Karen Jespersen og Ralf Pittelkow skriver til bloggen, og ikke mindst til vores svenske læsere:

Sverige har altid stået os nær. Som de fleste fra Skandinavien har vi følt os tæt knyttet til mennesker fra andre lande i Norden. Derfor gjorde det et særligt indtryk på os at besøge bydelen Rosengård i Malmø. Vi følte det, som var vi kommet til en helt anden verden. Butikker havde skilte på arabisk. På gaden talte kun få svensk med hinanden. Overalt var der kvinder med tørklæder og lange gevandter. Parabolantenner stod tæt på altanerne. Det svenske velfærdssamfund, Folkhemmet, kunnet godt nok fortsat spores: Der var brugt mange kræfter på at holde det hele pænt og rent, der var et nydeligt bibliotek, skoler og sportspladsen.

Men når det kom til kultur, holdninger og værdier er det i virkeligheden et helt andet samfund end det svenske. Vi kom til at tænke på en ung kvinde iført tørklæde, som på svensk tv: ’Det føles som Irak eller et andet arabisk land. Jeg trives supergodt i Malmø’.

Rosengård er et muslimsk parallelsamfund, hvor man lever sit helt eget liv. Det giver grobund for, at radikale muslimer får voksende indflydelse. Det kan man blandt andet læse om i den rapport om Rosengård, der blev skrevet af Magnus Ranstorp og Dos Santos i begyndelsen af 2009. Her kan man læse stort set enslydende beretninger fra folk der arbejder i Rosengård: Der sker i disse år en kraftig radikalisering især blandt unge muslimer. Det drejer sig både om en religiøs radikalisering, hvor shariaens regler spiller en stadig større rolle. Desuden drejer det sig om den radikalisering der giver sig udslag i bander og kampe mod politiet.

Det er efter vores mening helt galt. Sverige er ligesom Danmark et af verdens bedste velfærdssamfund, hvor vi har stærke sociale bånd og stor tillid til hinanden. Men det gælder også Europa som helhed. Oplysningstidens idealer og værdier har givet os en enestående frihed. Den har vi bygget videre på i Europa og den må ikke sættes over styr. Disse grundlæggende værdier har fået deres særlige udformning afhængig af det enkelte lands historie og kultur. Det nationale spiller i det hele taget en stor rolle i menneskers identitet. Mennesker er knyttet til deres sprog, historie og kultur. Nationalfølelse betyder på ingen måde at man er lukket. Tværtimod er stærke fredelige nationer forudsætning for et stærkt internationalt samarbejde.

Vi er nået langt ad denne vej i Europa. Men nu risikerer vi, at det bliver sat over styr. Situationen i Rosengård er ikke enestående. Over hele Europa ser vi den samme udvikling i mange større byer.

Fællesskabet er mange steder i Europa ved at blive sat over styr, fordi man ikke i tide har stoppet den store tilstrømning til Europa fra 3. lande. Tilmed har man accepteret, at indvandrerne kunne fortsætte med at leve som i de (muslimske) lande, de kommer fra..

Den udvikling skal stoppes. Derfor har vi skrevet bogen ISLAMS MAGT. Europas ny virkelighed. Det er en advarsel mod den udvikling, der er i gang. Og en appel til at stå ved vores frihedsværdier og gå i brechen for dem.

Islam som magt

Islam er for en del muslimer en tro som andre religioner. Og denne tro skal de selvfølgelig have frihed til at dyrke som alle andre religioner. Men det er vigtigt at forstå, at islam ikke bare er en religion som alle andre. Islam udstikker regler for, hvordan hele samfundet skal indrettes. De regler kan kun gennemføres i praksis, hvis islam har magt i samfundet. Derfor går politiske muslimske kræfter, der ikke kun ser islam som en tro men også som en magt, efter indflydelse på indretningen af de europæiske samfund. Det siger vi nej til. Islam skal ikke have magt. Det vil undergrave de frihedsrettigheder vores samfund er bygget på.

De muslimske kræfter, der vil have en islamisering af Europa er en trussel af flere grunde. De meget målrettede og politiske muslimer er måske ikke talmæssigt så stor en gruppe. Men deres budskaber har klangbund i en langt større gruppe af muslimer.

Stammens ære
Desuden er det en vigtig pointe som vi gør meget ud af i bogen: Islam er stærkt præget af at være opstået i en stammekultur. Muhammed så det netop som sin opgave at opkaste sig til herre over sin tids stammer. Muhammed var ikke kun en religiøs leder men også en militær og politisk leder. Derfor er islam der skulle sikre ham lederskabet over datidens stammer gennemsyret af stammekultur, æresbegreber og krigertænkning. Islams tekster er da også meget voldelige.

Denne baggrund i en krigerkultur, stammetænkning og i æresbegreber præger især muslimske mænds adfærd den dag i dag. En af de mange rapporter vi har læst er en stor tysk rapport om koblingen mellem religion og adfærd. Den bygger på udsagn fra over 40.000 unge heraf 10.000 muslimer. Den viser, at jo mere religiøse muslimerne er, jo mindre integrerede er de. Det samme gælder ikke for andre religioner som kristendommen. Her er det faktisk omvendt. Desuden viser den store undersøgelse, at muslimske drenge og mænd er mere voldelige end drenge og mænd med en kristen tro. Og jo mere religiøse muslimerne er jo mere voldelige er de, men det er omvendt hos de kristne.

Denne den af islams baggrund viser sig især i holdningen til kvindernes rolle. Koranen er helt tydeligt skrevet af mænd for mænd. Kvinderne har først og fremmest den rolle at sikre stammens videreførelse. Men den viser sig også i den bandeprægede adfærd blandt en del store drenge unge mænd i de indvandrertunge områder. Selv om de ikke efterlever islams principper, fremgår det klart, at mange af dem identificerer sig stærkt med islam. De lever ofte i modstrid med Koranen: Drikker alkohol og har kærester. De er ikke særligt praktiserende. Men de har ofte en stærk bevidsthed om, at de er muslimer frem for alt. Deres ære bliver meget hurtigt krænket. En krænkelse af dem er en krænkelse af islam, ligesom en krænkelse af islam opleves som en personlig krænkelse, de reagerer meget stærkt på. De danner en slags muslimske bander, der har store mængder våben og tager kontrol over hele byområder, så politi og andre myndigheder kan have svært ved at færdes der.

Der er en tendens til at de mere politisk bevidste muslimer hverver støtter blandt de muslimske bander – en meget farlig cocktail.

De ukritiske hverdagsmuslimer

Derimod er der en stor gruppe, som tilhører dem, vi kalder de ukritiske hverdagsmuslimer. De er hverdags muslimer i den forstand, at de kun i mindre grad er praktiserende og sjældent kommer i moskeen. Men de er ukritiske i den forstand, at de ikke sætter spørgsmålstegn ved Allahs ukrænkelighed og Koranens regler. Derfor er en del af de ukritiske hverdagsmuslimer relativt lette at mobilisere for eksempel mod Muhammed-tegningerne og for en indskrænkning af ytringsfriheden. Islams kvindesyn, hvor kvinden er underordnet manden stikker også dybt og betyder en meget omfattende kontrol med kvinderne. De ukritiske hverdagsmuslimer har den grundlæggende opfattelse, at de er muslimer frem for alt og at muslimer står over ikke-muslimer. For eksempel er det en særdeles udbredt holdning at en muslimsk kvinde under ingen omstændigheder må gifte sig med en ikke-muslimsk mand.

Påvirkning fra muslimske lande

Desværre har de politisk bevidst kræfter blandt muslimerne vind i sejlene. Det skyldes i høj grad udviklingen i de muslimske lande. Her er der de seneste årtier sket en kraftig radikalisering – eksempelvis i Egypten, Pakistan, Palæstina, Somalia. Da mange indvandrere med muslimsk baggrund i Europa har en meget hyppig og tæt kontakt til hjemlandet kommer denne radikalisering også til at præge dem.

Radikalisering

En række meningsmålinger blandt muslimer i flere lande blandt andet i Storbritannien viser en kraftig radikalisering blandt især unge muslimer. En betydelig del af dem føler sig som muslimer frem for som for eksempel briter. En del går ind for en islamisk stat og sharia. Det gælder også når man tager de enkelte konkrete elementer i sharia. Der er betydelig støtte til at kvinder skal gå med tørklæde, at kvinder skal have en mandlig værge, at frafaldne muslimer kan straffes med døden, at kønne skal holdes adskilt og at ytringsfriheden skal begrænses. Og overalt er disse holdninger langt stærkere blandt unge muslimer.

Der en tendens til, at stadig flere unge muslimer som led i radikaliseringen lægger afstand til de europæiske samfund og deres værdier. De vil have deres egne muslimske fællesskaber, hvor det er islams værdier og regler, der styrer. Det kan føre til et helt andet Europa med store konflikter.

Demografi

Denne meget bekymrende udvikling i muslimernes holdninger bliver forstærket af ændringerne i befolkningernes sammensætning. Vi har samlet den tilgængelige viden, der er om væksten i antallet af mennesker fra ikke-vestlige lande og i antallet af muslimer i Europa. Det er kun i få lande som Østrig og Schweiz, at der er lavet en egentlig vurdering af udviklingen i antallet af muslimer. I de øvrige europæiske lande ved vi kun noget om udviklingen i andelen af mennesker med baggrund i ikke-vestlige lande. Og denne udvikling er opgjort ret forskelligt i de forskellige lande.

Men samlet set tegner der sig et billede, hvor andelen af muslimer vokser kraftigt de næste årtier, især i en del storbyer hvor muslimerne om et par årtier kommer i flertal.

Islamiseringen af Europa

Bogen bruger et hav af konkrete eksempler fra forskellige europæiske lande til at vise, at der er et pres for at styrke islams indflydelse i samfundet. Vi har samlet i hundredevis af artikler fra aviser og tidsskrifter fra mange europæiske lande. Vi har fundet virkelig mange forbløffende gode rapporter om den islamisering, der finder sted, og de problemer, det trækker med sig.

Vi viser hvordan islamiseringen sætter sig igennem i forhold til kvindernes situation, kriminalitet, ytringsfrihed, opsplitning af samfundet, islamisk ret, islamisme og terrorisme.

De velintegrerede

Vi bliver tit spurgt om der ikke er muslimer der er godt integrerede. Og jo selvfølgelig er der det. Vi kender selv flere af dem. Og det er overordentligt positivt, at andele af unge muslimer (især unge kvinder) begynder på en uddannelse. Men:

For det første er det vigtigt, at man ikke tror, at der kan sættes lighedstegn mellem integration og uddannelse og arbejde. Der er mange veluddannede muslimer, der har særdeles radikale holdninger og går ind for sharia og en islamisk stat.

For det andet svigter vi netop de velintegrerede muslimer, der gerne vil leve med personlig frihed, kvinders ligestilling og ytringsfrihed, hvis vi ikke går imod de politiske muslimer.

For det tredje skal vi holde op med at definere muslimer som muslimer. Mennesker, der har en muslimsk tro, er borgere ligesom alle andre borgere. Deres tro er et privat anliggende, der ikke skal blandes ind i samfundsforhold og politik.

Hvad stiller vi op?

Vi skal have en fortsat stramt styret indvandring. Vi må under ingen omstændigheder lade os trække med af en mere lempelig udlændingepolitik i EU. Tværtimod skal vi arbejde for en stram udlændingepolitik i EU. Og vi skal under ingen omstændigheder have Tyrkiet som medlem af EU.

Men derudover drejer det sig om at stå fast på de europæiske grundværdier. Frem for alt skal vi insistere på traditionen for oplysning og frihed, hvor der gælder samme regler, samme krav og samme rettigheder for alle. Nej til muslimske særkrav, der undergraver det verdslige samfund, demokratiet, retsstaten, den personlige frihed, kvinders ligestilling, ytringsfrihed.

Derfor skal vi afvise krav om kønsadskillelse i skoler, klubber og andre steder.

Vi skal ikke acceptere, at mennesker i offentlige embeder – som skolelærere, læger, sygeplejersker, dommere, domsmænd – bærer politiske og religiøse symboler som det islamiske tørklæde.

Vi skal have et burkaforbud, fordi det undergraver demokratiet, mennesker ikke kan se andres ansigter.

Vi kan ikke forbyde moskéer. Men der skal være åbenhed om og regler for finansieringen og det der foregår i moskéerne.

Hele denne holdning burde være selvindlysende i et sekulært demokrati. Når det ikke er det, skyldes det den selvforagt og ligegyldighed med vores frihedsværdier, der har bredt sig i dele af især ”eliten” i de europæiske samfund. Det er udbredt, at man her slet ikke har vist glæde, stolthed og fasthed i forhold til vores værdier. Tværtimod har store dele af ”eliten” været præget af skyldfølelse og foragt for deres egen kultur og været alt for tolerante over for dybt intolerante træk i islam.

Disse holdninger er blevet givet videre i opdragelsen af børn, blandt dem, der har med børn at gøre i skolesystemet og fritidssektoren. Noget der i høj grad burde ses efter i sømmene: Hvad undervises der i på seminarer, i folkeskolen, på gymnasierne og andre steder.

Hele dette træk er måske særligt slemt i Sverige. Men vi finder det i de fleste europæiske lande. Her ligger dybest set Europas problem: Selvbevidstheden og kampånden mangler.

Af Karen Jespersen og Ralf Pittelkow

Se også:

Karen Jespersen har varit socialminister och inrikesminister i Poul Nyrup Rasmussens regeringar. I Anders Fogh Rasmussens regering var hon välfärdsminister och hon är idag ordförande för det danska folketingets integrationsudvalg. Ralf Pittelkow har varit politisk rådgivare åt Poul Nyrup Rasmussen samt lektor vid Köpenhamns universitet. Han är också krönikör på Jyllands-Posten och i dansk tv sedan många år.

Paret Jespersen-Pittelkow har tillsammans tidigare skrivit Islamister og naivister och Pittelkow själv har bland annat utgivit Efter 11 september. Vesten og islam.

Deras nya bok, Islams magt. Europas ny virkelighed (Jyllands-Postens forlag, København) utkommer idag den 24 augusti. Eftersom jag fått boken nyligen har jag inte hunnit läsa ut den, så jag återkommer om några dagar med en recension. Men jag vill redan nu rekommendera boken av flera skäl. För det första ger den en europeisk rundmålning av islamismens tillväxt som ingen tidigare bok på ett skandinaviskt språk har gjort.

Vid sidan av självklara skildringar av situationen i t.ex. Malmö besöker författarparet brittiska och tyska miljöer, samt analyserar islam inte bara som religion, utan framför allt som det system av lagar och regler för hela samhällslivet som Koranen består av. Thomas Nydahl

Og

‘Islam får mere magt i Europa’ – Malmö och Sverige måste lyssna

Og

Denmark: Islam’s power, Europe’s new reality