17
maj
Seneste opdatering: 17/5-12 kl. 2355
16 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Man mĂĄ takke Sheikh Omar Bakri Muhammad for at være sĂĄ eksemplarisk pædagogisk og klar i spyttet. Han havde sikkert været det uden Sultans hjælp, men sĂĄ kan man nøjes med at nyde hendes fagkyndige opsummering. Debatten er fra kanalen ABN.SAT den 28 april 2012. NĂĄr 6 ud af 10 imamer i gĂĄr løj for SVT, skal man mest undre sig over, at de nøjedes med at lyve. Hvor mange dødstrusler fĂĄr SVT’s journalister idag?* Det fĂĄr vi aldrig at vide. Ordet “herrefolk” har en interessant biklang netop i dag, efter at hundredetusindvis af svenske kvinder i gĂĄr pĂĄ TV blev belært om den fremtidige Könsmaktsordning(svensk begreb, næsten ukendt i Danmark) – om man sĂĄ mĂĄ sige – i landet. Den ny-svenske mandetype vil have erobret magten tilbage fra de geskæftige svenske kvinder fra omkring midten af dette ĂĄrhundrede, vil jeg tro. Tout ca change, tout c’est la meme chose, selvom de nok vil indse til den tid, at de gamle patriarker var mere godartede.

*Update:

– Det har varit kontakt mellan SVT och polisen efter Uppdrag granskning i går. Efter det har SVT uttryckt en viss oro och begärt tillsyn.

Muslim Voters Change Europe

Muslims cast the deciding voted that thrust Hollande into the Elysée Palace. He also pledged to change French electoral laws so that Muslim residents without French citizenship would be allowed to vote in municipal elections as of 2014, enabling the Socialist Party to tighten its grip on political power.

In Denmark, Socialist Prime Minister Helle Thorning-Schmidt won the parliamentary election in September 2011 by a margin of just 8,500 votes. According to an opinion survey, 89.1% of Muslims said they would vote for Socialist or leftwing parties. There are an estimated 200,000 Muslims in Denmark, 100,000 of whom are eligible to vote.

In Belgium, Muslims now make up one-quarter of the population of Brussels. In real terms, the number of Muslims in Brussels — where half of all Muslims in Belgium currently live — has reached 300,000, meaning that the self-styled “Capital of Europe” is now the most Islamic city in Europe.

In Norway, new statistics show that immigrants will make up almost half of Oslo’s population by 2040. The study, the first ever projection of immigration trends to be published in Norway, shows that the largest cities will also see the biggest upsurge in immigrant numbers. In the country as a whole, the immigrant population is expected to jump from 12% to 24%, or from 600,000 people today to 1.5 million in 2040. Muslim Voters Change Europe (60% of Belgian residents will be of foreign descent by 2060.)

Palæstina: Blev araberne snydt?

Af Geoffrey Cain

Trods beskyldninger om løftebrud har araberne i Mellemøsten fået deres uafhængighed, omend det tog sin tid. Men harmen og bitterheden består

Et af de store spørgsmål i Mellemøsten-problematikken er, om araberne blev ”snydt” af Storbritannien ved oprettelsen af Mandatområdet Palæstina i 1920. Men blev de det? Kynisk udnyttet, snydt og ført bag lyset, som så ofte påstås? Svaret er både ja og nej alt efter optikken, og jo mere man ser på historien, jo mere indviklet synes den at være.

Der er et så enormt antal aftaler, møder, konferencer, dagbøger og dokumenter involveret, at man sagtens kan finde belæg for ethvert synspunkt, og det faktum at de tre hovedaktører – Storbritannien, araberne og jøderne – ofte skiftede holdning og var indbyrdes uenige, gør ikke forløbet nemmere at forstå.

Et andet problem er de mange myter, der er trĂĄdt i stedet for virkeligheden og som forkludrer udsigten alvorligt; ”Araberne blev snydt”-pĂĄstanden bygger nemlig pĂĄ den underforstĂĄede præmis, at aftalerne mellem araberne og Storbritannien nærmest kun gjaldt det, der i dag udgør omrĂĄdet ”Palæstina”, dvs. Israel/Gaza/Vestbredden. Men i Storbritanniens skelsættende aftale med arabernes repræsentant, sherif Hussein af Hedjaz, i 1915, blev ordet ikke engang nævnt. Og forstĂĄeligt nok. Hele det omstridte omrĂĄde havde araberne i mere end tusind ĂĄr kendt som “Sydsyrien”, og ordet ”Palæstina” var slet ikke med i deres verdensbillede.

“Der er intet land, der hedder Palæstina” sagde den syriske leder Auni Bey Abdul-Hadi, til den britiske British Peel Commission i 1937. ”Palæstina er et navn, zionister fandt på. Der er intet Palæstina i bibelen (fuldstændig korrekt GC). Vores land har i århundreder været en del af Syrien. Palæstina er et fremmedord ord for os. Det er noget, zionisterne har fundet på .”

Og denne holdning var dengang den officielle. Zuheir Muhsin, PLOs daværende militær kommandant og medlem af PLOs Executive Council, sagde noget lignende efter 6 dageskrigen i 1967.

“Der er ingen forskel mellem jordanere, palæstinensere, syrerer og libanesere. Vi er alle en del af et folk, det er kun af politiske grunde vi understreger vores palæstinensiske identitet. Eksistensen af et selvstændigt palæstinensisk folk bruger vi kun af taktiske grunde. Grundlæggelsen af en palæstinensisk stat er blot et nyt værktøj i kampen mod Israel”.

Ved FN konferencen i 1956 udtalte Saudiarabiens repræsentant, at ”det er almen viden, at ”Palæstina” ikke er andet end Sydsyrien.

Det er ikke arabernes holdning i dag, men det var det dengang, og hvad selv navnet Palæstina angĂĄr, er det interessant at bemærke, at her i Europa forekom det relativt sent. Under korstogene og langt op i middelalderen omtaltes omrĂĄdet som Det Hellige Land. Men det ændrede sig efterhĂĄnden. Briterne og andre europæere blev senere flasket op med forestillingen om, at omrĂĄdet hed Palæstina (det stod pĂĄ bibelhistoriekort dengang), selvom der aldrig havde være noget palæstinensisk folk med eget sprog, kultur og historie, medmindre man regner bibelens filistre for “palæstinensere?” I sĂĄ fald ville den antagelse skabe flere problemer, end den løser, eftersom disse filistre – der boede i omrĂĄdet omkring Gaza – højst sandsynligt var ætlinge af ”Søfolket” og derfor græsk-talende. De nævnes ofte i Det Gamle Testamente men ikke et eneste sted i Det Ny, hvilket tyder pĂĄ at de pĂĄ det tidspunkt allerede var forsvundet ud af historien som sĂĄ mange andre i, det bibelen kalder Kana’ens land. SĂĄ folk, der henviser til en historisk etnisk gruppe ved navn ”palæstinenserne” har dĂĄrlige kort pĂĄ hĂĄnden. Hvilket de færreste af dem synes at være bevidst om.

En af dem er Tony Blairs daværende udenrigsminister Jack Straw, der i en Wikipedia artikel om Balfour-erklæringen i 1917, citeres for at sige, at mange af de problemer, han som udenrigsminister måtte slås med, skyldtes ”the contradictory assurances which were being given to Palestinians in private at the same time as they were being given to Israelis.”

Dette er et temmelig oprørende udsagn. Straw taler tydeligvis om aftalen mellem Storbritannien og araberne, d.v.s. 1915-aftalen, da der hverken fandtes israelere eller palæstinensere men kun “jøder og arabere”. For sĂĄdan blev de omtalt dengang. Og i hele det korte tidsrum MandatomrĂĄdet Palæstina eksisterede (1920 – 1948), blev begge grupper kaldt ”palæstinensere”, hvor man blot skelnede mellem jødiske og arabiske palæstinensere.

Det kan daværende udenrigsminister Jack Straw umuligt være uvidende om, men alligevel vælger han at følge flokken og lade som om ”Palæstina” har været stridens æble lige fra begyndelse. Det har det ikke. Vist er det sandt, at Storbritannien – for at vinde Første Verdenskrig – udstedte alt for mange løfter til deres allierede – franskmændene, russerne, araberne og senere ogsĂĄ jøderne – men det er usandt, at palæstinenserne, (der, som vi har set, først blev til i 1960′ erne af taktiske grunde) er blevet lovet noget. Det var araberne under lederskab af omtalte sherif Hussein af Hedjaz, der blev lovet noget. Og det skete pĂĄ følgende mĂĄde.

I 1915 lovede Storbritannien – med visse forbehold – at efterkomme arabernes krav om hele den arabiske halvø plus Mellemøsten helt op til grænsen mod Tyrkiet. Herudover krævede de en kæmpe syrisk stat, der foruden selve Syrien ogsĂĄ skulle omfatte Irak, Jordan og sandsynligvis ogsĂĄ det nuværende Israel, som ingen af parterne dengang interesserede sig for. Dette fremgĂĄr meget tydeligt af Frankrigs og Storbritanniens hemmelige aftale – Sykes-Picot aftalen i 1916 – der ofte fremvises som et bevis pĂĄ Storbritanniens dobbeltmoral.

Men heller ikke sherif Hussein var særlig optaget af denne fattige og forsømte del af Mellemøsten. Foruden de hellige byer Mekka og Medina, som hans familie traditionelt vogtede for og derfor som en selvfølge skulle forblive hans domæne, interesserede han sig kun for Damaskus i det nuværende Syrien og Bagdad i det nuværende Irak og bad udtrykkeligt om, at disse byer måtte være en del af hans kommende rige.

Jerusalem og omegn havde ikke hans interesse, og takket været pĂĄvirkning fra hans vĂĄbenfælle i krigen mod tyrkerne, den pro-zionistiske T.E. Lawrence – Lawrence of Arabia – var han i de første ĂĄr en varm tilhænger af jødernes tilbagekomst til deres gamle land som en undergruppe i en storstat kontrolleret af ham selv eller en af hans sønner. En jødisk stat havde han sikkert aldrig forestillet sig, og selv briterne, der to ĂĄr senere kom til at love jøderne ”a national home in Palestine”, var indbyrdes uenige om, hvorvidt dette national home betød en stat. Krigen rasede og deres politik var ”wait and see”.

Og så kommer vi tilbage til det centrale spørgsmål: blev araberne snydt af de allierede, først og fremmest England? Ja, det kan man godt sige. Da Mellemøsten skulle inddeles i mandatområder i 1920 bedyrede de – med støtte fra jødernes leder Chaim Weizmann – at området omkring Jerusalem ikke var inkluderet i aftalen mellem Hussein og Sir Henry MacMahon, selvom alle kan se, at det var tilfældet, uanset området på det tidspunkt kun fulgte med som det tynde øl.

Men det var interessant nok ikke kun Storbritannien, der snød. Det gjorde – eller forsøgte at gøre – folk i alle lejre: bĂĄde briterne, franskmændene, jøderne og ja, selv araberne.

I sin korrespondance med Storbritanniens repræsentant Sir Henry MacMahon havde arabernes talsmand sherif Hussein krævet, at hele Arabien og Mellemøsten skulle være arabisk. Ja, og ikke blot arabisk men ogsĂĄ muslimsk, hvortil briterne indvendte, at selv om de støttede arabernes uafhængighed, var der trods alt andre indbyggere i Mellemøsten – armeniere, jøder, druser, kurdere, assyrere og maroniter – der ogsĂĄ skulle tages hensyn til.

Men ork, det var ikke noget problem, svarede Hussein. Dem skulle han nok holde hånden over i overensstemmelse med den traditionelle Pagt af Omar, der angiveligt beskyttede ikke-muslimer under islamisk herredømme. Men – som det klart fremgår af Pagten selv – var denne beskyttelse lige så værdifuld, som tyrkernes ”beskyttelse” af den armenske minoritet, som de netop i 1915 gjorde sig de ihærdigste anstrengelse for at udrydde. Men araberne var anderledes, bedyrede Sherif Hussein. De var bundet af Pagten af Omar og derfor forpligtet til at behandle minoriteterne godt.

”Vi muslimer” skrev han, ”vil træde i de troendes leder, Omar ibn Khattabs, og de andre khaliffers fodspor (…) Omar, erklærede, at “kristne skal have de samme privilegier og pligter som vi”.

Denne udtalelse er bemærkelsesværdig, fordi Pagten af Omar nærmest siger det modsatte, og historien viser også, hvor lidt beskyttelse ikke-muslimer kunne gøre sig håb om. De kristnes kår under islam var absolut ikke misundelsesværdige, og jødernes var meget værre. Man får et godt indblik i forholdene ved at læse et par linjer af et arabisk kristent samfunds accept af Pagtens betingelserne (her citeret i kortform efter Al-Turtushis bog “Siraj al-Muluk”):

”Vi skal ikke bygge kirker, munkeceller, nye munke- eller nonneklostre i vore byer og omegn, ejheller skal vi reparere dem, der forfalder eller som ligger i muslimske bydele.
Vi skal ikke vise ydre tegn pĂĄ vores religion eller omvende nogen til den.
Vi skal vise muslimerne respekt og vi skal stå op og overlade vore stole til muslimer, når de ønske at sætte sig.
Vi skal ikke åbent vise vore kors eller vore bøger på muslimernes veje eller på deres markeder.
Vi skal kun slå lavmælt på vore klaptræer i kirkerne.
Vi skal ikke hæve vore stemmer, når vi følges med vore døde.
Vi skal ikke vise lys pĂĄ de muslimers veje eller pĂĄ deres markeder.
Vi skal ikke begrave vore døde i nærheden af muslimerne.
Vi skal ikke bygge huse, der rager op over muslimernes.(…)Vi skal ikke tage slaver, som er blevet tildelt muslimer (…) og hvis vi under nogen omstændigheder undlader at overholde disse løfter, vil vi ikke længere været beskyttet af Pagten, og vi vil kunne straffes for opsætsighed.”

Og videre i samme dur.

Her er det vanskeligt at frigøre sig fra den tanke, at sherif Hussein talte mod bedre vidende, og løftet om at beskytte minoriteterne i de nu uafhængige arabiske stater har ogsĂĄ vist sig mest at være tomme ord. Mellemøstens kristne er snart en saga blot, og det arabiske forĂĄr – der resulterede bl. a. 100 000 kristne kopteres flugt – har kun forstærket processen. SĂĄ araberne har ogsĂĄ snydt. Men hvem snød mest? Det ser ud til, at det gjorde Storbritannien, men historien har en mærkelig krølle. Hvis vi springer fra 1915 frem til nutiden og ser pĂĄ, hvordan arabernes krav blev honoreret, kan vi se, at araberne har fĂĄet næsten alt, de bad om. Her er et kort over det omrĂĄde, som Sherif Hussein krævede som et arabisk/islamisk kalifat, efter at briterne og araberne i fællesskab havde fordrevet tyrkerne fra Mellemøsten.

gcLigner det ikke i pĂĄfaldende grad Mellemøsten og Arabien, sĂĄdan som de ser ud i dag – blot med den forskel at der er flere stater og ikke bare Ă©t? Ja, og sĂĄdan har Mellemøsten set ud i over tres ĂĄr, sĂĄ selv om araberne ikke fik det, præcis sĂĄdan som de ville have det, sĂĄ fik de noget, der lignede det meget. SĂĄ hvad er problemet?

Problemet er Israel. Det lille land, der kun udgør fĂĄ procent af det samlede omrĂĄde, er en evig torn i arabernes øjne til trods for, at arabernes krav til briterne i 1915 i det stor og hele er blevet indfriet. Alligevel er der mange mennesker – som Jack Straw – der tror, at aftalen kun gjaldt en lille del af dette enorme omrĂĄde, et Palæstina, som araberne sĂĄ er blevet snydt for.

Men tingene er klart mere indviklet end som så, og selve ordet Palæstina har fra starten været et yderst flydende begreb, som ingen var enig om, hvor var. Da det blev oprettet som mandatområde i 1920 (dvs. et foreløbigt protektorat) under britisk overhøjhed, omfattede Mandatområdet Palæstina det nuværende Israel, Gaza, Vestbredden OG Jordan. Her måtte jøderne med de sejrende allierede stormagters accept oprette et nationalt hjem, sådan som de var blevet lovet i Balfourerklæringen af 1917. Men i 1922 blot to år senere vedtog Folkeforbundets Råd, at Jordan, der udgjorde 2/3 af dette nye Palæstina, skulle være forbeholdt arabere og således lukket for jødisk indvandring.

Årsagen var pres fra nye aktører. Lokale arabere var begyndt at blande sig – ofte med vold – og de delte ikke Sherif Husseins begejstring for jødisk indvandring. Briterne begyndte nu at få et alvorligt anfald af kolde fødder og gjorde alt hvad de kunne for at løbe fra deres løfte i Balfourerklæringen. Det hjalp ikke. Fraspaltningen af Jordan som udelukkende arabisk område sammen med andre drakoniske restriktioner for jødisk indvandring gjorde ikke araberne tilfredse. Og de har heller aldrig været det siden.

Alle parter – Storbritannien, Frankrig, jøderne og araberne – snød pĂĄ vægten i varierende omfang, og hvem der snød mest, afhænger naturligvis af optikken. Jeg vil personligt pege pĂĄ Frankrig, der – trods forsikringer om det modsatte – lige fra starten arbejdede ihærdigt for at fĂĄ Syrien ikke blot som protektorat men som koloni i gammeldags forstand. Det gjorde Storbritannien trods alt ikke. Den oprindelige aftale med sherif Hussein gik ud pĂĄ, at Storbritannien ville bistĂĄ med at oprette en uafhængig arabisk stat – eller evt. flere uafhængige arabiske stater – og det er sĂĄdan set, ogsĂĄ hvad der skete. OmrĂĄderne i de to britiske mandater, Irak og Palæstina, blev efter en kort overgangsperiode til de uafhængige lande Irak og Jordan. Men ogsĂĄ – senere – til Israel. Og da araberne ikke vil have en jødisk stat iblandt dem, kan konflikten aldrig løses.

Og hvem er så skyld i det? Her igen er svaret afhængigt af optikken.

0 0 vote
Article Rating


DonĂ©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

16 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
mercadeo
8 years ago

Storbritannien har opretholdt fulde diplomatiske forbindelser med Israel siden landets oprettelse og havde to statsbesøg i 2007. Det har ogsĂĄ en stærk handelsforbindelse, hvor Israel er det 23. største pĂĄ markedet. Forbindelser mellem de to lande blev ogsĂĄ stærkere efter at den tidligere statsminister Tony Blair arbejdede for at dele staten i to. Storbritannien bliver set pĂĄ som indehaver af et “naturligt” forhold til Israel pĂĄ grund af Palæstinamandatet .

Ole Burde
Ole Burde
8 years ago

Hvis “palæstinenserne” nogensinde fĂĄr en selvstændig stat MERE pĂĄ dele af vestbredden , bliver det udelukkende som resultat af at Israel har besluttet at det er politisk muligt at lave en befolkningsudveksling , hvor hundredtusinder af bosættere bliver flyttet tilbage INDEN for beskyttelsesbarrieren , parallet med at et langt større antal antal arabere boende i Israel bliver flyttet til den nye stat , og mĂĄske fĂĄr foræret bosætternes modenrne landsbyer . Stort set ligesom der skete en udveksling af dansk-og tysksindede i sønderjylland efter første verdenskrig

Victor
Victor
8 years ago

Lidt off topic: Jeg har ikke set ordet “eksponerer” blive brugt pĂĄ den her mĂĄde før- Er det det engelske “exposes”, der har smittet af….eller hur?

Steen
Steen
8 years ago
Reply to  steen

Ja – men der er en lille konnotationsforskel mellem den mĂĄde, det bliver brugt pĂĄ i de eksempler, du kommer med – og den mĂĄde det er blevet brugt pĂĄ i overskriften.

Under alle omstændigheder kan jeg ikke lide ordet. Afslører er meget bedre…

Victor
Victor
8 years ago
Reply to  Steen

Jeg undskylder – jeg skrev “Ja – men der er en lille konnotationsforskel mellem den mĂĄde, det bliver brugt pĂĄ i de eksempler, du kommer med – og den mĂĄde det er blevet brugt pĂĄ i overskriften.”.

Ikke Steen. Hvordan hans navn dukker op der er – jeg mĂĄ have haft hodet under armen.

Det du beskriver – det minder mig om gode gamle Muhammed Alis “rope-a-dope taktik”…

bowlaren
8 years ago

Islam visar hur man kan hjärntvätta fattiga människor i U-länder, hade dom varit lite mer förståndiga, hade dom aldrig gått på den där smörjan.
http://svenssonsfunderingar.wordpress.com/

Prudentius
8 years ago

Omar Bakri og de mange muslimer som efterhånden ikke længere gider skjule hvad islam går ud på, er og bliver en gave fra Allah.

De afslører multikulturalisterne som det de er; farlige utopister uden viden, moral og fornuft.

Jeg spĂĄr islam meget dĂĄrlige chancer uden multikulturalismens beskyttelse.

Santor
Santor
8 years ago

Ps.

Problemerne i Serbien skal løses efter samme model!

Albanien overgives til Serbien.

Hans Und
Hans Und
8 years ago
Reply to  Santor

Du er alt for venlig. Hvad er der galt med, at tyrkerne trækker sig tilbage til øst for Bhosperus med tilhørende sikkerheds zone?

Santor
Santor
8 years ago
Reply to  Hans Und

lol, Ikke noget – det var bare en tanketorsk fra min side – husk pĂĄ det kun er et forhandlingsoplæg og jeg er mere end villig til at inddrage mere land hvis det er nødvendigt 🙂

Bergfast
Bergfast
8 years ago

Det är märkligt egentligen om man tittar pĂĄ den “propaganda” och den massmediala “hjärntvätt” som det västerländska samhället har utsatts för och självmant gladeligen och aningslöst anammat, kanske i stort sett de senaste 50, – 80, ja., t.o.m. kanske de senaste hundra ĂĄren, (och kanske ännu längre, fastän kanske inte i lika stora omfattningar helt enkelt i brist pĂĄ att det genomsyrande tv-mediet ju kanske inte funnits innan 50-talet?), och ocksĂĄ anpassat sig självt till? Man kan fundera över de ”ideal” som denna propaganda har förmedlat vad gäller hur kvinnor och män ”bör och skall leva”? Vilka ”idoler” och ”ideal”… Read more »

Santor
Santor
8 years ago

Altid godt med et hurtigt sammendrage af konflikten i mellemøsten. Personligt mener jeg at tiden er inde til at fortælle araberne hvad de har at holde sig til. Efter næsten 100 ĂĄrs ufrugtbare forhandlinger med araberne mĂĄ man sige at alting er prøvet, undtagen den arabiske version af et forhandlingsforløb fra Vestens side. Nu mĂĄ Vesten vælge side og begynde at stille krav til araberne. Udgangspunktet for fremtidige forhandlinger kunne være som følger : Israel skal tilbydes en plads i NATO og tyrkiet skal smides ud. Alle tyrkere fjernes fra Cypern og ALLE øer i det Ægiske hav, den Europæiske… Read more »

Anonymous
Anonymous
8 years ago
Reply to  Santor

Jeg er helt enig og anser dessuden at Israel bör bli medlem i EU.

Sinko
Sinko
8 years ago

Wafa Rules!!