Af Monika Maron  (Snaphanens oversættelse)

Forfatteren Monika Maron tog før jul til Dresden for at danne sig et billede af demonstrationerne. Hun forstår ikke ophidselsen og opfordrer ytringsfrihed.

Mandag før jul tog min ven og kollega Peter Schneider til Dresden. Vi ønskede selv at se fænomenet Pegida, der har hensat medier og politikere i en sådan ophidselse. Det er svært for mig at finde den rigtige tone om dette emne, de rigtige ord, fordi diskussionen er så forgiftet af de uvillige modtageres vrede. at den for hver sætning hænger mig i øret. Hvad er der at sige?

Hvor stammer vreden fra? Tager man Pegida-tilhængerene på ordet, så finder de, at det er vores pligt og asylbehandle krigsflygtninge og ofre for politisk forfølgelse, men at deportere afviste asylansøgere, og de kræver en lovmæssigt reguleret indvandring. Noget andet hørte jeg ikke i talerne, da jeg var i Dresden mandag.

Om de virkelig mener det, kan og vil jeg ikke bedømme. Af disse krav kan man hverken udlede racisme eller fremmedhad, og særligt da ikke nazistiske tilbøjeligheder. Selvom dette skulle være camouflage, og jeg alligevel tillage dem disse synspunkter, ville jeg have udelukket enhver dialog . Men det er, hvad der er sket fra begyndelsen [..]

Alle racister?

Er tre fjerdedele af alle tyskere racister og fremmedhadere, fordi de er frygter at islam vinder for stor udbredelse i Tyskland og langsomt udhuler det verdslige grundlag for vores dagligdag? “Fremmedhadere, racister, islamfjender” (iblandt “islam hadere”), synes at høre sammen i diskussionen om Pegida.

“Islam- kritiker” eller – “modstander” forekommer ikke, kun “hadere” og “fjender.” Men hvad ville en ven af Islam være? Hvilken grund har jeg til at være en ven af islam? Jeg kan være muslimers ven, men ikke en ven af denne uoplyste religion og dens politiske ambitioner, hvis hadpotentiale er så stort, at det har rystet hele verden.

Fra Burkini til megamoske

I den øjeblikkelige misére har alle parter del. Nogle har benægtet, at Tyskland er et indvandrerland, som det har været længe, vi har dog ingen indvandringslove i dag. De andre har råbt på tvangsgermanisering, som at der kun skulle tales tysk i Berlins skoler.

Alle parter har i fællesskab besluttet dobbelt statsborgerskab til flere generationer, som skulle øge integrationen, men har nok bare har handlet om vælgerrekruttering.

Om burkinis, skolerejser, kæmpe moskeer, bederum på skoler eller hvad tyske domstoles absurde mildhed overfor muslimske indvandreres kulturelle særpræg, der først vakte opsigt da en kvindelig dommer i Frankfurt tillod en mand at slå sin kone, ønsker jeg overhovedet ikke at tale.

Islamisering begynder ikke, når islam er blevet statsreligion i Tyskland

Islamisering begynder ikke, når islam er blevet statsreligion i Tyskland, men når den undergraver vores forfatningsmæssige principper og civilisation, med sine religiøse krav. Man behøver ikke være Pegidatilhænger for at kræve, at regeringen og samfundet forsvarer den hårdt tilkæmpede sekularitet og religion, og drager grænser over for en religion, der ikke har gennemlevet oplysningstiden.

De stærkeste allierede i den kamp har været de sekulære muslimer, folk som  Seyran Ates, Kelek, Hamed Abdel Samad, Güner Balci, der lige så lidt som kristne og ateister ønsker, at islam i Tyskland får flere rettigheder og mere plads, end der tilkommer en religion i et stort set sekulært land.

I stedet har regeringen givet efter for presset fra de islamiske foreninger og fjernet de sekulære kræfter i Islamkonferenz.

Hvorfor taler vi overhovedet om fire og en halv million muslimer i Tyskland, og accepterer dermed at alle, der er født muslim, skal være muslim i hele sit liv?

Den sekulære stat skal stå i centrum

Ved vi, hvor mange af de tyrkere, der bor i Tyskland, persere og arabere er muslimer, som nogensinde har ønsket de rettigheder islamiske organisationer har krævet? Grænsen går ikke mellem muslimer og ikke-muslimer, men mellem forsvarerne af den verdslige stat, og dem, der ønsker at underminere den eller bringe den i fare af politiske grunde.

Det er muligt, at mange af Dresdendemonstranterne også har disse tanker i hovedet, når de igen mødes af Herr. Mazyek på et talkshow, hvor han med en sultansk posering igen hævder, at salafisme intet har at gøre med islam, eller når han har brug endnu flere offentlige penge til at animere Tysklandsfødte tyrkiske eller arabiske unge mænd til at gå i skole.

Påstanden om at Dresden og Sachsen mangler muslimer  og absolut ingen grund har til at være bange for islamisering, er i en tid, hvor mindst halvdelen af den politiske bevidsthed dannes af medierne, især tv, for billig.  Når det kommer til stykket kendte de 12.000 moddemonstranter mod Pegida i München også kun Pegida fra tv eller aviser. [..]

Angrebene skaber flere Pegidatilhængere

I stedet for at se den eksplosive tilsynekomst af Alternative für Deutschland (AFD) som et resultat af deres egen politik, behandler alle parter de nye konkurrenter som en spedalsk, som man helst ikke skal sidde ved et bord med, og hvis det ikke kan undgås, i et talkshow, for eksempel, der falder man over ham i fælleskab, som om han ikke var repræsentant for egne vælgere.

Disse scener trækker flere Pegida-tilhængere. I Plasberg og Co. ser de med hvilken indre kraft og nervestyrke ytringsfriheden skal betales, når man tager Pegida i forsvar.

Og den der ikke stoler på sin kraft eller sine stærke nerver, eller på sine retoriske færdigheder, han tror ikke længere på ytringsfriheden. Men om mandagen på Theater Platz i Dresden, som en af 10-15-17.000, kan han selv om han ikke engang er på talerstolen, råbe disse ord: Wir sind das Volk! og Lügenpresse, Lügenpresse! og selv om en så luftig skikkelse som Lutz Bachmann taler for ham, kan han endelig udtrykke sin utilfredshed højlydt.

Vi priser det åbne samfund og fornægter den åbne diskussionen

Denne mandag inden jul, da jeg var i Dresden, bemærkede jeg, at i modsætning til de tv-billeder og avisartikler om tidligere Pegida demonstrationer, fyldte en mængde unge mænd pladsen. Måske havde mødre og bedstemødre havde travlt med juleforberedelserne.

Måske fører antagelsen refleksmæssigt til, at Pegida er en samling af racistiske og fremmedfjendske subjekter, ja nazister, der faktisk findes blandt demonstranterne, skønt ikke i de fleste, måske fører denne afværgekanonade til, at folk der er ikke racister, ikke længere ønsker at udsætte sig for mistanken, og derfor overlader demonstationerne til virkelige racister og fremmedhadere.

På vejen hjem mod Berlin bemærkede vi mange biler med Berlin og Brandenburg nummerplader, og på tankstationen så vi nazisterne og skinheads i deres Thor Steinar jakker. De var der også. Ikke at give dem og deres mindre iøjnefaldende mentale brødre plads og stemme, er det eneste rigtige svar.

Med alle de andre må vi tale. Vi har brug for at gen-lære at udholde andres meninger uden at se deres repræsentanter som fjender og udskud. Vi priser det åbne samfund, men nægter den åbne diskussion. Pegida er ikke sygdommen, Pegida er kun symptomet.

Die Welt: Pegida ist keine Krankheit, Pegida ist das Symptom (Snaphanens oversættelse)