20
dec
Seneste opdatering: 20/12-20 kl. 1916
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

af Henrik M.Jensen

Vestlige intellektuelles fascination af politiske forbrydere som Stalin og Mao, og de totalitære stater de skabte, har længe været til debat herhjemme takket være folk som Bent Jensen og Blüdnikow.

Og i Snaphanen 15.12. har Palle Almindsø redegjort for det selvhad, der bl.a. drev den franske forfatter, filosof m.m. Foucault til at propagandere for Khomeini. Hvilket var besynderligt set i lyset af, at den muslimske despot ikke ville have tøvet mange sekunder med at klynge den homoseksuelle Foucault op i nærmeste kran.

Tilbage til middelalderen

Men hvad får vestlige “intellektuelle” til at solidarisere sig med despoter, der bekæmper vestlig kultur? Hvad får dem til at bekæmpe sig selv?

Denne besynderlige opførsel kan spores tilbage til middelalderen og har måske noget med den kristne skyldbevidsthed at gøre. Da den katolske kirke i middelalderen forsøgte at bringe Det hellige land tilbage under kristen kontrol, men i sidste ende fejlede, måtte der findes en forklaring på fiaskoen, og den nærliggende var, at det skyldtes Guds vrede. Og den kunne være forårsaget af korsriddernes griskhed og voldsanvendelse, hvor især det sidste gav problemer i forhold til kristen etik (et problem som deres modstandere undgik, da der ikke findes etik i koranen, kun påbud og forbud).

Og i og med at korsridderne blev set ned på, kom deres modstandere til at fremstå som mere ædelmodige og ridderlige. Det gjaldt især Saladin, der stod i spidsen for hæren, som erobrede Jerusalem fra korsridderne. Han havde underlagt sig det meste af Mellemøsten, gik ind for en streng religiøs linje, der “rensede” samfundet, grundlagde mange koranskoler og moskeer og adskilte sig i øvrigt ikke fra nutidens islamistiske despoter. Efter slaget ved Hattin 1187 lod han de tilfangetagne tempelriddere og johanitter halshugge, og efter Jerusalems erobring lod han 15.000 kristne sælge som slaver, og i den samtidige vestlige litteratur blev han da heller ikke beskrevet som andet end ondskabsfuld og beregnende.

De ædle vilde

Men i løbet af den sene middelalder ændrede billedet sig, og Saladin-figuren blev af vestlige forfattere ophøjet til en ædel skikkelse som modsætning til de primitive og rå korsriddere (Richard Løvehjerte undtaget), der havde hærget Det hellige land. Dante anbragte ham således ikke i helvede, hvor Muhammed ellers havde fået plads, og Boccaccio gik et skridt videre og ligestillede muhamedanismen med jødedom og kristendom.

Det blev flere århundreder senere gentaget af tyskeren Lessing, og hermed er vi fremme ved Oplysningstiden, hvor kristendommen måtte stå for skud på parisiske cafeer blandt intellektuelle som Voltaire og Diderot, og Rousseau dyrkede “den ædle vilde”.

Her passede Saladin perfekt, og i Romantikken gik det helt grassat med Walter Scotts roman “The Talisman” fra 1825, hvor Saladin blev sat op på en piedestal. Og der blev han siddende i årevis sammen med myten om, at de samtidige maurere i Spanien havde skabt et multikulturelt paradis, hvor de tre religioner levede i fred og samdrægtighed.

Disse myter har dog fået nogle skud for boven i nyere tid takket være forskere som Bernard Lewis og herhjemme Torben S.Hansen (læs “Reconquista”, DDF 2017) samt Michael Pihl & Jesper Rosenløv, hvis bog “Korstogene” (Frydenlund 2016) giver et mere realistisk billede af “den ædle Saladin”, der kun regerede en anelse mere civiliseret end lederne af nutidens Islamisk Stat.

Det farlige selvhad

Mønsteret er tydeligt: Middelalderens moralske tømmermænd fremkaldt af kristendommen blev afløst af Oplysningstidens europæiske intellektuelle, der helt skrottede deres kristne baggrund til fordel for “Fornuften”, tilsat et muhamedansk glansbillede. (En nutidig arvtager hertil er religionshistorikeren Tim Jensen).

I det 20. århundrede fik vi så de selvhadende europæiske intellektuelle, der skrottede demokrati og frihedsidealer for at gøre fælles sag med østlige despoter som Stalin og Mao.

Og med det 21.århundredes “identitetspolitik”, inspireret af den pædofile Foucault og postmodernismen, er cirklen sluttet og det europæiske selvhad slået ud i det glade vanvid – for ikke at sige ren tegneserie, jvf. sagen om busten (udtalt med u) fra Charlottenborg der blev “synket” i vandet og “rematerialiseret” af en flok masochistiske balancekunstnere.

Men de venstreintellektuelle er ikke kun latterlige; de er også farlige, fordi de undergraver Vesten indefra.

5 1 vote
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest
3 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Dingelingelong
Dingelingelong
6 hours ago

“…fordi de undergraver Vesten indefra.”

Men er det ikke ret tydeligt at der tale om selve kulminationen af de vestlige værdier, nærmere end ondsindet undergravelse? Den vestlige godhedsreligion Humanismen (Kristendommens afløser) måtte ende med at opæde sig selv i et orgie af absolut menneskelig frigørelse og absolut menneskelig fornuft.

Med andre ord, i absolut universalisme. I et grænseløst imperium med universelle rettigheder. I fatalt storhedsvanvid, anarki og sammenbrud.

Lad os derfor forlade den “vestlige” humanistiske dødssejler. Dens tid er ovre og et nyt civilisationelt paradigme må tage dens plads. Vores overlevelse som folk og nation afhænger af det!

Peter Buch
Peter Buch
24 seconds ago

Mønsteret er ikke nødvendigvis så entydigt.
Oplysningsyiden var også baggrunden for amerikanske flådestyrker gik mod mulimsk praksis og dermed gav vesten en formidabel styrke til rådighed, det gav vesten muligheden for at vælge en ny fælles stillingtagen, der ikke i grunden var fjern fra den fælles oprindelige.
Det lykkedes dog som aktuelt kan skues i liden grad. Set herfra.

Jari Norvanto
Jari Norvanto
10 hours ago

De när kanske ett hat mot Västerlandet, vars kristet grundade humanism och sedermera upplysningstradition men med kvarvarande kristet, lutherska dygder, gav dem allt av frihet och välstånd, som ingen annan civilisation någonsin före eller samtida. De är vad man kan anta är ‘spiteful mutants’, såna som perverst nog känner att de gör rätt när de förråder sina egna nationer.

3
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x