Hvis man vil have mere, er der en 30 minutters version her: JAMİE GLAZOV and David Wood Top Ten Quran Verses to Understand ISIS YouTube,

Hypnotiseret af Hedegaard

Af LFPC

Frederik Stjernfelts anmeldelse af Doug Saunders’ Myten om den muslimske invasion. Er den vestlige verden truet af indvandrerne? og Mogens Camre, Ole Hasselbalch og Lars Hedegaards Der var et yndigt land – en beretning om truslen mod Danmark (Fakta vs. Fakta, WA 28.11.2014)er opbygget efter denne anmelders velkendte skema: På den ene side har vi positionen “de anstændige”, og på den anden positionen “Lars Hedegaard”, som begge er utilfredsstillende, men jeg, Frederik Stjernfelt, anviser her en mere subtil vej til forståelse af islam.

Stjernfelt og Jens Martin Eriksens kritik af “de anstændige” bl. a. i bogen med netop denne titel er skarp og lige på kornet, og adskiller sig vel ikke fra den kritik man oplever f. eks. på nærværende blog og på Uriasposten. Mere problematisk og dunkel er Stjernfelts tydeligvis anspændte forhold til islamkritik i almindelighed og Lars Hedegaard i særdeleshed.

I anmeldelsen “En detaljeret instruks om alting” (WA 29.8.2014) af en bog om hadithtraditionen og dennes teologiske betydning viser han, at han har stiftet bekendskab med islams kilder og dogmatik. På den anden side er anmeldelser som denne eller anmeldelsen af Lars Hedegaard og Mogens Camres Den forbudte sandhed. Sidste udkald for Vesten (Det ord, der ikke må siges, WA 3.5.2013) kendetegnet ved afvisning af essens i islam, eller i bedste fald minimering af islam som et overordnet problem og en insisteren på problemerne som partikulære:

“De er hypnotiseret af islam og tager denne religion i al generalitet som forklaring på de problemer, de behandler. Disse partikulære problemer er reelle, og mange af dem, de når at berøre i den korte pamflet, er både uomgængelige og vigtige: presset mod ytringsfriheden, den høje kriminalitetsrate og analfabetisme blandt indvandrere, misbruget af asylsystemet, fremvæksten af parallelsamfund, befolkningsoverskuddet i Mellemøsten, stridighederne mellem sunni-og shia-muslimer etc.” (WA 3.5.2013)

Problemet for Stjernfelt er i begge anmeldelser at Lars Hedegaard et al. afviser begrebet islamisme. Der er her en legitim position som Stjernfelt kunne indtage som modsætning til Hedegaard-positionen der betragter -isme-tilføjelsen som et røgslør, men det forudsætter på sin side at han selv leverer varen og fortæller sine læsere hvad islam er i modsætning til “-ismen”. Sagligheden kommer desværre her til kort, for ikke blot sludrer Stjernfelt om ingenting i stedet for at indkredse islam, han kommer i anmeldelsen fra 2013 tilmed med en variant af akademikernes velkendte antiessentialisme:

“Men »den islamiske civilisation« kan ikke myrde nogen – det kan kun konkrete personer, militser, hære, stater osv. Man er helt uden begribelse af, at abstraktioner som »islam« eller »Vesten« er enormt omfattende størrelser, bestående af en flora af strømninger og modstrømninger – og at sådanne abstraktioner ikke uden videre er handlende aktører i verden”.

Altså: Islamisme er noget konkret, men islam selv forbliver udefineret hos Stjernfelt. Det er her man gerne vil spørge Frederik Stjernfelt om han anser sunni-lovskolerne Shafi’i, Maliki, Hanafi og Hanbali for “abstraktioner” eller “islamisme”? Er Al-Azhar i Cairo en abstraktion eller islamisme, er begreber som “ijma” (teologisk konsensus) og ulema (de toneangivende lærde) det ene eller det andet? Stjernfelt selv giver ikke noget svar. Det nærmeste han kommer på at udpege islam som muligt moderat er ved ukritisk læsning af opinionstal:

“Ved det egyptiske valg 2011 fik islamistiske kræfter som bekendt 70 procent af stemmerne – nu står de til noget færre. Men det efterlader altså mindst 30 procent egyptere, der ikke er islamister”. (3.5.2013)

“De tre citerer Ruud Koopmans undersøgelser (2013) af muslimske indvandrere i en række europæiske lande, hvoraf 44 procent støtter fundamentalisme […] Det er ganske rigtigt et skræmmende tal, men de tre har ingen forklaring på de 56 procent, der så ikke støtter dette”. (28.11.2014)

Stjernfelt har på sin side heller ingen forklaring på hvad de hhv. 30% og 56% faktisk står for. Lige rettigheder for alle religioner, fuld ret til at kritisere Muhammed, intet skel i menneskeværd mellem muslimer og “kuffar”? Selv hvis man læser disse jubelprocenter som tegn på pluralisme og tolerance, hvordan kan de så modvirke de andre? Hvem står for en trusselskultur vendt imod de muslimer der står for en trusselskultur? Hvem er egentlig “enfoldig” (3.5.2013) her? Det er Stjernfelt magtpåliggende at hævde at islamisme er noget andet, men andet end hvad?

“Det er forbløffende, at de tre højtuddannede figurer seriøst kan tro at koran-eksegese er den eneste vej til forståelse af nulevende personers adfærd – der står ganske rigtigt afskyelige ting i den bog, men i det omfang, de er relevante i dag, skyldes det jo netop eksistensen af stærke vækkelsesbevægelser, der insisterer på at læse den bogstaveligt – altså islamisme”. (28.11.2014)

Der ville kun være én reel ting at gøre her, og det ville være for ham at fortælle hvilke autoriteter der ikke læser Koranen bogstaveligt, eller blot tillader dette. Lad mig bare sige så meget, det er ikke lovskolerne eller Al-Azhar, og større autoriteter findes ikke i sunni-islam.

Her er en anden ting Stjernfelt kunne have overvejet: Christoph Luxenberg er et pseudonym for en Koranforsker, der af sikkerhedsgrunde må udgive anonymt, fordi han behandler denne bog efter den traditionelle historisk/kritiske tilgang kendt fra Stjernfelts eget fagområde. Omvendt behøver ingen forskere der tilgår Koranen som et evigt, Allah-skabt dokument at være anonyme. Med andre ord, spørgsmålet om Koranens status er stærkt motiverende for folks adfærd, og er en faktor i dagliglivet i den vestlige verden. Politiken og JP har måttet indføre stærk sikkerhedskontrol, fordi blasfemi mod Muhammed er livsfarligt. Det er ikke livsfarligt at hævde Muhammeds ukrænkelighed. Dette handler ikke om “islamisme” eller “vækkelsesbevægelser”, men om traditionel islamisk dogmatik – islam.

Alt dette er banalt, og Stjernfelt ved det godt, jfr. anmeldelsen af hadith-værket. Hvorfor er det ham derfor så magtpåliggende at distancere sig fra Lars Hedegaard et al. og Trykkefrihedsselskabet (“det sammenrend”, WA 3.5.2013), når de blot stadfæster noget faktuelt korrekt?

Dette ikke sagt for at tale Lars Hedegaards sag, han er blot én budbringer, men Stjernfelt bliver et lidt pinligt eksempel på at selv en professor ikke er hævet over jordnære overvejelser om positionering og besværgelser, på bekostning af sagligheden.