København set fra Charlottenlund, 12 maj © Snaphanen.dk

Hvis han gør yderligere indhug i Den Dybe Stats interesser, bør han nok huske, hvad det skete med John og Robert i 1963 og 1968.

Af Lars Hedegaard

Hvis jeg skulle anbefale Robert F. Kennedy junior noget, ville det være at konsultere en talepædagog. Bortset fra det, er der ikke meget at udsætte på manden, der har vovet at udfordre gangsteren Joe Biden som demokratisk kandidat ved præsidentvalget i 2024.

Robert F. Kennedy junior er søn af den Kennedy, der blev myrdet i 1968, netop som han så ud til at kunne vinde det demokratiske primærvalg. Den nye Kennedys onkel, præsident John F. Kennedy, blev meget belejligt dræbt efter at have lagt sig ud med CIA, som er eksperter i at ombringe enhver, der antaster deres interesser.

Robert F. Kennedy junior er netop blevet interviewet af Mark Steyn og har meget tankevækkende at fortælle. Man griber sig selv i den konstatering, at det var sådan, det demokratiske parti fremstod for 60 år siden – før det blev talerør for kommunister, galninge og tilhængere af den totalitære stat.

Det er et langt interview, men her et par af de punkter, som jeg bed mærke i:

Covidnedlukningerne medførte en massiv økonomisk omfordeling fra den amerikanske mellemklasse til multimilliardærerne. Hundredtusinder af mindre virksomheder blev tvangslukket og vil aldrig genåbne. Det gælder ikke mindst småforetagender drevet af sorte, som demokraterne nu kan glæde sig over er blevet statens klienter.

Det er snart 40 år siden, at jeg opgav marxismen som samfundsforklaring, men det var måske forkert. I hvert fald beskriver Kennedy udviklingen på en måde, som gamle Marx ville have nikket genkendende til.

Marx beskrev staten som varetageren af kapitalisternes interesser. Det samme gør nu Kennedy, der peger på sammensmeltningen af staten og de mest magtfulde kapitalinteresser. Det gælder særligt medicinalindustrien, som i realiteten styrer medierne og dermed meningsdannelsen.

Kennedy beskriver Ukraine-krigen som en gigantisk pengevask, der skal gavne den amerikanske militærindustri. Præsident Zelenskij ønskede ikke krig, men blev presset til det af ukrainske fascister understøttet af den amerikanske regering.

Det sidste punkt kan man diskutere, men alt i alt er det forfriskende at høre fra en demokrat, som vover at gøre oprør mod den dyne af løgn og undertrykkelse, som er blevet kendemærket for hans fars gamle parti.

På ingen tid er det lykkedes Robert F. Kennedy junior at sikre sig støtte fra en femtedel af de demokratiske vælgere. Hvis han gør yderligere indhug i Den Dybe Stats interesser, bør han nok huske, hvad det skete med John og Robert i 1963 og 1968.