France’s run-down city suburbs are becoming ‘separate Islamic societies’ cut off from the state, a report has warned.

Arab communities are increasingly rejecting French values and identity to immerse themselves in Muslim culture and lifestyle, it was found.

Muslim pupils often boycott school dinners if the food is not halal and most Arabs oppose marriages to white French citizens, the study by respected political scientist Gilles Kepel revealed.

As a result, France – whose five million Muslims make up Europe’s largest Islamic population – was turning into a ‘divided nation’, the study called Suburbs of the Republic found.

Dr Kepel wrote: ‘In some areas, a third of the population of the town does not hold French nationality, and many residents are drawn to an Islamic identity rather than simply rejecting or failing to find a secular one. Warning over France’s Islamic suburbs which are becoming ‘separate communities in a divided nation’ , La place croissante de l’islam en banlieue. (Le Monde-artiklen er delvist oversat til engelsk her.)

Ny bog: Mord og mafiosoer i Malmø

Gangstermord, mordförsök, bombdåd och skottlossning på öppen gata. Gänguppgörelser och maffiakrig mellan yrkeskriminella. Man skulle kunna tro att det handlar om nån avlägsen by i Colombia, men vi talar om Malmö och det våld som eskalerat där under de senaste åren. (Via PI)

Løgnens anatomi: Spørgsmål til Klemens Kappel

I dagene efter Anders Breiviks massakrer var det en frustrerende og surrealistisk følelse at opleve mainstreammediernes taget-for-givne prædikater når Snaphanen blev nævnt: Det var åbenbart en etableret kendsgerning at vi emmede over af had og krigsretorik, at vi var “højreekstremister”. Ikke én gang blev det illustreret eller dokumenteret med henvisning til noget vi rent faktisk havde skrevet. Vi kom hurtigt dertil at vi måtte anse muligheden af at blive fremstillet i et retvisende lys i MSM for håbløs. Vi meldte ud at vi fremover kun undtagelsesvist ville beskæftige os med deres antagelser og generaliserende påstande.

Dette er en sådan undtagelse, for nedenstående klumme af Klemens Kappel er et déja vu til disse dage som måske er lidt mere udpenslet injurierende end vi er vant til. Det skal lige have et par ord med på vejen, og så fortsætter vi ellers med det vi helst vil: At sætte lys på en virkelighed som MSM forsømmer eller fordrejer. Enhver kan læse alt der har været bragt her uden pegepind. Det vil vi faktisk opfordre til at man gør. I stedet vil vi vinkle det til en udfordring – i den meget omtalte “anstændigheds” navn – til at Kappel kommer i gang med at “walk the walk” og bringe den dokumentation og eksemplicificering hans kommentar er støvsuget for.

[…] Danske pendanter [til Gates of Vienna og document.no] er Sappho, Uriasposten og Snaphanen. Alle tager de afstand fra Breiviks voldshandlinger. Men nævnte blogs er karakteriseret ved to ting, der gør, at spørgsmålet om retorisk medansvar ikke er grebet ud af den blå luft.

For det første kolporterer de en undergangshypotese eller en borgerkrigshypotese, nemlig forestillingen om, at europæisk kultur og civilisation er på vej til at bukke under for en islamisk magtovertagelse, hvis det da ikke stoppes af den snart forestående borgerkrig.

Spørgsmål: Næsten alle poster her tager udgangspunkt i konkrete tildragelser beskrevet i historier og analyser fra kilder i hele verden. Kan Kappel komme med eksempler på historier vi har bragt her som ikke burde have været bragt hvis vi ikke skulle pådrage os “retorisk medansvar” for Breivik? Hvor har vi konkluderet at en “snart forestående borgerkrig” var en løsning på de komplekse problemer (eks. kulturelt selvhad, demografisk selvafvikling, frygtkultur og selvcensur) vi beskæftiger os med?

For det andet huser disse blogs en relativt voldspræget og aggressiv retorik, hvor der tales om krig, fjender, konflikt, forsvar, angreb, kamp, katastrofer, sejr, nederlag, undergang, udslettelse, underkastelse, borgerkrig, selvforsvar, belejring, korstog, modstand, forrædderi, medløberi, helte og kujoner, får og bukke, dem og os. Eller man bruger retorik hentet fra patologiens og hygiejnens verden, hvor af befolkningsgrupper omtales som kræftknuder, betændelsestilstande eller urenheder på det ellers sunde legeme, altsammen i dikotome termer, der let kan mappes på venner og fjender. […]

Hvis dette havde noget som helst på sig, var vi blevet meldt til poltiet for mange år siden, og det er aldrig sket. Det er desuden klart injurierende. Det er ikke mere rigtigt, end da SSU´s formand påstod i Weekendavisen, at vi beskrev indvandrere som “kræftknuder”. Ordet forekommer overhovedet ikke på denne blog i syv et halvt år, ikke engang i anden sammenhæng. Søg selv. Beviskravet synes at være ikke-eksisterende, når det drejer sig om at belyve og lette ben op ad en blog. Hvordan adskiller det at Snaphanen “taler om” ting som krig, konflikt, forsvar osv. sig fra den måde mainstreammedierne “taler om” disse fænomener? Kan du komme med eksempler på retorik som “kræftknuder, betændelsestilstande eller urenheder på det ellers sunde legeme” her på Snaphanen?

For det første er ingen enkeltperson ansvarlig for at vedligeholde dette meningsunivers. Det er et univers, der skabes af mange mennesker, der bidrager uafhængigt af hinanden og på en ukoordineret måde. […]

Hvis det højreradikale meningsunivers er en relevant lidt fjernere årsag til Breiviks handlinger, så er det jo lige så nærliggende se på, hvad dette meningsunivers er en reaktion på, dvs. den traditionsløse, rodløse, etnisk mudrede rodebutik af et samfund, som Breivik og mange, mange andre har reageret på. […] Klemens Kappel: Samtale og ansvar: Breivik og moralens algebra III 

Vi ser ikke selv vores arbejde som et spørgsmål om “meninger”. Vi henviser til konkrete fænomener i virkelighedens verden som vi prøver at uddrage tendenser af eller at perspektivere. Vi beskriver ofte begivenheder, der ellers ville være ukendte i Danmark. Kan Kappel komme med eksempler på noget vi burde have udeladt at bringe? Kan du komme med citater fra Snaphanen der placerer os som “højreradikale”?

Snaphanen har formidlet svenske jøders fordrivelse fra Malmø, et helt år inden danske medier. Vi har formidlet og oversat over ti til femten artikler fra international presse om kriminaliteten i Bryssel. Vi har bragt videos fra Channel Four tre år inden DR, og fra Tyskland, dokumentarer der aldrig kommer til Danmark. Vi har beskrevet kriminaliteten i Holland, Frankrig, Tyskalnd og England. Vi har været et korrektiv til danske medier, der kaldte optøjerne i Frankrig i 2010 for “ungdomsoprør”, og citeret le Figaro for, at det i vid udstrækning var en “intifada.” Vi har gjort det kendt, at fransk politi ikke sjældent er blevet beskudt med skarpe våben under opstandene, at arabere i Danmark heilede mod danske jøder på Rådhuspladsen og meget meget andet.

Vi har introduceret internationale forfattere som Alexander Caldwell, Thilo Sarrazin, Theodore Dalrymple og Hamed Abdel-Samad måneder og år inden danske aviser opdagede dem. Vi har formidlet og oversat Kirsten Heisig, også længe inden danske medier. Vi dækkede selvmordbomberen i Stockholm uden filter meget længe inden danske medier, vi dækkede Utøya før og grundigere, – begges identiteter havde vi få timer efter, – vi har dækket de svenske voldtægtstal også længe inden danske medier, vi har dækket svenske mordsagen svenske medier villetyste ned, vi har givet svenske skribenter det mæle, de ikke kunne få derhjemme, og dette er bare et lille udvalg af syv års blogging, der er meget vi har glemt. Vi har filmet Wafa Sultan, Mark Steyn, Melanie Phillips, Robert Redeker, Bruce Bawer, Ibn Warraq, Geert Wilders, Daniel Pipes og mange mange andre.

Det er ikke populære personer og kendgerninger i visse kredse, men det gør dem ikke til mindre håndfaste og vigtige, og det er  ikke deligitimerende for denne blog. At Politiken ikke kan lide den virkelighed, vi vælger at understrege, gør det ikke til noget i nærheden af det verbale medansvar for vold, som Klemens Kappel antyder på en facon, der er grænsende til injurier. Det er ikke mere legitimt at være multikulturalist, end ikke at være det. Om Klemens Kappel lyver bevidst om denne blog, for at gøre det nemt for sig, og fordi han er intellektuelt doven, eller om han virkelig tror på det han skriver, det må være en sag mellem Politiken, hans egen samvittighed og hans andre arbejdsgivere. En af dem er Etisk Råd, det burde ellers forpligte.

Som uafhængigt netmedie nyder vi ikke beskyttelse i Presseloven. Så meget desto mere vil vi gerne opfordre Klemens Kappel til at komme med meget konkrete svar med linkhenvisninger til de spørgsmål vi her stiller, og de skal ikke være hentet fra kommentar nr. 145 et sted, vi skal have skrevet det. Ellers tvinges vi til at konkludere, at Kappel farer med løgn, og det må være et skidt renommé at få, når man er i etik-branchen. Det må da være muligt at kritisere denne blog for, hvad vi faktisk skriver, uden at skulle have fiktioner og fabrikationer som støttekorset. Er det ikke det, så man man være ærlig og sige, at man ikke bryder sig om den virkelighed, vi lader optræde her. Vi har ikke skabt den, vi har stemt imod den, skrevet imod den og advaret imod den, og vi beskriver den, uden i virkeligheden at kunne påvirke den ret meget. Den avis Kappel skriver i, har langt tungere og mere anvsarspådragende aktier i tingenes tilstand, og det kan da tænkes, at det er det ansvar, der begynder at tynge så meget, at det nu skal fordeles på andre. Der bliver meget mere ansvar at fordele med tiden, og vi agter at beskrive det som hidtil uanset de slag under bæltestedet, vi får. De fleste indser med almindelig sund fornuft, at forbryderen Breivik blev skabt af masseindvandringen, og man kunne også påstå af dem der skabte den, ikke af dens saglige, demokratiske kritikere. Ingen ordakrobater kan vende den virkelighed på hovedet, og da slet ikke med så løst krudt, som Klemens Kappels. Han er velkommen til at svare her, også selvom vores yderst høviske replik – i en meget anstændigere tone end her – til ham på Politikens kommentarfelt, er slettet, guderne må vide hvorfor. (LFPC/Steen).