Livsfarligt att hålla Israels flagga i Göteborg – ”Kasta sten på han”. Mere kaos? Här ansluter sig polisen till islamisterna – ”Paludan har gjort fel”.

Guds død og den nye stammetænkning

De falske guders tiltrækning

Af Palle  Almindsø

Der er kun en ting der er værre end religion,
Det er religionens fravær
Douglas Murray

“One of the signs of a great society is the diligence with which it passes culture from generation to the next. When one generation no longer passes on the things that are dear to it – its heroes and their stories in its religious faith – it`s in effect saying that past is null and void – it`s of no value – that leaves young people feeling lack of direction and lack of purpose and opens them to the dictum of Karl Marx – that our people derived from their history are easily persuaded”
Churchill

“Har I ikke hørt om det gale menneske, der ved højlys dag tændte en lygte, løb hen på torvet og uophørligt skreg: ”Jeg søger Gud! Jeg søger Gud!” – Da der just stod mange af dem samlet, der ikke troede på Gud, vakte han stor latter. Er han da blevet væk? spurgte den ene. Er han faret vild som et barn? spurgte den anden. Eller holder han sig skjult? Er han bange for os? Er han stået til søs? Udvandret? – således skreg de op og lo sammen. Det skøre menneske sprang ind mellem dem og gennemborede dem med sit blik. ”Hvor er Gud henne?” råbte han. ”Jeg skal sige jer det! Vi har slået ham ihjel! – I og jeg! Vi er alle hans mordere!” skriver Nietzsche i en aforisme fra 1882.

1. Hvad fik en mand som Nietzsche til at formulere noget så grænseoverskridende for 140 år siden. Det var ikke kommet af ingen ting, den unge filosof, han var blot 38 gammel, mens han tænkte skarpt og polemisk. Forud var der sket mange ting, der pegede frem mod hans erkendelser.

23 år inden havde Darwin leveret et kulturhistorisk punch og formuleret sine erkendelser i Arternes Oprindelse, hvilket i sig selv havde været et slag i ansigtet på kristendommen og de troende. For hvis verden ikke var skabt på en gang for ca. 6000 år siden og mennesket oven i købet var i familie med aberne, hvad skulle man da tro på? Og før denne revolutionerende opdagelse, havde Feurbach publiceret sit bidrag til en ny forståelse af kristendommen: I sit hovedværk Das Wesen des Christentums (1841, Kristendommens væsen) fremsatte Ludwig Feuerbach en antropologisk religionsopfattelse.

Menneskets forestilling om Gud som visdom, godhed og kærlighed var projektioner af dets egen længsel og higen, og i de egenskaber, som det tillægger Gud, var kun de egenskaber, som det selv satte højest. – Når mennesket tilbeder Gud, dyrker det i fremmedgjort form sine egne idealer, som det ikke ser mulighed for at realisere i virkelighedens verden; når mennesket indser dette, forsvinder troen på Gud, og dets forhold til medmennesket bliver ideelt. https://denstoredanske.lex.dk/Ludwig_Feuerbach

2. For at nærme os en forståelse må vi lidt længere tilbage til Den Franske Revolution, som ikke kun var et produkt af materielt-deterministiske omstændigheder men også var inspireret af Oplysningstiden, herunder Rosseau, Voltaire, Locke og Pierre Bayle, ophavsmanden til den store franske Encyklopædi, Dictionnaire historique et critique, alle sammen navne der senere skulle bane vejen for Den Franske Revolution .

Der var tale om en filosofisk rationalisme med overbevisningen om, at en nøgtern og kritisk erhvervelse af viden og en formidling af den indvundne erkendelse ville muliggøre en strålende fremtid for menneskeheden.

Når mennesket tilbeder Gud, dyrker det i fremmedgjort form sine egne idealer, som det ikke ser mulighed for at realisere i virkelighedens verden; når mennesket indser dette, forsvinder troen på Gud, og dets forhold til medmennesket bliver ideelt, troede man dengang.

Som vi kan se, voksede der en gradvis skarpere kritik af de overleverede dogmer der var indlejret i den kristne tro. Hvis troen på Gud havde påført mennesket en følelse af skyld og synd og flyttet det sande liv op til en overjordisk himmel i stedet for at rette kærligheden til livet og menneskene på denne jord, var det nu overladt til en ny tomhed og en frihed, som skulle blive svær at bære. –

Mao, i og med at de store religiøse fortællinger var på tilbagetog, efterlod de et stort tomrum, der både kunne frigøre kreative energier og tiltrække en ny gammel stammetænkning. Et tomrum der krævede at blive fyldt så at sige. Og det er også, hvad vi er vidner til i dag. Efter Galilei, Darwin og senere Freuds påvisning af, at end ikke mennesket var herre i eget hus, så var vejen banet for ateismen og dens afledede størrelser, som fx marxismen, kommunismen, humanismen, senere feminismen og i nyere tid de identitetspolitiske sværmerier for minoriteter og ikke-hvide racer.

Således også Nietzsche der forstod om ikke omfanget af så dog tilstedeværelsen af et tomrum. På en måde var Gud garanten for en verdensorden, der gav mening og retning for tilværelsen. Hvis hans profeterende statement var sandt, så var der ikke andre til at skabe orden og mening end menneskene selv. Bevidst eller ej, med eller uden hensigt så måtte mennesket nu selv være gud for at kunne leve med situationen efter Guds død. Det er en ganske krævende opgave.

En af de første, der ’opdagede’ Nietzsche, var den danske litteraturforsker Georg Brandes. Han korresponderede med Nietzsche og udgav senere brevene i en bog om den tyske filosof med titlen aristokratisk radikalisme fra 1889. Nietzsche fik næppe noget ud af denne bog, for på dette tidspunkt var han symbolsk sunket ned i en dyb åndsformørkelse. Det skulle vise sig at ateismen skulle stille større krav til mennesket end kristendommen

3. I stedet for at tale om religion i den gammeldags betydning, taler vi nu mere om ideologier som de før-nævnte: marxismen (leninismen) (et af dens afkom kommunismen) og nazisternes nu miskrediterede tankegods, men hvad med de andre moderne ismer?

Som jeg ser det i dag i lyset af den seneste tids opgør med universiteternes kulturrelativistiske fokus på den politiserende aktivisme, så har man bevaret en vis pseudovidenskabelig tro på nogle dogmer med en nidkærhed, der kan minde om den spanske inkvisition. Af andre moderne ismer kunne jeg nævne klima-aktivismen, postmodernisme, miljøaktivisme, krænkelsesstudier for nu at nævne nogle stykker, ingen af disse ideologier dyrkes for at opnå nogen dybere forståelse men kun for at følge Marx` imperativ: Verden skal ikke fortolkes men derimod laves om!

Vedr. disse ideologiske ismer, siger Jordan Peterson: ”De er alle i praksis monoteistiske eller polyteistiske dyrkere af et meget lille antal guder. Disse guder er de aksiomer og grundlæggende trossætninger, der a priori skal accepteres og ikke bevises før det er muligt at tilegne sig trossystemet, og som efter at være blevet tilegnet og anvendt på verden gør det muligt at opretholde en illusion om at have skabt viden.” (Peterson 2020)

Man spørger uvilkårligt hvad er hensigtet med denne luftige produktion af minoritets-totalitære studier? Det må vel være for at hvidhedskulturen kan blive ætset bort (jf Jalving i JP.dk)

Der er her tale om en art stammetænkning, hvor den enkelte gruppe eller stamme højlydt i medierne kæmper for netop sine synspunkter, og det er tydeligt at der er en del af de akademiske eliter, der slutter op om disse tanker. Se på klimaet, den grønne omstilling, økologismen med mere, nidkærheden og selvretfærdigheden kender ingen grænser. For mig at se er her tale om en omfattende samfundsopløsning, hvor det enkelte land så at sige opgiver sin mulighed for sammenhængskraft og suverænitet med henblik på den totale globalisering.

Hvis historien her har en morale, så kan den lyde sådan her:: Pas på intellektuelle, der gør deres motivationsteorier til monoteisme

1. Jordan Peterson: Hinsides Orden 2020 (om ideologier)
2. Den store danske.lex.dk
3. Nietzsche: Den muntre videnskab, aforisme 125