Evigt ejes kun det tabte

Jeg kan leve mig ind i det. Er jeg uheldigvis i Malmø eller Helsingborg, kører der en app i min baggrund. Her døde den og her døde den for ti eller tyve år siden. Ofte helt umotiveret og ubekvemt myrdet af indtrængende fremmede, fortiet mest muligt af løgnemedierne, uvelkommen collateral damage for politikerne. Jeg husker dem, og de plager mig.

Jeg ved ikke mere, hvor meget der skal til for at lokke mig til Sverige. Det er to år siden, jeg besøgte en veninde på et plejehjem i Småland, siden har jeg ikke været der. Det var en kuldslået rejse, og jeg vidste godt, den var et farvel. Også med min over 90-årige veninde. Det er dog ikke først og fremmest min sikkerhed, der afholder mig. Jeg tager mine forholdregler med min akkumulerede viden om det offentlige rum i Sverige.

Det deprimerer mig at være i et elsket land, der begår selvmord med en stort set ligeglad befolkning, der kun vil lide, ikke handle. Svenskerne er  feje og mediehjernevaskede, derfor lider de nu hver dag og vil miste alt, hvad de havde for en generation siden.

Der er kun en vis mægde plads til tragedier

Det er nu 17 år siden, jeg så skriften på væggen og afviklede mit svenske liv. I dag er Sverige er som at møde en gymnasiekæreste 30 år efter, der er blevet narkoluder i Skelbækgade.

Humøret kan ikke tåle det. Jeg opsøger ikke godvilligt en stor sorg og en stor vrede. De ville have det sådan, så må de lide med mig som en stadig fjernere tilskuer. Der er kun en vis mægde plads til tragedier i et liv, der stadig skal leves på trods og for det godes skyld.

Evigt ejes kun det tabte, skriver Henrik Ibsen i Brand. Erindringen er nu mit evige Sverige. – Turister sviker städerna – vill semestra i naturen