Det nye Testamente er Buddhas Testamente. En tese om Kristendommen som kopi af Buddhismen af Christian Lindtner, mag.art, dr.phil.

En bogomtale
af Bitten-Kirsti Nielsen

Kristendommen er en tro kopi af Buddhismen, og Det Nye Testamente, som Kristendommen jo bygger på, har sit udspring i buddhistiske tekster, som buddhistiske munke udbredte. Det er det tema, som religionsforskeren Christian Lindtner her forsvarer.

Jamen er Jesus da kun en myte? Det mener bogens forfatter, ja selv eksistensen af den historiske Jesus afvises.

Hvad så med Kristendommen, som hele den vestlige kultur hviler på og nærmere Det Nye Testamente, hvis tekster der prædikes over i Folkekirken, spørger jeg undrende, mens jeg læser videre. Sorry, er svaret fra bogen. Det Nye Testamente er hentet direkte fra de buddhistiske originalskrifter og er en efterligning af Buddhas testamente. Det betyder dermed, at Jesu livsforløb er en kopi af legenden om Buddha, født 500 år f.Kr., der var en “ksatriyas” (på græsk khristos), en adelmand, en kronprins, hvis opvågning til Dharma (retfærdighed) bliver oversat til Jesu dåb, som også her finder retfærdigheden.

Buddha-barnet, der fødtes i en lotus, blev sendt til jorden i et vindpust (læs Helligånden) fra Brahmas himmel. Buddha, der omtaler sig selv som profet, indtager et sidste måltid med sine munke og dør mellem to træer og indgår i Nirvana. Jesus dør på et kors mellem to andre personer og stiger derefter til himmels.
At der er tale om kopiarbejde, understøttes af de utallige navne på personer og steder, som går igen og genkendes let med en lille omskrivning. Ja selv kalkmalerierne i de ældste kirker har motiver, som oprindeligt er buddhistiske, skriver forfatteren.

Et af Mahâyâna buddhismens mest kendte evangelier er Sad-harma-pundarika-sûtra, der nævnes som hovedkilden til Matthæusevangeliet. Den siges at skulle være en yngre, mere folkelig udgave af Buddhismen henvendt til jøderne. I denne sutra er der mange små lotus-sønner eller pundarikaer, der flyver omkring. Også Jesus var en pundarika (= søn af), og Lindtner forklarer her, hvordan han ved brug af buddhistisk-kristen geometri når frem til. at Buddha og Jesus var sol-sønner og delte livsforløb.

Saddharma-pundarika-sûtraen beskrives som en slags skuespil, et eventyr med mange fortællinger, hvor den store helt i skuespillet er Tathâgatas. Det er en kærlig far, og hans børn er disciplene, som han spreder Dharma dråber ud over. Troen på ham kan helbrede for sygdom og frelse fra al elendighed, og så lever han evigt

Buddha, der har mange navne, omtaler ofte sig selv som Tathâgatas. Men også Jesus er en tanthâgâtas, og begge har de en ufattelig visdom, som ingen kan fatte, og som derfor er hemmelig.

Lotusevangeliet handler især omTathâgatas. Han optræder i utallige roller på utallige steder og i flere forklædninger. Om Tathâtagatas skal det siges, at sutraen, som han sad i, da han ankom i et vindpust, er vigtig for den, som bærer den, for han bærer Tathâgatas legeme, den evige udødelige.

For Buddha er livet en lidelse ud fra den dobbelte erfaring, at alt er forgængeligt, men at der samtidig findes en uforgængelig virkelighed eller bevidsthedstilstand. Sjælen eller jeg’et er en midlertidig kombination af karma og de elementer, som alt i verden er opbygget af. Hos begge religioner er der derfor en form for liv efter døden. så mens Jesus farer til himmels for senere at komme igen, tror Buddha på karma og genfødsel.

En interessant historie at dykke ned i, men for at forstå Kristendommen må vi kende Buddhismen. Man forstår nemlig først kopien, når man kender originalen, skriver Lindtner.

Nu kom Christian Lindtner jo ikke sovende til den erkendelse, idet han som religionsforsker i mere end 30 år havde studeret de buddhistiske skrifter og med denne bog ønskede at fremstille sine resultater i deres logiske sammenhæng.

Der er fire evangelier, og fire evangelister, som har været involveret i omtalte kopiering, hvor Matthæus menes at være den første med at hente stof fra Buddhismen. Markus og Johannes tog også del, men sammenligner man de fire evengelier med den buddhistiske original, er Matthæus den, som kommer tættest på originalen, får vi her at vide.

Matthæus, der har stået bag en stor del – måske den største – af arbejdet med at sammenligne og kopiere fra de buddhistiske skrifter til Det Nye Testamente, har anvendt en højst snedig og fascinerende teknik, som Lindtner bruger en stor del af bogen på at forklare. For at nærme os de buddhistiske rødder må vi gøre brug af begrebet matria, som rigtigt nok er beslægtet med ordet geometri. Her bliver bogen for alvor spændende både for matematikere og for en sprognørd som mig. Der handler om en fantasifuld fortolkningsmetode, som vandt udbredelse ca 200 år e.Kr.

Teknikken gik ud på at benytte sig af lyd- og talværdier ved sammenligningen mellem græsk og sanskrit, og der gives talrige eksempler i bogen. Men det handler også om geometriske tegninger, ved hvis hjælp forfatteren når frem til figurer, der kan løse gåder f.eks. om korset eller om den mere spøjse, der handler om hvordan Maria foruden at være moder også kunne være jomfru på samme tid. Problemet løser matematikken.

Det er ikke helt let læsning, men underholdningsværdien mangler ikke. Lad os tage nogle eksempler på tal- og lydværdier.

I Det Nye Testamente må ophavsmændene have tillagt Buddha nogle bestemte grundtal, og efter lidt brøkregning og sammentælling når vi frem til Buddhas tal, som er 2-400-9-1-200 = 612 (dd tæller en dental konsonant). Alt har talværdier, og de er meget vigtige for forståelsen af baggrunden for Lindtners tese.

Personer trækkes direkte ud af Buddha teksterne og over i Det Nye Testamente. Som Buddha gjorde det, helbredte og vækkede Jesus også folk op fra døden. Sanskrit for død er narakas = n-k-r-s, og på græsk er det nekros = n-k-r-s. At de passer tal- og lydmæssigt er afgørende for studiet af de mange efterligninger, som bogen vrimler med.

I Matthæus 8:2 helbreder Jesus hele fire grupper af vanføre, lamme, blinde, stumme. Man ser, at sanskrit kula-putras er blevet til græsk paralutikos (at være besat). Både i lyd- og talværdi passer de to ord: k-l-p-t-r-s = p-r-l-t-k-s.

Om de døde og om helvede siges i øvrigt intet i evangelierne, som ikke er sagt i de buddhistiske skrifter.

Men ud over at fordybe os i lyd- og talværdier er der også adskillige andre sammenfald på navnene. Jesus kaldes Davis søn, på sanskrit devas putras. Jesus er også søn af Abraham. Buddhabarnet, Bodhisattvas, som kom ned fra himlen, var søn af Brahma. Kopieringen er igen tydelig.
Og så var der kvinden i Jesu liv.

Hun hed Âmra-Pâli og ville besøge Tathâgatas, og hun var meget dejlig. Derfor blev munkene usikre på, om de ville blive fristet, og de bad en bøn, som skulle komme til at danne grundlag for bønnen “Fader vor … led os ikke i fristelse ..”. Hun indbød altså Tathâgatas til middag, shinede sig omhyggeligt op og gjorde sig stor umage med arrangementet. (Hvordan mon det endte?)

Lidt anderledes med skøgen, der opsøgte Jesus. Hun var vist mere beskeden, men hældte dråber af kostbar olie ud over hans hoved. Begge anbragte de sig derefter ved mesterens fødder.

Lukas omtaler hende, der kom til Jesus, som kvinden, gunaika på græsk og kvinden hos Tathâgatas på sanskrit hed ganikâ. g-n-k og g-n-k. (kâ i ganikâ er et spørgende stedord og skal ikke med). Og vi glædes endnu en gang over at det hele passer.

Bogen er rig på paraller i beskrivelsen af Buddha og Jesus, deres gang på jorden og deres handlinger, hvis slående lighed ikke er til at overse. Det måtte selvfølgelig vække til eftertanke hos nogle og til stor fortrydelse hos andre ikke mindst teologerne, der må føle sig truet på deres brød. Det kom der også en del skænderier ud af, for i sine kommentarer til diverse meningsmodstandere trækker Lindtner overtroen skarpt op.

Her står vi så og ser på alt det fantastiske, Kristendommen har lagt navn til. De smukke historier, kunsten, den storslåede musik, salmerne og den trøstende Gud. Nogle vil måske sige, lad gå, Jesus var en Buddha, mens andre vil trøste sig med, at intet fjerner den guddommelige kraft og energi, som findes i livet – eller bagom livet. Kristendommen kan ses som en gave – en juvel. Så Matthæus var nok ikke helt dum.

Lindtners sensationelle afsløring skete i tavshed, skriver han ærgerligt, og han tilføjer, at “Høsten er stor, men arbejderne få”. Tja, men måske er tiden ikke inde. Er det ikke sådan, at tingene sker, når tiden er til det?

Lindtner anlagde en dristig vinkel her, og i bogens sidste tredjedel gengiver forfatteren en række kommentarer i form af læserbreve og kritik af den sovende folkekirke, der ikke ønsker at se det absurde i jomfrufødsel og himmelfart. Nå ikke? Men sig os så lige, hvor i himlen Jesus sidder ved sin faders højre hånd. Har nogen været ude i rummet for at se efter?

Naturligvis blev der rabalder med både universitet og præsteskab. Og dog var Lindtner ikke i tvivl om, at hans tese måtte vinde indpas en dag.

Problemet for mig, der skriver dette her, er, om tidspunktet er det bedste lige nu til at gøre Kristendommen til en smuk fortælling og måske derved lade pladsen vige for Islam. Det får mig til at gyse, og det ville jeg gerne have talt med Christian Lindtner om, men det nåede jeg ikke.

Christian Lindtner døde i november 2020.

Bogen er netop udkommet på Rostras Forlag