8
dec
Seneste opdatering: 8/12-12 kl. 0005
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Af Marianne Wagner, cand. theol. og Adam Wagner, mag. art.

Det er lillejuleaften. De offentlige bygninger ligger mørke hen, men hov, i et af regeringskontorerne brænder lys. Her sidder økonomiminister Margrethe Vestager og under sig hverken rist eller ro i udtænkningen af spareplaner. Mon ikke, der skulle være et par helligdage, der kunne skæres bort? Da kommer hun i tanker om, at hun skal nå at købe julegaver. »Fordømte lukkelov«, tænker hun, »det ville være bedre, hvis butikkerne holdt åbent også juleaftensdag, det må vi gøre noget ved i det ny år«.

Hun haster hen til Magasin, og når det også inden lukketid. Men hun falder i tanker; et eller andet får hende til at forglemme sig selv, og pludselig er hun alene, låset inde, og hendes mobiltelefon er død. Alt er mørkt, og alt er stille. Margrethe føler sig meget alene, men indser, at hun må overnatte i stormagasinet. Hun lægger sig til rette i dyneafdelingen. Ved midnatstid vågner hun ved en uhyggelig larm. Hun farer op og ser sig omkring: En ubehageligt udseende mand i lænker træder frem gennem væggen. Hvem er han? Hun har set ham før. Nå ja, nu husker hun at have set ham på et billede, fordybet i samtale med Hitler. Det er Erik Scavenius.

»Jeg kommer fra Antenora, « siger Scavenius, »og jeg kommer for at advare Dem, fru Vestager, at De ikke også skal havne der! Endnu i denne nat vil De blive hjemsøgt af tre ånder, som vil give Dem noget at tænke over.« »Hvad skulle jeg tænke over, jeg vil jo altid det bedste, det ansvarlige, ligesom du ville. Jeg står ikke bare for en sund økonomi, jeg står også for universelle rettigheder og et smukt menneskesyn. Hvem skal advare mig – og om hvad?« »Lyt og lær, fru Vestager, lyt og lær«, messer Scavenius, medens han langsomt blegner og forsvinder. »Sikken underlig drøm« fnyser Margrethe for sig selv, og hun vender sig om for at sove videre.

»Go´ jul, Margrethe!« lyder det på klingende jysk. Margrethe kender straks dialekten fra sin barndoms egn, Ølgod, og hun ser en lille, kraftig engleagtig skikkelse med pelshue og muntre øjne vinke til hende. »Kom med, du skal genopleve din barndoms jul« siger skikkelsen og rækker hende hånden.

»Til Udkantsdanmark!« vrisser Margrethe, »hvad i al verden skal vi der?«; men snart efter flyver de to, og vupti, Margrethe er i Ølgod, hvor sentimentaliteten overmander hende. Åh ja, her lærte hun pengenes værdi at kende, Ølgod blev jo rig på spånplader, og her lærte hun også livets sande værdier. Hun er pludselig tilbage i sit barndomshjem, hvor der er lagt op til en rigtig dansk præstegårdsjul. Margrethe får tårer i øjnene.

Men tys! Fra køkkenet lyder der stemmer, en lys og en mørk. Den lyse er forurettet. »Far, hvorfor må jeg ikke komme på juletræstur med Rotary-klubben? Alle de andre må!« »Vi skal ikke have noget at gøre med sådan en klub, hvor man skal inviteres for at kunne blive medlem!« lyder svaret. Margrethe ser sig selv som grådkvalt pige, og sin far, der hverken er til at hugge eller stikke i, og hun får lyst til at strække armen ud for at trøste pigen, men pludselig er hun tilbage i Magasin.

Hun skutter sig. Hvad var dog det? I et glimt husker hun skuffelsen over ikke at måtte komme med på Rotary-klubbens juletræstur, men så ryster hun det af sig. Hendes far havde jo ret. Juletræsturen var en lukket fest, og den slags udelukker andre. Det var en god værdi, hendes far dér gav hende, en, hun kunne bruge i sit politiske liv. Længe var Danmark en lukket fest, husker hun. Man ville kun have dem med, man selv inviterede. Men alle har jo noget at bidrage med, så Danmark kan kun blive rigere af at åbne sig mod verden. Men det var nu en dejlig jul i gamle dage i Ølgod. Og der var så fredeligt…

Margrethe hører pludselig råb efterfulgt af sirener ude på gaden. Fra udstillingsvinduet kan hun se de blå blink fra ambulance og politi. En gruppe unge stimler sammen og forsøger at mase sig ind på redningsfolkene. »Hov, hvad er det for noget, det må de da ikke, nogen må da gøre noget«, siger Margrethe, som har glemt, at hun er alene. »Det er en dørmand, der er blevet stukket ned. Han ville forhindre nogen i at komme ind på et diskotek. Det var heldigt, at politiet kom, for det gør de ikke altid.«

Hun farer sammen. En af udstillingsdukkerne taler til hende, åh nej, nu kan hun se, at det er et væsen, et smukt og sart væsen, som smiler mildt og næsten sørgmodigt til hende. »Det er nu også for dårligt at lukke folk ude pga. deres hudfarve. Hvad skal de lukkede fester til for?«, får hun samlet sig sammen til at sige. »Måske blev de lukket ude pga. dårlig opførsel. Fester kan nemt blive ødelagt, hvis gæsterne ikke kommer for at feste«, svarer væsenet, og rækker hånden ud mod Margrethe.

»Lad mig præsentere mig. Jeg er den nuværende juls ånd. Kom, så går vi ud i byen og ser, hvordan der fejres jul derude.« Gennem Københavns gader vandrer de to nu mod udkanten af byen. De kommer til et boligkompleks med mange paraboler. Kvarteret var tænkt smukt med hyggelige karréer og grønne områder, men graffiti og afbrændte containere præger nu stedet.

“Dansker er bosserove”, står der et sted. Det er åbenbart hverken godt at være dansker eller bøsse her. »Vi er i Tingbjerg. Henne i kirken er der nogen, du skal møde«, siger ånden. De træder ind i et lille lokale, hvor nogle ældre damer holder jul sammen med præsten. Snakken går livligt: »Jeg er lige begyndt at kunne humpe herhen efter det seneste overfald«, siger en af damerne.

»Jeg tager altid en taxa fra bussen og hjem, for jeg tør ikke længere gå uledsaget. Har I for resten hørt om Dorrit, som har haft indbrud? De slog døren ind, og da hun kom hjem, manglede både penge og den største af hendes køkkenknive. Naboen hørte larmen, da døren blev sparket ind, og tilkaldte politiet, men de havde ikke tid til at komme. Nu må Dorrit sidde med radioen tændt hele dagen, så tyvene kan høre, at der er nogen hjemme.«

De andre damer har lignende historier at fortælle, ingen af dem tør tage nogen steder i julen, i aften skal de også tidligt hjem, før det for alvor bliver farligt. En af dem siger det, de alle føler: »Danmark er ikke længere noget rart sted at være.«

Margrethe tror ikke sine egne øren. Tvivlrådigt ser hun på den nuværende juls ånd, men den besvarer blot hendes blik ved at tage hende med til et andet kvarter. De træder ind i en lejlighed, hvor der bor en ganske ung kvinde med sine forældre. De lever under overvågning, fordi hun engang blev voldtaget og mishandlet af en gruppe af fremmed herkomst, som senere blev dømt og udvist. Men deres pårørende smadrede retssalen og truede pigen og hendes familie, som siden ikke har kunnet leve i fred. Pigens forældre prøver at skabe julestemning for hende, og hun hjælper da også med at pynte træet, men glansen i hendes øjne er væk, og lidt efter sætter hun sig opgivende i sofaen og græder bitterligt. I køkkenet taler pigens forældre sagte sammen: »Hvad der er hændt min lille pige kan ikke sones eller helbredes«, siger hendes mor, »men jeg havde aldrig troet, at vi skulle være fanger i vort eget hjem, og at frygten skulle flytte ind som fast gæst hos os. Hvem er de mennesker dog, der tillader alt dette?«

Ånden ser på Margrethe: »Ja, hvem er de mennesker, der tillader alt dette? Hvem er du, Margrethe?«

»Jeg har ingen andel i dette, jeg ønsker ikke, at noget så forfærdeligt skal ske for nogen. Dette er et enkelttilfælde, det er jo tilfældigheder, at dette er sket, tilfældigheder, og så dem-og-os-retorikken! Tilfældigheder!« næsten skriger Margrethe, medens hun slår om sig med armene og kommer til at vælte mannequindukkerne i udstillingsvinduet.

Den nuværende juls ånd er borte, og Margrethe er tilbage i Magasin. »Tilfældigheder« gentager hun for sig selv. »Tilfældigheder?«, siger nogen ganske tæt ved hendes øre.

»Hvad nu, hvem der?« hvisker Margrethe, og en skikkelse i en slags uniform træder frem.

»Åh, det er opsynsmanden. Lad mig komme ud!«, siger hun til skikkelsen, som blot stirrer tilbage med et underligt hårdt blik. Uden at præsentere sig tager den Margrethe hårdt i armen: »Kom med!« befaler den med en stemme, som ikke lader sig modsige.

De går, nej, de marcherer hen til et boligområde. Et øjeblik går, før Margrethe genkender stedet. Det er Tingbjerg, men nu er her orden; ikke et nedfaldent blad er at finde på gaden, ingen graffiti, ingen afbrændte containere, kun ro og orden. Margrethe tror ikke sine egne øjne.

»Hvad er der sket her?«, spørger hun sin følgesvend. »Husker du de gamle damer, som ikke turde forlade deres hjem af frygt for overfald og indbrud?« »Margrethe nikker. »En dag blev lovløsheden for meget, politikerne nægtede at lytte, selv om kriminalitetsstatistikkerne talte et tydeligt sprog, så private vagtværn bredte sig…«

»Ja, der har vi resultatet af ti år med Venstre på bagsædet og DF bag rattet!« Ånden vinker afværgende med hånden. »Venstre og Dansk Folkeparti findes ikke længere. Der var især ét vagtværn, der var meget effektivt. Det kaldte sig Morgendagens Helte. Det forstod at skabe ro og orden, ofte med ret brutale midler. Det dannede også et politisk parti, som fik flertallet i folketinget, da folk pludselig havde fået nok, og så…«

De er nået frem til butikstorvet, hvor der er rejst en lysende skulptur, der ligner et menneske, der poserer oven på nogle andre mennesker. »Hvad er dog det?«, spørger Margrethe, og ser mistroisk på skulpturen.

»Det er en skulptur af lederen af Morgendagens Helte. Han fødes som førstegrøden af folket.« »Der er jo ikke pyntet til jul!«, bemærker Margrethe.

»Nej, julen er afskaffet. Morgendagens Helte foragter kristendommen, fordi den var svag. Martyrium og næstekærlighed gjorde folk til lette ofre, og de, der anså sig selv for næstekærlige, var det vel egentlig heller ikke, da det kom til stykket. De universelle rettigheder endte med kun at gælde for forbryderne. Men nu er her orden, og man har erstattet julen med en fest for folkets genfødsel.«

»Hvem er du?«, spørger Margrethe sin ledsager.

»Jeg er de kommende jules ånd, men også jeg må gå, for julen er her ikke mere«, svarer den.

»Nej, gå ikke, kom tilbage. Kom tilbage! Du kan ikke lade mig alene her«, råber hun efter ånden. I samme øjeblik mærker hun nogen ruske i sig. Det er opsynsbetjenten i Magasin.

»Hvad laver du her?«, spørger han. Margrethe kan ikke forklare sig, stammende spørger hun, om han er fra et privat vagtværn?

»Hvad antyder du? Du skal ikke være fræk, sådan en ministersnude«, svarer han og åbner døren for hende. Margrethe går hjem ad de morgenstille gader op til Rådhuspladsen, hvor hun ser en overskrift på Politikens hus: Dørmand knivdræbt, unge i klammeri med politi og redningsfolk. Pludselig ønsker hun mere end noget andet at høre kirkeklokker. Men der høres ingen kirkeklokker, og hun kommer i tanker om, at det jo også kun er juleaftensdag. I morgen vil hun høre dem. I morgen.

Af Marianne Wagner, cand. theol. og Adam Wagner, mag. art.
5953 Tranekær


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

5
Deltag i debatten...

avatar
5 Comment threads
0 Thread replies
0 Followers
 
Most reacted comment
Hottest comment thread
4 Comment authors
Morani ya SimbaGénération Identitaire: “We Are Being Colonized” « SnaphanenAllan HansenCrass BørstingHøgsbro Recent comment authors
  Subscribe  
newest oldest most voted
Notify of
Morani ya Simba
Guest
Morani ya Simba

God historie. Hvis vi ikke finder Churchill faar vi valget mellem Hitler og bin Laden. Velbekomme!!

trackback

[…] dem har vi jo masser af. Derfor er jeg ikke optimist, og derfor mente jeg Marianne og Adam Wagners “Et moderne juleeventyr” var en vigtig advarsel at […]

Allan Hansen
Guest
Allan Hansen

Nogle gange må man slå en handle af med Djævelen – for at få engelene hjem. “Forretningsmanden, der er blevet profeten, Mahund, er ved at grundlægge en af verdens store religioner; og han er på denne dag, sin fødselsedag, ved sit livs krise, Der er en stemme, der hvisker i hans øre: Hvad er du for en tanke? Mand-eller mus? Vi kender den stemme. Vi har hørt den en gang før. Forretningsmanden: ser ud som han burde, høj pande ørnenæse, bred over skulderne, smal over hofterne. Gennemsnits-højde, tænksom, klædt i to stykker simpelt stof, hver af dem fire alen langt,… Read more »

Crass Børsting
Guest
Crass Børsting

Et dystert juleeventyr, men tak for det.

Høgsbro
Guest
Høgsbro

Fin lille parafrase over Dickens. Den savner hans floromvundne stil, men til gengæld gør knapheden at lidt flere orker at læse den…