Han følger op i dag med “Don’t mourn the saudi king”

LFPC: Vejen til sharia er brolagt med “frygt”

Mediedækningen oven på et muslimsk terrorangreb følger et slavisk mønster. Terrorangrebet mod Charlie Hebdo den 6. januar affødte allerede dagen efter den første påkaldelse af frygt for muslimers ve og vel i danske medier: “Muslimer i Paris frygter følger af massakre på magasin” (JP/Ritzau, 7.1.2015); en odenseansk frisør fra Somalia kan som følge af terroren “ikke gå på gaden” (“Vi går mærkelige tider i møde”, 7.1.2015).

Fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens allerførste bekymring i et blogindlæg på Berlingske den 9. januar var angrebets konsekvenser for muslimer: “Massakren i Paris vil utvivlsomt forøge den antimuslimske stemning ….” (“Sådan skal vi bekæmpe terroristerne”).

Faktisk har det modsatte snarere været tilfældet. Kigger man et par uger frem i kronologien på Infomedia er det ikke moskéafbrændinger og overfald på muslimer der er på tapetet. Medierne har slået en beskyttende ring om muslimerne, der nu trues af lovligt anmeldte demonstrationer. Nazismen er måske vendt tilbage under navnet PEGIDA, og medierne er forenet i kampen for at demaskere dem.

Man er fanget i modstridende spin hvor det på den ene side ustandseligt understreges hvor få deltagere demonstrationerne tiltrækker, og hvor man på den anden side er afhængig af en fortælling om et eksplosivt potentiale.

Det eneste forsøg på at perspektivere “backlash”-mytologien jeg har set i danske medier slår koldt vand i blodet. Iflg. den indkaldte lektor består tricket i en udefineret “sondring” mellem “rabiate” og “normale” muslimer, og tillid til politikernes benægtelse af islams rolle:

På trods af at gerningsmændene handlede i Guds navn, mener Carsten Bagge Laustsen, lektor ved institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og forsker i terror, ikke, at terrorhandlingen får betydning for de danske muslimer.

– Angrebet er ikke radikalt nyt, på samme måde som angrebet på World Trade Center i 2001, så jeg er sikker på, at danskerne kan sondre mellem de rabiate grupper og normale, fredelige muslimer. Du kan allerede se, at politikere og andre fordømmer angrebet som et terrorangreb og ikke som et angreb der repræsenterer islam, siger han. (“Danskere fordømmer ikke muslimer efter angreb”, 7.1.2015)

Fraværet af hærgende horder af indfødte europæere post-Hebdo afholder dog ikke medierne fra at promovere den muslimske “frygt” for noget under optræk. Helt aktuelt drejer det sig om en gammel traver, nemlig tonen. Berlingske Nyhedsbureaus Søren Ploug Lilmoes kan se lige ind i sindet på Imran Shah, Islamisk Trossamfund, og han står inde for at dennes frygt er oprigtig, og ikke stereotypt offerrollespil:

Hvis grøfterne graves dybere i den danske udlændingedebat, kan det ende med, at ord erstattes af vold, frygter Islamisk Trossamfund. […] Det fortæller organisationens talsperson, Imran Shah.

»Vi oplever en ganske hård tone, og den er klart blevet hårdere de seneste år.« Han frygter for konsekvenserne, hvis udviklingen fortsætter. »Hvad bliver det næste? Hvis man ikke vil indse, at der er et problem med tonen, så kan det gå meget længere, end det er nu. Der er ingen tvivl om, at der er en forbindelse mellem et hadsk sprog og fysiske overgreb,« siger Imran Shah. (“Muslimer frygter voldelig konsekvens af hård debattone”)

“Hård” som stening? At artiklen er endnu et udslag af stereotypi kan man let få bekræftet ved at google “backlash Muslims”. Der er tale om en forventning der kun sjældent opfyldes, hvilket imidlertid ikke fører til efterfølgende refleksion hos medierne, se f. eks. “British Muslims fear backlash after David Haines murder”, “French Muslims warn of growing anti-Islam backlash“, “In France, Muslims Fear Backlash“, “Calgary Muslim women fearing terrorism backlash” (“Local peace activist Saima Jamal has documented four separate verbal attacks against Muslim women since the massacre in France”), “Tensions surface as Australian Muslims fear Sydney siege backlash“, “After Duke’s call-to-prayer controversy, Muslim students in D.C. fear a backlash“.

Sammenhold selv sociologen Lori Peeks påstand om et udbredt antimuslimsk backlash i USA post-9/11 (hvor onde blikke tælles med), kontra FBIs mere nøgterne tal:

Of the 5,928 incidents of hate crime tabulated in 2013, 135 (2.3 percent) were anti-Islamic, an increase of five over the prior year but still slightly below the annual average of 139 from 2002 to 2011.

The small rise in recorded anti-Islamic incidents could be attributable to improved data collection rather than a true uptick. Reports submitted by law enforcement agencies covered a population of 295 million Americans in 2013, 18.6 percent higher than in 2012.

There were 1,031 incidents inspired by religion last year, 625 (60.6 percent) of which were anti-Jewish. Anti-Islamic ones constituted just 13.1 percent.

Det skal retfærdigvis indskydes at mainstreammedierne har dækket mere betændte aspekter som bl. a. muslimske franske skolebørns afvisning af mindehøjtideligheden for de dræbte. JP havde den 9. januar prisværdigt en artikel der ikke indeholdt de sædvanlige implicitte, udefinerede skel mellem “islamisme” og islam, men tværtimod problematiserede sidstnævnte (»Vi kan ikke bare lade, som om det ikke er muslimer«, ikke online). Hvad der stadig mangler er ethvert forsøg på at behandle nyhedsstof ud fra viden om islams dynamik – at offerrolledyrkelsen f. eks. kan være en måde at håndtere mismatchet mellem ummaen som “det bedste fællesskab” (Koranen 3:110), og den mindre forkromede virkelighed de lever i.

Når en ledende dansk muslim som Imran Shah, med et dunkelt forhold til stening, klynker om “frygt”, er det journalistens forbandede pligt at være velorienteret og gå bag om dette. Ved blot at kolportere den angivelige frygt bliver artiklen reelt et partsindlæg i ytringsfrihedsdebatten, en propagandistisk messende stadfæstelse af muslimer som evige ofre. – Af LFPC