Den venstreorienterede Caroline Fourest medvirker, og hun mener at vide, at FN “dybest nede” er det samme parti, som under Jean Marie Le Pen. Det er jo også argumentet mod SD i Sverige, men det holder ikke i virkelighedens verden, som man kan erfare år ud og år ind. Når det stadig markedsføres vidner det kun om manglen på argumenter fra den side. Nu står Marine Le Pen til at blive Frankrigs næste præsident. Charlie Hebdo redaktør Gerard Biard medvirker også. Sendt på BBC 26 februar.

Snaphanens metamorfose

Det er to år siden jeg så mig omkring, og tænkte at nu havde dette egentlig varet længe nok. Der måtte ske noget nyt, jeg måtte udvide eller indskrænke. Større, mere ambitiøse blogs i dag har avisformat og mange medarbejdere. Jeg ville give det en chance at lave noget mere bemandet, men de mennesker jeg ville have, var optagede, og i denne branche annoncerer man selvsagt ikke efter fremmede, selvom der er en ubenyttet talentmasse derude, jeg gerne ville have haft fat i. En anden løsning tonede så småt frem.

Document.no er Norges store anerkendte netavis/blog. Jeg har kendt redaktør Rustad siden han i 2006 boede hos mig, da han var i Nimb i Tivoli og blive løftet af Shabana Rehman.  Jette Dali havde spurgt mig, om jeg ville have en norsk journalist boende, og det vil jeg altid gerne. Han er en stor mand, men Shabana er stærk som en okse.

Siden da er vores venskab og samarbejde bare vokset, og chancen bød sig, at jeg kunne lægge mig ind under Document.no teknisk og delvist redaktionelt, hvorved jeg kunne flanere lidt mere og gøre con amore ting på Snaphanen, mens jeg hjalp til med det daglige læs oppe i Norge: Infomedia-artikler, tip, personkontakter, video, foto, oversættelser fra tysk og fransk, svensk stof osv. Jeg vil anbefale enhver dansker Document.no, den har meget dansk stof.

Nu deler vi altså stof, teknikker og ligger på samme server i et fjernt udland, og jeg er nærmest at betragte som en sattelitblog eller omtrent som en af Politiken-JP’s lokalaviser. Når det nu er Document.no, betragter jeg det som en ærefuld forfremmelse. Annoncerne har været nødvendige efter ti års underskud. Jeg beklager ægteskabstilbud fra fillippinske dejligheder og seniorpensioner, jeg kan ikke gøre for det.

Det er meningen, det skal give mig frihed. Politik kan sikkert fylde familierne Auken og Hækkerups liv, men det kan ikke fylde mit. Jeg filtrerer meget stof hver dag og hopper mange gentagelser over, og jeg formoder hjernen bliver træt efterhånden. Man må dele det på flere hjerner, og jeg kan kun blogge af lyst. Der er ikke noget, der hedder pligtstof her: Den sidste katastrofe i Malmø, den sidste langskæggede idiot.

Jeg er tak og lov ikke født et politisk menneske, jeg har været så privilligeret at leve i en tid, hvor det ikke var nødvendigt at politisere sig, hvis man ikke absolut ville. En krig på den anden side af jorden (Vietnam), som vi havde begrænsede informationer om i Danmark, var ikke tilstrækkeligt for mig. På de punkter hvor den tids unge havde ret om Vietnam, var de ikke engang klar over, hvorfor de havde ret, og jeg brænder ikke for sager, jeg ikke ved ret meget  om.

Da en ven lavede bloggen til mig i 2004, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle bruge den til. Jeg skrev i avisen, hvis der var noget jeg ville sige. Det kom dog og opdagede dens egentlige potentiale, da mine fotos rejste verden rundt under Muhammedkrisen i 2005-2006.

I 2007 var jeg stadig lidt paf over at se Robert Spencer* sidde og blogge midt under vores pub-crawling, men idag betragter den også bloggen som en forlængelse af min dagligdag, og kan ikke tænke mig at undvære den. Den er som at putte mobilen i lommen og kameraet om nakken, når jeg går ud hver dag. Jeg har mine normale øjne, mine kamera øjne og mine blogøjne, og jeg veksler frit imellem dem.

Jeg læser alle nyhedshistorierne, der er deja vu over mange af dem, og jeg udvælger med stadig tættere kam. I mit stille sind takker jeg forsynet, at jeg ikke blev journalist, hvilket ikke var langt fra at ske.

Jeg er tilfreds med at være så meget af en journalist, at jeg kan kende en god historie og have en lejlighedsvis kioskbasker. Jeg er tilfreds med at møde er perlerække af personligheder via mit kamera. Det har været en stor gave hele livet, ikke mindst de sidste ti år.

Nu mangler blot et lidt fornyet design, så er denne metamorfose overstået. Der er nogle håndfulde, der skriver artikler til bloggen og får del i dens 6000 op til nogle gange 20.000 læsere, og jeg vil opfordre alle, der har noget på hjerte til at skrive. Det tages imod med kyshånd. Bloggen er rustet til ti år til.

Jeg forlader ikke det politiske, hvor meget jeg end kunne drømme om det, for i dag har ingen råd til at være upolitiseret i lyset af den trussel EU og danske politikere udgør over for nationen og befolkningen. Jeg lægger dog ikke skjul på, at jeg væmmes ved dem. Jeg ser dem ikke på tv, jeg hører dem ikke i radio, jeg læser dem ikke og nu stemmer jeg heller ikke ved valg mere. Det sker, jeg fotografere dem hvis de alligevel er i lokalet. Jeg vil ikke tale med dem, for jeg ville sige, hvad jeg mener om dem, og det ville blive et langt, ubehageligt skænderi.

*Bryssel 2007, Ned May (Gates of Vienna), Robert Spencer (Jihad Watch), Andrew Bostom – Pamela Geller og Nidra Poller udenfor foto.