Magnus Stenlund om den alternative bogmesse og filmen Magthaverne du aldrig valgte

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg fandt på udtrykket, men det har i hvert fald været 2019, hvor jeg var til demokraticirkus på Christiansborg ved valget: Kirsten Birgit og verdenspressen. Det er – omend sent – gået op for mig, at jo større et spørgsmål er, desto mindre har befolkningen at sige om det. F.eks. blev Udlændingeloven af 1983 kørt igennem helt udenom den befolkning, der skulle aflevere sit land, sin arv, og betale for det. Ingen politiker vil mindes om det idag, du kan ganske enkelt ikke få en diskussion om dette faktum. Vi skal tro, at Gud lavede loven. Og Marrakesh som Lars Løkke alligevel fik svindlet på os allesammen. Og……

Hvorfor så deltage, når de folkevalgte ikke engang selv tror på demokratiske principper? De kunne da prøve, ikke? Men nej, alle magthavere, fra kejser Nero til Mette Frederiksen og Vladimir Putin, har én hovedprioritet: At beholde magten, når de nu har fået den. Som Broderskabet siger: Demokratiet er en stige, du kravler op af, og smider væk, når du står på toppen. Med varianter over dette tema, reagerer alle magthavere uden undtagelse.

Nu skal vi snart stemme om forsvarsforbeholdet, for en sjælden gangs skyld. Det handler om mere afgivelse af suverænitet, for de folkevalgte er helt vilde med, ikke at have nogen magt eller noget ansvar. De er åbenbart tilfredse med lønnen og privillegierne. Det bedste der er sagt om den folkeafstemning, er skrevet af Henrik Gade Jensen.  Måske skal man skrive i avisen så sjældent, for at skrive så godt. (Han  skriver selvfølgelig sine prædiker.) Asger Aamund spår et nej, lad os virkelig håbe det.

En skygge i asfalten

Jeg synes, alt taget i betragtning, at vi har valget mellem sofaen og at stemme blankt. En EU hær ser jeg som en direkte trussel mod det danske folk, nu vi for kort tid siden så Justin Trudeau bruge FN tropper mod sit eget folk, fordi for mange af hans politifolk kviede sig ved at udføre hans ordrer. Helt fortiet af danske medier, mærkeligt nok…

Henrik Nordbrandt sagde engang i et interview: „Jeg forstår ikke al den snak om kriser, hele livet er en krise.‟  Jeg ville tilføje: Livet alternerer mellem krig og krise. Vindstille er ikke det normale. Har vi ikke ægte problemer, skaffer vi selv de uægte. „Klimakrisen,‟ „Covid-krisen.‟ Hvis nogen er krisetræt, forstår man dem så udmærket, men der er altså mængder af mennesker, der lever af dem, så man kan blot forsvare sig mod krisehysteriet, ved at lukke for MSM. Og gerne også for sociale medier.

Vi der har oplevet Cubakrisen, kan ikke lide det, der foregår nu, men det er som om nutiden har glemt, at vi alle kan være forstøvet af en brintbombe på sekunder. Vi kan reduceres til en skygge i asfalten uden at vi opdager det, som på gader og mure i Nagasaki, hvor min mor blev født. Vi kan ikke lide tanken.

Fredsskadede

Svenskerne er ekstremt fredsskadede efter over 200 års fred, men nu på 3-4 generation efter 1945, er hele Vesteuropa ganske godt med. Journalistikken op til krigen, og nu under, er mærkbart ubekymret og eksalteret  på samme tid. Retorikken tangerer endda af og til det verbalvoldelige. Og så er de fulde af propaganda, også „de frie vestlige medier,‟ hvilket man bør undre sig over.

Faren er ikke mindre end i 1962. Forskellen er, at dengang havde USA en højt begavet og krigsbevidst præsident. Han kendte krigens rædsler på egen krop. Biden/Harris indgyder alt andet en ro og tryghed. Det er en grim tid at komme igennem, og der er tyve grunde til, at jeg ikke har lyst til at skrive om den. En er, at jeg ikke synes, jeg ved nok om lige Ukraine-konflikten, og den er vel så god som nogen. Der er en tid til at skrive, og en tid til at læse.

Hvis vi troede, den kolde krig var forbi, kan vi høre på Bo Theutenberg, der på Palmes tid var ansat i Udenrigsministeriet. Kommunismens maffiosoer blev bare erstattet af KGB’s, som også er hele Putins baggrund: Bo Theutenberg om KGB-mannen Putin och kriget i Ukraina.

Forskellen er ikke så stor. Vesten er derimod mere suicidal, kvindagtig og defaitistisk end under den kolde krig. Her er forskellen ganske stor.

Er vi ligefrem blevet en invitiation til krig? Et fysisk og psykisk magttomrum?