Weekendavisens Muhammed-satire var en større spytklat i ansigtet end Jyllands-Postens tegninger

Screendump: Snaphanen, noget af en raritet at finde Weekendavisens Muhamedtegning. Jeg havde fuldstændig glemt, jeg fotograferede den fra TV skærmen, skønt jeg heller ikke havde TV dengang i 2006. Den befinder sig næsten i klasse med Plantu’s tegning i Le Monde.

Imam Raed Hlayhel blev hvidglødende af raseri, da han så tegningnen, thi han havde tænkt sig at indføre islams tabuer i Danmark, blandt andet at man ikke må gøre grin med religionen og at det medfører dødsstraf, hvad Kurt Westergaard senere skulle erfare. Danmark var endnu ikke modent for Raed Hlayhels revolution, og han forlod Danmark helt frivilligt desværre.

Hvem ved forresten, om ikke Muhammed var en “hen”. Da der ikke er skyggen af et bevis for hans historiske eksistens, kan han have været af et hvilket som helst køn. Enhver skriftlærd ved, at han kunne lide at sutte på små drenge og gå i Aisha’s kjoler, så mon ikke tegningen ligner Muhammed, hvis han havde eksisteret? En selvspejlende cross-dresser.  Desuden er der et enomt homo-hykleri i islam, lige fra de pakistanske dansedrenge til heteromænd i Mellemøsten, der har en udbredt homopraksis til trods for at de selv fordømmer det voldsomt. Uwe skriver:

Jeg har fået læst Ahmed Akkari ‘s bog Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen om Danmark, og jeg vil de kommende uger citere fra bogen. Her en passage fra bogen om Weekendavisens Muhammed-satire:

“Når man i dag taler om Muhammedkrisen og de dramatiske måneder i 2005 og 2006, vil de fleste formodentlig alene tænke på en kamp centreret om 12 tegninger i Morgenavisen Jyllands-Posten. Mit indtryk er, at de færreste husker, at også andre medier velvilligt bar brænde til det bål, der hastigt var ved at flamme op og omslutte Danmark. Betydningen af deres bidrag bliver efter min mening undervurderet, for i realiteten var det først, da Weekendavisen blandede sig i striden, at vi i Arbejdsgruppen for alvor erklærede krig mod Danmark.

Det var blevet november, og sagen mod Jyllands-Posten var på vej mod de danske domstole, da den intellektuelle ugeavis (Weekendavisen, red.) tidligt om morgenen fredag den 4. (november 2005, red.) kom på gaden med 10 nye tegninger af profeten (Muhammed, red.) trykt på bagsiden. Det var en støtteerklæring til Jyllands-Posten, og den blev på mange måder den afgørende dråbe i et bæger, der allerede var ved at flyde over.

De nye tegninger var utrolig grimme og grove. De fremstillede blandt andet Muhammed som en forfængelig tvekønnet skabning med svulmende bryster og langt skæg. På visse punkter opfattede vi dem som en endnu større spytklat i ansigtet end Jyllands-Postens tegninger. Ikke mindst fordi Weekendavisen trykte tegningerne, velvidende hvilke følelser de vækkede. Dengang forstod jeg ikke, at det alene var hadet og intolerancen, der var mål for også disse tegninger. Jeg følte, det var muslimerne og islam, der blev spiddet.

I Arbejdsgruppen knækkede Weekendavisens bagside enhver forventning om, at vi kunne nå til en forståelse med det danske samfund uden en yderligere optrapning af konflikten. Der var fortsat en vis opbakning til vores sag fra Politikens side, men den var så flakkende, at vi ikke opfattede avisen som en sikker allieret. Derfor følte vi nu, at vi som rettroende muslimer stod helt isoleret i en grundlæggende strid mod resten af landet. Vi indkaldte næsten omgående til et ekstraordinært møde i Arbejdsgruppen. Det blev holdt et par dage senere i moskeen i Odense. Her var der enighed om, at det nu var kamp til sidste mand. Fjenden havde taget nye våben i brug, og vi var klar til at gøre det samme.

”Der er krig!” nærmest råbte Raed Hlayhel (imam fra Aarhus, red.) og hamrede sin store næve ned i mødebordet.

Han sitrede af raseri, så det hvide tørklæde, der som sædvanlig lå løst hen over hovedet og indrammede ansigtet, nærmest var ved at ryge af. Det samme gjorde vi andre. En ting var, at Jyllands-Posten krænkede profeten (Muhammed, red.) og vores ære. Noget andet var, at krænkelsen nu blev gentaget og intensiveret, efter at vi utvetydigt havde udtrykt vores fordømmelse. Resultatet af mødet blev, at den fløj, der hidtil havde talt for et fredeligt kompromis, endelig tav. Selv de, der oprindeligt slet ikke havde ønsket en aktion, stod nu fuldt bag os. Dette var stærkere kost, end nogen ville sluge.”

(Side 267-268)

Dansk-pakistanere var klar til at slå Muhammed-tegnere ihjel

Jeg har fået læst Ahmed Akkari ‘s bog Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen om Danmark, og jeg vil de kommende uger citere fra bogen. Her en passage fra bogen om dansk-pakistanere, der var rede til at dræbe de danske Muhammed-tegnere:

“Mandagen inden Aayan Hirsi Ali ‘s (somalisk feminist og islamkritiker, red.) besøg hos statsministeren (Anders Fogh Rasmussen, red.) havde Det Muslimske Broderskab ‘s militante gruppe i Asien udlovet en stor dusør til enhver, der dræbte en af de danske tegnere. I Arbejdsgruppen hørte vi om det fra unge pakistanske mænd i København. De havde fået budskabet og var klar til at dræbe og indkassere pengene, fortalte de. Det var unge, der var vokset op i Danmark, men som på grund af religiøs indoktrinering kunne forvandles til terrorister med en simpel opfordring fra de rette mennesker flere tusinde kilometer væk. Vi vidste, at de mente det og gjorde intet for at standse dem.” Den Fri

(Side 272)