sverigedemokraterna så meget frem netop nu? Der er en række forskellige forklaringer. En væsentlig forklaring er, at Sverige gennem de seneste fire år haft en borgerlig regering, der har ført markant borgerlig politik på det fordelingspolitiske område (f.eks. med markante skattelettelser til bl.a. svenskere med høje indkomster) og på visse værdipolitiske områder (f.eks. inden for skoleområdet), men ikke på udlændingepolitikkens område. Man har ikke foretaget de stramninger af udlændingepolitikken, som mange svenskere havde forventet, at man ville få, hvis en borgerlig regering kom til magten. Og derfor er der mange vælgere, som tidligere har stemt på et af de borgerlige regeringspartier, der nu går over og stemmer på Sverigedemokraterna. […]

Endelig er en selvstændig årsag til Sverigedemokraternas fremgang også, at partiet gennem mange år systematisk har været forsøgt ignoreret og holdt ude af den politiske debat i Sverige. Lektor Lars Havbakke Sørensen: Spøgelset i Almedalen

UK: Somalisk flygtningefamilie får hus til 2,1 millioner £

Pengene fosser ud af den engelske statskasse, men hvor længe endnu? Og endnu mere skæbnesvangert: Hvad sker der så? (LFPC)

A family of former asylum-seekers from Somalia are living in a £2.1million luxury townhouse in one of Britain’s most exclusive addresses at a cost to taxpayers of £8,000 a month.

Abdi and Sayruq Nur and their seven children moved into their three-storey property in a fashionable area of London last month because they didn’t like the ‘poorer’ part of the city they were living in.

Mr Nur, 42, an unemployed bus conductor, and his 40-year-old wife, who has never worked, are now living in Kensington despite the fact that they are totally dependent on state benefits. […] Somali asylum seeker family given £2m house… after complaining 5-bed London home was ‘in poor area’

Saudi-Arabien: Fysiske seksuelle overgreb mod hvert fjerde barn

25% er formentlig ikke nok til at få prøvesagen mod Jesper Langballe til at falde fra hinanden, men vi taler om oplysninger fra et arabisk nyhedsbureau beliggende i det saudiske kongedømme, med henvisning til en intern saudiarabisk undersøgelse, og dette er i sig selv værd at fremhæve. Når jeg formulerer overskriften som jeg gør, er det fordi det umiddelbart tilsvarende tal for USA opgives til at være hvert sjette, men som artiklen også gør opmærksom på, medregnes selv visning af pornobilleder for børn eller snak om sex med dem i dette tal i det puritanske amerikanske samfund. Jeg ved ikke hvad mere sobre vurderinger lyder på i dag, men man skal her også huske at der i firserne og halvfemserne var et skræmmende massehysteri i USA og den øvrige vestlige verden omkring de såkaldte ‘recovered memories’, hvor terapeuter mente  at kunne anslå overgreb netop i denne størrelsesorden. Adskillige liv og adskillige familier blev ødelagt i disse år på falske anklager. Historien her skal endelig også nævnes fordi den er et umiddelbart overraskende eksempel på arabisk selvransagelse. Via Elder of Ziyon (LFPC).

Two studies have been issued on the issue of child abuse in the last two months. The first one, conducted in the United States, claims one in six children would be subjected to sexual abuse. The second study, conducted in Saudi Arabia by Dr. Nura Al-Suwaiyan, director of the family safety program at the National Guard Hospital, revealed one in four children is abused in the Kingdom.

This clearly shows that children are far more likely to be molested in the Kingdom than in the United States! […]

As it is useless to talk to these dreamers, I will address citizens with a more realistic outlook in our society and tell them that child abuse rates in the US will come down with time, while it will increase in our society. […]

In the US, there is a detailed description of child harassment. Showing a pornographic picture to a child or talking to him about sex in the US is considered molestation, while in the Kingdom sexual harassment cannot be considered abuse unless actual sex act has taken place. […]

The Americans can confront this problem because they know that they are human beings and hence liable to make mistakes, while those in Saudi Arabia are unable to deal with this problem because they want to adhere to the imaginary idea that we are the purest society in the whole world. […] Child abuse: we and the Americans

Juridisk tungetale

Vi bringer et tilsendt gæsteindlæg.

Kristelig Fagbevægelse deltager i religionstyranniet.

af Mette Dyhr

Bilka i Horsens er i byretten blevet dømt til at betale 25.000 kr. plus sagsomkostninger til en tidligere ansat, fordi en af varehusets chefer ved flere lejligheder har kaldt vedkommendes trossamfund – den Apostolske Kirke – for en “sekt”. Dette opfattede medarbejderen som ydmygende og nedværdigende, og den følsomhed må siges at have kastet godt af sig. Kristelig Fagbevægelse førte sagen.

Min fremmedordbog fra Gyldendal forklarer sekt med “trossamfund som p.gr. af særmeninger har skilt sig ud fra et større kirkesamfund“, og er det ikke det, den Apostolske Kirke har gjort? Wikipedia oplyser i hvert fald, at “Apostolsk Kirkes gudstjenester er præget af tungetale og helbredelse ved bøn, som er en genoplevelse af åndens nådegaver fra den første pinse”, og dertil er folkekirken vel endnu ikke nået, selv om man efterhånden kan vente sig lidt af hvert.

Et opslag i Den Store Danske Encyklopædi netudgave udvider forståelsen ved at tilføje, at “Begreberne sekt og sekterisme bruges ikke blot om mindre, kristne trossamfund, men også, ofte med negativ bibetydning, om andre religiøse udspaltninger af trosretninger og om fx politiske partidannelser. Sekterisme anvendes således som et begreb i arbejderbevægelsens historie om fraktioner eller mindre grupper, som sætter deres egne interesser over arbejderklassens fællesinteresser.”. Samme sted forklares begrebet sekterisk som “knyttet til en sekt; som isolerer sig ved afvigende opfattelse.”

Er dette nu alt sammen forkert, og hvordan lod det sig gøre at bevise eller sandsynliggøre, at ordet sekt blev brugt med en negativ betydning i Bilka-sagen? Forhåbentlig bygger dommen på andet end en udenforståendes undren eller skepsis, for religiøs hudløshed er både på gade- og topplan ved at udvikle sig til et helligt terrorredskab i menneskerettighedernes sekulære navn, og dette går særdeles dårligt i spænd med ytringsfriheden.

Den sproglige deroute og tiltagende sprogforvirring, især i et sprogområde hvor understatement anvendes hyppigt og ofte ikke forstås af mennesker med fremmed kultur, har også bidraget til den emsige rethaveriskhed, der går over landet. Det skulle nødigt ende med, at vi tvinges til både at droppe humor og subtilt sprogbrug, der ligger over tegneserieniveau, så at ingen må/tør udtrykke sig på en måde, der ikke kan forstås entydigt af alle uanset kulturbaggrund – det være sig her i landet som i resten af verden.

Perspektiverne er svimlende i disse globale tider, og det har længe luret i horisonten, at nogen mener, at vi med store bøder skal tæskes på plads til at udvise passende respekt for religioner, fordi kultursammenstød uvægerligt fører til religionskritik, og den er uønsket. Dette hænger sammen med, at religiøse akilleshæle ikke ønskes offentligt diskuteret, og at nogen er mere lige for Allah end andre, samt at religion og magtideologi er uløseligt fusioneret i islam. Men det forudså politikerne ikke, og nu ved de ikke, hvordan de skal tackle de megaproblemer, der er resultatet af deres ansvarsløse uvidenhed, og at de reelt set via deres lovgivning flytter rundt på folkeslag og gør dygtige og aktive mennesker til andres tvungne forsørgere. Selv i de mest rødglødende 70’ere blev vi liberale trods alt ikke slæbt for retten for at kritisere de marxistiske munkeordners profeter, men nu er mørket sandelig ved at sænke sig over os i takt med ytringsfrihedens paradoksale afskaffelse vha. menneskerettighederne, der vel at mærke siges at beskytte samme frihed.

Noget af det mest forvirrende i det rod i begreberne, som bl.a. manglende og selektiv sprogrøgt har medført, er de ord og udtryk, der anvendes med stik modsatte betydninger, f.eks. begrebet “en bjørnetjeneste”, som jeg synes, at Kristelig Fagbevægelse bør overveje i denne forbindelse. Ligesom man passende kunne fundere over, hvad andre med lidt ond vilje kan lægge i Kristelig Fagbevægelses eget navn, hvor kristendommen tages som gidsel i pengepolitiske affærer, og der i nærværende sag demonstreres en ukristelig nidkærhed overfor anderledes tænkende. Det er jo ikke alle, der finder tungetale lige naturlig, og det er forhåbentlig heller ikke alle i fagbevægelsen, der ønsker at findyrke medlemmernes religiøse muligheder.

Må vi lige være her?