Seneste kapitel i Lars Hedegaard “racisme-sagen” udspillede sig i Ăstre Landsrets 8 afdeling i gĂ„r. Jeg burde mĂ„ske efterhĂ„nden ogsĂ„ ytre mig om den sag, nĂ„r jeg nu spiller en mindre birolle, hvis overhovedet er muligt at tilfĂžje noget til de spaltekilometer, der allerede er skrevet. MĂ„ske haster det ikke, man fornemmer, der er tid nok. Jeg har aflagt vidneforklaring overfor politiet og byretten, og nu var jeg kĂžrt 150 kilometer for at sige det samme igen, – troede jeg. Det tidligere sagte blev lĂŠst op, jeg skulle bare bifalde det eller ikke bifalde det. Jeg var pĂ„ nippet til at tilfĂžje “hvor er det dog nĂžjagtigt og godt refereret” eller “det er jo som at hĂžre mig selv tale” for dog at levere noget for alle kilometrene, men dommeren lod forstĂ„, at han allerede var fĂŠrdig med mig. Jeg satte mig pĂ„ tilhĂžrerrĂŠkkerne med de 30 andre og tĂŠnkte pĂ„, hvad sĂ„dan en sag mon koster skatteyderne. Fem eller femten millioner? Bagefter var der Ăžl i Bredgade, udtalt pĂ„ gammelkĂžbenhavnsk lokaldialekt med det fĂžrste “d” stumt. Solen skinnede, fuglene sang. “Hvor lĂŠnge mon endnu?” sang en. “Hvem ender med rĂžven pĂ„ komedie?”, sang en anden selvom vi var tĂŠt ved Amalienborg. (Steen)
Fra Sidste ord i landsretten af Lars Hedegaard
Magthaverne har til alle tider prĂžvet at feje ubehagelige problemer under gulvtĂŠppet ved at forbyde folk at snakke om dem.Det kan de ogsĂ„ sagtens gĂžre â isĂŠr hvis de kan stĂžtte sig til en tjenstvillig anklagemyndighed. Omkostningen er blot, at problemerne ligger inde under gulvtĂŠppet og tager sĂ„ meget pĂ„ i vĂŠgt, at der med tiden opstĂ„r enorme buler, som folk falder over og fĂžrst tĂžr tale om, nĂ„r det er for sent at gĂžre noget ved dem. Det er derfor vi har ytringsfrihed. Ytringsfriheden er â ud fra et samfundsmĂŠssigt synspunkt â en institution, der skal sikre, at vi bliver gjort opmĂŠrksomme pĂ„ problemer, fĂžr de bliver ulĂžselige.
Ytringsfriheden er derfor grundlaget for, at vi kan have folkesuverÊnitet, demokrati og lighed for loven. Begynder man at regulere, hvad der mÄ siges, og hvad der mÄ tÊnkes, er det jo udtryk for, at magthaverne allerede mener sig i besiddelse af sandheden.
Al historisk erfaring viser, at sÄdanne velfriserede samfund mÄ gÄ til grunde, fordi en alvidende og algod Þvrighed aldrig har eksisteret. Erfaringen viser ogsÄ, at en Þvrighed, der mener sig sÄ alvidende og algod, at den tyr til indhug i ytringsfriheden, stÄr for fald.
Historien rummer en lang rĂŠkke eksempler pĂ„ forfĂžlgelser og fordĂžmmelser af personer, hvis tanker mĂ„tte forekomme ethvert anstĂŠndigt menneske at vĂŠre oplagt vanvittige, usaglige eller til fare for sĂŠdeligheden og den offentlige orden, men som alligevel â nĂ„r de formastelige var blevet brĂŠndt pĂ„ bĂ„let, sat i fĂŠngsel eller pĂ„ anden mĂ„de tvunget til tavshed â viste sig at indeholde en sandhed. Sidste ord i landsretten af Lars Hedegaard ( “Han har opfĂžrt sig som en bombemand”, A Danish Show Trial, Yet Again.Muhammeds Piger. Politiken: Islamkritisk bog er komplet unuanceret.)
En vicestatsadvokat som en vÄd fuser
Det er fascinerende at iagttage hvordan der verden over benyttes de samme skabelonagtige virkemidler i forsvaret for den trĂŠngte multikultur: Vi har mange gange gjort opmĂŠrksom pĂ„ den refleksmĂŠssige opstilling af moralsk ĂŠkvivalens, hvor evigtgyldige, voldsopfordrende Koranvers antages at udlignes af tidsbundne blodigheder i det Gamle Testamente. PĂ„ en eller anden mĂ„de er knebet blevet annammet og slugt rĂ„t i sĂ„ godt som alle sammenhĂŠnge – akademisk som lavpandet.
Et andet trick med en betydelig udbredelse er at associere islamkritikere med, eller ligefrem tillĂŠgge dem, de samme voldelige tilbĂžjeligheder som de jihadister de kritiserer – medfĂžrer skrift eller tale ikke ligefrem afrevne lemmer og litervis af blod, kan man i det mindste prĂžve at smĂŠde kritikeren ved association eller tillĂŠggelse af skyld. Se f. eks. den formentlig hĂžjt betalte journalist Joe Klein, ansat ved det engang prestigefyldte, men nu hensygnende Time Magazine, der ikke lĂŠgger fingrene imellem, og springer alle mellemregninger over – pastor Terry Jones er sĂ„ skyldig som en selvmordsbombemand:
“[T]here should be no confusion about this: Jones’s act was murderous as any suicide bomber’s. If there is a hell, he’s just guaranteed himself an afterlifetime membership.” Time Magazine’s Joe Klein: Qur’an-burning an “act as murderous as any suicide bomber’s”
PÄ Snaphanen kender vi bedst til retssale fra Hollywoods court room dramas, og ved egentlig ikke om en dansk vicestatsadvokat kan vÊre en manipulerende Karl Smart der godt ved hvad der sÊlger billetter i landsretten, eller om han evt. kunne vÊre drevet af kognitiv dissonans der fÄr ham til at projicere ubekvemme egenskaber hos dele af det klientel hvis fÞlelser han varetager, over pÄ anklagede. Under alle omstÊndigheder hÞrtes i landsretten i dag dette forsÞg pÄ at dele sol og vind lige pÄ samme mÄde som hos Joe Klein:
[…] »Han (Lars Hedegaard, red.) har opfĂžrt sig som en bombemand, der tĂŠnder lunten og gĂ„r sin vej uden at sikre sig, at lunten gĂ„r ud af sig selv, og at bomben ikke sprĂŠnger,« sagde [vicestatsadvokat] Bo Bjerregaard. […] »Han har opfĂžrt sig som en bombemand«
Som sagt er Snaphanens redaktion generelt lovlydige borgere, og vi ved ikke rigtigt hvad der skal til for at ‘spille smart’ for landsrettens ‘cowboyrĂŠkke’ – om man sĂ„ mĂ„ sige. Fra en lĂŠgmandsbetragtning ligner dette godt nok et ualmindeligt billigt kneb man ikke troede var en vicestatsadvokat vĂŠrdig, men hvad ved vi? Vi mĂ„ se hvad den hĂžje ret falder for d. 3. maj (LFPC).
barry Rubin ser en stigende ‘mellemĂžstificering’ af den vestlige politiske kultur, i diametral modsĂŠtning til de vĂ„de drĂžmme om at udfolde vestligt demokrati i MellemĂžsten. Det er skrĂŠmmende at konstatere at der pĂ„ trods af kommentarens fokus pĂ„ amerikanske frihedsidealer gĂ„r en lige linje til de europĂŠiske angreb pĂ„ ytringsfriheden, og sĂ„ledes ogsĂ„ til den verserende sag i landsretten (LFPC):
[…] So how has the Middle Eastern approach revolutionized Western discourse? What slogans are potent enough to shut people up instantly?
Racism! Homophobia! Islamophobia! And to a lesser extent, perhaps, Sexism! The minute you are accused of racism you are finished. Thereâs no effective response. […]
There are no pro-racism, pro-Islam-hating, pro-sexist, or pro-homosexual-baiting lobbies. Indeed, all of these things are at an all-time low in the West, rare to a degree unthinkable a decade ago. Yet the pretense must be that such dangerous enemies are lurking everywhere, just as Communist regimes constantly uncovered conspiracies that justified their existence and repression.
Thus, freedom of speech, rational discussion, and opposition are trumped by âhigher values.â The most basic and long-held principles are quickly jettisoned in fear. Newspapers accept censorship, intellectuals embrace telling lies, and womenâs rightsâ groups cheer the suppression of womenâs rights in Muslim societies. Those who have spent years fantasizing how they would have been heroic resistance fighters against dictatorship fold, trembling, in the face of a single letter of complaint.
Remember, victims of this tactic donât have to be actually guilty but merely accused to be considered guilty. Consequently, and most likely of all, they would already have been intimidated into silence.
And then you are finished as completely as any Arab or Muslim accused of being a running dog of the Zionists and imperialists. In many cases, those in public life so branded might as well get a shopping cart and hang out on street corners collecting bottles to return for the deposit. […]
Public, even semi-public expressions of racism are virtually extinct in America, whatever might be inside peopleâs minds and hearts. The level of hostility toward homosexuals has fallen faster and further than anyone would have believed a decade or two ago. As for Islamophobia, its definition is unclear but certainly its scope has been greatly exaggerated by those who have a political interest in greatly exaggerating it.
The critical point is this: For every bit of âhate speechâ or action, there are hundreds, even thousands of false, politically motivated accusations. Like the secret police in a dictatorship, the forces must seek out new crimes and conspiracies. But unlike an earlier phase of genuine efforts to promote tolerance, the strategy becomes a political one for crushing dissent and consolidating support for the prevailing ideology and rulers.
If laws restrict freedom to speak in the West on a variety of topics then people can be legally in a way making the West arguably more restrictive than Muslim-majority countries which, after all, generally solely restrict Islam from open discussion. […] Barry Rubin: How the West Is Being Turned into a Version of the Middle East
En Marineofficer blandt Afghanistans indfĂždte
Det kan krÊve en mental indsats at acceptere at den vestlige tilstedevÊrelse i Afghanistan tjener et hÞjere formÄl, nemlig vores egen sikkerhed. Man kan kun hÄbe at dette virkelig er tilfÊldet, men anstrengelsen er nok fÞrst og fremmest at mÄtte sluge den kendsgerning at landets egen kultur er udenfor rÊkkevidde. Allerhelst sÄ man det primitive bjergland indhegnet af en uigennemtrÊngelig mur. En Marineofficer har sendt Pamela Geller nogle observationer fra sit ophold i Afghanistan (LFPC).
[…] A few days later, we walked next to some compounds in an area the Marines had never been to before. As we patrolled and secured, a group of little boys came out and watched us. In a nation with no literacy, Marines are a weekâs worth of excitement and gossip. I had some candies in a bag so I passed some out as we talked with the kids about foreigners, Taliban, and peace. At that moment, 2 of the cutest little girls you have ever seen came out peeked out of the compound and immediately the little boys flew into a rage and chased them with sticks, throwing them and hitting one girl square in the back. I immediately chastened the boys and told them that what they did was not wrong, it was evil. The boys shouted back that they were âjust girls!â
Two days ago, one of the linguists I work with was sitting looking like a man broken-hearted. I asked what was wrong and his friends, all full of vacant eyed smiles, said, âHis fiancĂ© killed herself!â as they all laughed except for the broken hearted one. I didnât believe them at first because humans do not respond to tragedy in triumphant laughter. I again asked what the matter was and they again reiterated that his girl had killed herself. At this he looked up mournfully and nodded. Her parents tried to force her into a marriage with another man and she resisted. They forced, so she took poison. His friends went on to explain that it was OK because âshe was just a girl and there are many others.â I stopped them as only an angry Marine can. I described to them in very insensitive language that they are all jacked up and their mood represents why their country is in the Stone Age, that this place has no heart and their souls are dead. I told them that they need to get through their heads that a womanâs life is just as important as a manâs and when a woman dies it is just as tragic as when a man dies. They looked at me as though I was explaining to them a deep secret and two of them even started nodding. Maybe there is hope. I wished the linguist affected well and was done with them. […] Afghanistan Observations